Kort Vending / Sudden Reversal


Fortaleren (Opening speaker)
Fiiskeren (The fisherman)

Greffuen (The count)
Canekenn (The canon)
Munckenn (The monk)
Songnepresthen (The parish priest)
Krigs mandenn (The mercenary)
Burgemestherenn (The mayor)
Kremerenn (The peddler)
Kiøbmandenn (The merchant)
Embitzmanndenn (The craftsman)
Høstrwenn (The housewife)
Bundhenn (The peasant)
Burger sønnenn (The citizen's son)
Burger dattherenn (The citizen's daughter)

Second Act:
Ridderen (The knight)
Skriuerenn (The scribe)
Capellanenn (The curate)
Peblingenn (The grammar school pupil)
Staallddrengenn (The stable lad)
Snaphanenn (The robber)
Poßepillthenn (The beggar)
Thenn arme kiøbmandtt (The poor merchant)
Embitzmanden den andenn (The second craftsman)
Skøgenn (The prostitute)
Bunden thenn andenn (The second peasant)
Thiennisthe drengen (The servant boy)
Thienesthe piigenn (The servant girl)

Third Act:
Actor ad populum (At the people)

Greffuen (The count)
Ridderenn (The knight)
Cannickenn (The canon)
Schriffuerenn (The scribe)
Munnckenn (The monk)
Capellanenn (The curate)
Sogneprestenn (The parish priest)
Peblingenn (The grammar school pupil)
Krigs manndenn (The mercenary)
Stallddrengenn (The stable lad)
Borgemesteren (The mayor)
Snaphanenn (The robber)
Kremerenn (The peddler)
Poßepillthen (The beggar)
Kiøbmandenn then første (The first merchant)
Kiøbmanden then andenn (The second merchant)
Embitzmandenn then første (The first craftsman)
Embitzmanden then anden (The second craftsman)
Høstruenn (The housewife)
Skøgenn (The prostitute)
Bundenn then førsthe (The first peasant)
Bundenn then anden (The second peasant)
Børger ßønnen (The citizen's son)
Tiennisthe drengen (The servant boy)
Burgere daattherenn (The citizen's daughter)
Tiennsthe piigenn (The servant girl)

Epilogus (Final speaker)

Hans Christensen Sthen: Lyckens Hiul (The Wheel of fortune), 1581
Lyckens hiul

Kort Vending is a school-comedy in three acts from ca. 1570. The work is anonymous and exists only as a written copy, but there is agreement that the author is Hans Christensen Sthen, because there is great overlap between Kort Vending and Lyckens Hiul from 1581 (The Wheel of Fortune, picture to the left). Not only do they share a common theme, viz. the inconstancy of fortune, but several verses are verbatim the same.

Hans Christensen Sthen (1544 - 1610) was born in Roskilde, worked as curate and headmaster of a grammar school in Helsingør (Elsinore), and ended his days as a parish priest in Malmø (in Scania). According to contemporary ledgers from Elsinore, Sthen has several times received a fee for staging theatre plays using his pupils. Sthen was also an industrious author of hymns and to this day there are still 16 of his hymns in the Danish hymnal.(1)

The Plot

Bald-anderst later met Simplicissimus

The start of the play is a close copy of Baldanders by Hans Sachs: A fisherman tells the audience how he was out fishing, when a terrible storm began. He sought shelter on land, and soon he saw the creature that caused the stormy weather. The creature was constantly changing its appearance: Soon young, soon old; soon happy, soon angry; soon well-dressed, soon naked, &c.

The fisherman spoke to the creature, assuming him on account of the storm to be the god Vulcanus, but he was mistaken. In German the creature is named Baldanders (immediately different) and in Danish: Kortt Wendingh (sudden reversal).

But the story of Kort Vending continues, where Baldanders ends, for the fisherman interrupts his own tale, as he hears Kort Vending approaching. Kort Vending enters the scene, and the fisherman vanishes.

It turns out that Kort Vending is not only able to change his own appearance but that he intends to live up to his name, by reversing everybody's fortune: »Ieg acther mitt naffn fyllist att giøre«. Thirteen different persons now enter the scene. One after another they all boast of their prosperity and are convinced that no harm will befall them. They mayor put his trust in the city wall, moats and police, the craftsman trusts in his many skills, the citizen's son trust in the riches of his parents, the citizen's daughter is confident in her beauty, and the farmer relies on his ability while mocking his brother who is being eaten by lice. In each case Kort Vending announces that he is about to reverse their fortune.

In the second act another 13 persons enter the stage, but these are all down on their luck. One thing they all have in common is that they trust God to help them out. The Snaphane(2) may not be pious but at least he trusts in God. Kort Vending promises them all that they will soon come into prosperity.

Between the second and third act the actors swap clothes with each other: The rich count trades his clothes with the poor knight, the rich canon with the poor scribe, the rich farmer with his lice-eaten brother, etc.

In the third act all 26 persons enter the stage again, and it turns out that they belong together two by two, which might not have been so evident until now, since a 1.000 lines of text have separated each pair. The well-nourished priest has lost his cushy job (after the Reformation) and doesn't understand all these newfangled (Protestant) theologians. The Pebling(3) has taken over the position (and the costume), and he is outraged over the old priest who neither bothered to read nor teach.

The mayor is weeping because his city was burned down by a traitor, and this arsonist turns out to be the Snaphane. One of the craftsmen(4) is ruined because he knew too many crafts which all have gone out of fashion, the other has become rich because he stuck to his work a Suder (shoemaker). The poor farmer has become rich, but he promises that will help his (now) poor brother, more than the brother used to help him.

The structure of the play does break down at places. Partly because the audience cannot be expected to keep track of the different couples through several thousand lines of text (with songs during the pauses), and partly because the correlation is not always clear. There is a strong connection between the priest and the Pebling, between the two craftsman, and (particularly) the two farmers. At other times the connection is more strained: The Snaphane has burned down the mayor's city, but this doesn't make himself a mayor (even though this is in fact, what he says: »Ieg er nu kommen wdj borgemesthers sted« ("I have now come into the the mayor's stead", 2409); The rich wife loses family and wealth, while the whore gets a decent life, but the two women know nothing of each other, and even if the two actors have swapped their costumes, there is no indication that the whore takes over the wife's home, or that the wife should be forced to prostitution.

It can in fact be strenuous to keep track of all the many participants through the more than 3.000 lines of text, and since there is no plot progression one could instead use the index to the right in order to follow each pair across the text.

Kort Vending and Copenhagen's Dance of Death

Several scholars have pointed out the similarities between Kort Vending and the dances of death. In both cases the protagonist has a godly power over all people, as he leads the entire society, ordered by their rank, to proclaim their individual verdicts. It is in this description of the members of the society that the both texts have their strength.

Both works are characterized by a total lack of plot, action and suspense — the only action in Kort Vending happens behind the scene when the 2 × 13 actors swap their costumes. The various actors never meet each other, and apparently they are also unable to see Kort Vending, so the whole play consists of 84 monologues. The dance of death does at least have some dialogue between Death and each of his victims.

There are even more parallels with one particular dance of death, viz. Copenhagen's Dance of Death, which as opposed to most other dances of death is conceived as a playact. A curious detail is that the mercenary speaks Low German (465-484; 2255-2280), just like the rider does in Copenhagen's Dance of Death.

It is very possible that Sthen has had a copy of Copenhagen's Dance of Death in his hands. There is a clear parallel at the beginning where the fisherman interrupts himself, because he hears Kort Vending approching: »I faa hanem selluff well att høre, / Mig tyckis handt staar here hoß mitt øre;« ("you yourself will hear him / I think he stands here at my ear", 219). In Copenhagen's dance of death the initial sermon ends: »Therefore, stand still to see and hear / what Death has to bring / I believe I see him coming now«.

The audience are requested to be quiet: »Om y wille hanem høre och tiiæ« ("if you would listen to him and be silent", 134) »Wille y mig høre oc icke lee« ("will you listen to me and not laugh", 138), »Nu wiille wy tige stiille oc høre« ("Now we will be silent and hear", 1831), just like in the dance of death: »will you all now be quiet« and: »Therefore pay attention to this play«.

There is a similar parallel towards the end, where the epilogus says: »I gode fo[l]ck, i haffue nu hørtt / Paa thenne leg ind ende«, ("you good people, you have now heard, an end of this play", 3379-3380), which is reminiscent of the end of the dance of death: »Christian friends, you have now seen / what has been acted out for you«.

It should be added though that all these parallels also hold true for the German Fastnachtspiel / Shrovetide plays, e.g.: Henselyns Boek, that also consist of representations of various ranks each delivering a monologue. We cannot exclude the possibility that Sthen has found his inspiration outside the dance of death in a (today unknown) Fastnachtspiel.

The Stone in the Green Valley

Originally I was made aware of Kort Vending by Nils Afzelius, who is researching a prophecy known as the Green Valley Prophecy.

The odd part is that there are two of these Green Valley Stones, one in Denmark and one in Sweden. The Danish Grøndal is located in the parish of Sønder Vinge in Ulstrup, while the Swedish Grönan Dal is in Jämtland.

There is a great disagreement about the contents. One of the oldest Danish sources is Ole Worm, who quotes a Jens Christoffersøn, who in 1503 should have read the following text carved with copper letters:

Kircker skulde bliffue til Fangetorn,
oc Skalcke skulle trifuis,
oc Eldinge [sic] fordriffuis,
oc Danske Mend wgieffue,
oc fange Tydske Sæder,
oc Hærremend skulle bliffue Kiøbmend,
oc Præster til Bønder
oc Bønder til Widunder.
Churches shall become donjons,
and villains shall thrive,
and nobility be driven away,
and Danish men become dishonourable
and acquire German customs,
and lords shall become merchants,
and priests into peasants
and peasants into objects of scorn.

For inscrutable reasons this prophecy appears in Kort Vending. There is a echo in the last words of the Snaphane: »Thett skeer end thitt, att skallcke triffuis / Oc godtt eractigtt follck fordriffuis« ("It happens often that villains thrive / and well respected people are driven away", 1207-1208).

The second craftsman delivers a more extensive quote. He was the one who made his fortune by sticking to his trade as a shoemaker: He says (2755-2767):

Nu wiille embitzmendtt bruge kiøbenskaff,
  Thenem ßelluff thiill staar schade oc taff;
Ther nygis icke nu mangen mandtt
  Mett sitt embitt, ther handtt kandtt.
Embitzmendtt wiille nu kiøbmendtt bliffue,
  Theris erlliige embeder offuer att giiffue,
Kiøbmendtt ßlaar støre handdell wpaa,
  End the well betalle maa;
Borgere wiille nu bønner werre,
  Bynder wiille nu thiill schole att lere,
Clercke wiille oc werre bynder,
  Saa bliffue oc mange tiill wiunder;
Now craftsmen wish to practice the merchant trade,
  Causing themselves great damage and loss;
Now there is not many a man who is satisfied
  With his craft which he knows.
Craftsmen want to be merchants now
  and abandon their honorable crafts,
Merchants are making larger deals,
  that they may well have to pay.
Burghers want now to be peasants,
  Peasants want to [go to] school and teach
Clerics want to be farmers,
  in this way many become objects of scorn.

It is not very clear what the prophecy is supposed to mean, particularly since "vidunder" doesn't mean the same in Danish as in Swedish. At the time of Worm and Sthen the Danish word vidunder meant "object of scorn", while the Swedish word means "monster".

It is also uncertain whether the peasants are going to school to teach or to learn (it's the same word in Danish). And why would Sthen, who was head master of a grammar school, object to peasants going to school, or for that matter: that people learned a new trade?

The prophecy only has a peripheral relation to Kort Vending (which in turn only has a peripheral similarity with the dance of death), so I will end here and refer to the external link about the Green Valley Prophecy.

So without further ado, here is the (Danish) text from Kort Vending. The blue footnotes were written by Sophus Birket Smith in 1865:


I erlige folck, her ssamblede ere,
     Wille i nogen stundt tilstede vere
Oc giffue oss lyude och vere stille,
     Nogit euentyr vij ether sige ville,
5 Som well schall vere en vnderligh tingh,
     Huore verdtzens lob hun løbber omkringh
Aff gudz bestillingh saa wnderligh,
     Som handt beskicker saa wiißeligh;
Huilckit ingen aff syn eygen forstandt
10      Rett besynde eller grunde kandt:

Huor gudt kandt syndere mangelunde straffe
     Och alltingh epther syn vyllge skaffe,
Som wy nu dagligh for øgne ßee,
     Huilcke wnderligh tingh y verden monne skee
15 Mett atskillige riiger, steder och landt,
     Som gudt haffuer straffuit mett syn handt.
Fore syndens skyldt er thett altt giordt,
     Att wy foracte hanß helige ordt
Och leffue' wchristeligh wthi vaare daffue,
20      Ther fore kaster gudt paa werden plaffue
Oc lader saa werden foruandles omkringh,
     Att thett wel er en wnderligh tingh.
Ther om acte wy nu att snacke,
     Om y mett oß wylle taghe thill tacke,
25 Oc ingen oß her mystencke will,
     For thenne leegh gaar wnderligh thill.
Wy mue thett daglige ßee och mercke,
     Suo uell blantt legfolck som blant clercke,
Huor mange ophøygis till ære och lycke
30      Oc lade denum strax saa mectig tycke,
Att the foracte oc spotte alle
     Oc mene, atth the kunde aldrigh falle;
Thennum kommer dogh ßnarligh faldt oppaa,
     Suo schall ther och ßaa her tillgaa.
35 Wy ßee oc mange wti thiße daffue,
     Som liide armodt och werdzens plaffue
Oc lader thennum dogh aldelis nøyge,
     Mett huadt som gudt will thenem tillføyge;
The komme igien thill rigdom och ære,
40      Suo schall thett oc saa gange here,
Oc sligh foruandlingh wti landt och riige
     Sker fattige oc riige, bode thill liige.
Tacetur. Ther aff mandt oc saa lere schall,
     Huadtt Iesus Syrach ther om tall;
45 Wti ßyn bogh ther siiger handtt ßaa,
     Som oß bør well atth acte paa:
Liider thigh well, saa siiger handtt,
     Tha tenck, thig ilde gange kandt;
Er thett oc saa, thigh liider ilde,

50      Tha skalt thu dogh thit hob ey spilde.
Nu ganger her mange tuert emodt,
     Som icke acte thenne lerdom godt;
Om the wthi sorrigh oc modgang falle,
     Strax falle the y mysshaab met alle
55 Oc icke tencke men platt forgette,
     Att gudt kandt thenem igien oprette.
Somme ere og suo ther tuert emodt,
     Att nar theris lycke bliffuer thenem godt,
Tha kunde the icke tencke ther paa,
60      Att thett kandt thenum ilde gaa;
Saa lade the thenum aff hoffmodt blynde,
     Leegh og lerdt, mandt och quynde,
Oc dryste paa theris welde oc ære
     Oc mene, the skulle sligt ey ombere;
65 Men ganske faa monne ther paa tencke,
     Att gudt monne thenem sligh gaffuer skencke;
Fasth mere tencker huer wedt siigh:
     Sligt haffuer mitt forsyn gafmet migh;
Men gudt handt icke tillegge will
70      Sligh ære, som hører hanum till.
Dicetur. Ther fore fanger oc manghen falldt
     Oc bliffuer wti syn riigdom qualldt,
Som y skulle her att høre faa,
     Huadt thiße personer skall offuer gaa,
75 Som først skulle thenne leegh regere
     Oc pocke oc praale oc mectige vere,
Huore the schulle fallde aff theris ßeede
     Oc wendis thill sorrigh theris lyst och glæde.
Ther epther kommer andre perßoner here,
80      Som theris armodt bek[l]age oc kiere,
Oc the schulle fange stor framgangh
     Oc hielpis aff theris nødt oc trangh
Oc komme wti theris stedt att staa,
     Som mett thett første schulle praale saa;
85 Kortt Wendingh scall ther thill were en mester
     Oc bruge sigh baade øster oc wester,
Som y schulle ßee, thett ganger thiill,
     Huore handt thenne leegh regere will.

Ligeruis som hyulet wendis omkringh,
90      Suo foruandlis oc werdtzens tingh:
Somme ophøgis, oc ßomme fortryckis,
     Somme fornedris, oc ßomme lyckis,
Somme liide well oc herlig tryffuis,
     Somme the oc ßaa platt fordryffuis,
95 Som y schulle nu att høre fange,
     Om y wille icke lade ether lange.
Men wy foragthe ingen her medt,
     Anthen her eller anden stedt;
Riigh eller fattigh, i huem the ere,
100      Scall ingen perssone bemercke here;
Meden ßom thet gaar wti werden till,
     Suo ganger thet oc mett thette spill,
Att thett, ßom ßomme gaar thill mode,
     Thett gaar andre igien thill gode.
105 Were ßegh blantt geysteligh oc werdzeligh,
     Tha er all tingh omuendeligh,
Thi gudt handt kandt baade reyße oc felde,
     Ther thill haffuer handt baade magt oc velde;
Riigdom kandt handt en mandt tillføre,
110      Handt kandt hannum oc suo fattigh giøre;
Herren kandt døde och ßlaa ihiell
     Oc giffue liff igien suo well,
Epther herrens willig maa all tingh gaa,
     Thi ingen hanem emodt kandt staa.
115 Ther fore schulle wy ey were glade,
     Om vy ßeer nogen faa faldt och skade,
Men heller mett ynck offuer thenum bere
     Oc tencke, wy kunde oc falde here,
Oc tencke, att ingen lider ildhe,
120      For handt ey bedre liide wilde,
Om thett motte thill hanem staa
     Oc epther hans eygen willge gaa.
Ingen kandt ßegh och lycksaligh schriffue,
     Altt then stundt handt er y liffue,
125 Thi lycken kandt siigh well omuende,
     Før endt hanß dage komme thill ende,
Som Solon, then hedenske wiiße mandt,

     Handt schreff aff syn natturligh forstandt;
Suo lyder oc thiße Terentij ordt,
130      Att all tingh er foruandlige giortt;
Thett er oc ßuo then rette fundt,
     Som thenne leeg haffuer aff syn grundt.
Her kommer en fisker, handt skall ether ßiiæ,
     Om y wille hanem høre och tiiæ,
135 Huatt wnder handt haffuer ßeett oc hørdt,
     Som Kortt Wendingh haffuer nylig giortt.


Ieg er en fisckere, thett mue i ßee;
     Wille y mig høre oc icke lee,
Tha schall iegh ßiige ether wnderlig tingh,
140      Huore werden wender siig omkringh.
En affthen gick ieg wd att fiske,
     Ieg wenthe mig nogitt paa myne discke;
Myne garn oc kroghe ieg mett mig bar,
     Tha skinnede solen heedt oc klar.
145 Som iegh, hagde fangit en fisck eller tuo,
     Begynthe en muln att gaa wppaa,
Ett suduest wedher begyntte att bleße,
     En wellig storm mett mørck att reße,
Thett tordnett och lyunett oc regnet mett,
150      Iegh kaste paa landet myne kroge oc nedt.
Thett regnett, then hellige Christh motthe raade!
     Baade daler, bierge oc klipper bleff waade,
Alle aaer oc becker begynthe alt flyde,
     Oc sckyerne mett iordhen ßamen att bryde.
155 Iegh bleff ßuo redt, ieg hagde nær dødt,
     Ther ieg wor stedt wti ssuodan nødt;
Suo tog ieg thill att bruge myne been,
     Som mendt ieg wor icke megit ßeen;
Ieg holt migh heen y skiull oc lygh,
160      For redtzell kunde ieg icke wynde thill bygh,
Wnder nogre treer ßlog iegh myn tieldt,
     Thi thett lackitt fast att queldt.
Omßiider bleff wedritt stille ther mett,
     Suo haffde ieg actidt att gaa aff stedt,

165 Hiem tiill mitt huß suo woedt ieg randt,
     I thett samme ßaa iegh en mandt.
Som mendt thet wor en wnderlig gest,
     Handt wor tili foedt oc ey till hest,
Forinnden ett gierde paa luer handt stodt,
170      Meg ßyuntis, handt icke vor megit godt;
Gandze wnderligh wor hanß fuore,
     Ieg kandt icke ßiige, huordan the wore,
Dog will ieg ßiige, thet beste ieg kandt,
     Huadt hand syuntis for en mandt;
175 Ieg wor ßuo redt, ieg kunde icke acte
     Halff parthen aff hanß sckick oc facte:
Som handt syuntis en gamell mandt,
     Suo bleff handt wng igien paa standt;
Rett ßom handt wor tha sckøn och boldt,
180      Suo bleff handt grammer endt en trolldt;
Stundum wor handt bliidt och mildt,
     Strax vredt oc hastig som en illdt,
Stundum begynthe handt att græde,
     Strax loo handt och begynte att quæde,
185 Stundum hagde hand aluorlige facthe,
     Strax hagde handt galne børne tacthe,
Stundom wor handt well kledt en stundt,
     Strax bleff handt nagen som en hundt,
Stundom wille handt snacke och talle,
190      Strax wor handt ßom en domme i dualle,
Stundom wor handt høg oc langh,
     Strax stackitt oc hagde en duerrig gangh,
Stundom handt gandtze hastelig løb,
     Strax som en snegle ßagtelig krøb,
195 Stundom wor handt huidt som ßnee,
     Strax wor handt ßuorter endt kull att ßee.
Huadt kandt ieg mere ßiige aff hans sckick?
     Handt bleff foruendt huer øge blick.
Iegh tencthe, iegh willde att marcken gliide
200      Oc ßlig en gesth icke lenger biide;
Iegh menthe, handt sckullde Vulcanus hede,
     Som pleyger tordnen stroler att ßmede;
Suo bleff iegh dristigh oc sagde saa:

     Myn kiere Vulcane, huortt wilt thu gaa?
205 Tha ßuarede handt migh strax igien:
     Iegh heder icke saa, myn wen!
Kortt Wending thett er mitt retthe naffn,
     Somme giør ieg skade och somme gaffn;
Mitt embede will ieg theg well siigæ,
210      Oc huad ieg acther, ey fore thig tiiæ:
Sligtt ett anslag haffuer ieg fore hende,
     All werdtzelig skick will ieg foruende,
Fraa nederste oc tiill then øffuerste statt
     Acther ieg att bruge mitt embidt bratt;
215 Ieg acther att reyße wti alle landtt,
     Suo snartt som thu schalt wende en handt.
Mett andet mere, handt sagde mig till,
     Som ieg here icke nu ßiige will;
I faa hanem selluff well att høre,
220      Mig tyckis handt staar here hoß mitt øre;
Ieg gaar myn koß eller iegh faar skam,
     Ieg biider ther icke, som handt farer fram.

Kortt Wending.

Alleßammen ere y ßom iegh,
     I huore y staa oc lee adt mig;
225 I staa oc talle paa myn ære,
     En anden viiße will ieg ether lære.
Kende i Kort Wending, tha ßeer nu thill,
     Mytt ærinde ieg ether nu ßiige wiill,
Ieg acther mitt naffn fyllist att giøre,
230      Som y nu kortt sckulle faa at høre,
Huore ieg schall wende omkring,
     All werdtzens sckick oc mennisckelig ting.
Hoß steder oc byer er ieg well kendt,
     Hoß adell oc bynder oc kiøstedt mendt,
235 Bode landt oc riiger haffuer ieg fore hende,
     Att ieg all ting will ther foruende,
Suo kort schall thet oc gange ßaa,
     Att y schulle alle wndre ther paa.

Tacetur. Fredth schall ieg wende thill aarlogh oc krij,
240      Fore mig schulle mange ey were frii.
Dyer tiidt oc hunger mett liiden føde
     Schall bliffue wdaff fructßommelig grøde;
The erlige schulle komme y skam oc last,
     The welldige fraa magthen mett en hast,
245 The lyckßalige schall ieg suo fortrycke,
     Att the schulle faange liiden lycke,
The spagferdige schall ieg suo driffue,
     Att the schulle wrede oc hastige bliffue,
The hoffmodige schall ieg giffue ett stødt,
250      Att the schulle komme y ßorrig oc nødt,
The konstige oc wiiße schulle bliffue thill gecke,
     The lade schall ieg aff søffne wecke,
The riighe schulle myste godz oc penning,
     Ther fore heder ieg Kortt Wending;
255 The gode schulle komme till stor foragtt,
     Oc mangen træll schall fange magtt,
The fredßommelige schulle fredt ey nyde,
     The wnde schulle thenem thett forbyude,
The ypperlige sculle komme i breck oc schade,
260      Oc trælle schulle there thill bliffue glade,
The dulighe oc gaffnlige almugis mendtt
     Skall bliffue staar wlycke ßendt,
The gunstige schulle oc fanghe wgunst,
     The lerdhe schulle ey nyde theris kunst,
265 The kierlige schulle falle i affuyndt oc hadt,
     Then sørge, ßom acthede att giøre sig gladt,
The lystige schulle grunde oc tencke,
     Met sorrig schall ieg thenum sckencke,
The wnge schulle syunes gamle oc graa,
270      Then schall fallde, som actide att staa,
The deglige schulle ßnarlige gremme bliffue,
     Then schall tigge, som føre monne giffue,
The karske schulle wti ßyugdom falle,
     The leffuende schulle dricke dødtzens galle,
275 Oc the, ßom wisthe sigh ingen fare,
     Schulle oc betyngis obenbare.
Att mangen schall ßettis i fengßell oc nødt,

     Som willde fast heller were dødt.
Dicetur. Summa summarum: thet er myn agth
280      Alltingh att wende, som ieg haffuer sagt,
Oc huadt ieg monne fraa ßomme tage,
     Ther mett will iegh oc andre mage,
Sligt kandt ieg giøre medt menniskens tack;
     Meg løster att høre thenne greffue snack.


285 Vy ere en herre och en greffue,
     En welldiig førsthe, medenn wy mue leffue;
Oß kandtt icke trenghe, i huor thett gaar,
     Anthen nu eller andre aar.
Vy ere saa rige paa peninghe och gulldt,
290      Att wy haffue alle kisther fulldtt,
Saa Cresus, thenn welldiigh och rige,
     Handtt kunde neppe werre wore lige.
Vy haffue oc manghe ridder och suenne,
     Os daglig tienner, och andre wenner,
295 Som skulle dreffue och slae for foedtt,
     Om nogenn tuorde os giøre emodtt.
Thy tro wy nu wist mett alle,
     Att wy aff macthenn ey kunde fallde.
Nu wiille wy leffue, medenn wy haffue tiid,
300      Medenn werdenn och lyckenn er os bliidtt,
Och dricke och rutthe och giørre os gladtt
     Oc biude wore wenner mett os thiill madt,
Inar wy see wor tiidtt der thiill;
     Lad sørrighe denn, som sørge wiill!
305 Vy ere en herre, wy bliiffue och saa,
     Saa illde kandtt thett aldriig gaa.
Huadtt kornitt giellder, skiøtthe wy icke,
     Aff thett besthe lysther os att dricke;
Thett recker well thiill, thett wiide wy och,
310      Thy wiille wy oc saa giiffue nock,
Att thett kandtt sigis aff huer mandtt,
     Att wy en herre ere for itt landtt.

(1) Her begynder en ny Haand i Manuskriptet og dermed ogsaa en noget
forskjellig Orthographi,

Kort Vending.

Vysthe du nu, huadtt diig ffore stoedtt,
     Tu skulle icke haffue saa friitt iitt modtt.
315 Koningh Pharao wor saa welldiigh som du,
     Thett kand du icke tencke nu;
Saa wor oc Saul, som skreffuitt staar,
     Thißligist wor Nabugodonozor,
Saa wor och koningh Balthazar mett,
320      Thiße fiire wore welldiige, huer i sitt stedtt.
Tthett wedtt huer mand, thett gick denem illde,
     Fordj de gud icke lygde wiille:
Pharao drucknitt, Saul fick wdødtt,
     Thenn tredie løff wthy skoffuen som itt nødtt,
325 Thenn fierde motthe blliiffue ind fange,
     Saa wiill thett diig och illde gange.
The tenckte icke paa, att the skulle fallde,
     Thett skede denem dog, dett wiide wy alle;
Saa skalltthu och inden stackiitt tiidtt,
320      Huad hellder du bliffuer nu vred eller blidt
Tacetur. Ther haffuer alltt andre falliitt fra magtt,
     Som io saa liditt gaffue paa act,
Som du giør nu, att the skullde fallde,
     Och saa welldigh som du mett alle.
335 Ther fore mue faalck well tencke sig om,
     Att gudtt wiill suarlig setthe syn dom.
Lige som itt hus, der fallde skalldtt,
     Tthett fallder giernne først y støeke tall,
Først fallder in weg, saa andre flere,
340      Saa wiill thett och mett werden werre;
Nar itt rige epther itt anditt monne fallde,
     Paa dett sisthe faller werden mett alle;
Och for then sagh er iegh wdsentt
     Och haffuer alle rede megitt foruent,
345 Och mere ieg wiill, nar ieg kand faa,
     Thy tørtt du icke skrecke saa:
Thenn dag skall komme, før du haffuer act,
     Atthu skall haffue fulld lidenn mact.


Huadtt werdenn striber sig wnderliigh
350      Och giørs nu gantze behendeliigtt!
Thett kand mig icke fullwndre paa,
     Ieg tro, hund skall icke lenge staa.
En stund wor ieg och mynne lige
     Storlliig aff hullden aff fattighe och rige,
355 Nu tøckis, thett gaar anderledis thiill,
     Att slig ere oß ey giøris wiill.
Ladtt gaa, ladtt gaa mett deris ære,
     Mynn rentthe wiill ieg icke gierne ombere;
Kand ieg kun mynne rentthe behollde,
360      Mytt gulld oc sølluff och kleder bollde,
Och hollde mig saadanne wellige daffue,
     Som ieg er alltiid wan att haffue,
Ieg er thiill fres ihuor dett gaar,
     I huem ther mysther, och huem der faar.
365 Mett kirckenn er iegh well thiill fredtt,
     Mynn korsprest staar well i mynn sted;
Hand skall for mig wthy koritt staa,
     Thiill torgiitt wiill ieg fast heller gaa
Och kiøffue, huadtt iegh skall haffue y hus,
370      Och dricke mig sigenn full gott itt ruß;
Saa tyckis mig, thett gaar lige thiill,
     Och ladtt saa sørge, y huem der wiill!

Kort Vendingh.

Her domine, her domine, hui lade i saa?
     Saa lettheliigh will thett ey aff gaa;
375 Thett wiill alltt recke thiill ether mett,
     Och en fulld hartt, ieg loffuer eder thett.
I canicker y fare fulld megiitt wiilld,
     Vedtt renthen wiille y ey werre skilldtt,
Thiill kirkenn wiille y ether ey wmage.
380      Menn alltiidtt haffue ørkeløsse dage.
Thu skalltt altt gange ind andenn gangh
     Och selluff siunge thenn ottesangh.
Alligeuell tørtt thu icke wenthe,

     Att thu beholler alle dinne renthe;
385 Eptherdj du wiilltt icke giørre gudtt ære,
     Tha skallthu wist thinne renthe omberre,
Och en andenn skall thennem faa,
     Som gerne wiill wthy kierken gaa.


Huadtt muncke haffue nu onde dage!
390      Thett maa ieg fatige broder klage,
Sidenn werdenu er bleffuenn saa vndtt;
     Sligtt hagde ieg icke trodtt in stundtt.
Ther ieg gaff migh wthy klosther indtt,
     Tha hagde folck ett andett sindtt;
395 Thy gaff oß da, huadtt wy wiille haffue,
     Nu sprinnge wy aff mett myndre gaffue;
Tha wiillde ieg heller ind wngbroder werre
     En abbedens kappe nu selluff berre.
Dog haffue wy en nu ingenn nødtt,
400      Wy haffue en dog baade flesk och brødtt;
Sanct Barnardus er icke en nu saa arm,
     Att handtt sinne brødre wiill giøre den harm,
Att the skulle gaa omkring att tygghe,
     Then stundtt the wiille wthy klosther lige.
405 Ieg haffuer och en fulld gode renthe,
     Och mere wiill ieg mig en nu wenthe.
Lidett siunger ieg wthy wor koer,
     Men fulld well kand ieg terre mitt foer,
Som thett end kiennder paa mynn skindseck,
410      Att ieg haffuer en ingenn breck;
Ieg endtt en gang abbett bliffue kand,
     O monne ieg da icke bliiffue thiill mand?

Kort Vending.

Broder Dunnis, Broder Dunnis, hoo hoo att rende!
     Thynne gode dage the faa well ende;
415 Abbett bliiffuer thu icke y aar,
     Ihuor dett thiig att aare gaar.
Tu tager in fagh, mynn kierre broder lyrck,
     Alligeuell du haffuer nu ingen pyrck;

En smaler trøge skallthu well faa,
420      Thett loffuer ieg diigh, wiill du mig traa?
Thu klager nu paa dinne wnde dage,
     Thiig staar all fore in werre plage;
En andenn skall well nøgis der mett
     Oc bruge thynn renthe wthy thitt stedtt.


425 Tre sogne haffuer ieg wnder mynn handtt,
     Dog ieg fulld lidiitt predicke kand;
Megitt att predicke wor alldriig myn seedt,
     Mynne sognefolck the wiide well thett.
Ieg er alliguell en affhulden mandtt,
430      Som werre kandtt wthy thette landtt,
Oc haffuer god brunnd mødtt wthy myn tønde,
     Thenn skall well giørre mig høllist och ønde.
Ther thiill holler ieg aar och dagh
     Tormonitzs øll aff thett besthe slagh
435 Vthy mitt huß for gode gesthe,
     Ieg haffuer och hellst the rige och besthe.
Mynn capellan tager well kiercken ware,
     Ieg wiill icke haffue thenn sielle fare.
Vaar hiorde løff børtt wthy diisse dage,
440      Hans renthe wiill ieg och saa hage;
Mynn degenn skall selluff feitt giemme
     Ther thiill mynne wnge foller themme,
Saa kandtt ieg ene renthen opberre,
     Och handtt degen och hiurde verre.
445 En rynghe tingh wiill ieg hanem giiffue,
     Menn renthen thenn skall hos mig bliffue.
Migh tøckis, thett kandtt well due saa
     Att werre en herre och lade saa gaa.

Kort Vending.

O, huadtt du est ind arm prest,
450      Huadtt du haffuer lidiitt vthy schrifften lest!
Schullde saadane sognepresthe verre,
     Som huerken kunde predicke eller lerre
Theris sognefolck guds helliig ord

     Menn inthett acte om then arme hiordt,
455 Tha motthe thett werre in iammerliig tingh,
     Thett maa alltt anderledis wendis omkringh.
Medenn du saa gierne wiille hiorde werre,
     Tha skallthu och behollde then ere;
Her epther skallthu och feedtt wocthe,
460      Saa kantthu selluff thinne foller tucthe,
Medenn kircker skallthu icke nyde,
     Thett motthe bode gud och mand fortryde;
En anden skall thynne kierker faa,
     Som selluff wiill tage ther ware wppaa.

Krigs mandenn.

465 Vt denn wege, vt den vege, lat mj wort gan!
     Ich will hyr nichtt lange stan.
Vat denck gij, dat ich eyn narre ßij?
     Ich hebbe gelltt, wnde ich bin frij;
Ich hebbe beyde golltt wnde dalenn,
470      Meyne skullde vill ich erst betalenn,
Venthe ich wele gelonet hab
     Er der herre, der ßolden gab.
Der na will ich supen wnde spelen
     Miitt andre meynne gerothe gesselen,
475 Mitt hurin wnde buben vrølick drincken,
     Doe wille ich gelde hebbe tho klincken.
Eyne kriiger wiill ich leben wnde sterben,
     Der huntt wnde raben solen mig erben,
Als idtt togehørtt eyne kriiger wnde heldtt
480      Tho sterben in datt grone welldtt.
Mitt gode cleder wiill ich mich tziren,
     Fretzen, slemen wnde hoffuiren,
Die wiile ich hyr op ertrick bin,
     Saa far ich sus tho denn hymell fin.

Kort Vending.

485 Aff sligh Tysck hørde ieg mere gerne:
     Then besthe Tyscke, mand will drage aff kierne!
Ieg frycther, atthu och thynn parthy
     I skulle well bliiffue hymerig fry,

Vnden y tage ether andit for hende
490      En plustre oc røffue, skende oc brende.
Thu myenner, thett er rett hymmerigis wey,
     Ney, Hans Krafftt, ieg siger alltt ney!
Vthy hymmerig kommer thu eller ingen mandtt,
     Forthi handtt slemme och demme kandtt;
495 Men wiillttthu ellske och tienne gudtt
     Och retthe thig epther hans hellige budt
Oc troo hans helliige ord och lerre
     Och giøre der epther, meden thu est herre,
Tha kanndtthu wiißelliigh guds barn bliiffue
500      Och saa mett hanem eeuindelliigh leffue.
Nu wiilltthu heller slas och tretthe,
     En thu wiilltt thale thig thiill retthe,
Oc dricke och doble oc løbe wthy kroo,
     Thett holler thu for thyn hygiste roo.
505 Meden naar thu bliiffuer tha gamell och graa,
     Oc thiitt helbrede er gangen diig fraa,
Tha skalltthu lide baade soriigh och nødtt
     Oc gaa omkringh och tygghe diitt brødtt
Och wiillde tha gierne haffue dett igen,
510      Som du nu dricker och dobler heen.


Then stadtt, ieg boer oc bygger wthy,
     For wolld och macktt tha er hun fry,
Mett wollde oc mure thaa er hun sterck,
     Thißligist mett plancker och hageluerck,
515 Mett skytthe belagtt rett tryntt omkringh
     Oc inden besmyckitt mett kostellig ting.
Saa mange burger er ther och inde,
     Att then stadtt staar icke thiill att winde.
In god regeme[n]tt och pollittzij
520      Then holle wy oc, thett wed ieg frij;
God skick er der oc mett køb oc sall
     Paa alle the ware, ther holldis fall.
Ther sker och huer mand rett och skiell,
     Saa att huer mandtt lider well,
525 Bode then fattighe oc thenn rige,

     Vthy rentthe er the bode lige.
Fattighe falck the faa oc nock
     Thiill klede oc føde, thett wed ieg och;
Guds tienesthe hollde wy oc wed magtt,
530      Oc presther hollis wthy ere oc agtt.
Then stund ieg skall for staden raade,
     Tha skall hunn stande wthy gode maade,
Thy wiill ieg først nu giørre mig gladtt
     Vthy thenn mectiig och skønne stadtt.

Kort Vendningh.

535 Roße aff bodenn, for torgiitt haffuer ende!
     Thynn hoffmodtt skall ieg well forwende.
Troya wor skønn oc welldiig mett alle,
     Hun motthe alligeuell ynckelig fallde;
Thiißligist giorde oc Hierusalem,
540      Oc saa Cartago, hun wor icke slemm.
Saa skall dett oc gange eders stadtt,
     Thy tørtt du icke end werre saa gladtt;
Snarlliig skall hende gaa falld wppaa
     Mett flere steder, huor skønne the staa.
545 Thu skalltt icke heller gange forbij,
     Huor mectig du holler diig nu oc frij;
Thiig skall snarlig komme den tiidtt,
     Att lyckenn skall blliiffue diig vbliidtt.
Thu praaler flux, thett hør ieg herre,
550      Men gud wiilltthu icke giiffue syn ere,
Thy skall thynn wellde snartt ende faa,
     Ther maatthu wiißeliigh liide wppaa.


En kramkisthe førde ieg fraa Hollandtt i aar;
     Visthe nogen, huadtt den mig staar,
555 Thett helliig kors skulle handtt for sig giørre.
     Att nogenn formotthe sliigtt gotz att føre.
The ware er icke wthy Portugall,
     Ieg haffuer ey i mynn krambod fall.
Ieg haffuer mynne købmendtt wthj Turkij;
560      Thiill Florentze och tiill Fenedij.

Thiill Anderop oc thiill Amsterdam
     Ther henther ieg mitt gotz oc kram.
Flouell, bliantt oc gyllden stycke,
     Sliigtt haffuer ieg noch mett anden smycke;
565 Edle stene oc sckönne gulld ringe
     The kunde mig peninge samen bringe.
Finantz kandtt ieg och bruge ther thiill
     For allmugis folck, inar ieg wiill:
Spanßmeßing for gulld ieg ßellige kandtt,
570      Ther mett bedrager ieg mangenn mandtt;
Besynnderlliig piiger oc wnge quinder,
     Ther saadan smycke haffuer kier wdj synde,
Thenum kandtt ieg setthe briiller wppaa,
     Att the wiide alldriig, huadtt the faa.
575 The peninge, ieg fører wdaff huertt landt,
     Thenn sum hun nogitt drage kandtt;
Thy kandtt ieg alldriigh leffue saa lenghe,
     Att mig staar nogen tiidtt thiill att trenge,
Kunde ieg en saa gammell bliiffue,
580      Som Adam handtt wor her wthy liffue.

Kort Vendning.

Thynne gode gierninger roser du fast,
     Thu kantt icke tiige din egen last.
En dog du est nu welldiig oc righ
     Oc leger paa werdenn megenn fiigh,
585 Ieg skall dog leege mett diig ind leeg,
     Att salltt skall fattis diig thiill itt eeg.
En anden kremere haffuer ieg well kiendtt
     Oc wiill diig sige, huadtt hanem har hent:
Hand wor saa riig som thinne tiuffue,
590      Kunde io saa well bedrage oc liuffue,
Som du kantt nu mett all thynn kram,
     Handtt gick alligeuell thiilbage mett skam,
Saa hand gaar nu oc tygger sitt brødtt
     Oc worre tiill fredtz, att hand wor dødtt.
595 Saa skall thett oc saa mett deg gaa,
     Som du skall well att wiide faa.


Nu er her kosthelligh bierringh for hende,
     Baade thiill lande oc saa thiill strande,
Ieg haffuer itt skiiff thiill Reffuell oc Rij,
600      Ther er icke døffue nødder wthy;
Ieg haffuer oc wde mynne wederlagis suenne
     Paa alle landtts byer ibland myne wenne
Mett humble oc staall, hamp oc hør,
     Att witzle mig thiill fore korn oc smør;
605 Taliig oc huder, høning oc skynd,
     Sliig ware leger ieg gierne paa wind,
For salltt oc lerritt kandtt ieg sligtt faa,
     In lempeliig ting skall thett mig staa.
Mynne suenne skulle oc kiøbe der wde
610      Gillde øxne oc feede stwde;
Ieg wed well, huor the feede staa,
     Mynn handtt haffuer att(*) hagt ther paa.
Om søndagen oc andre helliige dage
     Vthy kierkenn giør ieg ingen wmage;
615 Nar andre diitt gaa, baade leeg oc lerde,
     Tager ieg itt spiud wppa myn herde,
Saa lader ieg wd att landtzbyen gliide,
     Ieg nender end icke myn hest att ride.
Tha skudder ieg øxne, bode storre oc smaa,
620      Nar andre løbe thiill kierken oc fraa;
Fast heller sancker ieg øxne thiillhobe,
     End ieg stander wthy kierken att snobe.
Før ieg skulle lade ind huidtt wndgaa,
     Om ieg wisthe, ieg kunde hynde faa,
625 Tha skulle ieg henthen fire mille,
     Gaa paa mynn foed oc alldrig huile,
Saa kier er ieg att pening oc gulldtt,
     Thy haffuer ieg oc saa secken fulid.
Om natthen kandtt ieg icke søffue,
630      Mynn peninge staar alltt mig i huge;
For mynne ørne monne bloditt ßusse,
     Som thett wore in mølle sluze,

(*) Formodentlig Skrivfeil for: agt.

Thett bancker wthy mynn hoffuitt oc hierne,
     Nar ieg wiille soffue fulld gierne.
635 Saa liger ieg tha oc tencker ther paa,
     Om myn rigdom skulle fraa mig gaa,
Eller ieg skulle døø och denum omberre,
     Thett motthe en iammerligh sorrigh verre.
Meden alldriig wiille ieg mig klaffue,
640      Om ieg motthe peninge y hymmerig haffue;
Visthe ieg thett, ieg gierne diitt wiillde,
     Ellers gydder ieg fulld illde.

Kort Vendning.

Vden thu ganger en anden gang,
     Tha giør du ingenn wdj hymmerig trang.
645 Mynne øgne att wdstinghe løffuer ieg digh,
     Om du wthy hymmeriig møder mig;
Vden du fanger itt andiitt syndtt,
     Tha skall thu neppe komme der yndtt.
Ieg troer, du bliiffuer end gallen for peningh,
650      Thu kiender alltt inthett thiill mig, Kortt Vendning.
For rigdom oc anden geckelliig spiill
     Tager du staar wmage thiill,
Men guds ordtt wiilltthu icke hørde,
     Thy haffuer du inthett mett gud att giørre.
655 Gud naade theg arme oc daarlliig mandtt,
     Atthu thynn gud icke acthe kandtt,
Atthu aff hanum thynn rigdom monne haffue,
     Oc att ther(1) er hans løen oc gaffue.
Nu meyner tthu, att teg lider well,
660      End dog du est ind wßell treell;
Saa erre oc alle thynne lige,
     Som paa rigdom saa sare fiige.
I stande wthy fryct bode dag oc natth,
     Att andre skall faa eders rigdom fatt,
665 En roliig søffn kandtt du icke faa,
     Som ieg nu hørde diig selluff bestaa.
Huadtt esthu wden en treell mett alle?

(1) Skrivfeil for: then.

     Kunde alltt werden thiig thiill falle,
Thu wist icke paa dinne peninge tall;
670      Men den tiidtt snarlliig komme skall,
Thu skall well kunde thynne peninge thelle
     Oc haffue fulld lidiitt godtt att ßellie;
En anden skall haffue thiitt gotz oc ære,
     Som rundelliig nock skall ther aff terre.


675 Vell er den mandtt, nogiitt gott kand lerre,
     Thy kunstenn er alltiid lett att berre;
Trengher mandtt, saa tager mandtt thiill,
     Ieg prißer den, kunsthen lerre wiill.
Saa manghe embeder ieg ene kandtt,
680      Som nogen wthy thette ganske landtt;
Nock kandtt ieg oc saa faa att giørre,
     Kunde ieg saa mynne hender røre.
Ieg kandtt baade skerre oc syy,
     Saa well som nogen wthy denne byy,
685 Skogierning ieg oc saa fulld well kandtt,
     Ther thiill er ieg ind thember mandtt;
Ieg er end och fulld godtt ind smedtt,
     Rymsnider gierningh kandtt ieg mett,
Paa støffle att giørre er ieg ind mesther,
690      Ther thiill kandtt ieg oc giørre lesther,
En godtt bødicker er iegh der thiill,
     Ieg kandtt oc snedecke, nar iegh wiill,
Buntmager embitt haffuer ieg well lertt,
     Ieg kandtt end oc berede ett suerdtt,
695 Mett andre flere embeder sliigh,
     Som ieg haffuer lertt nock mestherliig.
Thy tørt ieg huerkenn terske eller mughe;
     Huadtt embiitt ieg løsther hellst att bruge,
Them kandtt ieg brughe som ind mand,
700      Ther for mig icke trenge kandtt.

Kort Vendning.

Huo manghe iern wiill haffue wdj illde,
     Handtt skall somme brende oc spillde;

The mange embeder, du syger, du kandtt,
     Skulle giørre diigh thiill ind arm mand.
705 Men kunde du ett godtt for thenem alle
     Oc wiillde dig lade der epther kallde,
Anthen ind skreder eller ind smedtt,
     Eller oc ind suder, ieg loffuer digh thett,
Fasth gaffnlliger skulle dett ene dig werre
710      End alle de manghe, du syger aff herre.
Huo ett embiitt haffuer lertt oc kandtt,
     Fulld well kandtt thett føde ind mandtt,
Om handtt wiill thett brughe well
     Oc giørre huer mand rett og skiell;
715 Nu skall armod lege dig øde,
     Att all din konsth skall diigh ey føde.


Ieg tacker gudtt, hand er mig bllidtt,
     Att ieg kandtt fullduell sliide myn tiidt.
Blandtt danne quinde er ieg well setth,
720      Thy ieg wiill huer mandtt giøre retth;
Saa mangen mand monne thiill mig gesthe
     Mellom aar oc dag wdaff the besthe,
Thenom kandtt ieg alle tractere well
     Oc ingenn mand giørre nogen wskiell.
725 Mynn danne mand er mig oc saa godtt,
     Hand nender mig icke att giørre emod;
Vthy hußiitt ieg well raade maa,
     Saa megitt som hustruen well kand staa.
Mynn kobe berer ieg icke gierne wthy by,
730      Thy skall ieg alldriig komme wdj ry;
Vdenn mitt huß monne mig ey langhe,
     Thire en ieg wiill thiill kierken ganghe.
Medenn hordtt er ieg wiidtt mynne piger,
     Fordj ieg paa mynn gierningh figer;
735 Thett giørtt ieg for theris egiitt gaffn,
     Att the kunde fanghe itt erllig naffn
Oc wiide, huadtt the skulle giørre och lade,
     Oc huadtt der er deris gaffn oc skade;
Meden strax haffuer iegh denem lige kierre,

740      Thy ieg kandtt i[n]gen auindtt berre,
End dog der findis well mange quynde,
     Som ganske wnderlligh er thill synde
Oc idelliig ere baade wrede oc vrannghe,
     Att mand lidiitt gott skall aff dem fanghe.
745 Sliig att werre gider icke ieg,
     Thy blliiffuer lycken well mett mig.

Kort Vendning.

Hund wed icke andett, en hun ager,
     For hund kandtt klare synne egne sager,
Oc syger, att hun er saa wiiß,
750      Men hun bygger alltt paa skrog iß.
Hun skulle siig icke berømme saa,
     Om hun kunde nogiitt gott formaa;
En danne quindis facte haffuer hun well,
     Att hund giør huer mandtt rett oc skiel,
755 Dog skall siig ingen selluff loffue,
     Thett er fast bedre oc lige oc søffue.
Ladtt andre roße dig, i huor dett gaar,
     The sige well, huor dinne kleder staar;
Then maa werre(1) wthy hierthe oc mod,
760      Som fore gud kandtt werre god.
Thenne quinde skall oc lide nød oc trang
     Oc fulldstord werßens modgang;
Kandtt skee sliigtt blliiffuer hende icke paa førtt,
     For thett onde, som hun haffuer giort,
765 Men dett kand dog falle gud y sinde,
     Som welldiig er baade mend oc quinde.


Nu tøckis mig, feed gaar fulld well,
     Men ieg kandtt giørre huer rett oc skiel;
Nu haffuer ieg poßenn retthelligh fatt,
770      Ieg gleder mig bode dag oc natt.
Ieg haffuer nock bode korn oc feed,
     Att lysth er y mynne huß att see;

(1) Her synes et Ord at være faldet ud.

X øxne kandtt ieg sellge itt aar,
     Sextan daller iegh for paritt faar,
775 Mellom aar oc dag kand ieg oc hollde
     En hest eller fiire paa mynn staallde
For wdenn kalluff oc foller baade,
     Som ieg kandtt lege mig thiill gode,
Ther thiill mynne suyndtt och skønne gallthe,
780      Som ieg kandtt ßellig och lege wdj sallthe.
Vden in dør tør ieg icke gaa
     Att see thiill, huor y gaaren staar,
Vden ieg thett ellers giørre wiill,
     Mynne børn oc suenne see well thiill.
785 Ieg sellger mitt korn oc ingen aar,
     Før en høsthen igen thiill staar,
Att mand kandtt illde giørre kornitt fall,
     Thett sig tha well bethale skall;
Tha skall mynn købmandtt haffue peninge rede,
790      Handtt skall oc wiide, huadtt hand skal brede;
Ieg fanger tha gierne, huad ieg will haffue,
     Saa kandtt ieg peninge sammen draffue.
Ieg tør icke aghe eller hoffgierningh giørre
     Vden mytt land giillde att fram førde.
795 Ieg haffuer ind broder, handtt er ind treell,
     Hanem lider illde, dog mig lider well;
Handtt ßider wthy itt gade huß
     Och lader sig platt op ede aff luß.
Hagde handtt werritt saa duellig som ieg,
800      Tha hagde hanem liidtt saa well som meg;
Nu maa handtt ßegle syn eygen koß
     Mett hans kone, den skinde(1) goß;
The due slett intthett att hiellpe fram,
     Ieg haffuer forthy befallitt thenem skam;
805 Men alldriig troer ieg, att thett paa gaar,
     Att ieg sorrig eller armod faar.

Kort Vendning.

Thenn arme bundhe hand lader saa ilde,
     Som hand biørne bynde wiillde;

(1) Saaledes oftere.

Thu skall alltt too in anden skee
810      Oc grede, dett du nu monne lee;
Alltt thynn rigdom skall thu slippe,
     Vden alle gamble mercke glippe.
Thu roßer fast aff thynn gode tyngh,
     Att du haffuer nock wthy arck oc byngh,
815 Gud tacker du inthett wdj hymmerig,
     Som haffuer dig giiffuet gaffuer sliig.
Thynn arme broder lider hunger oc nødt,
     Thu giiffuer hanem neppe itt støcke brødtt;
Ther forre skall dett diig gange illde,
820      Som dett pleyer mett de wmillde;
Thynn broder skall wenndis lyckenn om,
     Oc hand skall fange alltt thynn rigdom
Oc komme fulld well ther mett thiill weyge,
     Dog handtt haffuer lidiitt nu att eyge.

Burger sønnenn.

825 Slaa pamp oc ruthe thett er mynn agtt,
     Medenn ieg er wng oc haffuer wdj macktt.
Mynn fader oc moder saa welliige ære,
     Theris gotz staar alldriig att there;
Epther deris død tha faller mig thiill
830      Saa megiitt, som ieg mest haffue wiill,
Att thett kanndtt alldriig fange ende;
     Thy wiill ieg nu tage mig for hende
Her epther att leffue wthy werßens løsth,
     Thett kandtt icke werre mig thiill brøst:
835 Gaa silldig i sengh, staa ßilldig op,
     Mett vynn oc prøtzing att fyllde myn krop,
Slacthe øxne oc suyn oc biude gesthe
     Oc alltiidtt therre wdaff dett besthe,
Oc dricke oc doble oc løbe wdj kroer,
340      Ieg wed well, huor mynn fencker boer;
Att huggis oc slas oc ladhe illde,
     Suerre oc bandhe, slemme oc spillde,
Thett skall werre mynn tiidtt fordriffue,
     Alltt thenn stundtt ther ieg maa liffue.
845 Alltt thett mynn fader, thenn karige hund,

     Haffuer sanckitt mett mangen trelldoms stund,
Thett skall ieg well att therre nende,
     Indtiill saa lenge dett kandtt faa ende.
En wrølick weßenn wiill ieg priße,
850      Thett skall oc werre mynn daglig wiße,
Saa megitt haffuer iegh thiill scholle lertt
     Oc mangen gyllen ther paa thert.
Nu wiill ieg heden att søge gaa,
     Huor ieg kandtt ett ßellsohab faa,
855 Ther wiill ieg dricke mig itt gott ruß,
     Føre ieg gaar thiill mynn faders huß;
I huem der blliiffuer nu bliid eller vreed,
     Ladtt gaa, medenn gaden er saa breed.
Huo en fendens affthen will epther lede,
860      Tha skall handtt alltiid fynde myg rede;
Thuenne skader kandtt ieg saa well see
     Som ett gaffn oc ther aff lee.

Kort Vendning.

Huor troer y then, om hand fanger mackt?
     Thett wiill icke gud, som du haffuer act.
865 Thynn faders gotz skulle thu well slughe,
     Om thu motthe denn kantze brughe;
Hug hen, hug hen, dynn stoge pertt,
     Ther kommer well clemme paa thyn stertt.
Føre endtt thu tencker ther paa ind gangh,
870      Tha skall thu lerre ind anden sa[n]gh,
Saa thu skall fullwell fare wthy magh
     Oc ganghe som itt lam saa spagh.
En anden skall thynn rigdom haffue,
     Som skall den kiende for guds gaffue
875 Oc brughe thynn rigdom wthy andre maade,
     Endtt du acther ther for att raade,
Oc thett skall gaa thig wd for santt,
     Thett skall thu fynde, thett er icke tantth.

Burger dattherenn.

Mynn faders enesthe barn er ieg,
880      I wnghe ßuenne, huor behager y meg!

In lencke haffuer ieg borthe att ferde,
     Vthy sex wgher haffuer then werrit wthy gerde,
Forgylltt saa rød som egghe blomme
     Thenn brasker emod mynne bedle will komme.
885 Haha! ßuenne, giørret snarllig rede
     Oc skynder eder fast om mig att bede,
Mynn mødom er mig saa saare tungh,
     Alltt fulld aff leeg thaa er myn pung.
Ieg er saa lysthig, ieg fattighe pige,
890      Ieg wiille saa gierne haffue mynne lige;
Ihuo mig faar, handtt faar god lycke,
     Ieg haffuer nock baadhe kleder oc smycke:
Thiill huer mynn fyngher haff[uer] ieg en ringh,
     Ett skøntt sylbellthe oc anden god tingh.
895 Ihuem der løsther att bedhe om migh,
     Fulld ryttherst skall hand hollde sigh,
Ellers fangher hand wist in gloße,
     Vdenn hand bynnder fulld stifft syn hoße.
Kommer kunn ßuenne oc frycther ey,
900      Then meg behager, hand fanger icke ney;
Huem ther wiill blliiffue mynn hiertens kierre,
     Forßeen att bede skall hand ey werre,
Then er kieristhe, først thiill mig komer,
     Sidenn slar hun for de andre bomer.
905 Manghen skimpther medtt ßandhett yblandt,
     Saa giør oc ieg, oc thett er sandtt.

Kort Vendning.

Kullitze, Kullitze, huy lade i saa?
     Thett wiill icke epther thynn wiillie gaa;
Mett andre kyllingh wiille thu paa fiell,
910      Som ieg hør paa thynn tale well.
Thu skalltt end oc saa komme thiill tiide,
     Thenn krancke lycke skall dig wel bide.
Giiffthermaall skall du well faa,
     Dog dig skall lidiitt thiill glede gaa,
915 Thy tørtt du icke saa saare fiighe;
     En arm snøg skall bliffuer(1) thynne lighe,

(1) Skrivfeil for bliffue.

Som inthett gott haffuer mett att hetthe,
     Hand skall oc klederne om diig setthe.
Her Eski fangher well synne peninghe igenn,
920      Thett loffuer ieg wiißellig thiig, myn wenn;
Saadan heffn haffuer flere alltt faatt,
     Som holler andre for spe oc spaatt.
Thynn lencke, bellthe oc manghe gulld rynghe
     The skulle well da aff dørenn sprynghe,
925 Nar thu nu saadan en hußbondt faar,
     Thiig slar oc dragher wdj alle wraar,
Ther thiill fordøyger thynn skønne tyngh,
     Tha wiill thynn lycke wendis omkring;
Saa skalltthu fulld well fare wthy magh,
930      Thynn kiede skall thaa bliffue theg spagh.

Her er thenn førsthe act
wde, oc alle diße forne
personer skulle dantze
Quære cantilenam oc giørre thenem
in calce libri glade; nar thett
er giortt, saa
sigher tha

Kort Vendning.

The quedhe gierne for wdenn saariigh,
     Som aghe wdj helle wogne thiill torriig,
Menn lercken fanger well in anden sangh,
     Nar theris wogne hellde ind gangh;
935 Oc thett skall thenem nu snarlliighe skee,
     Att the skulle grede, thett the nu lee,
Vthy skarnett skall ieg thenem wellthe
     Oc hiellpe thenem thiill att hungre oc suellthe,
Att the skulle faa in hunger plaffue
940      For theris welliighe oc gode daffue.
Men theße stakarle, her epther monne komme,
     Thenem skall ieg hiellpe thiill lycke oc fromme,
The lide nu baade sorriig oc wee,
     Menn the skulle hiellpes, thett skulle y see.

945 Theße førsthe skall iegh nøder tryke
     Oc hiellpe the andre mett gode lycke:
Iegh wiill nu hørde theris klaffue oc kiere
     Oc hørde, huor the the synnde monne verre,
Oc først denne arme ridders thale,
950      Siden skall handtt well faa hugsualle.


Vell er ieg fødtt aff adell godtt.
     Dog werdenn gaar mig nu emod.
Armod kandtt ieg fulld illde mett,
     Thy ieg er icke wantt ther wedtt;
955 Ieg wiill dog gierne lade migh nøyghe,
     Mett huatt som gudtt will mig thiill føyge.
Dog haffuer ieg icke giortt denn lasth,
     Att ieg haffuer selluff mynn wellde forkasth,
Thett fick ieg for mitt federne landtt,
960      Att ieg mynne wuenner kom paa hand.
Thy ieg bleff fanghen wdj in striidtt,
     Som ieg wor for mogenn(1) tiidtt
Mett manghen erlliig oc duelliig helltth.
     Som den tiidtt bleff fraa liffuet welltt;
965 Medenn ieg bleff fanghenn wdj samme stund,
     Som lyckenn wor mig wbliidtt oc wnd.
Vthy marckenn hagde ieg heller dødtt
     End liitt wdj fengßell saadann nødtt;
Saa bleff ieg satth wppaa itt slott,
970      Ther haffde ieg wntt oc inthett godtt,
Vthy fremede landtt wdj manghe aar
     Ther hagde ieg fulld banghe kaar.
Men ieg wthy fengßell wor saa indßett,
     Tha fordøyghiitt mynn broder slett
975 Alltt mitt gotz oc ridder eyge,
     Som dobler oc drancker gierne pleyge,
Thy hand hagde dett saa wdj synnde.
     Att handtt mig alldriig skulle mere finde.
Icke giorde handtt heller, thy hand er død;
980      Nu maa ieg lide baade soriig oc nød

(1) Vistnok Skrivfeil for: nogenn.

For hans daarlliig oc geckellig spiill,
     Saa lenghe som gud thett haffue wiill.
Mynn tro er dog thiill gud saa godtt,
     Att handtt mig hiellper aff thenne armod,
985 Om thett maa hans wiillie werre,
     Ellers wiill ieg thett ey begerre.
Hans wiillie sckee wdj hymmell oc iord,
     Som alltii[n]gh haffuer skaptt oc giortt,
Hans wiillie will ieg mig wnder giiffue,
990      Handtt lader migh icke whøllpen bliiffue.

Kortt Venndning.

Medenn du thitt hob thyll gud will setthe,
     Tha wiill handtt icke diig forgetthe;
Thu skall fanghe fulld god bod
     Paa all thynn sorrig oc wedermodtt;
995 Epther guds wiillie skall thett oc skee,
     Thett skall thu snarlliige faa att ße.
Thenn greffue handtt skall fange ett stødt
     Oc lide baade armod oc nødtt,
Epther(1) handtt wiill icke kiennde gudtt
1000      Oc retthe siig epther hans helliige budtt
Meden dristher wppaa synn egen magtt,
     Thy skall dett skee, hand hagde wagtt.
Vthy hans stedtt tha skalltthu staa
     Oc alltt hans gotz oc lande faa.


1005 Thenn stundtt ther ieg thiill scholen gick,
     Mett armodtt ieg mynn føde fick,
Dog hagde ieg ingenn ßynderlliig nødtt,
     Thy gud gaff mig mitt dagliig brødtt.
Siden ieg gaff mig oc thiill hoffue,
1010      Gud kandtt ieg alldriig fulld tacke oc loffue,
Thy hanndtt haffuer giiffuet mig klede oc føde
     Vdenn sorriigh oc wdenn møde.
Huor ieg haffuer tientt huos gode mendtt,
     Som en anden fattig suendtt

(1) Skal uden Tvivl være: Eptherdi.

1015 Schriffuer embitt haffuer ieg brugtt
     Oc schreffuit mynn herris landgielld oc frugt
Oc hanem ther for rengskab(1) giortt,
     Saa ieg haffuer itt godtt paßbordtt.
Att ieg maa nu mynn egen werre,
1020      Gud haffue der for loff oc ære.
Nu wiille ieg taghe mig andiitt thiill;
     Om gud mig ther thiill hiellpe wiill,
Tha wiill ieg mig thiill studium giiffue
     Oc icke lengher thiill hoffue bliiffue.
1025 Gud kand mynn tyngh en skycke saa,
     Att ieg maatthe nogenn renthe faa
Oc hollde mitt studium op ther mett,
     Thett er mynn wiillie, gud wed thett;
Mynn sagh setther ieg wdj guds handtt,
1030      Som alltingh raader offuer wor forstandtt.

Kort Vendning.

Meden du wiilltt huos kierkenn bliiffue
     Oc diig igenn thiill bogen giiffue
Oc setther thyll gud thynn hob oc liid,
     Tha skalltthu hiellpes indenn stackitt tiid,
1035 Thynn lycke skall blliiffue theg fulld god,
     Oc gud skall raade thynn soriig bod.
Thenn cannickis rentthe skalltthu haffue,
     Som dristher paa synne gode daffue,
Ther mett kandtthu well studere
1040      Oc sydenn guds ord predicke oc lerre;
Thynn anslagh thenn skall framgang taghe,
     Oc cannicken handtt skali gaa tiilbaghe.


Gud naade mig arme fatthiig mandtt,
     Ieg mig saa liditt hiellpe kanndtt;
1045 Ieg tienner saa lenghe andre wdj koer,
     Att ieg skøtt platt nøghen goer.
Skoen thiill hoßenne kandtt ieg icke faa,
     Thy bluis mig bland folck att gaa,
Dog ieg skulle werre ind fattig prest,

(1) sic

1050      Men gud handtt wed nu allting best,
Huor lidiitt godtt mynn herre andtt mig,
     Som alltiid beder mig threlle for siig.
Vthy choer skall ieg faar hanem staa,
     Hans sogne skall ieg oc ware wppaa,
1055 Ieg skall alltt wd y kulld oc frosth,
     Nar band dricker bode miød oc most,
Men tyendtt oc offer oc andenn rentthe
     Ther aff tør ieg mig inthiitt wenthe.
Hand haffuer wellde oc rigdom nock,
1060      Oc ieg gaar som ind plockiitt kock;
Mig tyckis, thett er icke rett oc skieli,
     Att ieg skall werre hans daglighe treli,
Oc handtt skall renthenn ene haffue
     Oc saadanne welldiige gode daffue;
1065 Then arme lønn, handtt skall mig giiffue,
     Skarptt noch monne hand den opschriffue.
Thy wiill ieg setthe mytt hob oc trøsth
     Thiill mynn gud, mig haffuer genløst,
Handtt kanndtt mig hiellpe aff sorigh oc wee,
1070      Epther hans willie lader ieg thett skee.

Kort Vendning.

Eptherdj thitt hob thiill gud er goed,
     Tha skalltthu fanghe fulld god boed;
Thynn herre skall gud snartt fortrycke,
     Oc du skalltt faa fulld gode lycke.
1075 Thenn munck, ther kandtt saa møgett proll,
     Hanem skall iegh dricke thiill in skoll,
Att thett skall suide wdj hans huedtt,
     Føre hand then schoell haffuer drukiitt wdtt
Alltt hans rentthe skalltthu faa,
1080      Sidenn skall handtt om brødet gaa,
Oc du skalltt haffue bode øll oc madtt,
     Thy giør diig wdj herren gladtt.


Huad ieg haffuer hagtt stor fattiigdom,
     Sydenn ieg først aff wngdom kom!

1085 Ett rett godtt maalltiid ieg alldrig fick,
     Sydenn ieg først thiill schollen gick,
Menn hunger oc tørst mett kulld oc frost
     Thett haffuer werritt mynn mesthe kost.
Gud werre loffuitt thiill euig tiidtt,
1090      Thiill hanem setther ieg all mynn lidtt,
Hanndtt er den, mig hiellpe kanndtt,
     Thy allting stander thiill hans handtt.
I huem som inthiitt ond wiill liide,
     Inthiitt godtt skall hanem oc biide;
Tacetur. Horatius schriiffuer oc merckerlliig,
     Ther om oc er hans mening sliig:
I huem som thett maall begerre att naa,
     Som handtt monne gierne epther traa,
Megiitt ondtt tha skall hand liide
1100      Oc hellst wdj synn barndoms tiide;
Om handtt acther ind mand att bliiffue
     Oc nogiitt merckerlliig wiill beschriiffue,
Som Apollo oc andre flere sliig,
     The haffue bedreffuit mandelliig,
1105 Frost oc kulld mett suedtt oc hede
     Att lide skall hand werre thiill rede,
Men offuerflyddiig drick oc wkyskhedtt
     Mett andenn werßenns løßactiighett
Thett skall handtt fly, som hand kand best,
1110      Saa haffuer ieg in Horatio lest.
Dicetur. Thy wiill ieg lide oc lade mig nøge,
     Mett huad som gud wiill mig tiillføge,
Oc ellske mynn bog wdj mynn armodtt,
     Mynn tyngh kand bliiffue end fulld godtt.

Kort Vendning.

1115 Ther tørtt thu inthiitt tuyle wppaa,
     Att thu skall ey hugsualle faa.
Ellsk thynn gud oc ler thynn bogh,
     Tha skalltthu blliiffue wiiß oc klogh;
Studere flux oc haff wmaghe
1120      Oc lad icke werdenn thyg bedraghe,
Atthu wender thitt synd omkring

     Oc slar diig ind thiill werßens ting.
Thenn prest skall snarlliige faa in pllaffue,
     The mange kierker monne haffue
1125 Oc inthiitt acther paa ßhristi hiordtt
     Att lerde denem guds helliige ordtt;
Hans kierker oc renthe skalltthu nyde,
     Thy lad armod tig ey fortryde.


En fattiigh stallddreng er ieg nu,
1130      Thiill gud staar alltt mitt nierte oc hu;
Threlldom oc sleb, armodtt oc nødtt
     Haffuer ieg dagliige for mitt brødtt.
Thett er mynn idrett huer dag oc wge,
     Att ieg lader mig wdj staallden bruge;
1135 Hesthe att skraffue oc drage wandtt
     Mett tho spanne, ind wdj huerie handtt,
Thett giør ieg baade aarlliig oc ßilde,
     Om natthen liger ieg oc fulld illde,
Om dagenn fanger ieg fulld lidiitt godtt,
1140      Gud wiidtt, huadtt ieg haffuer her thiill fott;
Men store hug for liden brødhe
     Fanger ieg fulld tiidtt for alltt mynn møde:
Nar stalldmestheren hand kand befynnde,
     Att ieg forsømer mig nogen synnde,
1145 Handtt skraber mynn røgh oc end fulld tett,
     Saa lenghe handtt slaar siig ßelluff trett;
Ieg maa alligeuell biide oc liide,
     Ihuad handtt wiill wppaa mig ßliide.
I fiordtt haffde ieg fulld hartt ett aar,
1150      En hest slog synder mytt ene laar,
Tha motte ieg lenge for badttskier lygge
     Oc aff godtt follck baade tryglle oc tygge,
Huad hand skulle haffue for synn møde,
     Oc alltthett, ieg skulle haffue thiill føde.
1155 Ieg fick end dog fulld gode boett,
     Gud werre loff, mig wor saa god;
Mytt hob wiill ieg ey offuer giffue,
     Thett motte end en gang bedre bliffue.

Gud kandtt mynn herris synd end røre,
1160      Att handtt tør mig weractiig giørre,
Att ieg motte fanghe hans peninge oc klede;
     Vthy thett hob wiill ieg mig glede
Oc setthe mynn synd ther mett wdj fred,
     Gud haffuer end merre, end ieg tør wed.

Kort Vendning.

1165 Thu skalltt en fulld well kasthe thynne klude,
     Huor palltigh thu gaar nu inde oc wde;
Saa kllattiig ind folle, som du nu esth,
     Handtt haffuer endtt føre bleffuit thiill hest.
I medenn thu setther thiill gud thynn liid,
1170      Tha wiill handtt oc saa werre thig bliid;
Ieg wiill oc hiellpe, huadtt ieg kandtt,
     Atthu skall end blliiffue thiill mand.
Her wor ind krigsmandtt liditt for stund,
     Hand praalitt oc wor saa kodtt i mund,
1175 Thiill gode skall hanem gaa hans kede
     Lige som then hund, ther greeß monne ede;
Hans lycke hun skall sig forsuindhe,
     Oc thu skalltt well thynn nød forwindhe.


Sckullde ieg mig roße aff megitt gott,
1180      Att ieg hagde inthett mett wretth fott,
Tha motthe ieg heller stande oc tighe
     Endtt thale itt oc andiitt wiide.
Slig idrett haffuer ieg her tiill hagtt,
     Vthy skoff oc skiulld haffuer ieg mig lagt;
1185 Att røffue oc tage, sla follck ihiell,
     Thett haffuer ieg brugitth for wdenn skieli.
Ieg actitt mig rigdom saa att winde,
     Att snappe oc røffue mand oc quinde,
Huem ieg kunde fyndhe paa wey oc sty,
1190      Men inthitt haffuer ieg thiißmere forthy.
Male quesitt oc male perdit
     The hørde thiillßamen, thett wed ieg fritt;
Huadtt skall ieg giørre, mig wsle mandtt?

     Andiitt embedtt ieg icke kanndtt.
1195 Nødtt kiender nøgenn kone att spinde,
     Oc piberren leger, for nand wiill winde,
Saa maa ieg oc att snappe gaa,
     Om ieg skall mynn føde faa.
Kunde ieg bliffue rig, ieg [vil] ey liffue,
1200      Sligtt willde ieg siden offuergiffue
Oc lade saa thiill ind kiøbsted staa,
     Om ieg kunde ther børigskaff faa;
Siden wiille ieg holde mig slett,
     Som ieg hagde alldriig giortt vrett.
1205 Fulld act ind mandtt ieg bliffue will,
     Thy werßenns lob gaar wnderlig thiill;
Thett skeer end thitt, att skallcke triffuis,
     Oc godtt eractigtt follck fordriffuis.

Kort Vendning.

Hør nu thiill thenne bryde biørn,
1210      Ther mangen haffuer lagtt for raffn oc ørn!
Hand wiill nu blliffue ind duelig mand,
     Nar handtt icke lengher snappe kand.
Alltt er dett wndtt for buorde att ßnobe,
     Som brugdom(1) oc bødellen sidde thiill hobe,
1215 Ther er icke manghe danemendtt for hende,
     Nar bødelenn sydder wed buorde ende.
Men skallcke the haffue oc stundom lycke,
     Godtt follck the stundom aff sede trycke.
Du tørtt blliiffue from, om du maa liffue,
1220      Som wlluff wngher, nar ther(2) gamble bliffue;
Men skall dig lide formegitt well,
     Som gud da giør ieg diig wskiell.
Huortt wiill ieg hen, dett er nu klartt,
     Ieg maa alltt føllge mynn gamble artt,
1225 Mett skallcke skall ieg dannemendtt straffue,
     Ther fore haffuer ieg megitt att skaffue.
Hug hen, hug hen, lad staa i landtt,
     Ladtt see, huadtt aff thiig bliiffue kand,

(1) Saaledes oftere
(2) Skrivfeil for: the

Vy fynde io nogitt, nar wy monne lede,
1230      Anthen eg eller wngge eller skinde rede.


Fraa mynn barndom thiill denne daff
     Haffuer ieg mig fødtt mett poße oc staff;
Mitt embedtt skall werre for huer wdulltt:
     In blind kierlling haffuer ieg lenge fulltt,
1235 Thre sambfellts aar wdj mørcke oc liuss,
     Oc seett fulld mangen mands seder oc huiss,
Vdaff itt herritt oc wdj itt anditt,
     Huor mangen tiid haffuer hun mig forbandit!
Nar ieg fullde hende wdj skarn oc dreck,
1240      Tha kalliitt hun mig baade skallck oc geck,
Hun herde mig stundom wdj syn kiep,
     Att pallthene the føye lep fraa lep;
Inar ieg synditt, hund løsthe mig aff,
     Emeden hun kunde røre synn staff.
1245 Ieg giorde tha icke well ther mett,
     Att ieg foer saa mett hende aff stedtt.
Men ieg tror wist, hun wor icke godtt,
     Thy giorde ieg hende thitt emodtt.
Pater noster lesthe hun gierne tiilbage,
1250      Att alldriig saa ieg henndis mage;
Saa mange sygnillser hun oc saa kundhe,
     Oc der mett daaritt hun mange lundhe;
Hendis bønner giorde hun saa wnderlig,
     Oc alltt paa rim behendelig.
1255 Hun signede bundens smør oc ost,
     Hans fløde, oc huadtt hand hagde tiill kost,
Hans koo, hans kalluff, handtt hagde wdj boes,
     Oc alltt hans kree, baade griß oc goeß,
Hans korn, handtt hagde wdj synn lade,
1260      Att inthiitt wkree skulle thett skade.
Ther mett fick hunn baade ost oc ßmør,
     Bode wlldtt oc lodtt, bode hamp oc hør;
Huadtt bundens kone hagde wdj syne verre,
     Ther aff fick hund thett besthe att there.
1265 Hun signitt, att alle skulle bliffue rige,

     Oc ßelluff gick hun wdj stackarls lige;
Ther wndriitt mig allermest wppaa,
     Att follck the lode thenem lure saa,
Att hun skulle giffue thenem rigdom nock,
1270      Then arme blinde gamble stock,
Oc ßelluff hagde hun icke naall y weg,
     Eller oc in høne hende giorde ett eg.
Andre blindhe wiille hun oc giørre att see
     For gaffuis skylld oc minske theris wee;
1275 Hun ßollde thenem øgne for hunger oc tørst,
     Sig ßelluff kunde hun icke hiellpe først.
Thy tenckte ieg, dog ieg wor itt barn,
     Att hun foer mett løgen oc skarn,
Ther fore løb ieg fraa thenn seck
1280      Oc lodtt hynde ligge wdj ind beck;
Om thett wor nu synd eller oc icke,
     Thett kandtt ieg icke wiide tiill pricke.
Nu wiill ieg tage mig andett for hande
     Oc icke løbe saa wiilldtt om lande,
1285 Ieg wiill mig thiill in tiennisthe giiffue,
     Thett motthe endtt ind gang bedre bliffue.
Gud haffuer ingen syndere forladtt,
     Som hob oc trøsth haffuer thiill hanem satt;
O gud, forladtt mig synnder mynne
1290      For Iesu Christi død oc pine!

Kortt Vendning.

Thett loffuer ieg thiig, thu poße piilltt,
     Thynn nødtt skalltthu foruinde giilltt;
Fulld godt in lycke diig fore staar,
     Huor klattiig oc palltiig du nu gaar.
1295 Thien trolliig gud, haff hanem kier,
     Hans helliige ord thu holltt thig nier,
Oc lad thenn gamble kierllii[n]g gaa
     Mett siitt klammer, hun fynder wppaa.
Her wor ind kremmere nu y sted,
1300      Hand prolliitt oc puckiitt, ieg hørde well thett,
Vdaff hans bliantt oc gylldenne stycke,
     Hans edle stenne oc kosthelliig smycke,

Huor hand ther mett kunde godtt follck lure,
     Thett skall handtt snartt bethalle sure.
1305 Hand kandtt nu icke tencke sig om,
     Att handtt kandtt slais mett fattigdom,
Thy skall ieg dricke hanem thiill in schoell,
     Att handtt skall fanghe ind mager koell,
Oc alltt hans riigdom skall komme teg thiill,
1310      Føre endtt wy ende thette spiill.

Thenn arme kiøbmandtt.

Huadtt armod er wndtt att dragis mett,
     Thett fynder well huer wdj syn stedtt;
Ieg haffuer endtt oc forsøgtt ind partt,
     Huor skoen trenger mig fulld hartt.
1315 En fattiig kiøbmandtt skullde ieg werre,
     Ieg wiillde mig gierne mett eren nere,
Som andre gode borgere pleyge,
     Dog ieg haffuer liditt godtt att eyge;
Thy borger ieg mere, ieg fattige mandtt,
1320      End ieg well betalle kandtt.
Herre gud wdj hymmellen raade mynn ferdtt,
     Ett embitt wore godtt, huem thett hagde lerdtt,
Men thett er nu mett mig forßiillde,
     Om ieg itt embede lerde wiillde;
1325 Mig angrer, att ieg thett icke giorde,
     Føre ieg mynn hustrw hiem thiill mig førde,
Huor wiillde thett nu ind gifftt mand staa,
     Att ieg skullde nu thiill lerde gaa?
Thy faar ieg nu att lade mig nøye,
1330      Mett huad som gud wiill migh tiillføye.
Then bllinde kierlliighedtt mig bedrog,
     Att ieg saa tiilliig mynn hustrw togh,
Vthy sex aar hagde ieg hagtt godtt tiidtt,
     Hagde lyckenn ellers werritt mig bliidtt;
Tacetur. Ieg frycthett att skulle komme forßiillde
     Vdj ectheskaff[s] thett store giillde,
Oc der for tog ieg tiilligen tiill,
     Orßagen ieg icke dylliige wiill.
Thenn tiid mynn hustrw wor in pige,

1340      Tha saa ieg ingen hyndes lige,
Thy fick ieg hynne saa hiertelig kier,
     Att ieg wiille alltiidtt werre hynde ner.
Huilkenn dag ieg fick hende icke att ßee,
     Tha kunde mig ingen lycke skee;
1345 Ieg kunde oc well formercke paa hynde,
     Att hun ellskiitt mig inthiitt mynde,
Thy kunde ieg alldriig fange roo,
     Før hun hemmellig gaff mig syn troo;
Thett ßamme giorde ieg hende igen.
1350      Hendes moder wor oc myn fulld troo wen
Enddog hynnes fader stod ther emod,
     Hand bleff alligeuell om ßider god;
Ieg bar alligeuell in fare ther wed,
     Att hand skullde giørre mig itt sned,
1355 Oc ind anden skullde fanghe hynne bortt,
     Ther for giffthe ieg mig saa kortt.
Dicetur. Thy wiill ieg mett hende lide oc hende,
     Ihuadtt som gud wiill oß tiillßende,
Elendiighedtt, armod, lycke oc wlycke,
1360      Epther guds wiillie oc gode tycke.
Skulle wy end lide sorrig eller nødtt,
     Gud giiffuer oß dog wortt daglige brød,
Handtt wiill io ingen ßhristen forgetthe,
     Ther hob oc liid thiill hanem wiill setthe;
1365 Kunde wy nu suarllig paa werden fighe,
     Vy bleffue dog icke ther aff riige,
Men guds benedidellße oc store naade
     Then giør rigtt follck wdj alle maade.

Kortt Vendning.

Att thu haffuer diig in hustrw faatt,
1370      Ther fore mysther du inthett gott,
Thy egteskabs statt er wißellig
     Then euige gud behagelliig.
Vellßinellße wiill hand oc thenem giiffue,
     Som wdj egtheskab wiill christelig liffue,
1375 Thy ellsk thu gud aff hiertte oc synde,
     Haff oc saa kier thynn danequinde.

Viill gud oc giiffue eder børn oc frugtt,
     Tha føder thenem op mett erlliig tugtt,
Legger saa tiill nering, huadtt i kunde
1380      Mett ærin, men i ere kaske oc ßunde;
I skulle well fange biering oc brødtt,
     Att y skulle haffue ingen nød,
En bedre lycke skall teg tiillstaa,
     End thu nu kandtt tencke wppaa:
1385 Thenn rige kiøbmandtt oc pure pening
     Hand kiender slett inthett thiill Kortt Vendning,
Hans øxne oc stude oc gode ting,
     Hand sambler nu alle lande omkring,
Oc peninge, handtt wiill wdj hymmerig haffue,
1390      Thett skall hanem selluff hordelig plaffue;
Alltt ßamen skall thett gaa hanem fraa,
     Oc du skalltt, thett tiill egedom faa.

Embitzmanden den andenn.

Alle the naffler, ther gange kunde,
     Thenem driffuer ieg paa wdj alle stunde;
1395 Ieg bruger mitt embitt natt oc daff,
     Oc inthett er ieg thiß wiillder ther aff,
End dog dett ßamme embitt, ieg kandtt,
     Haffuer fødtt saa mangen erlliig mandtt.
Suder embitt thett haffuer iegh lertt,
1400      Thett holler ieg oc wdj agtt oc werdtt,
Ther fore skall gud icke werre mig wredtt,
     Att ieg skall werre mitt embede leed;
Alltiidtt monne ieg paa lerritt recke,
     Att mynne fyngre wiille stundom knecke,
1405 Barckwoes oc ßuerthe ieg ey forsmaar,
     Vthy sliigtt arbeyde ieg daglige staar.
Suenne att hollde formaa ieg icke,
     Mynne peninge skall ieg oc ey fordricke,
For mig wiill thett icke recke thiill,
1410      Gud giørre mig ellers, huadtt hand wiill.
Alldriig wiid ieg, huor thett er fatt,
     Ieg sleber nu baade dag oc natt,
Oc hoßen thiill skoenn kand ieg icke fange,

     Thy er mitt hiertte fulld saare bange;
1415 Mynne fattige børn kandtt ieg icke føde
     Mett alltt mynn sleb oc staare møde.
Mynn embitz broder treller icke ner saa fast,
     Handtt giør sig icke saa megitt hast,
Alligeuell er hand mectigh oc riigh,
1420      Huor handtt gaar fram, ligger ieg wdj ßiig;
Viille handtt nu daglige ørckeloß gaa,
     Hanem skulle well dog peninge noch tiillslaa.
Ieg nøygis dog mett mynn lille lycke,
     Hans rigdom wiill ieg ey fortycke;
1425 Kunde ieg hollde mitt huss wedtt magtt,
     Paa rigdom giiffuer ieg ingen act.
Gierne wiill ieg werre ind fattig trell,
     Oc ingen wiill ieg giørre wskiell;
Gud hiellpe mig ellers medtt synn naade
1430      Att werre hanem lydig wdj alle maade!

Kortt Vendning.

Brugh kun thett ene embett, ther du kandtt,
     Oc sig huer danemandtt rett oc ßandtt,
Haff gud for øgne oc arbeyge(1) frij
     Vthy thett kalld, thu est wthij.
1435 Thu skalltt well faa baade føde oc klede,
     Vthy thett hob skalltthu dig glede;
Thynn embitz broder skall times staar wferdtt
     Mett alle the embeder, ther hand haffuer lertt.
Hand kandtt saa megitt paack oc praall
1440      Oc kasther nu megitt smør wdj koell;
Thenn dag skall komme hanem bradeliig,
     Hand skall icke werre megitt riigh,
Oc alltt hans konsth, hand kand aff roße,
     Skall icke kunde fly hanem skoo tiill hoße,
1445 Oc thu skall fanghe fulld god boed,
     Thy haff kun ellers itt gledeliig moed.


Ingenn hundtt løber gallen wdj fempten aar,
     Icke giør ieg heller, ihuor thett gaar;

(1) Sic; smlgn. V. 370: sigenn.

Gud hiellpe mig arme syndige quinde,
1450      Ieg motte en gang mynn nød foruinde!
Huadtt lyckenn haffuer werritt mig saare vblid
     Alltiid fra mynn barndoms tiid!
Ieg lod mig locke, ieg wor fulld wngh,
     Mynn synnd oc sorriig giøris migh tungh;
1455 Ind skallck bedrog migh bittherlliig illde,
     Mynn heder oc ære wiille handtt forspiillde,
Ieg giorde hans wiillig, ieg arme geck,
     Siden kalliitt hand migh baade skiøge oc ßech.
Hand loffuitt mig før saa megiitt gott,
1460      Indtiill hand hagde synn wiillig fott,
Hand sagde, hand wiille mig alldrigh forlade,
     Saa giiffue hanem gud baade skam oc skade!
Hand slap mig som ind hare for hunde,
     Thett wollthe mig mange sorrighfulld stunde.
1465 Strax ieg hagde tagiitt thett wraad paa,
     Da døde mynn fader oc moder mig fraa.
Mangen skallck haffuer ieg werritt tiillrede
     Thiill theris slemme oc skinde handttklede;
Lige som itt armtt forloritt faar
1470      Saa haffuer ieg løbbitt wdj mange aar
Oc idelliig løbitt epther herre hoff
     For huer mands skompellsku oc skoff;
For hoffmendtt, landsknecthe oc stallddrenghe
     Haffuer ieg nu werritt ophollden lenge,
1475 The haffue mig hollpiitt thiill mynn therring,
     O, huadtt thett er in wßell nerringh!
Vthy kiøbsteder haffuer ieg oc werritt wdj kroo,
     Som skiøger oc skallke tiillßamen boo,
Oc liid ther baade forßmedellße oc spott
1480      Aff ma[n]genn, ther wiillde mig inthett gott.
O gud, huadtt monne mig saare fortycke
     Miitt ßlemme liffnitt oc onde lycke!
Nu wiillde ieg gierne sligtt forlade,
     Som er mynn egen fordømellße oc skade;
1485 Ieg kand nu aff guds ord forstaa,
     Att gud sliigtt leffnitt ey lide maa,
Huerkenn skiøger eller horerij,

     Thy wiille ieg gierne werre sliigtt forbij.
O gud wnde mig att leffue thenn daff,
1490      Att ieg motthe rettelliig wende ther aff
Oc komme fraa thenne ßlemme wonne,
     Ther mig saa skendelliig monne mig(1) forhonne,
Oc tiill itt bedre leffnit end sliig,
     Ther gud motthe werre behagelliigh;
1495 Att ieg motthe bliiffue in dannequinde
     Oc thenne staare mynn ßaarig foruinde,
O gud allmectigste, hiellp migh ther tiill!
     Thiill diig mynn trøst ieg setthe wiill.

Kortt Vendningh.

Gud wiill ingenn ßynnder forßmaa,
1500      Som hanem wiill trolliig kalle wppaa,
Icke wiill handtt heller theg foragthe,
     Meden du begynder saa gode fagthe.
Thy bliiff varactiig, gack icke tiilbaghe,
     Oc lad dig icke mere bedraghe,
1505 Guds ord skalltthu oc ydelliig hørde
     Oc ther aff lerre, huadtt thu skall giørre.
Thu skalltt end bliiffue in dannequinde
     Oc alltt thynn modgang well foruinde,
En dannemandtt skalltthu oc saa fanghe,
1510      Thien gud oc ladtt dig icke langhe.

Bunden thenn andenn.

En bunde maa mand mig well kallde,
     Thy ieg er bunden hartt mett alle;
Ett armtt gadehuß ßidder ieg wthy,
     Enn dag wed ieg mig icke fry,
1515 Att ieg skall ey hoffgierning giørre
     Mitt herskab, som mig bør att hørde.
Liditt kandtt ieg pløge oc ßaa,
     Mange haffuer ieg børn oc ßmaa,
Mynn affuell er liden thiill mynn føde,
1520      Ieg haffuer ey fisk eller flesk att bløde;
Heste oc wogen kandtt ieg icke hollde,
     En skieppe korn ieg alldriig ßollde;

(1) Det maa aabenbart kun tilregnes en Uagtsomhed af Afskriveren, at Ordet mig gjentages her.

Mynne fattiige børnn gaa nagne oc reffne,
     Att klede thenem haffuer ieg ey effne,
1525 Mynn hustrw hun ganger oc lige ßaa,
     Saa giør oc ieg, thett kiender wppaa.
Mynne arme børn the fryße fulld ßaare,
     Att ieg ther wed maa fellde taare;
Thiill skoffuen nødis ieg att løbe oc rende
1530      Oc berre hiem, thett wy skulle brende,
Oc ßancke fulld ßmaalliig sponne oc sprocke,
     Ieg kandtt icke berre store stocke.
Huor gierne wiille ieg terske oc mughe
     Oc for wor føde stor arbeyde brughe,
1535 Kunde ieg ellers att arbeyde fanghe,
     Att wy skulle icke saa arme ganghe;
Nu tør ieg icke biude mig thiill,
     Om nogenn miitt arbeydtt haffue wiill.
Tacetur. Ieg haffuer ind broder, haffuer riigdomm nock,
1540      Hand ßeer mig drage bode kull oc stock,
Oc att mynne børn the gaa saa arme,
     Men inthiitt wiill hand sig forbarme;
Hand trøsthiitt oß alldriig wdj wor nød
     Mett ett stycke mølliitt brød,
1545 Saa kariig er then arme mandtt,
     Hand skulle icke giiffue oß ind drick wand.
Alldriig wiillde hand migh nogiitt gott,
     Men mere driffuer handtt mig for spott:
Hand ßiger, att luß the ede mig op,
1550      Føre ßeer hand wßyun paa synn krop;
Vspottitt motte hand lade mig bliiffue,
     Emeden hand wiill mig inthiitt giiffue.
Hand haffuer saa mange peningh oc gulld,
     Att hand motthe fyllde ind kornßeck fulld,
1555 Ingen nender hand ther aff att there,
     Saa kariig er then gallne merre;
Kand skee the komme hanem ey tiill lycke
     Men mere hans fattiighe ßiell fortrycke.
Dicetur. Gud werre loff oc euigh priiß,
1560      Ther straffer mig mett siitt faderlig riis!
Ieg wed, hand giør thett for mitt besthe,

     Att handtt wiill mynn tollmodiighett fresthe;
Thy haffuer hand ßentt mig armod sliigh,
     Att hand wiill giiffue mig hymmeriig,
1565 Armod wiill ieg oc gierne haffue
     Oc nøygis ther mett wdj mynne daffue.

Kortt Vendning.

Bliiff hartt ther wedtt, du fattige bunde!
     Megiitt godtt skall tig tiillstunde
For thenn armod, thu nu monne haffue;
1570      Thyn tingh skall fulldwell komme i laffue.
Thy[n] broder, ther er saa welldiig oc riigh
     Oc legger paa werden megitt fiig,
Oc hand haffuer alle huße fulide,
     Hand skall nu snarlliig leggis i mullde,
1575 Oc thu skalltt ene hans arffuing bliffue,
     Dog hand wiill diig nu inthitt giffue.
Hand skall baade gotz oc peninge slippe,
     Oc thu skalltt inthiitt gaa tiill glippe,
Siden skalltthu faa gode daffue
1580      Oc kiennde thett for guds lon oc gaffue;
Thy haff gott taalld in stackitt tiidtt,
     Gud er diig baade milld oc bliidtt.

Thiennisthe drengen.

Vthy syu aar haffuer ieg tientt paa landtt
     Oc alltiidtt tientt ind bundemandtt,
1585 Mynn løn then gaff handtt mig huertt aar,
     End dog den icke megiitt forslaar.
Paa landtz byer ther ßuar sleb oc trelldom wancker,
     Fulld ßure mandtt ther tiill biering ßancker;
Besynderlliig fattige tiennisthe drenge
1590      Huadtt the skulle trelle oc slebbe lenge,
Før end theris lønn saa høgtt kandtt løbe,
     Att the kunde itt par stude kiøbe
Eller oc in liden klodtt eller folie,
     Att haffue nogitt paa att stolle,
1595 Om the skulle nogiitt tiillßamen drage,
     Før the wiille for thenem ßellff taghe,

Thett kandtt ieg fattige dreng befinde.
     Huadtt ieg haffuer tiitt oc mange ßinde
Terskiitt oc mugiitt oc gangiitt mett ploffuen,
1600      Røgthett heste oc kiør oc faritt tiill skoffuenn,
Før ieg kunde fange mett stor wmagh
     En wallmells kiortell paa mynn bagh!
Thy skall ieg tage mig andiitt thiill,
     Paa landts byer ieg icke tienne wiill;
1605 Vthy kiøbstedenn wiill ieg heller werre,
     Ieg motthe end ther mig bedre nere
Oc lerre der andre ßeder oc tugtt,
     End ieg her tiill dags haffuer brugtt.
En bunde wiill ind bunde bliiffue,
1610      Thett feyller icke, men hand maa leffue,
Vden hand kommer thiill anden forstandtt,
     End the allmindelliig haffue paa landtt.
Ther for wiill ieg tiill kiøbsteden gaa,
     Om ieg kand ther ind tiennisthe faa;
1615 Mynn lycke tør en wendis om kring,
     Gud kandtt forøge alltt myn tingh.
Guds ord fangher mand oc ther att hørde,
     Ideligger end the paa landiitt giørde;
Gode ßeder oc tugtt wiill ieg oc lerre,
1620      Ther kunde mig komme thiill gaffn oc ære.
Ieg kiender end mangen borgere from,
     Som nylliig aff landitt tiill kiøbsted kom
Oc førde mett thenem fulld lidiitt godtt,
     The haffue baade brød oc bieringh fott;
1625 Somme aff thenem icke iiij ß otthe,
     Oc ßomme itt kallffskyng icke formotte,
The ere nu bleffne fulld finne mendtt,
     Oc gud hand haffuer thenem nock tiillßentt.
Somme wdj kiøbsteder finder mand och,
1630      Ther ere opføde mett rigdom noch,
The haffue saa lenge druckiitt oc dobliitt
     Oc tiill wntt ßellskaff thenem kobliitt,
Att the igienn fulld liditt haffue,
     Saa kand gud the løßactiige plaffue,
1635 Saa bruger oc werden wnderllig spiill,

     Men allting gaar, ßom gud hand wiill.
Verden ßnoer sig som ind katt,
     Nar wy tencke, wy haffue hynne fatt;
Thiill gud allenesthe wiill ieg hobe,
1640      Hand kand giiffue mig baade kiortell oc koffue;
Ieg wed, att hand er dannes oc bliidtt,
     Thiill hanem slar ieg alltt mynn liidtt.

Kortt Vendningh.

Huem hørde sligtt aff ind dreng paa land,
     Som denne bundetersker hand kand?
1645 Hagde thu gangiitt thiill schole att lerre,
     Tha motthe thu ßaa thynne ord framberre.
Thu haffuer fulld god in tro tiill gud,
     Thu acther att lerre hans ord oc bud,
Thy skall hand fulldwell hiellpe teg fram,
1650      End dog du-kandtt icke megen bram.
Bliiff wiidtt thett sind, du gode ploffdreng,
     Fulld riig in pige skall giøre thynn seng:
Then borgere ßønn, thenn stoge pertt,
     Ther brasker oc praaler oc er saa biertt,
1655 Hand haffuer in søsther, fulld smuck in pige,
     Hun skall bliiffue thynn hustrw mett lige;
Hennes broder skall thett illde gaa,
     Oc thu skalltt guds benedidellße faa.

Thienesthe piigenn.

Ieg er in fattiig thiennisthe piige,
1660      Forelldre hagde ieg icke megiitt riige,
The fødde mig dog op mett ære,
     Thett stundtt the wore wdj liffue herre.
Siden ieg da misthe mynn fader oc moder,
     Hagde ieg igien ind eniste broder,
1665 Handtt fortherriitt thiill studium
     Alltt thett, baade hanem oc miig tiillkum.
Ther handtt tha kom igien thiill lande,
     Tha ßlogis mig tiill in større wande:
Hand døde wdj thett ßamme aar
1670      Aff hellßott oc ey aff anden saar,

Tha wor ieg platt ßaa hellpe løß,
     Som ieg wor kommen aff hedne høß.
Ieg tacker dog gud wdj hymmerig,
     Ther mig haffuer werriitt mischundeliig;
1675 Miitt forßuar oc werge milld oc bliid
     Tha haffuer handtt werriitt tiill denne tiid,
Her epther bliiffuer handtt oc well ßaa,
     Ther tuyller mig slett inthiitt paa.
Her tiill haffuer ieg endtt tientt mitt brødt
1680      Hoes erlliigtt follck for wden nødtt;
Throlliig wiill ieg mynn gierning giørre,
     Thett stund ieg kandtt mynne arme røre.
Nu haffuer ieg thientt in dannequinde
     IX ßambfells aar oc icke minde,
1685 Megiitt gott haffuer hun mig lertt,
     Alltt ære oc godtt er hun oc werdtt.
Alltt thett stundtt ther hun ßad enke,
     Andre att thienne kunde ieg icke tencke;
Nu haffuer hun sig ind wng mand fott,
1690      Iegh frycther, thett ßeder hynde inthiitt gott.
Hynde kandtt hand icke lide well,
     Oc ther mett giør hand som ind treeli;
Om dagen handtt paa siitt iunckerskab gaar,
     Hans syndtt thiill all løßactighett staar,
1695 Om natten iager handtt hynde adtt dørre,
     Thett spaade ieg well om hanem førre.
Tha skall ieg løbe wdj skiulld oc wraa,
     Eller handtt wiill mig hugge oc slaa,
Vden ieg hans wiillig giørre wiill,
1700      Ther ßetter ieg fendens moder tiill;
Thy nødis ieg fraa dett drog att fare,
     Gud skall mynn ære well beuare,
Som handtt haffuer naadelliig her tiill giørtt,
     Att ingen haffuer mig wdj klammer førtt.
1705 The gamble quinder ere icke wiiße,
     Ther motte ßide mett roo oc liße
Vdj theris erlliig encke ßede
     Oc tienne gud mett fryct oc glede,
Ther wiille ßaa deris roo bortt skiffte

1710      Oc mett sliig giecke thenem giiffte,
Som hun tog thenne røgeløße gieck;
     Nu skall hun werre hans gamble ßeck,
End dog hun alldriig ther thiill brød,
     Thett maa hende werre in bitther nødtt.
1715 Gud wed, thett giør mig soriig oc quyde,
     Att hun skall sligtt aff hanem liide,
Men hagde hun tagiitt ind midalldern mand.
     Ther lod ßig raade aff synn forstand,
Tha hagde thett werrett hende løst oc gamen,
1720      Thy iige mod iige kunnde best tiillßamen.
Gud hiellpe hynde well aff thenne nødtt,
     Gud wnde mig oc mitt daglige brødtt,
Gud wocthe mynn heder oc ære fra waade
     Eller tage mig snarliig tiill synn naade!
1725 Thiill hanem staar alltt mynn liid oc troo,
     Handtt wed, huor ieg skall bygge oc boo.

Kortt Wendning.

Thu skalltt well faa baade huß oc hiem,
     Oc maa well skee well fiire eller fem;
Imeden du staar wdj guds fryct,
1730      Tha skalltthu icke bliiffue fortryct.
Thynn ære wiill well gud beuare,
     Thett er fritt for wden fare,
Emeden du haffuer thynn ære saa kier,
     Att thu wiilltt icke werre skallke ner.
1735 Nu nyllig wor her saa rig inn piige,
     Hun lod ingen werre ßynne lige,
Hun braskiitt saa megiitt aff syn lyeke,
     Hendes bellthe, ringe oc anden smyeke,
Hun haffuer ind broder oc endtt fulld fin,
1740      Handtt skall bliiffue hußbundtt tnin;
Hende skall stor wlycke tiillstande,
     Oc alltt hyndes gotz kommer teg tiill hande.

Her endes then anden act,
oc alle theße forne
perßoner quede oc
in gledeliig wiße;
nar thett er giortt,
saa sigher

Kortt Vendningh.

Eders sorriig skall snartt wendis om tiill glede,
     Emeden y nu ßaa trøstelliig quede;
1745 Theße første, her praaliitt saa fast tiillforne,
     Theris kleder wore icke tiill denem skorne,
Thenem skall ieg alle strax fortryeke,
     Oc y skulle fange alltt theris smyeke;
The skulle nu sørrye, giiffuer kun paa act,
1750      Oc the skulle slippe baade gotz oc mact.
Nu skall huer mand baade ßee oc høre,
     Kortt Vendning skall siitt embett giørre:
Theße perßoner skall ieg kortt foruende,
     The første wiill ieg strax nu skende,
1755 Som driiste paa theris gotz oc wellde
     Oc icke paa gud, thett leffuindis kellde;
Theße andre ieg strax ophøge wiill,
     Mercker well oc ßeer fulld nøge tiill!

Hic mutant agentes suas vestes clam spectatoribus, sic vt comes
recipiat vestes equitis auratj, canonicus scribæ, monachus sacellanj,
sacrificus scholasticj & sic de allijs iuxta ordinem;
interea dicat

Actor ad populum.

Att werden er ganske suigelliig,
1760      Omuendelliig oc ßaare bedrageliig
Oc hollder icke lenge mett ind mand,
     Thett wed nu huer, ther haffuer forstand;
Thett er oc ßaa then rette fund,
     Aff huillken thenne leeg haffuer synn grund,
1765 Som i haffuer well hørtt forkynde,
     Ther wy monne legen først begynde,

Att lyckenn kand sig snartt omuende,
     Føre meniskens dage komme tiill ende;
Saa kandtt sig oc ingen lycksaliig schriiffue,
1770      Altt thett stundtt hand er wdj liffue,
Men wy wiide lidiitt att sige ther aff,
     Før end wy ßee wor ßisthe daff.
Saadan er werden att driiste wppaa,
     Som mand wiill paa skrog iß gaa:
1775 Lige som skrogiis ßnarllig brøster,
     Saa suiger oc werden, then paa hynde trøster;
Inar mand tencker, att hand staar fast,
     Tha er hand aller snarist omkast.
Skønne huße wij wdj werden bygge,
1780      Vy tencke, wy lenge wiille leffue trygge,
Vy sancke her peninge, ßølluff oc gulld,
     Som er dog inthiitt wden dreck oc mulld;
For saadantt woge wy leffnitt oc liff
     Oc tage os tiill baade tretthe oc kiiff.
1785 Baade thiill tynge oc ßaa tiill steffne
     Vy blotte oc bande, huad wy kunde neffne,
Vy klamre oc bulldre for werdzliig dom,
     Oc intiitt wiille wy tencke oß om,
For thett der drager fulld ringe in ting,
1790      Inar wy acte oß rett om kring.
Fast heller wiille wy mett wrett winde
     Endtt mett rette forligis tiill minde;
Sliig er nu christeliig kierlliighett,
     Slig er oc wertzlliig rettferdiighett,
1795 Men gerighett, hoffmodtt, auind oc wrede
     Ther aff er nock wdj werden thiill rede;
Ther paa wy wiißelliig kundskab haffue,
     Att thett er mod thett(1) siiste daffue.
Kunde nu ind all werden faa,
1800      Thett hanem dog icke gaffne maa,
Skulle handtt ther mett syn ßiell fortabe,
     Huor wor hand tha, den wsle abe?
Men wiille wy sancke rett ligende fee,

(1) Skrivfeil for: the.

     Vdj andre maade tha skall thett skee,
1805 Thett skulle wy samble wdj hymelen,
     Som tyffue kunde thett icke stielle heen,
Ey rust eller mulle kandtt thett fortherre,
     Som Christus monne oß ßelluff lerre;
Ther skulle wy bygge, meden wy haffue tiid,
1810      Oc icke tiill werden slaa wor liid,
Hun tør oß suige baade her oc hyst
     Mett synn fallskhett oc arge lyst.
Nu wiill ieg lade then talle fare
     Oc mere aff thenne leeg forklare:
1815 Mellom theße perßonner, i haffue nu hørtt,
     Bliiffuer strax in stor foruandling giørtt,
Att the, som først wore mectiige oc rige,
     The mue nu fore the arme wige,
The første komme i de siiste deris stedtt;
1820      Men wy bemercke ingen ther mett,
Huerkenn fattig eller oc riige,
     Huerkenn gestliig eller wertzlliig,
Men aff forfarenhett huer mercke kandtt,
     Att thett saa gaar wdj alle landtt.
1825 Lige som thenne leeg gaar tiill,
     Ihuem ther ellers rett mercke will,
Saa pleyr oc att werre werdtzßens lob;
     Ingen setthe thiill hende siitt hob
Men tiill den welldiig gud oc ßande,
1830      Ther styrer oc raader alle lande!
Nu wiille wy tige stiille oc høre,
     Huadtt theße personer wiille nu giørre,
Som Kortt Wenndning haffuer nu foruandlett,
     Oc ßee, huor handtt haffuer mett thenem handlet;
1835 Lader oß oc mercke, bode mendtt oc quinde,
     Huor lunde the ere oc nu tiill ßinde.


En greffue haffuer ieg werriitt tiillforn,
     Nu maa ieg sige: tott forlorn!
Iilde haffuer Kortt Wendning mett mig handliitt,
1840      Att hand haffuer saa mynn magtt foruandlit.

Ieg wor baade mectig, riig oc bolld,
     Bode landtt oc follck hagde ieg i wolld,
Mynne peninge oc gulld hagde ingen ende,
     En rigere endtt ieg ther ingen kiende.
1845 Nu er ieg skilltt wed alltt mynn magtt

     Oc er nu kommen wthy stor foragtt;
Borte ere mynne dagliighe tiennere oc ßuenne,
     Ieg er fo[r]latt aff alle mynne wenne,
Ieg haffuer nu icke ind drauanthe,
1850      Thy staar ieg som ind anden gantthe.
Sliigtt kunde ieg alldriig førre tencke,
     Att armodtt kunde mig saa forkrencke.
O werden, huillken stor forreder est thu,
     Rett alldriig wiill ieg tro dig nu!
1855 Ieg hagde icke troedtt, thu kunde mig ßuige,
     Then tiid ieg hagde mitt land oc riige,
Nu kandtt ieg kiende rettheliigh,
     Att thu est all fulld mett ßuigh.
Ieg wed icke, huem ieg skyllde maa,
1860      Eller huo mig thette haffuer førtt wpaa,
Vden mig ßelluff baade siist oc først:
     Ieg hagde thiill riigdom stor flig oc trøst,
Paa gud ieg alldelis inthiitt tenckte,
     Att handtt mig sliig gaffuer skienckte;
1865 The arme wiille ieg ey hiellpe wdj nød,
     Ieg gaff thenem icke itt støcke brød,
Mynn allmyß gaff ieg heller mynne hunde,
     End ieg wiillde then stakarle wnde.
Ieg illde regerritt mitt embett oc kalld,
1370      Thy haffuer ieg fott itt iammerligtt falld,
En ellendiig fange maa ieg nu bliiffue,
     Alltt thett stund ther ieg maa liffue,
Oc ende mitt leffnitt wßell oc arm,
     Thett maa mig were in hiertens harm.
1875 Ett spegell maa ieg nu andre werre,
     Som sig forlade paa werßens ære
Oc driiste paa theris egen magtt
     Oc giiffue paa guds ord ingin agtt;

Saa haffuer ieg giortt wdj mynne daffue,
1880      Oc therfore haffuer ieg thenne plaffue.


Ieg tacker theg gud wdj euighett
     For thynn stoere barmhiertighett,
Som thu haffuer alltiidtt mig beuist,
     Nu oc alltiidtt, baade først oc siist.
1885 In tiidtt lang haffuer ieg hafftt armodtt,
     Nu haffuer gud ßentt mig gode bodtt,
Hand haffuer mig giiffuitt baade follk oc land,
     Dog ieg wor nylliig ind fattiig mandtt;
Gud haffuer mig giiffuit megiitt godtt,
1890      Baade steder oc byer, baade leen oc slott,
Mett alltt thett gode, ieg ynske wiill,
     Thett haffuer mynn gud nu ßentt mig tiill.
En fattig ritther ieg føre wor,
     Nu er ieg kommen thiill førstellig kor,
1895 Ett greffue dømme haffuer ieg wnder myn hand,
     Saa welldiig ßom thett werre kandtt.
Oc herre gud wdj hymmerigh,
     Huadtt werden hun er behendelligh!
Tacetur. Thett haffuer ieg frest nu trende gang,
1900      Ther for er mynn historij langh:
Først wor mig lycken in tiid lang godtt,
     Ther epther sende gud mig stor armodtt,
Nu haffuer handtt giortt mig riig igien,
     I huor thett wiill nu mett mig heen.
1905 Then førsthe gang ieg gud ey kiende,
     Ther allting gick mig well i hende;
Then anden gang ieg tenckte mig om,
     Ther gud slog mig mett fattigdom;
Tha kunde ieg kiende oc giiffue paa agtt,
1910      Ther ieg wor skylldtt wed wellde oc magtt,
Att ieg formotthe mig inthiitt godtt,
     Men ieg hagde allting aff herren fott;
Then tredie gang er mig nu fore dørre
     Støre riigdom oc wellde end nogen tiid føre.
Dicetur. Gud skee loff thiill euiigh tiidtt,

     Som alltiidtt er mig milld oc bliidtt!
Handtt wnde mig ther tiill aff syn naade,
     Att ieg mitt landtt motthe christelig raade
Oc hollde huer mandtt wed rett oc lige,
1920      Saa well the fattige som the riige!
Gud wnde mig ther synn naade tiill!
     Then bønn ieg idelliig bede wiill.


Hiellp gud, hiellp gud wdj thett[e] aar,
     I huor thett end att aare gaar!
1925 Huadtt cannicker haffue nu wnde daffue!
     The haffuer nu fott in lutters plaffue.
In stund kunde ieg well peninge sancke,
     Nu tyckis the wiille icke wancke;
Mynn indttkomptt then wor herlliig oc stor,
1930      Ieg tuorde mig icke wmage wdj koer,
Nu haffuer ieg gantze liden rentthe,
     Oc myndre maa ieg mig end nu wenthe.
Fiire sogne hagde ieg wnder mynn handtt,
     The besthe, ther wore wdj itt landtt,
1935 Aff huillke bønderne gaffue mig tiend
     Oc ferde mig then wdj lade ind;
Then tiend nogiitt drage kunde,
     Ther førde thiill mig ßaa mangen bunde,
Ther tiill mynne bona mensalia
1940      Oc ßaa mynne bona comunia.
Ieg hagde alltt ßamen quitt oc frij,
     O, huillken wellde ieg wor wdj!
Tha kunde ieg ßelle for tußen marck
     Oc aarllig legge wdj myn arck.
1945 Nu er thett borthe all ßamen tiill hobe,
     Oc ßelluff skall ieg wdj choritt ßnobe,
Thett kunnde myn korprest giørre itt stund,
     Tha agtiitt ieg hanem icke wid in hund;
Tacetur. Thy agtis ieg nu in ringe tingh,
1950 Saa er nu werden wentt omkring.
     Nu haffuer andre mynne kierker faatt,
Oc ieg motthe slippe thenem mett spott;

Ieg haffuer icke wden ind blodtt prebentt,
     Om ieg endtt kandtt behollde then,
1955 Misther ieg nu then wdj mynn trangh,
     Saa maa ieg gange stodergangh.
Saa haffuer Kortt Wendning mett mig legtt,
     Att ieg er kommen thiill arbyedtt oc wegtt,
Dicetur. Mynn egen skylld er thett alltt slett,
1960      Thy ieg icke brugiitt mitt embett rett;
Hagde ieg thett icke ßelluff wollditt,
     Mynn rentthe hagde ieg well behollditt,
Ther fore maa ieg nu werre ind trell
     Oc gaa oc ßøriig mig ßellff ihiell.


1965 Gud maa ieg baade tacke oc loffue,
     Att ieg gaff mig wdj tiide fraa hoffue,
End dog ieg hagde end ingen nødtt,
     Then tiid hoffkagen wor mig ßødtt.
The gode mend, ieg then tiidtt tientthe
1970      Oc schreff theris aarlliig landgilde oc rentthe,
The lønthe mig ther for erlliig oc well
     Oc giorde mig for myn tiennisthe skieli.
Om sider fiick ieg iitt andiitt ßind,
     Paa boglliig konsther att legge wind,
1975 Thy gaff ieg mig tiill studium,
     Gud were loffuitt, ieg ther thiill kum!
Haffuer ieg endtt gulld oc pening forthertt,
     Tha haffuer ieg oc ßaa megiitt lertt,
Att ieg tiill ßuars tør biude mig
1980      Mett then, ther kandtt icke mere end ieg,
Baade paa Greske og Latinn,
     Ieg tacker gud for naaden synn.
Nu haffuer gud forßeet mig saa
     Epther mynn begere oc lange adtraa,
1985 Att ieg haffuer fott iitt chriistelliigtt kalldtt
     Epther ind cannick, ther fick itt falldtt.
Mitt eblandtt mynner(1) oc slegtt

(1) Vistnok en Skrivfeil for: mynne venner.

     Ther haffuer gud mynne lycke opuectt;
Tho skøne sogne ere mig wdj bud,
1990      Ieg tager emod oc tacker gud.
Tacetur. Ther wdj ere bynder firesinde tuyffue,
     Ther skulle mig aarlliig theris tiende giiffue,
Bona mensalia ligger ther oc tiill,
     Saa megiitt ßom ieg begerre wiill.
1995 Thett godtz laa tiill itt cannickedom,
     Thett wiill nu slaa(1) for cannicken tom;
Fiire kierker hanem ene tiill hørde,
     Oc alldriig hand in predicken giørde,
Hand holltt ind fattiig capellan,
2000      Som wor rett vlertt bran;
Alle the kierker skulle hand ware,
     Hans herre wiillde icke staa sielle fare,
Thy haffuer Kortt Wendning hanem saa quist,
     Att hand haffuer thenem allßamen mist.
2005 Nu wiill ieg fligtiig wdj schripten studere,
     Gud wdj hymmelen thiill loff oc ære;
Dicetur. Hand giiffue mig ther tiill naade oc ynde
     Hans helliig ordtt ßaa att forkynnde,
Att ieg motte mange thiill hymmerig førde
2010      Aff tne christne, der paa skulle hørde!
Ther thiill ßuarer nu alleßamen,
     Her stande omkring, in gladelig Amen.


Gud oc Sanct Barnardus were thett forkierdtt,
     Att ieg haffuer nogin tiid in bogstaff lertt!
2015 Ouj, huadtt thett gaar illde tiill!
     Werdcn icke lenge nu stande wiill.
Gud naade mig, att ieg bleff ind munck,
     Att ieg bleff icke ind hoffmand strunck
Eller oc ind landtzknectt mett stribede hoße
2020      Eller oc ind snaphan wdj skoff oc moße.
Hagde ieg bleffuit in kriigs mand gilld,
     Ieg tørtt icke løbe om werden ßaa willd,

(1) Skal være: staa.

Som ieg løbber om myn føde nu
     Oc holldes for huermands skompellsku.
2025 Ind munck oc ind anden gubbe gantt
     The(1) regnis nu lige gode forßantt;
The follck, ther pleytt oß bucke oc nicke,
     Blantt godtt follck regne the oß icke,
Men ßielle mordere oc wllffue the oß kallde,
2030      The reyße oß alldriig, om wy fallde;
The giiffue oß snare in fendens stød,
     End the giiffue oß itt stycke brødtt.
Alldriig kandtt ieg noch wndre ther paa,
     Hui werden nu stormer oc brußer ßaa.
2035 Ingen kandtt nu muncke liide,
     Theris onde munde the paa os ßliide,
The ßiige, wy myrde fattige ßielle
     Oc kierkens rentte røffue oc stielle.
Alldriig wor ieg sielle hiørde,
2040      Thy kand ieg ingen sielle myrde;
Tho sogne hagde ieg aff closter itt stund,
     The loge paa closters egen grund;
Stundom ieg tiill thenem foer,
     Oc stundom stod ieg hiemme i koer,
2045 Stundom foer ind oc stundom ind anden,
     Men ieg predickiitt huerken løgen eller sanden.
Meßen ieg nock hygtiidelliig ßang,
     Oc wist(2) wdj hygtiidtt tiill offer gang,
Ther mett ieg folkiitt gud befoell,
2050      Men alldriig kom ieg wdj predickstoll,
Fordj ieg haffuer saa sludder itt maall,
     Som ieg skulle sløbe gloendis kaall.
Icke haffuer ieg heller studeritt for høgtt.
     Vdj bibelen haffuer ieg icke megitt ßøgtt.
2055 Ieg er end oc tiill fretz ther mett,
     Men werden tager nu ßaa aff sted;
Tacetur. Vor skøne closther oc mure røde
     Erre nøder brødtt oc steden staar øde,
Att ther, som føre laa miødtt oc wind,

(1) Skal vistnok være: the.
(2) Formodentlig Skrivfeil for: mest.

2060      Ther ligger nu baade hunde oc ßuind.
Dicetur. Lad gaa, lad gaa, thett hugger well heen,
     Ieg wed mig end fulld troo ind wen,
Hende tager ieg wed att kyße oc klappe
     Oc kasther baade mynn kuli oc kappe;
2065 Theris børn lege the dog alldriig øde,
     Dog de wiille icke nu muncke føde.


Gud were tack, loff, heder oc priiß,
     Att ieg wdj scholen fick aff riis!
Thett haffuer mig end nu alldrig fortrott,
2070      Meden ieg endtt lerde nogiitt gott.
I huem som inthiitt ondtt wiill lide,
     Thett gode skall hand oc neppeliig biide;
Huo riis oc ferle tollde kandtt,
     Hand kand fulldwell bliiffue tiill mandt,
2075 Om hand wiill ellers bogen lerre
     Oc bruge synn lerdom gud tiill ære.
Vdj scholen hagde ieg icke ßynnderllig nødtt,
     Ieg hiallp mig stundom mett wand oc brød;
Stundom fick ieg end grød oc kaall,
2080      Ieg giorde ther aff fulld gott itt maall,
Ther tiill hyn klare gaaße winn,
     Hun lerde mig end fulld god Latin;
Ieg hiallp mig heen, ßom ieg kunde best,
     Indtiill ieg bleff ind fattig prest.
Tacetur. En capellan haffuer ieg werriitt itt stund,
     Ieg tientte ind cannick, oc hand wor wnd;
For hanem stod ieg daglig wdj choer
     Oc tiill hans sogne om helliigdage foer,
Men lidiit gaff hand mig tiill lønn,
2090      Thy haffuer gud nu hørtt mynn bønn
Oc lagtt mig end ßaa megitt tiill føde,
     Att ieg kandtt well mynn kiortell bøde.
Dicetur. Tho sogne haffuer ieg fott paa landtt,
     Gud ieg alldriig fulldtacke kandtt;
2095 En munck hand hagde the sogne føre,
     Som løber nu for huers mands dørre.

Alldriig hand wdj predickstaalld kom,
     Ihuor handtt ellers bißitt om;
Guds ord komme alldriig wdj hans mundtt,
2100      Thett arme follck fick ingen grund
Anthen aff guds ord eller børne lerre,
     Fulld stor in ynck maa ßaadantt werre.
Thy faar ieg nu att haffue wmage,
     Baade the ßøgne oc hellige dage,
2105 Oc alltiid follkiitt tiillhobe ßamble,
     Saa well the wnge ßom the gamble,
Indtiill the nogen kundskaff faa,
     Att the kunde thenem rett forstaa
Paa guds ßallige ord oc klare
2110      Oc tiill theris børne lerdom ßuare.
Gud wnde mig ther tiill and oc naade,
     Som allting haffuer att styre oc raade!


Huadtt preste haffue nu wndtt at leffue,
     Besynderlliig nar the gamble bliffue!
2115 Prest haffuer ieg werritt wdj XL aar,
     Oc fulld well haffuer ieg fød myne faar,
Saa mange som ieg tog ware wpaa,
     The skulle icke wdj mørcke gaa;
Nu tøckis mig, ieg kandtt inthiitt mere,
2120      End ieg nu først skulle gaa thiill lerre.
Ett stund wor ieg ind velldig clerck,
     Som føris kunnde wdj meße serck;
Ther ieg motte bruge mynn gamble Latin,
     The dage wor ieg ind clerck full fin.
2125 Then gode Peder Laalle er nu foragtt,
     Som alle scholler holltt wiid magtt;
Sallige motte the dage well werre,
     Then tiid mandtt kunnde Peder Laalle lerre,
Som ieg haffuer giortt, ther ieg wor barnn,
2130      Tha fantt mand elercke oc icke skarnn.
Ieg wiille end nu thiill schole gaa,
     Kunde ieg Peder Laalle att hørde faa,
End dog ieg er ind gamell mandtt

     Oc haffuer baade allder oc forstandtt.
2135 Huor er nu then herlliig Florista?
     Hand er foragtiitt, oc ßaa Grecista.
Ingen wiill nu hørde Allanum,
     Ieg tror, the agthe fulld lidiitt Hispanum,
Mett andre slig flere høglerde mendtt,
2140      Hues liger wy haffuer alldriig kientt(1).
The ere nu platt aff scholen iagiitt,
     Oc andre bøger haffuer the op tagiitt,
Huilke the nu poether kallde,
     Ieg weidtt icke naffn paa thenem alle:
2145 En, wiid ieg, hider Virgilius,
     En anden handtt kallis Terentius,

(1) Peder Laales Proverbia og Ebrardus Bethuniensis's Græcismus (en latinsk Grammatik i lat. Hexametre, der havde skaffet sin
Forfatter Tilnavnet Græcista) vare Skrifter, der i lang Tid spillede en
fremtrædende Rolle ved Skoleunderviisningen herhjemme, indtil endelig
Christian II i sin bekjendte Anordning af 1521 nedlagde et energisk
Forbud mod Brugen saavel af dem som af en Deel andre gamle Skolebøger
af lige saa ringe Værd. See herom D. Mag. 6 Bind, S. 366;
smlgn. Nyerup, Libror. qui ante reform, in schol. Dan. præleg. notitia,
og sammes Mantissa. - Florista, eller som dens fulde Titel siges at
lyde: Flores grammaticæ s. Florista cum commento, skal være en Art
latinsk Grammatik ligesom Græcismus, og at den, som Skolebog
betragtet, ikke i nogen Maade har hævet sig over dette Værk eller
over Peder Laales Ordsprogsamling, sees blandt Andet af Christiern
Pedersens lille Skrift »Om Børn at holde til Skole og Studium«, hvor
alle 3 Bøger omtales med ligestor Uvillie og Ringeagt. - Alanus,
kaldet ab Insulis, fordi han stammede fra Byen Ryssel (lat. Insulæ) i
Flanderen, var en af det 12te Aarhundredes lærdeste Theologer. Paa
Grund af hans omfattende Viden tillagde Samtiden ham Hæderstitlen: Doctor
universalis. Som latinsk Stilist nød han imidlertid ingen Anseelse, da
hans Sprog baade var tungt og fuldt af Barbarismer. Det berømteste af
hans mange Værker er hans Anti-Claudianus s. de officio viri in omnibus
virtutibus perfecti. Dette Værk har dog neppe været brugt i Skolerne,
og det er rimeligere at antage, at den Bog, hvortil her sigtes, er hans
Doctrinale minus s. liber parabolarum metrice descript., der netop i
Begyndelsen af det 16de Aarhundrede var bleven optrykt mangfoldige
Gange. - Petrus Hispanusj, Forfatter til Summulæ logicæ og
Tractatus 6 logici s. Parva logicalia, antages af de Fleste at være den
Samme, som 1276 blev Pave under Navnet Johan d. 21de. Oprindelig
var han Læge, og hans fleste Skrifter ere af medicinsk Indhold.

Then tredie kalle the Catonem,
     Then fierde kalle the Ciceronem(1);
Bebelius oc Murmelius(2)
2150      The hollde Peder Laalle for kunckellfus.
Att(3) alldriig hørde ieg slig Latinn,
     Anthen i Danemarck eller paa Rinn,
Som peblingh oc glutther finde nu wppaa.
     Vdj thenne tiidtt tiill scholen gaa.
2155 En pebling ßadtt nylliig offuer mitt bord,
     Ieg icke forstod huer fierde ord
Aff then Latin, handtt ther førde fram,
     Thett motte werre mig fulld stor in skam.
Saa wnderlliig gloßer wor ther eblandtt,
2160      Alltt mynn Latin holltt hand for gantt,
Mig siuntis, att hand talliitt Gresk
     Eller Hebraisk eller oc Calldesk;
Gierne wiille handtt mett mig trette
     Oc altt mynn Latin setthe tiill retthe.
2165 Huillkenn stor wnder thett maa werre,
     Att eggett wiill nu hønen lerre!
Men ßiden ieg tha bleff ind prest,
     Tha haffuer ieg herlliige bøger lest,
Som offuer schripten ere giortt oc dictiitt

(1) Angaaende den Plads, der efter Reformationens Indførelse anvistes de
latinske Klassikere og særlig de her nævnte Forfattere i de lærde Skolers
Underviisningsplan, skal jeg fornemlig henvise til Nyerup, Historiskstatistisk
Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge, 3die Hind, 1ste
Afdeling, a.

(2) Heinr. Bebel (1470?-1518) og Joh. Murmel (1470-1517) have
begge gjort sig høit fortjente af de klassiske Studiers Fremme i Tydskland,
og navnlig have begge med stor Kraft og Udholdenhed deeltaget i
den Kamp, som Humanisterne maatte føre mod Skolernes traditionelle
Underviisningsmethode og de slette Lærebøger, inden det lykkedes dem
at sætte deres reformatoriske Planer igjennem. Til denne Side af deres
Virksomhed henhøre, for blot at nævne et Par Exempler, Skrifter som
Bebels: Qui autores legendi sint novitiis ad comparandam eloquentiam
et qui fugiendi, ug Murmels: Scopiarium ad profligandam barbariem.
Bebel har endog behandlet Spørgsmaalet om Skolebøgerne i dramatisk
Form, nemlig i sin Comedie: De optimo studio juvenum.

(3) Vistnok Skrivfeil for: Rett.

2170      Oc fore kettherij wor alldriig ßigtiitt:
Hugo de Prato(1) handtt wor ind mand,
     Lira oc Gorro hagde oc forstandtt(2),
Paratus oc ßaa Discipulus(3)
     Oc ßaa then gode Mammotrectus(4);
2175 Hand schreff offuer schripten herllig gloßer,
     Att then fulld stifftt skulle binde synne hoßer,
Ther torde tiill hanem sige kee,
     Alligeuell holldis hand nu for spee.
Sliig helliige mendtt drilfuis nu for spott,
2180      Nogre ny schribenter haffue wy nu fott;

(1) Mindst 3 af Middelalderens theologiske Forfattere bare Navnet Hugo
de Prato. Her menes udentvivl Dominikaneren H. de Prato fra Toscana,
der døde 1322, og som især var berømt for sine Prædikener. I det 15de
og 16de Aarhundrede optryktes mange Gange hans Sermones dominicales
super Euangelia et Epistolas per totum annum og hans S. de Sanctis.

(2) Nicolaus de Lira eller de Lyra, en Franciskaner fra Lire i
Normandiet, var en af det 14de Aarhundredes mest udmærkede Skriftlærde (†1340). Størst Anseelse erhvervede han sig ved sit kolossale exegetiske
Værk: Postillæ perpetuæ in Biblia, der i lang Tid betragtedes som et
aldeles uundværligt Hjælpemiddel ved Studiet af den hellige Skrift, og
som gav Anledning til det bekjendte Udsagn om Forfatteren: Si Lira
non lirasset, totus mundus delirasset (eller som det med en senere
Vending kom til at hedde - Lutherus non saltasset). - Nic. de
Gorran eller Gorham, en lærd Dominikaner fra det 13de Aarhundrede,
blev især bekjendt ved sine Commentarer til det Nye Testamente.

(3) Om Paratus vides ikke meget Andel, end at han var en Geistlig, der
i Aaret 1493 udgav en Samling Prædikener: Sermones de tempore et
de Sanctis. - Af Discipulus, eller som hans egentlige Navn var:
Johannes Herolt, haves et Værk med en ganske lignende Titel, men
som for os har en noget større Betydning, da det efter C. J. Brandts
Erklæring maa betragtes som en af Hovedkilderne til Chr. Pedersens
Jertegnspostil (see Chr. Pedersens danske Skrifter, ved Brandt, 2det Bind
S. 488-89).

(4) Mammotrectus eller Mammetractus er ikke, som man maaskee
kunde antage, Navnet paa en Mand, men derimod Titlen paa en Bog,
der i sin Tid stod i høi Anseelse hos den mindre oplyste Deel af det
katholske Kleresi, for hvis Skyld den udtrykkelig angiver sig at være
skreven. Det er en Slags Lexicon over de vanskeligere Ord i saadanne
latinske Skrifter, som almindeligst benyttedes ved de kirkelige
Handlinger, derunder indbefattet den latinske Bibeloversættelse. Forfatteren
var Joh. Marchesini fra Reggio, der levede i Begyndelsen og Midlen af
det 15de Aarhundrede.

Mange aff thenem skall ieg icke røbe,
     Iicke acter ieg heller mange att kiøbe:
Philippus Melanthon oc Luttherus,
     Iustus Ionas oc Bucerus,
2185 Pomeranus oc ßaa Coruinus,
     Brentius oc Hegendorphinus(1),
Oc andre flere slig lerde mendtt,
     Som ieg haffuer icke føre kientt.
Theris bøger oc diict the gaa nu fram,
2190      The gamble gaa tiill bage mett skam;
Men hagde ieg in bog for thenem alle,
     Marcolphum super Luram(2) the hende kalle,
Then er mig sagtt aff mectigh tingh,
     Tha wiille ieg ßnartt wende koben omkring,
2195 Paa thett ieg motte mynne ßogne behollde,
     Som ieg hagde førre mectiig oc bolide.
Thett er stor ynck, att ieg ßaa fage
     Skall slippe iij sogne oc gaa tiilbage,

(1) De Mænd, som her nævnes efter Melanchthon og Luther, have, som det
af Sammenstillingen lod sig formode, alle udfoldet en temmelig betydelig
Virksomhed i Reformationens Tjeneste. Justus Jonas (1493-1555) var
en personlig Ven af Luther og en Tidlang Professor i Wittenberg. Han
hjalp Luther med Bibeloversættelsen og oversatte endvidere Melanchthons
Apologia confessionis Augustanæ. Af hans egne Skrifter kan fremhæves
en Defensio pro conjugio sacerdotali. - Martin Bucer (1491-1551)
er især bleven bekjendt ved sine Bestræbelser for at tilveiebringe
Enighed mellem Luther og Zwingli. Aar 1549 blev han af Erkebiskop Th.
Cranmer indbudt til England, hvor han holdt theologiske Forelæsninger
til sin Død. - Med Navnet Pomeranus betegnes her, som ofte ellers,
den berømte Reformator Joh. Bugenhagen. - Af Ant. Corvinus
(1501 - 1553) haves et Værk oversat paa Dansk, nemlig hans Postil over
Søndagsevangelierne (oversat 1539 af Peder Litle). - Joh. Brentius
(1499-1570) gjorde sig især fortjent af Reformationens Udbredelse i
Wurtemberg. Han var en dygtig Exeget og en meget frugtbar Forfatter.
Et Par af hans Skrifter ere oversatte paa Dansk, nemlig: En Prædiken
om Løgn og Sandhed, overs, af Niels Jensen Randrup, Kbhn. 1559;
og: Udkaarne Prædikener om en christelig Poenitentz og Levnet, overs, af
Haagen Lauritzen. Kbhvn 1563. - Christoph. Hegendorph (1500-
1540) har erhvervet sig et Navn baade som Theolog, som Jurist og
som Skolemand. Han døde som Superintendent i Luneburg.

(2) Hvilken Forfatter eller Bog der sigtes til med denne Betegnelse, har
det ikke været mig muligt at udfinde.

Oc ind skarns pebling skall thenem faa,
2200      Ther fiire skiellyngh icke nu formaa.
Thett maa werre mig in hiertens harm,
     Om ieg skall bliiffue ßaa wßell oc arm.
Kunde ieg end behollde then ene,
     Meden the mig capelan formene,
2205 Thiennisten ieg ßellff well giørre wiill,
     Ieg frycther, thett bliffuer ther icke thiill.
Lad gaa! ieg haffuer end gyllen eller tiffue;
     Meden ieg maa icke sogne prest bliffue,
Tha skall ieg tage mig anditt for hende
2210      Oc terde ther aff, thiill the faa ende.
Ondtt kandtt icke bliffue mig were,
     Ieg wiill alligeuell bliffue ind herre.


Huadtt erlliig fattigdom then er godtt!
     Gud kandtt well raade hende bod;
2215 Then haffuer ieg alle mynne dage forsøgtt
     Nu haffuer gud myn ting forøgtt.
En fattigh pebling er ieg endtt,
     Nu haffuer Kortt Wendning thett foruendtt,
Epther som gud thett haffue wiill,
2220      Som huer maa ßee wdj thette spill.
Then gamble riige oc wnderllig prest
     Saa lidiitt haffuer wdj schripten lest
Oc intiitt wiill ey heller lerre,
     Ther gud kandtt nogiitt tiill ere werre;
2225 Tre welldiige sogne hagde handtt i wolld
     Mett megen egedom skøn oc bolld,
Hand alldriig dog in predicken giørde,
     Ther nogiitt meniske end nu hørde.
Hans capellan skulle the sogne ware,
2230      Hand wiille icke staa then ßielle fare,
Men renthen handtt gierne haffue wiillde,
     Ther figiitt hand epther aarllig oc ßillde.
Nu skall hand slippe baade sogne oc rentte,
     Slett inthiitt ther aff tør handtt sig wenthe,
2235 Oc ieg skall i hans sted nu trede,

     Thy maa ieg mig wdj herren glede.
Tacetur. Hans sogne degen lønthe hand icke well,
     Hand wor hans daglige sleb oc trell,
Hans degne rentthe tog hand aarllig aar,
2240      Oc hand skulle rycte hans fee oc faar;
Theris by fee hagde hand oc degnen agtt,
     Om hand hagde bleffuit wiid synn magtt,
Men lidiitt gaff handtt hanem tiill lønn,
     Thy skall handtt nappe ther aff rønn;
2245 Saa gaar thett gierne mett the wmillde,
     Paa thett siisthe fare the illde.
O gud, giiff mig itt bedre forstandtt,
     Endtt handtt hagde, then arme mandtt,
Oc fra sliig geriighett mig beuare,
2250      Ther setther then arme ßiell i fare!
Thiill gud staar all mynn trøst allene;
     Att ieg hans ord maa predicke rene,
Thett skall nu werre myn høgiste iidtt,
     Gud werre mig ther tiill naadiig oc bliid!

Krigs manndenn.

2255 Nu isth van der gans mitt mich,
     Vie woll ick vas beide prectig wnde rich;
Ich bin sw nackentt, ich arm geßelle,
     Als ein, wos isth am felle.
Hyr is veck beide manthell wnde roch,
2260      Beide gelltt wnde der gesuntheidtt och.
Ich hebbe mennigen miill geuandertt,
     Itzunder isth meinne gluck forandertt,
Manck hofflyde wnde landsknegtt heb ich geuest,
     Nu bin ich arm vp datt lesth;
2265 Arme lyde heb ich geslagen wnde gestossen,
     Fluckett er mitt pestilentzie wnde frantzoßen,
Darumb datt ßee mich nichtt koenen geben,
     Datt ßee nichtt hedde, ich wolde idtt dog hebben.
Darumb geit mich oc ouell an,
2270      Dat ich mein brott nichtt kriigen kan;
Nu musth ich panem propter deum gon,
     Dat will ich oc nichtt lange don,

Ich wiill mich geben tho ther menigen hop,
     Venthe ßee hebben fasth guden koep;
2275 See koenen mich mitth ßee erneren,
     Vie willen einn anders kosth wortherren,
Datt will ich doen bej meine contracth,
     Er hedde ich daar wp nichtt gedacth.
Latt loppen, latt loppen! datt ist mir gott,
2280      Ich wiill noch ßlemen mitt freier mott.


Ett godtt taall fick endtt alldriig ond ende,
     Huor wnderlliig werden monne sig wende.
Vthy stallden wor ieg wdj mange aar,
     Ther gick ieg ßom itt clattigtt faar,
2285 Ieg hagde ther mange ßorriigfull stunde,
     Ieg røcthiitt ther baade heste oc hunde.
The ßuarre hug, ieg ther tiill fick,
     Alltt anditt ondtt the offuer gick;
Ieg hagde dog allliidtt himmelligh
2290      Miitt hob thiill gud wdj hymmerigh,
Att hand wiillde naadelliig tiill mig ßee,
     Att mig motthe bedre lycke skee.
Nu haffuer gud hullpiitt mig ßaa fast,
     Att ieg haffuer well mynne klude kast;
2295 Mynn herre haffuer mig weractiig giørtt,
     Att ieg itt skiøtte tøgh haffuer nu førtt
Vthy thenne nesthe forgangne krij,
     Thett wor then første, ieg wor wdj.
Tha wor gud mig endtt ßaa bliidtt,
2300      Ieg greb indtt kriigs mandtt ßamme tiidtt;
Ind bytte pening ieg aff hanem fick,
     Føre endtt handtt bortt fraa mig gick.
Ieg fick ther oc ind hest fulld godtt,
     Saa haffuer gud raadtt myn angest boedtt,
2305 Then ßamme hest handtt kandtt well giellde
     XL daller indenn quellde;
Saa kandtt ieg legge mig thiill nering
     Inden stackiitt tiidtt ind rytthers terring,
Om gud wiill lyckenn ther thiill giiffue,

2310      Att ieg kanndtt hoes mynn herre bliffue
Oc tienne hanem erlliig oc well mett troo,
     Indtiill ieg wed, huor ieg skall boo.
Vdj thett hob wiill ieg mig glede
     Oc idelliig gud aff hiertett bede,
2315 Att handtt beuarer mett synn naade
     Miitt liff oc ßiell fraa andskens waade.


Ingen driste paa styrcke eller magtt,
     Paa vollde eller mur eller stercke paa vagtt!
Vdenn gud hand wiill ind stad beuare,
2320      Tha staar hun alltiidtt vdj fare.
Alltt thiill forgeffnis bygis mure oc vollde,
     Huad hiellper thett oc, mand vegtere hollde?
Vden gud ind stad beuare wiill,
     Tha hiellper ther ingen wange thiill;
2325 Thett haffuer ieg frest icke megitt gladtt
     Paa thenne herlliig oc welldiige stadtt,
Ther ieg wor borgemesther wdj,
     Ieg mente, hun wor all fare frij.
Paa volld oc mur wor hun ßaa fast,
2330      Att ingen kunde giørre oß offuer last;
Dubbeltt graffuer wor ther oc omkring,
     Vy frycthiitt oß for ingen ting,
Huerckenn for kartow eller for ßlange,
     Ingen skade kunde wy ther aff fange.
2335 Alligeuelle er wor stad nu øde,
     Ett hedne hierte maa ther wed bløde.
Som wy tenckte, att wy ßade trygge,
     Oc huermand løste herlliig att bygge,
Tha komme the tyffue, ther kalldis mord brender,
2340      Som mange herlliige steder skender;
The kiøpte ind skallck ther tiill aff had,
     Att hand ßette illd wpaa wor stad
Oc brende then op all ßamen i glød,
     Ther stodtt tiillforn ßaa mectig oc rød.
2345 Saa mangthett hierte hand wglad giørde,
     Aff sliig in ynck mand alldriig hørde;

Saa giiffue hanem gud bode skade oc skam,
     Ihuor handtt farer wdj werden fram,
Tacetur. Mett the forredere oc skallcke alle,
2350      Som mandtt the lede mord brender kalle!
Stiglle oc hiulld skulle werre theris løn,
     Oc ther skullde gange fore ingen bøn;
Kunde mandtt ellers fange thenem fatt,
     Saa faa the skam bode dag oc natt!
2355 The faa oc ßaa, om the bleffue røpt,
     Mett thenem, ther haffuer thenem ther tiill kiøpt!
Men ieg kandtt icke retther forstaa,
     End gud haffuer kast oß heffn wpaa
For wor store hoffmodiighedtt
2360      Oc for wor ßlemme gerighett,
Mett andre ßuare forgifftiighe lasther,
     For huilke gud oß heffn paa kasther.
Men hagde wy rettellig fryctiitt gud
     Oc retthett oß epther hans hellige bud
2365 Oc ellsth hans helliige ord oc klare,
     Tha hagde wy weritt wden thenne fare.
Ieg kandtt icke mere giørre her tiill,
     Thett bliffuer ßom gud thett haffue will,
The fange well heffn oc straff tiill mett,
2370      Som thenne mord brand komme aff stedtt
Oc giørde saa mange hierte wglad,
     The maa thenem wente itt fendens badtt.
Dicetur. Ther tiill haffuer gud baade magtt oc effne,
     End dog att hand er ßeen att heffne,
2375 Men nar hand kommer, huorlenge hand bider,
     Tha straffer, att thett hordelliig ßuider.
Saa wiill hand thette oc ey forgetthe,
     Hand kandtt mig oc myn skade op retthe,
Nar hans wille siger ßaa thiill;
2380      Vthy thett hob ieg bliffue wiill.


Att lyckenn er fulld godtt itt stycke,
     Thett lader ieg mig nu wißellig tycke;
Att lyckenn gaar offuer høg byrd oc ett,

     Thett kandtt ieg nu forstande rett,
2385 Fordj ieg haffuer thett nu forsygtt,
     Ieg hagde icke agtt att springe ßaa hygtt.
Mynn woning haffuer werritt wdj skoff oc kratt
     Thiill thenne tiid, baade dag oc natt;
Huor ieg kunde plustre, røffue oc ßnape,
2390      Ther worre mynne hender raske oc rappe.
Ieg sparitt huerkinn mandtt eller quinde,
     Piger eller drenge, huo ieg kunnde finde,
Ieg tog, huad the hagde mett att fare,
     The kunde thenem alldriig ßoo foruare.
2385 Mange setthe oc ther hoes theris liff,
     Ther icke wiille slippe wden kiff
Theris pening oc gotz, huadtt the formaathe,
     Theris gulld oc ßøllff, huad the otthe;
Ieg tog well klederne aff theris bag,
2400      Dog ieg hagde der tiill ingen ßag,
Men huem wiillde legge aff mett minde,
     Thenem wiillde ieg icke sla eller binde,
Icke stedde ieg heller stalld brødre mynne,
     Att the skulle thenem sla eller pine.
2405 Saa hagde ieg agtthett rigdom att faa,
     End dog ieg kunde thett icke naa.
Nu er ieg bleffuen ind anden mand,
     Stor wellde er mig kommen tiill handtt,
Ieg er nu kommen wdj borgemesthers sted
2410      Oc haffuer nu nock att giørre mett;
Dog wed ieg, thett er icke skeedtt
     For mynn fromhett eller duellighett,
Tacetur. Men mere aff euenturs slumpe lycke,
     Att ieg skulle erlliigtt follck fortrycke.
2415 Tiill itt skallckhett att giørre lod ieg mig kiøffue,
     Thett wiillde ieg icke gierne røbe,
Ieg huisker thett heller alle wegne,
     Lige som thett pleyr i skrep att regne,
Fordj ieg kandtt icke megiitt tiige,
2420      Thy maa y well myn skallckhett wiide:
Mange skøne steder erre brentt,
     Oc megitt gott forderffuit oc skientt,

Beßynnderlliig thenne welldiige statt,
     Vdj huillkenn ieg acter att giørre mig gladtt;
2425 Then hiallp ieg tiill att brende i glød,
     Then gerning wor mig løstig och ßød,
Dicetur. Ther mett er ieg oc bleffuen ind herre,
     Dog mange lider nu megitt thißuerre.
Huor lenge mynn herredøm kandtt nu vare,
2430      Thett lader ieg staa syn egen fare,
Men hagde the ellers kientt mig rett,
     Ther haffuer mig tiill sliig wellde ßett,
Tha hagde the anderledis ßeett thenem om
     Oc merctt, att ieg wor icke from.
2435 Dog skulle ieg mig icke ßelluff laste,
     Thett kandtt mig snartt fraa magten kaste,
Ike maa ieg heller mig ßelluff priße,
     Saa sige the lerde oc de wiße.
Thett lader ieg schabe sig, som thett wiill,
2440      Oc ieg hollder mett Kortt Wendings spiill,
Ieg tager godtt, men ieg kandtt faa,
     Oc blliiffuer ind herre oc ladtt ßaa gaa!


Nu kandtt ieg mercke oc rett besinde,
     Att offuerflødiig drick oc wnde quinde
2445 The setthe mange narkapper paa
     Oc røffuer thenem alltt theris wiißdom fraa;
Icke eniste the wnge narre oc giecke,
     Ther diicker oc boler mett skøger oc ßecke,
Men oc ßaa gamle oc wiiße mendtt
2450      Haffuer the fraa all forstandtt foruendtt;
Saa haffuer the oc ßaa ragitt mig illde,
     Siden ieg kom wdj theris giillde.
Tacetur. Ieg hagde baade gotz oc peninge noch,
     Nu staar ieg ßom ind plockitt koch,
2455 Mynn kram wor Xm gylldenne werdtt,
     Thett er alltt ßamen illde fortertt,
Mett horer oc skøger oc løße quinde
     Haffuer ieg forslemmitt bode mere oc minde.
Alltt thett, mynn fader oc moder otthe,

2460      Oc alltt thett, ieg ther thiill ßellff formotthe,
Som ieg hagde samblitt wdj mange lande,
     Thett er alltt bortthe mett ßorriig oc wande.
Ieg hagde icke trott, thett kunnde ßaa gange,
     Att mynn rigdom kunnde ende fanghe,
2465 Nu maa ieg tage oc føle ther paa,
     Att alltt mynn lycke er gangen mig fraa.
Dicetur. Men hagde ieg mig inn hustrw fott,
     Then tiid ieg hagde ßaa megitt godtt,
Tha hagde ieg weritt then rigiste mandtt,
2470      Ther findis kanndtt wdj itt landtt.
Nu wiille ieg heller hoes skøger bliffue,
     Endtt ieg wiillde mig wdj egteskaff giffue.
Besynnderlliig hagde ieg in skiøge kier,
     Hende wiille ieg alltiid werre ner;
2475 Hun haffuer ritthellig strogitt mig wd,
     Saa thett ßuider wdj myn hud,
Hun kunde fallskelliig kyße oc klappe,
     Hun skaar mig rett in narre kappe,
Hun kunde oc øret ther tiill ßette,
2480      Rett alldriig kandtt ieg hende forgetthe.
O, huadtt hun loffuit mig megitt gott,
     Indtiill hun hagde myn gode ting fott!
Siden ßetthe hun mig wid benckens ende
     Oc lod, ßom hun mig alldrig kiende.
2485 Thy raader ieg nu huer danne mands barn,
     The hollde thenem icke tiill skiøger oc skarn,
Mett mindre end the wiille fare illde,
     Men thette lerde ieg alltt forßiillde;
Ieg finder nu, icke megitt gladtt,
2490      Att wngdom oc wiißdom icke føllgis adtt.
Orsag ieg eder nu ßige wiill,
     Att ingen skall bruge sligtt narre spiill:
Alldriig er nogen ßaa dygdelliig oc godtt,
     En skøge foruender ey alltt hans blodtt,
2495 Paa hans neße setther hun briiller,
     Som in ßecke pibe hun hanem stiller;
Alltiidtt skall hand paa døren ware
     Oc ßette sitt liff hoes skiøgen tiillfare;

Om ther kommer nogen sterckere end handtt,
2500      Eller then, hun beedre lide kandtt,
Tha skall handtt antthen døren vige
     Eller stundom slaes mett iij tiillige;
Stundom bliiffuer hanem døren ßaa trang,
     Handtt faar ind skramme spande lang.
2505 Mangen ßetther oc tiill foruedtt
     Bode godtz oc pening oc liffuet mett;
Hand giør end thett, der er end werre,
     Fortørner syn kierre gud oc herre;
Ther tiill skall hand sig oc befrycte,
2510      Hand misther syn ere oc gode rycte
Mett gotz oc peninge, huadtt hand kand haffue;
     Maa thett icke werre in fendens plaffue?
Tacetur. Thette wnde haffuer ieg allene frest,
     Ieg løb hen ßom itt anditt best;
2515 Nu er ther clemme paa myn halle,
     Att ieg kandtt ingen mand betalle,
Thy maa ieg lide baade iammer oc nødtt
     Oc wiille nu heller, att ieg wor dødtt.
Dicetur. Ett exempell maa ieg nu andre werre,
2520      Theris gods mett dobell oc drick forterre;
Thy ßeer eder nu wdj spegell paa mig,
     Att huer kandtt bedre foruare sig.


Lenge løb ieg mett staff oc poße,
     Mett palltiig kiortell oc reuen hoße,
2525 Ieg løb omkring for huer mands dør,
     Lige ßom ieg haffuer sagtt eder før.
Ieg fullde in kierlling, oc hun wor blind,
     Thiill gud gaff mig itt andiitt synndtt;
Vdj ind beck lod ieg hende lige,
2530      Ieg wiille icke lenger mett hynnde tygge.
Nu haffuer ieg well foruundett myn nødtt,
     Gud haffuer mig ßentt bode biering oc brød,
Thy tacker ieg gud, wdj hymmellen boer,
     Som ingen forlader, ther paa hanem troer.
Tacetur. Thett første ieg kaste mynn poße oc staff,

     Thiill ind kiøbstedtt ieg mig gaff,
Ther fick ieg tieniste hoes ind mandtt,
     Then rigeste kremere wdj itt landtt.
Paa kostellig kram wor handtt ßaa riig
2540      Oc lagde paa werden ßaa megen fiig,
Att ieg hans riger(1) icke kiende,
     Føre handtt sitt synnd tiill dorskab wende.
Alltt synn forstandtt handtt platt omskiffte,
     Menn ingelund wiille hand sig giiffthe,
2545 Hand bleff fortuilliitt paa ind ßeck,
     Hun giorde hanem tiill ind arm gi[e]ck;
Handtt drack oc bolliitt ßaa lenge mett hinde,
     Att hand forloritt bode wid oc ßinde,
Saa tog hand tiill att doble tiill mett,
2550      Bode hoes then skøge oc anden stedtt,
Indtiill hans gotz gick platt paa grund,
     Thiß werre hans lycke wor saa wnd.
Om ßider beßlog hanem armod oc ßorrigh,
     Saa fick hand mig ind kippenkorrig,
2555 Att ieg skulle gaa omkring paa landtt
     Oc ßamble peninge tiill hans handtt,
Ther handtt synn drick kunde mett ophollde,
     Thett regthe icke tiill, ehuadtt ieg ßollde.
Om ßider ther ieg skulle rengskab giørre,
2560      Tha wiillde hand mig slett inttet hørre;
Hand gaff mig korrig, kram oc ware
     For mynn tienniste oc lod mig fare,
Ieg tog tiill tacke oc hanem gode natt bødtt,
     Siden haffuer ieg hagdtt ßlett ingen nød.
Dicetur. Saa lenge haffuer ieg boritt kippen korrig
     Oc hollpitt mig heen mett lon oc borrig,
Saalltt naalle oc hegter mett slig ßmaa kram,
     I huor ieg for i landen fram,
Att ieg er mandtt for M daller,
2570      Ther mett ieg daglige mig befaller
Then euighe gud wdj magtt oc wolld
     Oc tacker oc loffuer hanem tußen folld.

(1) Skal vistnok være: rigdom.

Ieg wiill mig giiffue wnder egtheskabs regell
     Oc hollde mynn hußbondtt for itt spegell
2575 Oc tage mig nogitt bedre tiill ware,
     Lade drick oc dobbell oc skøger fare,
Oc bede mynn gud aff hierte oc ßinde,
     Att handtt giiffuer mig in danequinde.
Saa wiill ieg fulldwell slide myn tiidtt
2580      Oc tacke mynn gud, mig er ßaa blidtt.

Kiøbmandenn then første.

Nu wed ieg alldriig, huadtt ieg skall tencke;
     Meden armod kunde mynn stad forkrencke,
Tha tør ther ingen ßige sig frij,
     Att handtt skall gange armod forbij.
2585 Ieg wor ßaa rig, huortt ieg mig wende,
     Att ieg paa gotz wiste ingen ende;
Alle the rinker, ind kiøbmandtt wiste,
     Thenem kunde ieg alle bruge mett liste.
Baade thiill landtt oc ßaa tiill wandtt
2590      Tha slois mig rigdom nock tiill handtt,
Ieg kiende thett icke for guds gaffue,
     Ther fore lader gud mig nu ßaa plaffue,
Att ieg haffuer icke naall wdj weg,
     Icke heller ßalltt noch tiill itt egh,
2595 Att alltt mynn ogger oc gerighett
     Oc alltt mynn store surfittighett,
Ther føre kunde pening noc ßammen bringe,
     The due icke nu ind flue winge.
Vdaff ogger hagde ieg mynn daglige føde,
2600      Fast mere endtt nogen wantroo iøde;
I huem ieg lonthe ind daller att bruge,
     iiij huide gaff hand mig huerie wge,
Tthett giorde baade kiøsteds mend oc bunde,
     Then rentthe hun nogitt drage kunde.
Tacetur. Sex tußenn daller hagde ieg paa rentthe,
     En stor sum kunde thett aarllig op hentte,
Oc hoffuittstollen wor all lige stoer,
     Baade himmellig oc stille ieg der mett foer;
Offuer mynne peninge wor ieg ßaa karrig,

2610      Att Euclio handtt wor icke ßaa narrig.
Wor sogneprest straffit mig idelliig
     For myn ogger oc anden ßuig;
Hand badtt mig haffue sligtt fordragtt,
     Ther wor in rett fordømmellig sag,
2615 Oc tage mig tiill ind anden waanne,
     Att ieg forgeffuis skulle børge oc laane
Oc alldellis ther aff inthett wenntthe,
     Antthen ogger eller synndiig rentthe.
Ieg ßuaritt hanem ind gang offuer buorde
2620      Mynn rette mening, thett beste ieg tuorde:
Viill nogen bruge mynne peninge oc daller,
     Best er thett, att handtt rentthen betaller;
Ieg er icke plictig att faa hanem mitt,
     Ther inthiitt giiffuer mig wttaff sytt.
2625 Om ßider wiillde handtt mig intiitt skonne,
     Ther ieg brugthe heen myn gamble wonne;
Handtt bandtt ßetthe mig aff predicke stoell,
     Oc fenden wdj wolld handtt mig befoell,
Indtiill ieg giorde pligtt oc boedtt
2630      Oc ßaadan ogger attage forloett.
Icke wed ieg, huor handtt ßatte i bandtt,
     Siden kunde ieg rett intiitt lande:
Først komme the wdj brøst oc skade,
     Ther minne peninge paa rentthe hade,
2635 Att the ßlett intiitt betalle kunde,
     Anthen hoffuitt stollden eller rentthen nogerlunde;
Dicetur. Ther epther inden in stackitt stundtt
     Gick alltt mitt gotz oc biering paa grund,
Att thett er bortthe fenden wdj wolld,
2640      Alltt thett, ieg haffuer bode kiøbtt oc ßolldtt;
Nu haffuer ieg icke mere ther aff,
     End then, ther gaar mett poße oc staff.
Mynne peninge wiillde ieg wdj himmerig haffue,
     Nu haffuer ieg fott in anden plaffue;
2645 Her haffuer ieg gotz oc peninge misth
     Oc frycter, att ieg faar inttitt hist.

Kiøbmanden then andenn.

Gudtt haffue loff oc euig tack,
     Nu haffuer ieg slett ingen brack!
Armodtt hagde ieg in stackitt tiidtt,
2650      Oc lycken wor mig nogitt vbliidtt,
Men nu haffuer gudtt thett ßaa foruentt
     Oc synn benedidellße tiill mig ßentt,
Att ieg haffuer noch wdj alle wraar,
     Oc rigdom mig daglliig dag tiillßlar.
2655 Alldriig wed ieg, huor lunde thett kommer,
     Anthen om winther eller om ßommer.
En stund tha hagde ieg lidin nerring,
     Ther epther ßatte ieg oc myn therring;
Ieg giiffte mig wng, oc thett er wist,
2660      Men inthiitt godtt haffuer ieg ther for mist.
Ther gud gaff mig myn dannequinde,
     Tha gaff hand mig alltt gott mett hinde,
Hun førde mett siig baade glede oc lycke,
     End dog hun hagde icke megiitt ßmycke;
2665 Men dyg oc tugtt mett heder oc ere,
     Som in dannequinde bør att berre,
Ther er hun herlliige ßmyckiitt mett,
     Ther trøsther oc gleder ieg mig wed.
Tacetur. Ieg haffuer ind nabo, ind wnderlliig mand,
2670      Saa gerig oc karriig ßom were kandtt;
Handtt wor ßaa riig paa syllff oc gulld,
     Dog handtt kunnde alldrig blliiffue fulld,
Att hans eyedomm hagde ingen ende,
     Staar ogger hagde hand oc for hennde;
2675 Nu tyckis mig, hanem gaar verden emod,
     Sidenn myn lycke er bleffuen mig godtt,
Strax som ieg begyntthe att triffuis,
     Tha begyntthe handtt adtt fordriffuis.
Saa wnderlliig ganger hiulliitt omkring,
2680      Att thett er well in vnderlliig ting,
Thett ind mandtt ganger thiill gode,
     Thett gangher ind anden ingen(1) tiill mode,

(1) Skal være: igen.

Ther kommer io ingen skade paa landtt,
     Ther nogen igien ey gaffne kandtt;
2685 Saa haffuer Kortt Wennding ind anden forwandlit
     Oc ther emodtt well mett mig handlitt.
Dicetur. Ieg tacker gud oc myn danequinde,
     Mig lider nu well baade wde oc inde;
Hagde ieg hende nu wid myn handtt,
2690      Tha skulle ieg quede in viße paa standtt,
Thett skeer well, nar ieg faar hynnde fatt,
     En gang inden medie natt.

Embitzmandenn then første.

Alle the embeder, ther ieg haffuer lertt,
     The ere nu icke ind pening werdtt,
2895 The haffue nu lagtt mig øde wdj grundtt,
     Thett hagde ieg icke troitt itt stund.
Ieg wor suder, oc ieg wor ßmedtt,
     Skredder gierning brugte ieg oc medtt,
En tømermandtt oc ind bødicker,
2700      Ind rimßnider oc ßnedicker;
Ieg kunde oc mange embeder flere,
     Som ieg kandtt icke op regne herre,
Ieg brugte thenem oc ßaa som ind mand,
     Nu tyckis mig, att ieg inthiitt kandtt;
2705 Men hagde ieg lertt itt embede well
     Oc brugtt thett ene mett rett oc skieli,
Tha hagde mynn ting werriitt bedre fatt,
     Att armodtt hagde mig icke trengtt ßaa bratt.
Thett sprock er ßantt, som mig kandtt tycke,
2710      Att ßiu embeder ere ßiu wlycke.
Nu er ieg lige ßom in vibe,
     Ther alle tuer wiill ene gribe,
Om ßider kandtt hun icke forbede
     Then tue, hun haffuer wdj synn rede;
2715 Saa wiille ieg oc ßaa tage alltt ting ware,
     Ieg motte tha lade thett meste fare.
Tacetur. Mange ßuenne holltt ieg itt stund,
     Nu kandtt ieg icke føde ind hunndtt;
Huor thett gaar tiill, ieg ey forstaar,

2720      Att werdtzens handell sig ßaa wndslar,
Att the, ßom føre hagde nock att giiffue,
     The tygge nu oc fattige bliffue,
Oc mange, ther hagde staar fattigdom,
     The komme nu op tiill staar rigdom.
2725 Ieg troer, Kortt Wending regerrer fast,
     Hand haffuer nu mangen wdj halmen kast,
Ther føre wdj bløde senghe monne lige,
     Att the gaa nu omkring att tygge,
Oc mange, ther laae wdj skarn oc aske,
2730      The haffuer nu gulld oc peninge wdj taske.
Att werden hagde slig claritt att skiencke,
     Thett kunde ieg alldriig førre tencke,
Dicetur. Thy raader ieg alle, ther well wiille fare,
     Tage sig icke werden ßaa megiitt ware;
2735 Mig haffuer hun skienckiitt, fattiig mandtt,
     Som hun rett illde forßuare kandtt.
Ieg er icke ene wdj thenne(1) tall,
     Ther werden biuder ßinne ware fall,
Men then er wiiß, ehuor thett gaar,
2740      Ther aller minst mett hende kiøbslaar,
Thy hun wiill paa thett siisthe ßuige,
     Thett maa ieg kienndis oc mynne lige.

Embitzmanden then anden.

Ieg haffuer weritt ind arm mandtt,
     Ett embitt haffuer ieg lertt oc kandtt,
2745 Thett haffuer ieg ideliig wariitt wpaa,
     Inthiitt arbeyd lodtt ieg tiilbage staa;
Nu haffuer gud ßaa hiullpiitt mig,
     Huor thett gick tiill, wed icke ieg,
Att ieg haffuer gotz oc pening fott,
2750      Oc gud haffuer ßentt mig megitt gott.
Ieg lodtt mig nøyge mett myn lycke,
     Armodtt lod ieg mig ey fortycke,
Miitt embett bleff ieg hordeliig wed
     Oc bleff ind suder epther gamell ßeedtt.

(1) Formodentlig Srivfeil for: theris.

2755 Nu wiille embitzmendtt bruge kiøbenskaff,
     Thenem ßelluff thiill staar schade oc taff;
Ther nygis icke nu mangen mandtt
     Mett sitt embitt, ther handtt kandtt.
Embitzmendtt wiille nu kiøbmendtt bliffue,
2760      Theris erlliige embeder offuer att giiffue,
Kiøbmendtt ßlaar støre handdell wpaa,
     End the well betalle maa;
Borgere wiille nu bønner werre,
     Bynder wiille nu thiill schole att lere,
2765 Clercke wiille oc werre bynder,
     Saa bliffue oc mange tiill wiunder(1);
The, wdj egtheskab erre giffthe,
     The wiille gierne ind partt omskiffthe,
Saa nøggis nu ingen mett ßynn lycke,
2770      Att gud handtt thett maa skøtt fortycke.
Tacetur. Lige som poethen Horatius schriffuer
     Oc ther wdj slett inthitt liffuer,
Att hoffhesten wiille thett gierne ßaa haffue,
     Att handtt motthe gaa wdj ploff att draffue,
2775 Then lade oxe mener tuertt emodtt,
     Att handtt tiill ßadell oc betßell er godtt,
Saa nøggis oc ingen mett ßytt kalld,
     Oc ther faare fanger mangen falldtt.
Thy kandtt mig inthiitt bedre tycke,
2780      Endtt huer handtt nøgis mett ßyn lycke
Oc mett thett kalld, hand er wdj,
     Oc bruge thett rett oc arbegde frij;
Saa wiill gud hanem benedide
     Oc føde hanem well foruden quide.
2785 Myn embitz broder, the mange embeder kunde,
     Handtt er nu platt forderffuit wdj grunde,
Handtt er ind treell mett all ßyn bram,
     Oc mitt embitt haffuer hollpiitt mig fram;

(1) Det er af ovenstaaende Linier klart, at Forfatteren har kjendt den gamle
Spaadom om Danmarks Skjæbne, som Worm senere aftrykte i sine
Monumenta Dan. p. 309, og hvis Slutning lyder: Herremænd skulle blive
Kjøbmænd, og Præster til Bønder, og Bønder til Vidunder.

Dicetur. Thy tacker ieg gud for naaden ßyn
2790      Oc nøgis well mett lycken myn.


O herre gudtt, allting formaa,
     Hui monne werden foruandles ßaa?
Thett maa ieg ßiige, mig arme quinde,
     Att mitt gotz skulle ßaa forßuindel
2795 In stund hagde ieg noch aff guds ere
     Oc alltt then rigdom, ieg wiille begerre,
Nu er ieg bleffuen baade wßell oc arm
     Oc daglig maa ße mynd egen harm;
Hagde nogen sagtt mig ßlii[g]tt itt stund,
2800      Ieg hagde hanem ßlagiitt wpaa hans mund.
Then tiid, myn hußbundtt fraa mig døde,
     Ther wor myn hiertens blomme oc ßøde,
Tha fick mitt hierte fulld staartt itt skaardt,
     Ther hand bleff baren aff myn gaar.
2805 Handtt wntthe mig ßaa hiertelig well;
     Gudtt tage ßaa blidelig emodtt hans ßiell,
Som hand wor mig bode blijdtt oc godtt,
     Tha møder hanem itt gladeligtt modtt,
Thy handtt wor mig ind hiertens mand,
2810      En bedre sig ingen ynske kandtt.
Handtt wor mig god bode aarlliig oc ßilde;
     Vden ieg thett ßellff forskyllde wiillde,
Tha fick ieg icke itt ordtt aff wrede,
     Huor skall mand ßlig ind mand oplede?
2815 Tha kunde ieg icke rett skiøn ther paa,
     Føre ieg hanem ßagnitt wdj huerie wraa;
Nu kandtt ieg thett well bedre tencke,
     Siden ieg er bleffuit inn fattig encke.
Tacetur. Epther handtt wor dødtt in stackitt tiidtt,
2820      Tha bleff mig lycken mere vbliidtt;
Ieg misthe mynne børn, baade store oc ßmaa,
     Oc tha gick alltt myn glede mig fra;
Aff pestelentze døde the ßaa faghe,
     Oc ieg motthe ene bliffue tiilbage,
2825 Vden mynn ellsthe ßøn oc verig,

     Handtt bleff fortuilitt paa in herig.
Hun strøg hanem wd oc thode hans halle,
     Men ieg motthe laghett alltt bethalle;
Handtt bolliitt ßaa lenge mett then ßeck,
2830      Att hnuer mandtt holltt hanem for ind geck.
En affthen kom handtt ther i in kiiff,
     Ther motthe handtt lade sitt wnge liff,
Sligh ßorrig er mig hendtt oc møde,
     Siden myn kierre hußbunde døde.
2835 Huad forßuar ieg haffuer oc mynne lige,
     Oc mest eblandtt the mectige oc rige,
Thett maa nu gud wdj hymmelen kiende,
     Handtt kand alltt myn ßorriig foruende.
Dicetur. Ieg er nu ßom itt enlligtt tree,
2840      Ther haffuer huercken lyy eller lee;
Venner hagde ieg nock itt stundtt,
     Indtthiill myn bierring gick paa grund;
Mange, ther mig monne førre klappe,
     The mig nu daglige hordelig nappe.
2845 Huor wiill ieg heen, ieg arme quinde?
     Ieg maa nu lide bode wde oc inde,
Emeden thett gudtt ßaa haffue wiill
     Epther thenne werdtzens behendig spill.
Ieg wor føre hoffmodig wdj ßyn oc agtt,
2350      Ther ieg wor rig oc hagde magtt,
Thy straffer nu gudtt migh retthellig
     Oc lader mig lide armodtt ßlig;
Gud giiffue mig herre tollmodighett
     Oc ßiden thenn euighe ßalliighett!


2855 Thenn gud, som raader offuer alle tynng,
     Handtt haffuer nu wentt myn lycke omkring
Oc giiffuet mig thett, ieg daglige badtt,
     Thy er ieg nu wdj hierthitt gladt.
Ieg wor in fattig skiøge itt stundtt,
2860      Mynn lycke wor mig wbliid oc wndtt;
Wßell løb ieg om werden wiilld,
     Vor ßlagen oc dragen aff mangen wmilld.

Aff hoffmendtt oc bomendtt, huo tiill wiillde trede,
     Tha motte ieg stymper werre tiill rede.
Tacetur. Mange brugtthe mig tiill syndtt oc spott,
     Oc ingen wiillde mig nogitt gott.
Om ßider bleff ieg mig ßelluff vredtt,
     Att ieg skulle werre ßaa ßlem oc leedtt,
Mig skammis ther wiidtt wdj huerie wraa,
2870      Att ieg skulle paa iorden gaa
Oc daglig ßaa illde oc ßlemmellig
     Fortørne myn gud wdj hymmerig.
Thy manitt ieg gud bode aarllig oc ßilde,
     Hand sig offuer mig forbarme willde,
2875 Att ieg motte komme fra slig in nødtt
     Oc tiill itt erliigtt, skamløst brødtt
Oc icke ßaa løbe om werden wiilld,
     Saa platt forloren oc rett fortuilldtt.
Ehuor ieg gick att gaden fram,
2880      The huyett epther mig mett spott oc skam,
Mig ropthe oc skreg paa maningen gieck
     Oc kalliitt mig hore, skøge oc ßeck;
Ieg gick oc luritt oc motthe thett høre,
     Som in ßo, ther er skitt paa øre;
2885 Huor wiille ieg heen, ieg wßle quinde?
     Ieg wor bedrøffuit wdj hiarte oc ßinde.
Dicetur. Ieg badtt oc manitt ßaa inderlligh
     Then euige gudtt wdj hymmeriig,
Att hand wiille mig ßyn miskund thee
2890      Aff ßynn gudommeliig leggende fee.
Om ßider hørde tha gud myn bøn;
     Icke epther myn egen fortienthe løn
Men epther hans store, wßiigellig naade
     Haffuer hand mig frellst aff thenne waade;
2895 Hand tog mig op aff skarn oc dreck,
     En arm, forloren, skidden seck,
Oc giorde mig thiill in dannequinde,
     Sligtt bør mig well att dragis tiill mynde
Oc tacke myn gud bode dag oc natt,
2900      Att hand icke forschødtt mig platt.
Nu haffuer ieg ind danemandtt fott,

     Hand giør mig ere oc megitt gott,
Handtt er mig bedre aff hiertens grund,
     Endtt XX eller XXX warre itt stund«.
2905 Ieg skall och hollde hanem loffue oc troo
     Oc skiffthe mett hanem bode glede oc roo,
Att schyllden skall alldriig findis hoes mig,
     Thett stund ieg leffuer mett hanem queg.
Tacetur. Kunde ieg mynne hender wnder hanem brede,
2910      Tha wiillde ieg gierne werre tiill rede,
Ellers burde mig alldriig att lide well,
     Om ieg giorde hanem anditt endtt skiell.
Gudtt were loffuit, wy haffue icke nødtt,
     Vy haffue nock bode bierring oc brød;
2915 Gud wnde os here ßaa ßamen att liffue,
     Att wy motthe arffue thiill hymmerig bliffue!

Bundenn then førsthe.

Hiellp gud oc ploffuen thiill bedre lycke!
     Mig tyckis, the hiellper icke nu itt stycke;
Ieg wedtt icke, huem ther hiellpe kandtt,
2920      Meden ieg er bleffuen ind fattig mandtt.
Ieg wor ßaa rig, huortt ieg mig wenthe,
     Att ieg visthe ther paa ingen ende,
Ieg hagde noch wdj huße oc lade,
     Førre endtt mig tiillslog thenne skade,
2925 Bode oxe oc stude, bode fee oc faar,
     Thett alltt ßamen nu tiill bage gaar.
Mynne skønne heste, ieg holltt paa staallde,
     Mynne degllige foller, ieg hagde wdj wollde,
Mynne mange deglige kalluff oc kiør,
2930      Mynne fede gallthe oc herllige ßøør
The erre alltt bortthe alltt fra myn handtt,
     Mett mere, ieg icke op regne kandtt.
Ther erre nu thomme bode arck oc bing,
     Som ieg hagde wdj myn gode ting,
2935 Ieg haffuer nu huercken meill eller malltt,
     Huercken gaas eller hønne, grijs eller galltt;
Thett er alltt bortthe, alltt ßamen i grund,
     Dog ieg hagde noch att ßellig itt stund.

Tacetur. Mynne mange daller, mitt gulld ßaa rødtt
2940      Ere bortthe, ßom the wore brendtt i glød,
Mynne deglige børn ere alle døde,
     Ther skulle mig i myn allerdom føde,
Mynn hustrw maa nu for andre weffue,
     Ther føre hagde noch wdj spißell oc kleffue.
2945 Huadtt thett maa were ind ynckelig harm,
     Att ieg nu skall werre ßaa arm,
Oc myn broder, then lußige treell,
     Hand triffuis nu oc lider well!
Handtt lide tiillforn bode hunger oc tørst,
2950      Nu løsther hanem att leffue først,
Mitt gotz forßuinder som hør for illdtt,
     Oc handtt bliffuer mectig, rig oc giilld;
Hand gledis, handtt skall myn arffuingh bliffue,
     Mig tyckis, handtt arffuer mig i liffue,
2955 Mitt gotz handtt anthen wißelliig stieller,
     Eller handtt mett andre tiuffue fieller,
Heller gudtt haffuer kast mig heffn wpaa,
     Om ieg ellers kandtt rett forstaa.
Mynne(1) broder nu staare heste riider,
2960      Hans kone ledsk oc engellste ßliider,
Theris børn, ther ginge bode nagne oc reffne,
     Erre nu well kledde oc herlige treffne;
Thy wiidtt ieg icke, huadtt ieg skall ßiige,
     Huadtt heller ieg skall talle eller tiige:
2965 Thaller ieg, tha skulle mig mange hade,
     Thy tiier ieg heller mett myn skade.
Dicetur. Ieg er tiillfretz, ehuor thett gaar,
     Mett myn hellßott ieg here staar,
Mynne ßiisthe dage ere komne wist,
2970      Thett wollder mitt gotz, ieg haffuer nu mist;
Ieg kanndtt icke leffue mett ßaadan ßorrig,
     Alldriig farer ieg mere tiill torrig;
I myn dødßeng wiill ieg heller ligge,
     Endtt ieg wiill gaa omkring att tygge.

Bundenn then anden.

2975 Att godtt toll alldriig wndtt ende fick,
     Thett kandtt ieg nu forstande tiill prick;
Gud werre loffuit wdj euighedtt
     For synn mischunndtt, hand haffuer mig teedtt!
Ieg wor ßaa wßell oc arm ind bunde,
2980      Som wdj X herreder findis kunde,
Ther tiill ind fattiig wge dags mandtt,
     Mitt brødtt thett odtt ieg icke wdj bandtt.
Ieg hagde huercken harig eller ploff,
     Myn illdebrandtt motthe ieg berre fra skoff,
2985 Ieg hagde huercken woghn eller hesthe,
     Thy ieg kunde icke sligtt forlesthe;
Ieg hagde huercken oxe eller koo,
     Huercken faar eller lam, grijs eller ßoo,
Slett inthett wden klar idell armodtt,
2990      Gudtt were loffuit, mig wor ßaa godtt!
Mynn fattigh hustrw, ieg mig fick,
     Bode wllden oc nagen hun for mig giick,
Mynne arme, fattige børn oc ßmaa
     The ginnge oc huer dag lige ßaa,
2995 Saa gick ieg oc ßaa ßelluff mett,
     Ieg kunde icke andiitt komme aff stedtt.
Mett alltt myn trelldom oc store møde
     Tha kunde ieg neppe skrabe tiill føde,
Att wy skulle icke ßuellthe ihiell,
3000      Men nu haffuer gud hugßualliitt oß well;
Hand haffuer nu wentt wor lycke omkring
     Oc giiffuett os aff syn gode ting,
Att wy haffue riigdom oc guds ere,
     Saa megiitt ßom wy wiille mest begerre,
3005 Bode gotz oc peninge, fang oc feg,
     Att lyst er wdj wor gaar att ßee,
Oc alltt thett, wy wiille mett wage oc ßoffue,
     Thy kandtt ieg alldriig gudtt fulldloffue.
Tacetur. Saa bradelliig fick ieg ßlig riigdom,
     Att ieg wedtt alldriig, hueden dett kom.
Myn broder, ther wor ßaa welldiig oc rig
     Oc wor ßaa karig ßom ind tig,

Handtt er nu bode wßell oc arm,
     Att handtt gaar skøtt oc dør aff harm;
3015 Ieg frycther, handtt skall sig ßellff henge,
     Om gudtt hans liff wiill spare lenge,
Rett ßom ind bolldtt handtt ßamen krymper,
     Att thett er stor ynck mett then stymper.
Endtt dog handtt wor mig haar oc wnd
3020      Oc giorde mig inthett gott ett stundtt
Oc alldriig hugßualliitt mig i myn nød
     Mett itt stycke mulliitt brødtt,
Then tiid hand wor bode riig oc bolld
     Oc hagde ßaa megiitt guds ere i wold,
3025 Dog wiille ieg hanem nu gerne giiffue
     Bode klede oc føde, meden hand monne liffue,
Oc ßetthe hanem hoes myn egen ßiide,
     Att handtt skulle ingen armod lide.
Nu troer handtt mig ther inthiitt tiill,
3030      Inthiitt gott handtt aff mig haffue wiill,
Hans hustrw, then erlliig danne quinde,
     Hun er oc lige ßaa tiill ßinde;
Thy wiill ieg thenem gudtt befalle,
     Handtt kandtt oß alle best hußualle.

Børger ßønnen.

3035 Rett alldriig hagde ieg troitt ett stundtt,
     Att myn lycke skulle bliffue ßaa wndtt;
Ieg wor itt stund ßaa lystig oc biert,
     Nu er der klemme kommen paa myn stertt.
Ieg drack oc doblett bode dag oc natt,
3040      Ieg tenckte, ieg hagde rett werden fatt,
Thett holltt ieg for then retthe kaas
     Alle netther att huggis oc ßlas;
Att løbe wdj kroer, ßlla døre op,
     Nar ieg hagde fyllditt fulld myn krop,
3045 Thett holltt ieg for myn førsthe glede,
     Huem ther wiille ßlas, tha wor ieg rede.
Ieg wiille alltt dricke then ßiisthe kande,
     Thett wolltt mig tiidtt ind blodig pande,
Somme ßinde fick ieg hug hyn tørre,

3050      Att ieg kunnde illde kryffue att dørre;
Thett hiallp icke lenger nogen stundtt
     Endtt wid in pølße att binde ind hund:
Strax som ieg kom igen tiill pas,
     Tha giorde ieg mig bode knubbit oc huas,
3055 Att ieg wiille alltt myn skade heffne
     Oc hugge igen, ther skind skulle reffne.
Ieg giorde mig ßaa ynckelliig farllig,
     Mynn ßag kunde ieg icke handle warligt,
Thy gick mitt anßlag tiidtt tiilbage,
3060      Saa finder mandtt(1) kragen ßynne mage;
Ingen tiidtt kunde ieg werre ßaa bøs,
     Att ieg fantt ey ind anden knøøs,
Ther wiille oc huggis io ßaa gierne
     Oc hagde ßaa wiilld oc tynndtt ind hierne,
3065 Som ieg kunde haffue wdj nogre maade,
     Thy tog ieg tiire skade endtt baade.
Ieg hagde in(2) bolle fijre eller fem
     Oc in for alle, hun wor icke ßlem;
Hynde thiill wiillde bar ieg in far[i]e,
3070      Ieg wennthe icke stock wpaa myn harie,
Then farie hunn wor brun oc blaa,
     Vdhuggen wdj mange stycker ßmaa
Oc skaaren wdj mange gylliske blommer,
     Then bar ieg baade winther oc ßommer.
3075 Nu er hans(3) farie wallmells braa(4),
     Reffuen wdj mange pallther oc ßmaa;
Fore flouell, damask oc gyllden stycke,
     Ieg hagde tha tiill myn farie oc ßmycke,
Rett illde haff[uer] ieg myn farie skifftt,
3080      Lige som ieg hagde werrit giifftt,
Men ieg wor giifftt bode tiidtt oc illde,
     Vdj synndtt oc last, bode aarllig oc ßilde.
Mynne kleder wore føre bremmett omkring
     Mett pußementt oc anden ting,
3085 Nu ere the bremmitt mett gamelltt flod,

(1) Dette Ord synes at være urigtigt læst af Afskriveren.
(2) Vistnok Skrivfeil for: til.
(3) Skal vistnok være: min.
(4) Formod. Skrivf. for: graa.

     Sligtt er nu kommen mig tiill lod.
Ieg lodtt mynne kleder wnderlig skerre,
     Ieg wisthe icke, huor ieg wiille thenem berre,
Offuerflødig ieg bode odtt oc drack,
3090      Ieg brugthe myn mund thiill skiendig ßnack;
Nu haffuer Kortt Wending mett mig legtt,
     Att ieg haffuer huercken ßøedtt eller stegtt,
Ieg wed icke, huortt ieg skall mig wende,
     Eller huadtt ieg skall tage mig for hende.
3095 Ieg wiill mig giiffue tiill ryttherij
     Blandtt landtz knecktt oc fare i krij,
Saa faar ieg anthen itt stackitt liff,
     Eller ieg bliffuer rig wdj krij oc kiff.
Ieg er tiillfretz, i huor thett gaar,
3100      Heller thett tiill lycke eller skade slaar,
Mandtt kandtt icke mere aff reffuen faa
     Endtt bellen, om handtt(1) wiill hanem flaa;
Ieg haffuer kun ett liff, oc thett er wist,
     Ladtt gaa! ieg kandtt icke mere mist.

Tiennisthe drengen.

3105 Alldriig kandtt ieg gudtt fulld tacke
     Eller nock om hans barmhiertighett snacke
For hans store miskundtt oc naade,
     Hand haffuer mig theedtt wdj mange maade;
Ther tiill tacker ieg oc Kortt Wendingh,
3110      Att ieg er kommen tiill gotz oc peningh.
Ett stundtt wor ieg ind fattiig ploffdreng,
     Nu haffuer ieg ßelluff bode kleder oc ßeng.
Tacetur. Alltt thett stundtt ieg tienste(2) paa landtt,
     Tha tiente ieg ind danemand
3115 Mett troskab bode lønlliig oc offuenbare,
     Som ieg wiill fore gud forßuarre.
Huadtt ieg skulle giøre, thett hand mone byde,
     Thett lod ieg alldriig mig fortryde,
Ther slepte ieg alltiid ßom ind treell,
3120      Att ieg hagde ßnartt ßlept mig ihiell,

(1) Skrivfeil for: mandtt.
(2) Skrivfeil for: tiente.

Om ieg hagde blleffuit ther nogen stundtt,
     Oc mynn lycke hagde werriitt ßaa wndtt;
Dog kunde ieg alldriig mig wende ßaa,
     Att ieg itt gott paar hoße kunde faa.
3125 Men ßiden ieg wd thiill kiøbsted kom,
     Tha haffuer ieg tientt ind kiøbmand from,
Handtt giorde mig thiill ßyn wederlagis ßuend
     Oc haffuer mig tiitt ßiitt erinde ßentt;
Bode inden landtt oc wden landtt
3130      Betrode handtt mig ßinne penninge i handtt,
Jeg giorde hanem rengskab, ieg wor ey ßeen,
     Huer reyße, ther [ieg] kom hiem igien,
Att handtt mig tackiitt wdj alle maade
     Oc fick mig mere gods att raade.
3135 Handtt badtt mig ßelluff [giøre mig?] tiill gode,
     Thett skulle icke werre hanem tiill mode,
Ieg giorde oc ßaa, tog epther hans lerre,
     Saa megitt ßom ieg kunde giørre mett ere;
Ther mett lerde ieg att kiøbslaa,
3140      Saa ieg hobis, ieg kandtt bestaa
For ind kiøbmandtt, om ieg skall leffue.
     Nar gudtt wiill mig in hustrw giiffue,
Tha haffuer ieg sanckiitt ßaa megitt tiillhobe,
     Att ieg formaa bode kiortell oc kobe.
3145 Gudtt [haffue] theß tack wdj alle tiide,
     Ther ingen forßmaar, paa hanem monne lide;
Huadtt hand haffuer well emod migh giørtt!
     Hans ßallige ord haffuer ieg nu hiørtt,
Att ieg thett nu fulldkommelliig wedtt,
3150      Att ßhristus er ene myn salliighett.
Dicetur. Nu wiill ieg idelliig betracthe ther paa,
     Huor ieg skall mig in hustru faa;
Ieg kiender in fulld ßmuck in piige,
     Motthe ieg ellers werre hyndis liige,
3155 Staar kierlliighett haffuer ieg oc ßaa tiill hynde,
     Herre gud giffuet, ieg motthe hynde winde!
Huem wed, huadtt gudtt wiill giørre mett mig?
     Dog hun er megiitt riger endtt ieg,
Hun bliffuer dog myn, thett wedtt ieg wisth,

3160      Ther tiill skall hiellpe mig Iesus Christ;
Motte ieg fange hynde wdj senge,
     Siden hobes mig, ieg skulle icke trenge;
Vthy thett hob ieg gledis wiill,
     Att gud skall sende mig hynde tiill.

Burgere daattherenn.

3165 Then spaadom gaar nu wd for ßantt,
     Som ieg haffuer lenge holltt for gantt:
Thett wor mig spoidtt, ther ieg wor wng,
     Att ßorrig skulle giørre mitt hierte tung,
Inden ieg kom tiill tredue aar,
3170      Nu kandtt ieg skiøn, thett lige ßaa gaar.
Ett stundtt wor ieg ßaa riig in piige,
     Att ieg wisthe ingen mynne liige,
Ieg wor ßaa hoffmodiig wdj the dage,
     Att ieg wisthe alldriig, huadtt ieg wiille drage:
3175 Bruntt oc blaatt oc dysther grøntt,
     Høg fioll farie thett wor rett skiøntt,
Brangulltt oc ßaa lauendell blaatt,
     Leffuer farij oc aske farij grott
Sliigtt hagde ieg nock, thett wor myn dregtt;
3180      Ieg brugde alldrig eller bagitt in begtt,
Icke kogiitt ieg heller ind mundfulld mad
     Eller nogen tiidtt retthe ind rett paa fadtt
Vdj kalltt wandtt tog ieg alldrig myn handtt,
     Myn lige wor icke wdj ett landtt.
3185 Ieg ßmyckitt mig wd baade aarliig oc ßillde,
     Att wnge ßuenne mig behage wiillde,
Ieg gick ßaa smyckiitt mett gulld ßaa rødtt,
     Att ieg glode rett ßom in glød;
Ieg wennthe, mig skulle godtt lycke skee,
3190      Nu haffuer ieg kuli for leggende fee.
Blandtt mynne beyller walde ieg ßaa lenge,
     Att ieg haffuer fott itt drog i ßenge,
Handtt er icke werdtt in ßuer ßiilld,
     Ieg troir, handtt er bode galen oc willd.
3195 Handtt braskiitt ßaa fast, før ieg hanem fick,
     Oc ßom ind iuncker handtt daglig gick,

Hans kleder wore skorne wdj blommer oc roßer,
     Well fijre farij wore i hans hoßer,
Mett foritt kiortell oc spanske kappe,
3200      Tha kunde handtt bode kyße oc klappe;
Nu gaar handtt ßom ind arm ßnøg,
     Lige ßom handtt wor hengtt i røg.
Hans hug oc ßynndtt ere fraa mig wentt,
     Rett ßom handtt hagde mig alldrig kientt,
3205 Thiill skiøger oc andre løße quinde,
     Fulld ßiellden lader handtt sig hiemme finde.
Vortt gods handtt dricker oc dobler bortt
     Oc løber omkring, handtt skønther ey hortt;
Mynne keder, bellthe oc skønne gulld ringe
3210      Thenem lader handtt nu att døren springe,
Vortt kober oc thyn, bode kander oc grydder
     Fordøyer handtt platt, then lede snyder;
Mett skøger oc ßecke handtt thett fordricker,
     Saare illde hans(1) sig emodtt mig skicker,
3215 Mynne skønne kleder haffuer handtt oc ßolltt,
     The ere nu bortthe fenden wdj wolldtt;
Thy staar ieg her baade wßell oc arm
     Vdj ßlemme kleder, thett er staar harm,
Handtt gaar oc nagen ßom ind hund,
3220      Sliigtt hagde ieg icke troitt itt stundtt.
I nar handtt kommer tha hiem fra gillde,
     Bode drucken oc gallden om affthen ßillde,
Oc ieg wiill ßaadantt aff hanem lasthe,
     Tha tager handtt paa att slenge oc kasthe;
3225 Alltt thett, ßom handtt kand naa oc faa,
     Lader handtt wdj døren epther mig staa.
Huor wiill ieg heen? ieg skender oc bander
     Oc ßancker tiillhobe naboer oc grannder
Oc klager for thenem myn ßorig oc nødtt,
3230      Tha tiider handtt stille, ßom handtt vor død;
Men nar the gaa adtt døren wdtt,
     Tha ßeer ieg wßynd paa myn hudtt,
Handtt ßlider paa mig bode illdskee oc kiep

(1) Skrivfell for: han.

     Oc ber paa mig ßaa ynckeliig skrep,
3235 Att ieg er gladtt, at ieg kandtt tiide
     Mett thett wnde, ther ieg skall liide.
Om anden dags morgen, handtt monne opstande,
     Tha tager ieg mig in predicken for hande;
Euangelium er ther icke megitt iblantt,
3240      Ellers tør ieg well ßige hanem ßantt,
Huordan hans kleder the hanem staa;
     Tha slar handtt gierne in lur wpaa,
Lige ßom handtt wor skiitt paa øre,
     Saa nødygtt wiille hand myn predicken høre.
3245 Thett hiellper icke mere hanem att lerre
     Endtt kalltt wandtt paa in gaas att berre;
Strax handtt igen kommer drucken hiem,
     Tha er handtt lige galen oc ßlem.
Ieg wedtt icke, hurtt ieg skall mig vende,
3250      Ieg haffuer tho wnde kor for hende,
Thy wor thett bedre, om ieg kunde tiide,
     Endtt ieg skulle kiep eller illdskee sliide.
Kandtt skee handtt motthe endtt bedre bliffue,
     Om ieg kunde hanem gode ord giffue,
3255 Thy wiill ieg thett nu først forßyge,
     Om thett wor kierlliighett kandtt forøge;
Handtt er endtt wng ßaa well ßom ieg,
     Thy kandtt handtt well omuende ßeg,
Handtt kandtt endtt bliffue from oc fin,
3260      Gud giffue hanem ther tiill naden ßyn!

Tiennsthe piigenn.

Myn gudtt ieg alldriig fulld tacke kandtt,
     Ther haffuer mig ßentt godtt lycke paa hand.
Ieg wor in fattiig tienste piige,
     Miitt hob ßetthe ieg tiill Christ hin riige,
3265 Trolligt tiente ieg for mitt brødtt
     Oc giorde, huad mig myn hustrw bødtt;
Nu haffuer gud giortt myn ting fulld godt
     Oc raadtt mig all myn ßorriig bodtt.
Myn fader oc moder fra mig døde,
3270      Ther mig skulle tugte, klede oc føde,

Myn enisthe broder døde mig oc fraa,
     Ther skulle mig ßiden for werie staa.
Tha hagde ieg huercken wen eller frende,
     Ther hagde ther tiill wiille eller nende
3275 Att hiellp« mig anthen mett raad eller daadtt,
     The lagde mig megiitt mere for haadtt,
Fast heller wiille the fraa mig berige,
     Endtt thett(1) wiillde mig tiill gode werige.
Thy slog ieg alltt myn ßag oc liidtt
3280      Thiill myn gudtt oc skaber bliidtt,
Ieg wisthe thett, att handtt ingen forlader,
     Ther here erre hiellpeløße wden fader,
Men fader løße børnn oc fattige encker
     Viill handtt forßuare, ther paa hanem tencker;
3285 Saa haffuer handtt wiidtt mig giørtt
     Oc er ther tiill miskundelig rørdtt,
Aff syn barmhiertige oc store naade
     Haffuer handtt mig hiullpitt i mange maade.
Handtt haffuer begaffuit mig riigelig
3290      Mett ßyn benedidels wßigelig
Oc giiffuett mig en ßaa danne end mand,
     Som nogen lycksalig sig ynske kandtt,
Mett gotz oc pening oc staar guds ære,
     Som handtt haffuer rigeliig noch i were.
3295 Handtt tog mig fattig oc elendig piige
     Oc lod sig erlig wed mig liige,
Icke fordj handtt kunde ey faa
     In rigerre, ther megiitt kunde formaa.
Inthiitt hagde ieg tiill hanem att berre
3300      Vden fattigdom mett heder oc ære,
Myn ere oc blußell wor myn ßmycke,
     Ther gud gaff mig tiill gode lycke;
Mynn hußbundtt nøggis oc well ther mett,
     Handtt haffuer oc opther ßagtt mig thett,
3305 Att handtt mig heller wiille fattiige haffue
     Endtt in riig mett stor mettgaffue.
Handtt er mig oc ßaa god oc bliidtt

(1) Skrivfeil for: the.

     Mett kierllig omgiengells i allen tiidtt,
Lige ßom nand hagde mett mig fott
3310      Stor rigdom, gotz oc megitt gott;
Ieg troer, mandtt skall nu ßiellden finde
     Slig ind mand wdj hierte oc ßinde.
Thett gamble sprock icke gierne dør
     Om ridende ßuenne oc agende mør,
3315 Att the wiille gierne tiillßamen bliffue
     Oc wdj egtheskab thenem giiffue;
Thy tacker ieg gud for naade ßyn,
     Ther gaff mig kierre hußbunden myn.
Ieg skall werre hanem bode danis oc godtt
3320      Oc alldriig mett wiilliig giøre hanem emodt,
Saa hobes mig, vy forligis well,
     Att handtt giør mig thett ßamme skiell;
Ther tuiller mig ßlett intiitt wpaa,
     Thy thett wdj egteskab bør sig ßaa,
3325 Ther mett wiill ieg nu ende myn thale,
     Ether alle tiillßamen gud befalle.

Kortt Wending.

Huor tyckis eder nu, her staar omkring,
     Som ere forßamblitt wdj thenne ring,
Monne ieg mitt embede kandtt fyllisthe giøre,
3330      Som ieg haffuer føre latt eder høre?
Mett theße perßoner er hiulliitt omuendtt,
     Somme ere ophøgitt, oc ßomme er skientt;
Ieg sagde well førre, thett skulle ßaa gaa,
     Endtt dog the wiille icke tro ther paa;
3335 Saa wiill thett oc ßaa fierre gange,
     Att the skulle grede oc bliffue fulldbange,
Ther nu wdj glede oc frygdtt monne leffue
     Oc erre wdj werden riige oc geffue.
Beßynnderlliig skulle the aduaritt werre,
3340      Ther aff guds ord wiille inthett lerre
Oc giiffue ther paa ßlett ingen agtt
     Men trotze paa theris rigdom oc magtt;
Hure thenem skall paa thett ßiisthe gaa,
     Thett skulle the well att wiide faa.

3345 Thy wocther ether ßelluff, ther well haffuer fatt,
     Att y fallde icke wdj skarnitt bratt,
Thy werden er megitt behendeliig,
     Oc lycken er ßaa ßaare omuendeliig;
Thett wy nu wdj henderne haffue,
3350      Thett kandtt ßnarlig gaa aff laffue.
Epther ßollskind kommer gierne regen,
     Thett er itt wist oc gammelltt tegen,
Oc epther regen ther tør weder kommer,
     Thett ßeer wij bode winther oc ßommer;
3355 Epther dagen kommer then mørcke natt,
     Epther natthen komer oc dagen bratt,
Epther winther kommer woer wdj huertt aar,
     Epther woer then skøne ßommer mandtt faar;
Epther ßommer kommer indtt gledelliig høst,
3360      Ther ßambler oß høø oc korn tiill trøst
Emodtt then winthers frost oc kny,
     Føre endtt hun kommer ßaa huas tiilby;
Epther skricke latther kommer ßorriig oc graad,
     Epther wiillde rede kommer gode raadtt,
3365 Epther som gud thett haffue wiill,
     Ther meddell oc lempe skaber altiing tiill.
Her wiill alltt werden omskiffthelig werre,
     Som wy aff thenne leg monne lerre,
Men wdj hymmelen er euiig glede
3370      Guds kierre børn euindellig rede;
Hoes liffßens fader er allting fast,
     Ther bliiffuer ingen ting omkast,
Ther er løst euindelliig att werre
     Vdj glede oc frygd oc icke herre.
3375 Tencker ßellff tiill, om i wiille diidtt,
     Slaar icke tiill werden ethers liidtt,
Beder trollig gud, ßom magtt ligger paa,
     Att wy mue alle hymmerig faa!


I gode fo[l]ck, i haffue nu hørtt
3380      Paa thenne leg ind ende,
Att alltiing er omsckiffthellig giørtt,

     Oc gud kandtt alltii[n]g wende,
Thett er oc legens rette fundtt,
     Som Terentius monne schriffue,
3385 Thett gaar oc ßaa wdj alle stundtt,
     Thett wiill ßaa alltiid bliiffue.
Thy werden er ganske ßuigelliig,
     Thett mercker huem, ßom wiill,
Vstadig oc ßaare behendelliig
3390      Omgaar hun mett sitt spiill;
Vdj werden er ingen stadighett,
     Ther warer wdj nogen tiidtt,
Hand er wiiß, thett retthelig wed
     Oc wocther ther paa mett fliidtt.
3395 Vdj mange maade slaar werden fegell,
     Huem ther wiill agthe wpaa,
Thy skulle wy ßee oß wdj spegell,
     Huor thett monne andre gaa;
Men hand er wiiß, ther lerre kandtt
3400      Vdaff ind andens skade
Oc tage sig ware ßom ind mandtt,
     Huadtt handtt skall giøre oc lade.
Ingen troo werden for megitt well,
     Hun er ßaa ßnartt omuentt,
3405 Hun tager ind herre oc giør ind treeli,
     En hußbund oc giør ind ßuendtt;
Saa kandtt hun oc ßaa tuertt emod
     En ßuendtt tiill herre giørre,
Om lycke[n] hun er ellers godtt,
3410      Sligtt maa wy mange stedz høre.
Saa gaar werdtzens hiull oc omkring,
     Att then, ßom førre wantt,
Handtt laber ingen(1) ßynn gode ting,
     Ther tiill maa ßette pantt,
3415 Oc then, ßom førre hagde liden lycke
     Oc lidtt armodtt oc nødtt,
Handtt finder igien fulld gott itt stycke
     Oc kommer tiill bierringh oc brødtt.

(l) Skal være: igen.

Ingen creatur giør gierning ßligtt(1)
3420      Mett ßyn forßynn eller agtt,
Men gud allenest wdj hymerig,
     Som alting haffuer i magtt.
Handtt kandtt ene allting foruende
     Epther synn forßynn oc naade,
3425 Hans magtt skulle wy oc ther aff kiende,
     Att handtt kandtt allting raade.
Handtt tog Dauid, ind faare hiørde,
     Ther wacthede lam oc faar,
Oc tiill indtt welldiig konning giørde,
3430      Som ther schriffuitt staar.
Nabogodonozor wor ind koning oc herre,
     Hanem tog gudtt tuertt emodtt
Oc støtte hanem aff, att hanem bleff werre,
     Forthy handtt wor icke godtt.
3435 Koning Pharao wor oc welldiig nock,
     Handtt plagiitt Israels folck,
Hans hierte wor hordere end ind stock,
     Ther Moßes wor theris tolk;
Koning Pharao fick aff gud ind straff,
3440      Gud wiille ßiitt folck beuare,
Handtt drucknitt wdj thett røde haff
     Mett alltt ßyn her oc skare.
Koning Saull gick thett oc illde mett,
     Koning Ballthaßar lige ßaa,
3445 Andre bleff herre wdj theris stedtt,
     Som gudtt wiille, thett skulle gaa;
Men Ioseph hand bleff ind velldig mandtt,
     Hans brødre wiille hanem fortrycke,
Handtt bleff indtt herre wdj Egipti landtt,
3450      Som gudtt gaff hanem tiill lycke.
Aff ßligtt(2) historier oc mange flere,
     Som vy wdj schripten finde,
Ther aff skulle wy mercke oc lerre,
     Huor gudtt handtt er tiill ßinde;
3455 The hoffmodige giiffuer handtt gierne itt stødtt

(1) Formod. Skrivfeil for ssligh.
(2) Formod. Skrivfeil for: ssligh eller sslige.

     Oc trycker thenem aff ßede,
The ydttmyge giiffuer handtt gierne brødtt,
     Ther sig wdj hanem glede;
The rettferdighe hiellper hand fram,
3460      Att the haffue ingen nødtt,
Handtt wacther oc theris børn fra skam,
     Att the icke tygge theris brød;
The, hanem frygthe, haffuer handtt kier,
     Handtt giiffuer thenem hiertens trøst,
3465 I theris modgang er handtt thenem ner
     Oc hiellper thenem i theris brøst.
Thy lader os ellske oc frygthe gudtt,
     Vdj hanem alene werre glade,
Tacetur. Oc rette oß epther hans ordtt oc budtt,
3470      Saa kandtt inthett skade.
Lader oß oc wor hierter ydmyge
     Vnder guds welldighe handtt,
Att wy motthe komme glade oc tryge
     Thiill hymmerig, wor federne landtt.
3475 Lader os forlade wor hoffmod[ig]hett,
     Som erre(1) kun skarn oc dreck,
Oc neder trycke wthy ydmyghett
     Vortt legom, then arme molld ßeck;
Lader oß oc rettferdiig leffue,
3480      Vden ßuig oc argeløst,
Oc nøygis mett thett, oß gud wiill giffue,
     Saa ere wy guds børn wist.
Lader oß oc hollde ßandtthett fast,
     Som ingen kandtt offueruinde,
3485 Thy løgen er in forgifftig last
     Bode eblandtt mendtt oc quinde.
En fast tro bør oß oc att haffue
     Thiill guds godhett oc naade,
Offuer allting er troen in stor guds gaffue,
3490      Thiill ßallighett skall oß raade;
Vden troen kunde wy icke ßallige bliffue,
     Thett er nu fast oc wist,

(1) Skrivfeil for: er.

Alleniste wiill gud oß hymmerig giiffue
     Wedtt troen tiill Iesum Christ.
3495 En Christen kierllighett skall føliige mett,
     Gode gier[n]inger skulle troen ßmycke,
Huer hiellpe the arme wdj ßitt stedtt
     Oc ingen aff thenem fortrycke!
Bode hadtt oc auindtt skulle wy bortt ßette
3500      Oc haffue huer andre kierre
Oc leffue wdj kierllighett wden trette,
     Om wy guds børn wiille werre.
Vill gud oc legge oß kors wpaa,
     Vy skulle icke knure ther wedtt
3505 Men lade thett tiill guds willie staa
     Oc(1) tollmodighett bere thett.
Alle skendighe laster skulle wy oc fly
     Aff alltt wor ßynd oc agtt
Oc diefflens indskudtt idellig sky,
3510      Att handtt icke fanger magtt,
Dicetur. Oc alltiidtt høre guds hellige ordtt,
     Legge thenem paa hierte fast,
Oc tencke paa, huadtt gud haffuer giortt,
     Ther wy wor euig forkast:
3515 Att handtt gaff oß ßyn enisthe ßøn
     Her neder thiill iorderigh,
For hans skylld wiill hand høre wor bønn
     Oc giiffue oß hymmerig
Formedelist hans horde død oc pine,
3520      Som handtt wiillde for oß liide
For wore synder oc icke for ßyne,
     Ther mett frellste os aff quide.
Thy wiille wy alle gladelig quede
     Oc bede gud alle ßamen,
3525 Att handtt wiill giffue os hymmerigs glede,
     Ther tiill siger alle Amen!

(1) Vistnok Skrivfeil for: Mett eller noget Lignende.


Further information

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

The hymns (and their numbers) are: 52, Du, Herre Krist; 53, Hav tak, o Herre, for evig trøst; 106, Af højheden oprunden er; 110, Nu vil vi sjunge og være glad; 489, Guds nåde højt jeg prise vil; 498, Gud, efter dig jeg længes; 499, O Jesus, livsens Herre; 553, Min største hjertens glæde; 555, Jeg ved et evigt Himmerig; 640, Hvem skal jeg klage mit sorgfulde mod; 641, Mig rinder så mange tanker i hu; 679, Et trofast hjerte, Herre min; 736, Den mørke nat forgangen er; 737, Jeg vil din pris udsjunge; 738, O, Gud ske lov til evig tid; 757, Den lyse dag forgangen er, og natten.
A snaphane is simply a highway robber, and the text makes it clear that this snaphane is guilty of several murders.

A hundred years later during the resistance fight in Scania, the Swedes called the local resistance movement "snaphaner" in order to mock them. The Snaphanes took on the name and today the word has a far more positive connotation. At least in Denmark.

A Pebling is a grammar school pupil. The word means "little priest". It derives from "pape", which in Low German means ecclesiastical.
Embitzmand means craftsman.

The word can easily be misunderstood, and the problem is the same in German where a craftsman used to be an "Amtmann". In modern Danish "embedsmand" and "amtmand" are different sorts of civil servants.

This misunderstanding prompted the burghers of Lübeck in 1701 to change the sequence on their famous painting. See the page about Wilhelm Mantels.

Up to Copenhagen's Dances of Death books