|
|
This is the entire text of Døde=Dands (the 1762-edition).
The illustrations are from the 1814-edition with the exception of the old woman, who for unknown reasons is lacking in this edition.
Det
menneskelige Livs Flugt,
Eller
Døde=Dands,
hvorudi
ved tydelige Forestillinger og Underviisnings=Vers
viises, hvorledes at Døden, uden Persons Anseelse,
dandser af med enhver, endog ofte uformodentlig,
fra Verden til Ævigheden,
Afbildet ved
lærerige Stykker,
og
Samtaler imellem Døden og Personerne.
Forlagt og besørget til sine Landsmænds Nytte og Fornøyelse
af
Thomas Larsen Borup.
Siig, Læser! kand du her vel see til visse,
Hvo Herremand og Bonde var af disse?
Imprimatur, Christ. Frid. Wadskiær.
Kiøbenhavn, 1762. trykt og findes til kiøbs hos T. L. Borup,
boende i store Helliggeist=Strædet.
Syrachs 14. C. 17. v.
Det er den gamle Pagt: Du skal
visseligen døe.
Preface
Gunstige Læser!
Da Menneskets Gemyt den Svaghed hos sig haver,
At det sig dybere hver Dag i Verden graver;
Saa kand det ved Fornuft ey heller altid see
Den beste Vandrings-Vey og sande Nyttige.
Det før af Billeder og sandselige Sager.
End af Fornuftens Grund, den Eftertanke tager,
At hade Synd og Ondt, og giøre hvad er Got;
Thi med fornuftigst Grund det ofte driver Spot.
En Apotheker maae jo Pillerne forgylde,
Om man hans Lægedom for Skarn ey skal beskylde;
Og dette Grunden er, hvi Sæde-Lærerne
Ved sandselige Ting fremstille Dyderne.
Det allerfæleste, som Tanken meest kand krænke,
Paa hvilket Mennesket og allermindst vil tænke,
Er Død og Ævighed Skiønt begge Deele er
Det allervisseste for alle Mennesker.
Exemplerne paa det, vi ere dødelige,
For deres Mængdes Skyld vil snart nu intet sige.
Man uden Rørelse betragter snart et Liig,
Og veed dog ey, hvor snart med os det hænder sig.
Skiønt her er Billeder, som og livløse taler,
Og vores visse Død høyst-tydelig afmaler:
Saa giør dog Vanen det, at Frygten drives bort,
Og Forestillingen ved Rørelsen er kort.
Ved andre Billeder, som Kunst til Veye bringer
For os et daglig=dags MEMENTO MORI klinger,
Hvor Kaabberstikkere og Malere har viist
Ved Præns og Pensels Kraft: Et Liv er snart forliist.
Om Dødens Voldsomhed og morderske Bedrifter,
Har baade Frankerig og Tydskland fremviist Skrifter,
Som alle sigter til Opbyggelse og Gavn,
Og har af Døde-Dands bekommet deres Navn.
I samme finder man, at Døden sig henvender
Til alle Mennesker i alle Kaar og Stænder,
Og banker lige frit paa Døren hos enhver,
Hvad enten Konge, Bisp, og Bonde det end er.
Man hos Exemplerne seer Lærdoms-Regler skrevne,
Hvorved ey Mennesker bedragne ere blevne;
Saa Kunst og Lærdom her ved fælleds Eenighed
Vil giøre Mennesket til Dødens Dag bered.
Jeg, kiere Læsere! har ogsaa havt for Øye.
Ved dette lidet Verk, at gavne og fornøye,
Vi ingen Døde-Dands, saa vidt mig er bekiendt,
I vores Danske Sprog har forhen havt paa Prent.
De Forestillinger, som Læseren her finder,
Enhver udi sin Stand om Dødens Ankomst minder,
Jeg dem møysommelig i Træ udgravet har,
Naar mig en Times Tid fra andet øvrig var.
En stor Fornøyelse det skal mig foraarsage,
Om min velmeente Flid, min Læser vil antage
Med saadan Kierlighed og Bifald, at jeg seer
Min Flid og Møye ey forgieves anvendt er.
Min Stands og Nærings Brug mig idelig forbinder,
At legge Skrifter op, som Smag og Biefald finder.
Jeg før den største Hob, end faa, behage vil;
Thi Fordeels Døren ved de sidste lukkes til.
Da jeg ved dette Verk nu frem for alting søger
De Ting, som Næstens Gavn og sande Fryd forøger,
At, nemlig: han maae see, hvor høy og vigtig Sag
Det er, at tænke paa sin Død og sidste Dag.
Saa tvivler jeg ey om den Afgang og den Lykke,
At jeg paa nye igien tidt dette Verk maae trykke.
Jeg har det Haab, at man det ey fortryde vil,
Om man sig dette Verk, blant andre, legger til.
Jeg vil almindelig hver Læser det tilskrive,
Og haaber, det til Last mig ey skal udlagt blive.
Jeg ofrer Bogen op til alle Danske Folk;
Den hos dem være maae min og sin egen Tolk.
Mig. haaber jeg. den skal saa godt recommendere.
At jeg kand fatte Lyst til, at oplegge fleere,
Naar jeg den Aftræk seer, som den forhverver sig;
Da jeg mig viise skal igien utrettelig.
Jeg veed ey selv, hvor snart jeg skal i Dandsen træde;
Men det mig være skal mit Lives største Glæde,
At tiene Læseren i alt, hvad jeg formaaer,
Saa længe mig af GUd forundes Leve-Aar.
Mit Ønske er til sidst, at dette Verk maae være,
Om kun en liden Drift til GUds vor HErres Ære,
Som bør i alle Ting at have øverst Sted,
Og altid være skal hver Giernings Øyemeed.
For alle Skumlere, som læser, for at grine,
Og som maaskee herad giør spodsk og haanlig Mine,
Jeg ikkun disse Ord allene skrive vil:
Hver giøre i sit Kald, hvad han er skikket til.
Ey noget Velmeent bør af Vittigere lastes;
Og Skerven ikke bør hos Daleren forkastes.
Naar hver kun giorde det, hvortil han var beqvem,
Kom Velstand bedre op, og Armod mindre frem.
Lad mig kun udelukt fra deres Biefald være,
Som vil, man skrive skal, for at forhverve Ære,
Skiønt det endog maae skee med all Bekostnings Tab.
Jeg condolerer dem med deres Egenskab.
Naar jeg af Mængden kun for dette Verk maae æres,
Naar det af Almuen almindelig begiæres:
Saa er jeg vel tilfreds, og andre unde vil
Den høye Æres Damp, og hvad de sigter til.
Gid mine Læsere, og alle Dødelige
Paa Døds Betragtninger fremdeles blive rige!
Jeg anbefaler mig i deres gode Gunst,
Og haaber, at jeg ey arbeydet har omsonst.
Den gunstige Læsers
ydmygste Tiener,
Thomas Larsen Borup.
|
Dødninge=Musik
Naar du en fuld Musik af Folk dig forestiller;
Tænk da, at Dødninger for deres Lige spiller.
Paa Klokken klingrer een, een stryger flink paa Bas,
I Valthorn blæser een, og viser Time=Glas.
Eens Gaver lystelig vi her paa Fløyten hører.
Een anden Spillemand sin Tromme hurtig rører.
Saaledes Dødninge opfører den Musik,
Hvorefter alle Folk igiennem Verden gik.
Lad dig, o Menneske! saaledes ey indtage
Af kort Forlystelse i Livets usle Dage,
At du forglemmer det, som allervigtigst er,
At, nemlig: Døden dig er allevegne nær.
Du i det beste Lav for ham er ikke sikker.
Vel den, som her betids sit Huus saa vel beskikker,
At han kand dandse med, naar Døden komme vil,
Og ubesmittet gaae fra Verdens Spøg og Spil.
Af disse Spillemænd du maae den Lærdom drage,
At naar dig Verden vil ved Tidsfordriv indtage:
Saa maae du tænke paa det dødelige Leer,
Hvori du Sielen her i Verden iklædt seer.
Du af dit Legem dig aldeles ey maae bryste;
Thi kand en Dødning=Rad dit Øyesyn forlyste:
Saa speyl dig kun i dem, som her afbildte staaer.
See saa, hvad Lystighed og Skiønhed vel formaaer.
|
Døden til Paven
Leveer mig Nøglerne; slip nu kun Bispe=Staven.
Har du ey forhen tænkt paa Døden eller Graven?
Saa giør det snart endnu, og leg din Krone ned;
Thi skiønt du nødig vil, maae du dog dandse med.
Jeg maae din Hellighed aldeles ikke spare.
Du skal den samme Vey, som dine Formænd, fare.
Forskrækkes du for mig? Er jeg dig ubekiendt?
Jeg om min Ankomst tidt dig Bud jo haver sendt.
Hvad volder denne Frygt, jeg i dit Ansigt skuer?
Maaskee din Hellighed for Skiers=Ilds Pine gruer?
Men kand din Eftermand ey løse dig deraf?
Saa er det, for din Tant i Troens Sag, en Straf.
Paven til Døden
Saa skal min Herlighed paa Peders Stoel nu endes,
Og denne Siele=Boe i Verden meer ey kiendes.
Ach Død! hvor skrækkelig mig dog din Ankomst er,
Naar jeg beseer, hvordan mit Liv har været her.
Nu kiender jeg, at Gud kand eene Synd forlade,
Og all min Aflads=Kram er Sielen kun til Skade.
Ach! spar mig dog endnu i Live nogle Aar,
Indtil jeg angerfuld mit Regnskab færdigt faaer.
See, Himlen vil sin Ret paa mig nu fuldbragt have.
Alt Livets Banemand antaste tør en Pave.
Jeg faaer vel dandse med. See, Peders Stoel er tom;
Thi Døden skaaner ey Guds Stadtholder i Rom.
* * * *
Lær, Menneske! at døe, den Stund du end kand leve,
Paa det, naar Døden vil sin Sold for Synden kræve,
At du med hannem da kand følge vel bered,
Og ikke frygte for den lange Ævighed.
|
Døden til Keyseren
Din Magt er nu forbie; spend af din Purpur=Kaabe.
Du kand ey længer Liv i denne Verden haabe.
Dit Scepter overgiv; thi du maae følge mig,
Og blive Staadere i Gravens Bolig lig.
Nu er du Menneske, og Afmagt maae fornemme,
Om du har vildet sligt blant Jordens Guder glemme;
Med væbnede Armeer du mig ey jager bort;
Thi du af samme Leer, som andre Folk, er giort.
See, Pilen færdig er, som dræbe skal dit Hierte.
Du ved Forraadnelsen skal Ormene beværte.
Den Tidende ey bør dig forekomme fæl.
Beskik dit Huus. og døe. Befal nu GUd din Siel.
Keyseren til Døden.
O! Død! hvor bitter er din Ankomst for min Tanke.
Du paa en Keysers Dør tør u=undseelig banke?
Din Fælhed siger mig, jeg er et Menneske.
Jeg veed, du aldrig giør Persons Anseelse.
Forgieves vilde jeg imod din Magt mig sætte.
Det mig ey nytte kand, med Himlens GUd at trætte.
Hvor er Høyagtelsen nu for min Majestet?
Ach! at ey meget var af mig i Verden skeet!
En skræksom Tanke=Flok for Sielens Øyne møder.
Mit Scepters brugte Magt min Døds=Stund ey forsøder.
O! at en Tolders Bøn en Keysers blive her!
Jeg Syndere maae døe. GUd! Sielen naadig vær!
* * * *
Jo større Leylighed til Synd os Livet giver,
Jo meere haard og fæl os Dødens Komme bliver,
Naar vi har Lysterne i Tømme ikke holdt,
Og daglig ved vor Synd os Dødens Dom forvoldt.
|
Døden til Kongen
Fra Kongers Konge jeg har Ordre, dig at hente.
Du kand nu ikke fleer af Livets Dage vente.
Du veed, det sidste Maal for Jordens Guder er,
At de skal alle døe som andre Mennesker.
Jeg dem, som Blomsterne, skal med min Lee afmeye,
U=agtet all den Pragt og Magt, de har i Eye.
Afleg din Majestet, og bøy dig for den GUd.
Som gav dig Livets Lys, og kand det slukke ud.
Nu kand all jordisk Glands dig ikke meere Nytte.
Du følge maae med mig, og blive Ormers Bytte,
En Ezechias græd, og skienktes femten Aar;
Men du et Øyeblik af Tiden meer ey faaer.
Kongen til Døden.
Forskrækkelsernes Helt! Kand du mig ikke skaane,
Og mig en liden Tid endnu af Livet laane?
See, Folket elsker mig, og beder for mit Liv;
Og jeg vil nødig bort fra all min Tids=Fordriv.
Kom hid om nogle Aar, naar jeg er gammel bleven.
Er da min Leve=Tid saa meget kort opskreven?
Hvor ufuldkommen er dog Kongers Herlighed,
Som for den grumme Død ey være kand i Fred!
Skal jeg da dandse med, som andre Dødelige,
Og uformodentlig Farvel til Verden sige?
Vel an! jeg følger da med uforfærdet Mod.
Spørg Rygtet siden ad, om jeg har været god.
* * * *
Jo høyere af Stand og skinnende af Evne,
Jo meer forskrækkeligt er Dødens Navn at nævne;
En Lazarus er glad, naar Døden komme vil;
Men Sundhed, som har nok, for ham slaaer Døren til.
|
Death to the queen
Døden til Dronningen
See, Dronning! see paa mig, og lad dig ey forskrække.
Kand mit Postyr din Siel til Lystighed opvække?
Saa kom, og dands med mig. Det skal dog engang skee;
Og du ey blues maae ved eget Billede.
Betragt mig, uforsagt. Jeg venlig dig indbyder.
Har du saa smuk en Siel, som du dit Legem pryder?
Saa bør du have Lod udi et bedre Liv,
Hvortil jeg Indgang er. Mig derfor Haanden giv.
Du utaalmodig maae ey ved min Ankomst sukke:
Jeg sødt og sagte skal dit Lives Lys udslukke.
Siig Verden kun Farvel, og sleng din Pomp og Pragt;
Thi jeg nu over dig har faaet fuldkommen Magt.
The queen
Dronningen til Døden.
Ney, Død! du viser mig en alt for grusom Mine.
Din største Venlighed mit Hierte er til Pine.
At gaae i Dands med dig, forbavser kun mit Bryst.
Kom hid en anden gang. Nu har jeg ingen Lyst.
Du krummer dig for mig; men vil mit Liv berøve
Sin ønskelige Flor, og mordisk Magt udøve.
Hvo skiller mig ved dig, du fæle Buffemand!
Viis dog Ærboødighed for min Person og Stand.
Men, see, jeg mærker, du dig ey afvise lader.
Du Fuldmagt haver faaet fra Livets første Fader.
At dandse med din Gast, jeg da maae nødes til,
Skiønt Hiertet skielver stærk, og Kroppen nødig vil.
* * * *
Hvor mild end Døden sig for Mennesket anstiller;
Saa frygtes dog for den, som os ved Livet skiller;
Thi Skilsmissen er haard imellem Siel og Krop,
Hvor sagte Baandet end af Døden løses op.
|
Death to the cardinal
Døden til Cardinalen.
Da jeg ey Frihed har, at skaane Eders Pave.
Kand du, som Cardinal, ey heller Fortrin have.
All din Anseelse og Fyrstelige Pragt,
Nu strax forvandles maae til Dødnings Jorde=Dragt.
Du dandse maae med mig saa vel som alle andre;
Skiønt du har ikke tænkt saa snart her fra at vandre.
See op til Himmelen, der er en bedre Skat,
Om du har samme søgt, end din bekomne Hat.
Som du ved Troe og Bøn har Andagt sat paa Rente,
Saaledes kand du nu Belønning hisset vente.
Paakald ey Moderen; men Sønnen, GUd og Mand;
Thi ingen Helgen dig at hielpe er i Stand.
The cardinal
Cardinalen til Døden.
Ach! at jeg skulde dog den Lykke ikke have,
At see paa Peders Stoel mig thronet op som Pave.
Det var det eeneste af Jordens Herlighed,
Som jeg mig ønskede, og var mit Øyemeed.
Men nu har dette Haab for mig aldeles Ende.
Jeg maae din Magt, o! Død! som skrækkelig erkiende.
Jeg skielver Angest=fuld ved dette Øyeblik;
Thi mine Gierninger kand ikke holde Stik.
Og dersom Sielen ey Forbarmelse kand haabe,
Naar jeg Maria vil samt Helgene anraabe:
Saa har jeg i min Død kun gandske liden Trøst;
Thi jeg har sielden tænkt paa ham, mig har forløst.
* * * *
Enhver Religion, som trøster ey i Døden,
Og viser Mennesket, hvad ham er meest fornøden,
Har ingen ægte Grund. Saa er den Romerske,
Hvor man gaaer GUd forbi, og søger Helgene.
|
Death to the bishop
Døden til Biskoppen.
See Bispe=Huen her, du store Kirke=Hyrde!
Den er nu i dens Magt, som dig formaaer at myrde.
Affør dig din Habit; tag Jorde=Dragten paa;
Thi du i Døde=Dands med mig nu følge maae.
Du Kundskab har om mig, som billig, jeg formoder:
Thi du jo ofte har mig givet Navn af Broder;
Men jeg for Broderskab dog ey kand spare dig.
Din Dom er Himmel=fældt, du dandse maae med mig.
Har du selv fundet Kraft af det, du lærte andre?
Saa frygter du dig ey med mig herfra at vandre.
Lad Legemet kun døe, og raadne til sin Straf
I Jorden til sin Tid; saa kommer Frugt deraf.
The bishop
Biskoppen til Døden.
Jeg veed, o! kiere Død! man er for dig ey sikker.
Det store Afskeeds=Bud, som GUD ved dig mig skikker,
Det jeg hvert Øyeblik har vist formodet mig,
Og aldrig efterladt, at tænke ret paa dig.
Naar jeg til andre Folk om Dødens Magt har talet,
Saa har du for min Siel staaet tydelig afmalet,
Borttag kun min Habit, min Krop, og hvad du vil.
Jeg veed, hvad du formaaer; min Siel hør HErren til.
Da GUd i Christo blev paa Korset giennemboret,
Da har du og din Braad, at skade mig, forloret.
Den Kraft, jeg fundet har af aabenbaret Ord.
Jeg altsaa frygter ey for Dødens fæle Mord.
* * * *
Vel Herrens Tienere, som andre skulle lære,
Naar de det Vidnesbyrd i deres Hierter bære,
At de svigagtig ey har HErrens Gierning giort:
Saa kand de glade gaae fra denne Verden bort.
|
Death to the nobleman
Døden til Adelsmanden.
Der hielper ingen Snak. Undskyldning intet gielder.
Jeg vil ey have ney, naar jeg hos Folk mig melder.
Det ældste Adelskab ey giver Frihed her.
Du af det samme Leer, som arme Bønder, er.
Kom, strid kun ey imod. Det nytter dig dog ikke;
Du bør dig med Fornuft i Døde=Dandsen skikke;
Thi jeg ey slipper dig. Jeg har din Kappe fat,
Og du faaer aldrig meer din galonerte Hat.
Opstemmer, Dødninger! for mig og Adelsmanden.
Hans Rettigheder nu skal arves af en anden.
O! vidste Mennesker, at jeg ey Forskiel giør;
Men at en Adelsmand, just som en Bonde, døer.
The nobleman
Adelsmanden til Døden.
Forskrækkelsernes Gast! tør du saa næsviis være,
Og meer Høyagtelse for Adelsmænd ey bære?
Hvad Fortrin findes da hos adeligste Blod,
Naar det ey Dødens Magt formaaer at staae imod?
Hvad gavner det mig nu, om jeg har sexten Ahner!
De til et længer Liv ey Veyen for mig baner.
Ynkværdigt Adelskab, hvor stakkels Menneske
Forglemmer sig i Pragt, og ey sit Leer kand see.
Nu Døden ved et Ord mig det kand aabenbare,
Som jeg min heele Tid ey kundet har erfare.
Jeg døer som Adelsmand i min Religion.
Reys Ære=Støtter op. Syng over min Person.
* * * *
Hvad lærer Syrach os? at Død er ingen Glæde
For den, som Frihed har, og gider gierne æde,
Og som god Fremgang har i hvad han vil slaae paa;
Men Døden lærer os: Hver med ham dandse maae.
|
Death to the priest
Døden til Præsten.
Dit Lives Time=Glas, o! Præst! er alt udrundet.
Et frygtsomt Hierte bør hos dig ey blive fundet.
Du andre haver lært, at døe med Haab og Trøst,
Naar deres Lives Baand ved Døden blev opløst.
Din Præstelige Siel vel aldrig har forfaldet
Til større Kierlighed for Frugt af Præste=Kaldet,
End Ordets Naade=Frugt af Meenighedens Flok.
Maaskee, naar du fik dit, var du fornøyet nok.
Kom nu. Her oven til du Regenskab skal giøre.
Dit Kald og Eyendom en anden lad tilhøre.
Fra Døde=Dandsen jeg dig ikke kand befrie,
Og haaber, at du vil gaae villig med deri.
The priest
Præsten til Døden.
Skal Kirken nu en Præst ved min Skilsmisse savne?
Jeg kunde den og mig endnu dog længer gavne.
Om jeg endskiønt har giort, hvad Ritualet bød:
Saa har jeg dog en Frygt for dig, du fæle Død!
Til Meenighedens Tarv jeg kunde vel giort meere;
Men Præster Mennesker, som Sogne=Folket, ere.
Dog seer jeg, denne Trøst nu ey vil holde Stik;
Thi Christendom ey er udvortes Kirke=Skik.
Een Times Prædiken, naar Hellig=Dag indfalder,
Den allerstørste Deel et veldigt Arbeyd kalder;
Men mod det vigtigste kun dette lidet er.
Jeg frygtsom døer. Min GUd! mig Synder naadig vær!
* * * *
Man ey forlange kand, at Døds=Frygt ey skal røre
En Præst og HErrens Mand, naar Livet skal ophøre.
Han neppe uden Skræk sin Død i Møde gaaer.
For Regenskabets Skyld, som ham da forestaaer.
|
Death to the astrologer
Døden til Stiernekigeren.
Hør du langtseende og lærde Stiernekiger!
Som efter Himlens Løbs Udforskning trolig higer,
Du ey forglemme maae den Deel, dig nærmest er,
Og hvad særdeles dig kand tienligt være her.
Betænk, du er af Jord, og snart til Jord skal blive.
Jeg dig nu længer Frist i Verden ey kand give.
Til Døde=Dandsen du dig færdig giøre maae,
Det du af Stiernerne vel ikke forud saae.
Har du saa viiselig GUds Stierne=Hær betragtet,
At du paa Sielens Gavn ved samme ret har agtet?
Da er din Lykke stor, og jeg skal vise dig
Den rette Indgang til GUds sande Himmerig.
The astrologer
Stiernekigeren til Døden.
O! bie et Øyeblik; thi jeg vil meget gierne
Bestemme Størrelsen af en opdaget Stierne.
Jeg har ey Tid at døe: og om Aspecterne
Slaaer mig ey gandske feyl, det ey saa snart vil skee.
Men skal det endelig nu ikke andet være:
Saa maae jeg Kiødets Kors, som mine Fædre, bære.
Min Siel af sønlig Frygt er fuld mod Skaberen,
Hvis Majestet jeg tidt har seet i Skabningen.
Det, som jeg her ey saae med et bevæbnet Øye,
Vil ved Beskuelsen der Sielen klart fornøye.
Jeg vel tilfreds vil døe, naar Gud befaler det,
Og seer, Døds=Tiden er uvis for Mennesket.
* * * *
Forgieves Mennesket Nativitæter stiller;
Og alle Stierners Løb forvidende kun driller.
Søg ey at regne ud din Lykke og din Død;
Men lev for vel at døe; thi derfor er du fød.
|
Death to the physician
Døden til Doctoren
Hr. Doctor! det er Tid, du Kunsten maae opgive,
Og ey methodice fleer Mennesker aflive.
Du paa Urin=Glas seer, som Styrmand paa Compas;
Men glemmer derimod dit Lives Time=Glas.
Nu gielder det, om du fra Døden kand curere;
Men det forgieves blir, om du vil nu purgere.
See, her er din Recept, den ey kand nytte dig.
Jeg Ordre har fra GUd, du dandse skal med mig.
Ey Hierte=Styrkninger, Clysteer, Essentz og Piller,
Og alt hvad Kunsten veed, dig fra min Vælde skiller.
Pak ind, og lav dig til. Du fleer curerer ey.
Det er for dig bestemt, at gaae all Kiødets Vey.
The physician
Doctoren til Døden
Skal jeg nu ogsaa døe, og ikke blive sparet,
Som dog saa mange har fra Dødens Magt bevaret?
Dog, hvad fra Dødens Magt. Ney, daarlig var min Cuur,
Naar der var ingen Kraft i Menneskets Natur.
Recepter kunde jeg for Sygdomme vel skrive;
Men vidste, Medicin ey holder Folk i Live,
Saasnart Naturens Kraft saa reent forsvækket er,
At den ey meer formaaer at giøre Virkninger.
Har jeg ved Uforstand befordret Folkes Ende,
Og dem ustraffet har til Graven kundet sende:
Saa er det Billighed, at jeg ey skaanes skal;
Men nu selv faae et Sted iblant de Dødes Tal.
* * * *
Tidt sætter Mennesker før Haab til deres Læge,
Før de af deres Præst vil lade sig bevæge,
At sørge viiselig for deres dyre Siel.
Og stræbe den hos Gud maae leve ævig vel.
|
Death to the lawyer
Døden til Juristen.
Du din Lovkyndighed mod mig skal ey anvende.
Jeg har hver Leve=Dag jo givet dig tilkiende,
Og det formaliter, at du kun var som Høe,
Og at det var uvist, hvad Tid du skulde døe.
Ey en Exception af dig bør blive nævnet;
Thi jeg Lov=formelig dig har til Graven stævnet.
Flye hid Lov=Bøgerne, du finder derudi
Ey een Artikel, som dig kand fra Døden fri.
Viid dog, det nytter ey imod min Magt at trætte;
Thi med den Høyeste, det er at gaae i Rætte.
Har du for Øynene her havt Retfærdighed:
Saa kand du vel tilfreds og roelig dandse med.
The lawyer
Juristen til Døden.
Undtagelser mig ey i Angest kand husvale,
Jeg veed, at alle bør sin Skyld og Gield betale.
Og naar din Fordring skeer, den ey afviises maae.
Jeg altsaa derfor faaer i Graven med dig gaae.
Men, ach! nu mærker jeg, hvad deres Regnskab bliver,
Som sig til Dommere imellem andre giver.
Det er ey eene nok, at vide Lov og Ret:
Der hører meget til at efterkomme det.
Med min Samvittighed jeg nu erindrer ikke,
At jeg for Rettens Skyld mig ladet har bestikke;
Men derfor har jeg dog ey alle Pligter giort.
Jeg døer. GUd naade mig. Mit Regenskab er stort.
* * * *
Naar sand Retfærdighed er elsket af en Dommer,
Han da ey frygter sig, naar Dødens Time kommer.
At han har lovlig dømt, og seet paa Næstens Ret,
Vil ham tilskikke Trøst i sidste Aande=Dræt.
|
Death to the merchant
Døden til Kiøbmanden.
Du ey forskrækkes maae, for Dødens Bud jeg bringer.
Dit Anslag sig nu ey i Verden meer gelinger.
Jeg har paataget mig Mercurii Gestalt,
At du ey skulde strax af Angest blive qvalt.
Jeg veed, hvor nødig den, som kun Profiten søger,
Vil sige sligt Farvel til sine Regnskabs=Bøger;
Men du maae være glad, at du skal dandse med,
Før Lykken vender sig, og du gaaer selv afsted.
Uddriv dit Verdens Sind fra alle Usselheder,
Som kun de Daarlige som Afguder tilbeder.
Forlad dem i en Hast, før de forlader dig,
Og lav dig ikkun til, at dandse bort med mig.
The merchant
Kiøbmanden til Døden.
Jeg bedre Tidender i Dag mig havde ventet,
End at jeg skulde bort fra Verden blive hentet?
Men da jeg er for svag, at stampe mod din Brod:
Saa faaer jeg bære det, som falder i min Lod.
Det er mig dog en Trøst, jeg har forsigtig levet,
Og aldrig X. for V. i mine Bøger skrevet.
Sandt nok, jeg taget har en skikkelig Profit;
Men skal man holde ud, saa maae man have lidt.
En taalelig Profit kand Næsten ikke skade.
Man selv jo leve skal, og andre leve lade;
Men aldrig tænkte jeg det Ende fik saa snart.
Nu Skifte=Retten maae mit Regnskab giøre klart.
* * * *
Hvor tidt kand Handlende en Dødens Angest finde,
Naar Vahre=Priis gaaer ned, og de ey nok kand vinde.
Ja, mange i en Hast faaer Slag, og døer af Skræk,
Naar Havet deres Gods fra dem har røvet væk.
|
Death to the citizen
Døden til Borgeren.
Brug ey saa mange Ord, min kiære gode Borger!
Jeg skal befrie dig strax fra alle Nærings Sorger.
At trættes her med dig, jeg ikke længer vil.
Viid, du skal dandse med; thi du mig hører til.
Bekymre dig kun ey om dem, du efterlader.
De har her oven til den allerbeste Fader,
Saafremt de troligen paa Dyden legger Vind,
Og vandrer frem udi Ustraffeligheds Sind.
Følg nu kun villig med. Hvad holder dig tilbage?
Kand denne Verdens Lyst dit Hierte længer smage?
Slæng Kappen, giør dig klar, kast Hatten fra dig bort;
Og har du levet vel: saa er din Regning giort.
The citizen
Borgeren til Døden.
Saa hastig vilde jeg dog ey fra Verden skilles;
Thi det er mig saa fælt, for Dommen at fremstilles.
Hvi gaaer du ey til dem, som ingen Nytte giør;
Thi det er Billighed, at slige tidlig døer.
De Onde sparer du og lader længe leve;
Men brave Folkes Liv du hastigt vil ophæve.
Det er dog ikke Ret, ey Forskiel bliver giort;
Men at du, som i Flæng, tør hente alle bort.
Dog, naar jeg dandse skal, og det ey kand afbede,
Saa faaer man da min Grav for Legemet berede;
Men, ach! min arme Siel! som skilles skal fra det,
Og neppe nogen Tid har tænkt paa Døden ret.
* * * *
Hvor nødig mangen een end dette Liv vil miste,
Han samme Skiæbne dog, som andre Folk, maae friste.
Det meest fornuftigt er at tænke paa sin Død,
Imedens man endnu fortære kand sit Brød.
|
Death to the monk
Døden til Munken.
Ney, see engang, hvad Strid og Umag det mig koster,
At faae en spækket Munk bort fra sit feede Kloster.
Vil du ey dandse med? Jo, jeg skal lære dig,
At intet Menneske kand slide sig fra mig.
Jeg meget gierne troer, du ey vil Afskeed tage
Fra Kloster=Renterne og magelige Dage:
Men siig, hvad giorde du som Verden gavnligt var,
I all den lange Tid, som Munk du levet har?
At legge trolig Vind paa Dovenskab og andet,
Som kun lastværdigt er, kand ikke nytte Landet.
Ved saadant du dit Pund for Folk tilkiendegav;
Derover du nu strax bør dandse til din Grav.
The monk
Munken til Døden.
O! Død! hvor du i Dag dog ubeleyligt kommer!
Hvor skal jeg skiule mig for den alvise Dommer?
Jeg nu til Slutningen erfarer, at den Bod,
Jeg ofte før har giort, har aldrig været god.
Gak fra mig denne gang, og kom om nogle Dage:
Saa vil jeg villig Deel i Døde=Dandsen tage.
Jeg maae omvende mig og angre Synderne,
Som nu i saadan Hast tilfulde ey kand skee.
Men, ach! du med Gevalt mig op til Dandsen trækker.
Hielp GUd! hvor dette Skridt min arme Siel forskrækker!
Det hedder nok, at jeg forsaget Verden har;
Men hvo kand nu ey see, hvor lidet Sandt det var.
* * * *
Naar Hykleren skal døe, da maae han Masken slænge,
Da kand Skinhellighed sig ey igiennemtrænge.
At ville synes god, ey Christendom udgiør.
En Christen hver Dag som sin Døds=Dag leve bør.
|
Death to the hermit
Døden til Eremiten.
Kom, gamle Graae=Skiæg! kom. Du skal til Graven dandse;
Thi du for Alderdom kand snart ey meere sandse.
Dig Ævigheden nu vil lære, hvad Profit
Et Menneske har af at være Eremit.
Du uden Sang og Klang dog ey skal jordet blive,
Skiønt uden Selskab du har været her i Live;
Kom rokkende afsted, og glæd dig ved din Grav.
Tak Himmelen, som dig saa langt et Levnet gav.
Jeg veed, du har havt Roe paa Døden nok at tænke,
Da du har ey dit Sind af Verden ladet krænke.
Nu ringer jeg for dig, og tvivler ikke paa,
At du, som Eremit, io villig med skal gaae.
The hermit
Eremiten til Døden.
Jeg mærker, alle Ting før siges kand, end giøres.
Naar om Fornægtelsen af Folkes Munde høres.
Da er det let nok sagt: Man skal forlade alt;
Men jeg fornemmer best til denne Jords Gevalt.
Jeg ud fra Verden gik, i Eenlighed har levet,
Og det Nødtørftigste til Livet kun har krævet;
Dog finder jeg hos mig for Døden bitter Frygt.
Hvad maae da ikke den hvis Liv i Lyst er trygt.
Jeg mig har Umag giort, at ville alt forsage;
Men har det ey opnaaet til Alderdommens Dage;
Men tages Villien hos GUd for Gierningen:
Saa faaer jeg ved min Død af Naade Himmelen.
* * * *
Tidt stræber Mennesket at ville sig berede
Til, at faae Deel og Lod udi GUds Himmel=Glæde;
Men da ved egen Kraft han det vil rette ud:
Saa seer han Mangelen, naar han faaer Dødens Bud.
|
Death to the maid
Døden til Jomfruen.
Jeg veed, den Tidende, som jeg dig overbringer,
Aldeles ikke sødt i dine Øren klinger;
Thi det er Sole=klart, at en Mand=voxen Møe
Langt heller giftes vil, end blive syg og døe.
Men du dig dog ey maae ved dette Bud bedrøve.
Jeg ingen Haardhed skal imod dit Legem øve.
Det i et Øyeblik med dig skal være klart,
Naar Himlen ikke vil, at du maae blive spart.
Din Skiønhed kand dig ey fra Dødens Magt fritage.
Forfængelighed har om=cinglet dine Dage;
Men dersom du er viis, da GUd om Naade beed,
Og gak saa trøstig med ind i hans Ævighed.
The maid
Jomfruen til Døden.
Hvor lidet kand man dog paa favrest Ungdom bygge?
Nu seer jeg, Livet er vel lignet ved en Skygge.
Den heele Deylighed, Naturens Haand mig gav,
Nu bliver fæl og styg udi den mørke Grav.
O! at dog Jomfruer Forstanden vilde samle,
Og enten tænke paa, at naar de bliver gamle,
Gaaer all den Skiønhed bort, som man be=undrede,
Saa længe Ungdoms Ild blev seet i Kinderne.
Hvad heller at det snart med dennem sig kand vende:
Saa deres favre Liv i Hast opnaaer sin Ende.
Nu er det klart med mig. I mine beste Aar.
Med Døden til min Grav jeg jo at dandse faaer.
* * * *
Man meest for Pige=Børn om Daarlighed kun taler,
Og sielden Ævighed og Død for dem afmaler;
Men det ubilligt er. i sær da yngste Møe
Kand ofte meget før, end gammel Kone, døe.
|
Death to the dancing master
Døden til Dandse=Mesteren.
Naar du udi din Kunst vil andre informere,
Jeg til din Stok=Fiol da vil accompagnere;
Men af den Tids=Fordriv jeg hastig bliver kied,
Og Dandse=Mesteren selv da faaer dandse med.
Du Franske, Engelske og Polske Spring har prøvet;
Men har du nogen Tid i Døde=Dands dig øvet?
Den er, desværre! dig vel gandske ubekiendt:
Men, du skal lære den. Dit Liv skal være endt.
Du skal paa Jorden ey fleer Caprioler skiære,
Og af unyttig Kunst dig herligen ernære.
Ney, slæng din Stok=Fiol, saa slænger jeg min Bas,
Og dandser bort med dig, skiønt dig ey just til Pas.
The dancing master
Dandse=Mesteren til Døden:
I Hane=Fægte=Dands, saavel som Maskerade,
Jeg selv er Mester, og mig ey vil mestre lade;
Men Døde=Dandsen jeg aldeles ey forstaaer,
Og jeg at lære den ey heller nu attraaer.
Bie til en anden Tid; thi jeg har lovt at møde
I Aften paa et Ball. Og dersom jeg nu døde
Saa blev der intet af med deres Lystighed,
Hvortil jeg pyntet er, og mig har giort bered.
At dandse Døde=Dands er mig ey nogen Glæde,
Og jeg et halvt Aars Tid mig maatte først berede;
Men, ach! du sparer ey, jeg maae og skal afsted,
Skiønt jeg uskikket er, og langt fra vel=bered.
* * * *
Kand du dig, Menneske! til daarlig Dands berede:
Saa maae du taabelig i Siel og Hierte hede,
Ja, i det Jordiske har mistet all din Sands,
Om du bereder dig ey til din sidste Dands.
|
Death to the fencing master
Døden til Fægte=Mesteren.
Fægt=Mester! tænker du, at du skal altid vinde,
Og ey din Overmand i Morder=Jernet finde?
Viid, Døden har en Magt, som du er alt for svag
At kunde staae imod, og det til Lærdom tag.
Du af din Fægte=Kunst som ypperst Helt dig bryster.
At støde paa en Prik dig inderlig forlyster;
Men jeg skal vise dig, hvor lidet du formaaer,
Naar Døden fægtende mod dine Kunst=Greb gaaer.
Endskiønt du forhen har ført mangen een i Knibe:
Du nu dog dandse skal. som jeg vil for dig pibe.
Til Døde=Dandsen kom; thi Himlens GUd det bød.
Pareer kun ikke af. Der er dit Hierte=Stød.
The fencing master
Fægte=Mesteren til Døden.
Hvad? tænker vel din Gast, at jeg mig tabt skal give.
Ney, jeg skal rigtig dig, som andre fleer, aflive.
Jeg aldrig bange var for Tve=Kamp nogen Tid;
Men aldrig trakte ud med Lyst til saadan Strid.
Jeg tidt har Døden seet paa Fiendens Kaarde=Klinge;
Men ingen hidindtil mig haver kundet tvinge.
Dog, nu begynder jeg at frygte for mit Liv.
Dit Anfald er for glubsk. Din Arm er mig for stiv.
Av. Det var Hierte=Stød. Nu kand jeg ikke meere.
Hvi kunde jeg dog ey mit bittre Sind regiere?
Nu faaer jeg rigtig Løn, som Livet har fortient,
Da samme hoved=kulds i Tve=Kamp bliver endt.
* * * *
Den skammeligste Død den billig bør at hede,
Som i en Tve=Kamp skeer af overilet Vrede.
Den er ey Menneske, som sig ey styre kand,
Og bister giør sig selv til Dødens Underdan.
|
Death to the hunter
Døden til Jægeren.
Nu har du jaget nok blant Dyrene paa Jorden.
Om du af deres Død saa viis og klog er vorden,
At du har tænkt paa din; det Lykke er for dig;
Thi du skal nu herfra, og dandse bort med mig.
Dit Valdt=Horn og din Hund dig skal ey meer forlyste.
Du af dit Jæger=Skildt dig heller ey skal bryste.
Der intet andet nu for dig at giøre er,
End spænde Beltet af, og slænge dit Gevær.
Om du din Riffel end imod mig vilde lade:
Du ey tilføyer mig den allermindste Skade.
Du handler viiseligst naar du gaaer villig med;
Thi du i Verden har ey længer Blive=Sted.
The hunter
Jægeren til Døden.
Ach! maae jeg nu ey meer en Fugl i Flugten skyde!
Hvi vil du, grumme Død! mig denne Lyst forbyde?
Du kunde dog endnu nok længer spare mig;
Men ingen Skaansel er for Mennesker hos dig.
Saa uformodentlig som Dyr i Løbet falder,
Og Fugle i sin Flugt, naar Skytten paa dem knalder:
Saa uformodentlig du kommer til mig nu;
Thi jeg, desværre! dig kun sielden kom ihu.
Den Dands, du byder mig, vil jeg kun nødig træde;
Thi Sielen kiender lidt til Himmeriges Glæde;
Men da jeg forud veed, her nytter ingen Bøn:
Saa døer jeg i det Haab, at faae GUds Naade=Løn.
* * * *
Endskiønt et Menneske har Tid nok at betænke
De allersidste Kaar, som Døden ham vil skiænke:
Saa dog den mindste Deel vil tænke ret derpaa,
Før Døden melder sig, at de med ham skal gaae.
|
Death to the cook
Døden til Kokken.
Slæng nu kun Krukken bort, og Sleven til en Side.
Du skal i Kiøkkenet ey længer Heede lide.
Med mig du dandse skal. Det er din sidste Tid,
See, jeg berøver dig dit Steeg=opfyldte Spid.
Du ey forundres maae, at jeg til dig mig nærmer.
Naar Herren selv maae døe, hvo da hans Kok beskiermer?
Har du ved vittig Kunst sat lækker Smag paa Mad,
Og kundet spække dig saa meget som du gad:
Saa giv din Krop til Priis for Ormene i Jorden.
Den er til deres Ret ved Synd tillavet vorden.
Nu hopper jeg afsted med Kokken til hans Grav,
Skiønt det forstyrrer lidt hans muntre Sindelav.
The cook
Kokken til Døden.
Saa maae jeg aldrig meer for nogen Herre koge;
Thi Døden snuser om i alle skiulte Kroge.
Nu skal jeg dandse med, og har dog ingen Lyst:
Thi Hiertet banker stærkt af Angest i mit Bryst.
Jeg har arbeydet mig paa denne Jord til døde,
Kun for at skaffe Folk nye=modens lækker Føde,
Og aldrig gav mig Tid at tænke paa den Dands,
Som nu betager mig med eet Fornuft og Sands.
Vel da. Jeg dandser med, og frygtsom gaaer i Leegen.
De Efterlevende kand selv anrette Steegen.
Jeg spiser aldrig meer; men andre æder mig,
Naar jeg i Gravens Boe er et forraadnet Liig.
* * * *
Hvor mange Mennesker vil lade sig beskylde,
De døer af Fraadserie og Bugens megen Fylde?
Det neppe nogen vil; men Sagen er dog klar;
Thi mange deres Grav med Tanden gravet har.
|
Death to the soldier
Døden til Soldaten.
Dit Syn er mordersk nok, og du kand være tapper;
Men du forgieves dog mod mig til Kaarden snapper.
Jeg bryder mig ey om, du bister Miine giør;
Thi saadan Helt, som du, med mig har dandset før.
Du tør forvovent nok mig fat i Brystet gribe;
Men all din Mandighed dig hielper ey af Knibe.
I Døde=Dandsen du nu strax maae følge mig.
Du taber, naar du vil mod Døden føre Krig.
Har du ey ryggesløst i denne Verden levet,
Og paa Soldatersk Viis ey meget Ondt bedrevet:
Saa kand du vente dig at see GUds Salighed;
Men ellers er for dig et andet Sted bered.
The soldier
Soldaten til Døden.
Paa Ærens Seng at døe, og i min Grav beskydes,
Det er forfængeligt, skiønt det som Stort udtydes.
Nu, du mig griber an, jeg seer den Daarlighed,
Som Mennesker attraaer i Ærens Øyemeed.
Hvad Ære er ved det, som mordersk Sigte bliver?
Kun Folke=Kierlighed den sande Ære giver.
Og den, desværre! jeg har meest til Side sat.
Du veed, man finder rart Gudsfrygt hos en Soldat.
I Døde=Dandsen jeg da heel u=nødig træder:
Thi jeg ey samlet har det Haab, som Sielen glæder.
Jeg døer forvovent nok med daarligt Helte=Mod.
Dens Blod udgydes, bør som vil udgyde Blod.
* * * *
Soldater=Standen kand, saavel som andre Stænder
Den samme Naade faae, som vi i GUd erkiender;
Men da maae Lysten ey til Ærens Daarlighed
Forhindre dennem fra en Christens Øyemeed.
|
Death to the innkeeper
Døden til Vertshuus=Manden.
Hr. Vert! har Døden før ey giestet Eders Boelig?
Saa kommer den i Dag. I bliver saa uroelig.
Jeg Eders Eyendom dog ey forlange vil;
Men det er Eder selv som mig skal høre til.
I nu maae dandse med og meere Øll ey tappe.
See, Eders Penge=Pung jeg først har vildet snappe.
Ja, skraal kun nok saa fælt. Det rager ikke mig.
I om et Øyeblik skal rigtig ligge Liig.
Har I giort Ret og Skiel; det nu er godt for Eder.
Forgieves, siger jeg, om længer Liv I beder.
Med Eders Penge=Pung jeg Eder slaaer ihiel;
I Tid nok haver havt at sørge for Jer Siel.
The innkeeper
Vertshuus=Manden til Døden.
Skaan mig, velbaarne Død! hør mine Giester kalder.
Nu er den beste Tid, at Næringen tilfalder.
Nu kand jeg have Haab at vinde Skillingen;
Og nu vil Eders Magt saa bradt mig rykke hen.
GUd bedre mig! at det med mig nu skal faae Ende,
Just da jeg tænkte mig en Skilling at tilvende.
Nu vaagner i min Siel en ond Samvittighed,
For jeg Profiten kun har havt til Øyemeed.
I Bierge, skiuler mig for ham, som dømmer Jorden;
Thi jeg har ikke fulgt den broderlige Orden.
Jeg gruer for at døe, og blive dømt af GUd.
Fordi jeg stedse har min Næste suet ud.
* * * *
Enhver mod andre bør et Hierte lade kiende,
Som han selv ønsker sig, det hannem skulle hænde.
Den, som kun Ret og Skiel i all sin Gierning giør,
Er altid vel tilfreds, og glad i Troen døer.
|
Death to the chambermiad
Døden til Tieneste=Pigen.
Undskyldning hielper ey, min kiære lille Pige!
Jeg haver dandset før med mangen af din Lige,
Hvor stærk og knipsk du er, maae du dog dandse med;
Du nu ey faaer Forlov at giøre fleere Fied.
Har du tient troe og vel, og ey opsætsig været,
Er dig en salig Død til Naade=Løn beskiæret;
Men har du ikke det: saa lad det smerte dig.
Fortryd dit slætte Liv, før du skal ligge Liig.
Kom, giv mig hid din Haand. Jeg dig ey Ondt vil giøre.
See op til Himmelen; derhen jeg dig vil føre.
Med Verden Afskeed tag: den meer dig ey er huld.
Bereed dig snart at døe, og blive Støv og Muld.
The chambermiad
Tieneste=Pigen til Døden.
Lad mig mit Ærinde for min Madmoder rygte;
Thi ellers maae jeg mig for hendes Næve frygte.
Hun ikke taaler, jeg med nogen snakke skal.
Gak bort, du kiære Død! og til en anden tael.
Men, see, du lader dig aldeles ey afvise;
Skal jeg mit unge Liv saa tidlig da forlise?
Hvad Ondt har jeg vel giort meer end Medtienerne?
Det ikkun smerter mig, de skal min Ende see.
Nu da, der er min Haand. Jeg faaer vel med dig dandse.
Man seer paa Assemblee mig aldrig meer at svandse.
Jeg uden Sang og Klang skal føres til min Grav.
See, hvad vi er, naar GUd vil tage det, han gav.
* * * *
Naar Troe og Flittighed hos Tyende befindes,
Og de i deres Kald om Dødens Stund paamindes,
Kand saadant Dødens Bud for dem ey være slemt;
Thi den døer altid glad, som ey sin Pligt har glemt.
|
Death to the peddler
Døden til Bissekræmmeren.
Bie, Bissekræmmer! bie. Du kand dog ey undvige.
Nu skal du vandre ind udi de Dødes Rige.
Du skal ey trække meer med din Kram=Kiste om:
Thi Himlens GUd i Dag dig fordrer for sin Dom.
Naar du udi det Smaa har drevet lovlig Handel,
Og ført blant Almuen Ustraffeligheds Vandel:
Tør du ey frygte dig, at møde Dommeren;
Thi han barmhiertig er, og arme Syndres Ven.
Nu, nu, tænk ey derpaa, du dig fra mig kand liste,
Det gaaer dig ikke an. Nedsæt kun din Kram=Kiste,
Og GUd din Siel befael, den Stund du har Forstand,
Saa giør du som en viis og ret fornuftig Mand.
The peddler
Bissekræmmeren til Døden-
Jeg ikke udsolgt har, og du vil mig alt hente:
Saa hastig tænkte jeg din Ankomst ey at vente.
Jeg faaer vel dandse med, og døer udi den Troe,
At GUd, for Christi Skyld mig, skiænker ævig Roe.
Jeg har med Bisse=Kram af Dovenskab ey løbet,
Og ey Bedragerie mod nogen vist i Kiøbet.
Min høyre stive Arm til Krøbling giorde mig:
Saa Brøds Forhvervelse faldt mig heel kummerlig.
Jeg i min sidste Stund kun dette vil begiære,
At GUd, for Christi Blod, min Siel vil naadig være!
Jeg veed, hos ham ey er Persons Anseelse,
Og at han naadig seer til Ringe=Agtede.
* * * *
Hvert Menneske sit Brød skal lovligen adspørge,
Og ey ved Falskerie for Livets Nødtørft sørge.
Naar hver udi sin Stand giør hvad han duer til,
Det vist hans Endeligt en heel Hob lette vil.
|
Death to the night watchman
Døden til Vægteren.
O! Vægter! holdt nu op din Natte=Sang at raabe.
Du skal for Natte=Vagt nu roelig Hvile haabe-
Kom kun, og dands med mig til Gravens Boelig hen.
Lad Staden sørge for din Post besat igien.
Har din Aarvaagenhed, som andre har beskyttet
For Ilds= og anden Nød dig selv saaledes nyttet,
At du udi dit Liv har troelig lært at døe,
Og tænkt, hvor hastigt du kand skiæres af som Høe.
Da frygter du dig ey i Dødens Dands at træde;
Men kand forlyste dig i Haabet til GUds Glæde.
Dit Embeds Navn af Vagt har kundet minde dig,
At du et Øyeblik ey sikker var for mig.
The night watchman
Vægteren til Døden.
Skal du nu lukke til de matte Øyne=Laage,
Som kun for andres Roe har altid vildet vaage?
Det skee i HErrens Navn. Jeg villig med dig gaaer;
Thi for Besværlighed jeg Roe i Graven faaer.
Jeg overlader dig med Lyst min Vægter=Lygte,
Og Morgen=Stiernen med. Min Siel vil dog ey frygte;
Et andet Lys for den nu snart skal klart opstaae,
Naar meer end Stierne=klar hos GUd den skinne maae.
Mit Levnet jeg ey stort i Verden haver agtet;
Men som forfængeligt og kummerfuldt betragtet.
Jeg tallte Timerne og hvert et Klokke=Slag,
Som mig paamindte om min Døds og Dommens Dag.
* * * *
Hvo som paa Veyen staaer, og seer sig snildt tilbage,
Samt med en Davids Sind vil tælle sine Dage,
Og trolig staaer paa Vagt for Hiertets Daarlighed.
Han Viisdom samler sig, at kunde døe i Fred.
|
Death to the peasant
Døden til Bonde=Manden.
Dands, gamle Bonde=Mand! hør Døden for dig spiller.
Du dig den Herlighed maaskee ey forestiller,
Som du i Himlen faaer, naar du har vandret her
Udi Oprigtighed og Dydens Øvelser.
Naar du ey Brød har søgt paa en ulovlig Maade;
Men daglig bedet GUd om Miskundhed og Naade:
Saa aabner jeg dig nu en Dør til Salighed;
Og tvivler ikke om, du er af Verden kied.
Enhver, der skal, som du, sit Brød med Kummer søge,
Maae troe, at Graven kand hans Roelighed forøge.
Jeg tvivler da ey om, du villig følger mig,
Og at den sidste Dands er tækkelig for dig.
The peasant
Bonde=Manden til Døden.
Da jeg møysommelig har søgt og leedt om Føden:
Saa har jeg mangen gang af Sorg mig ønsket Døden.
Jeg og forsikret er, langt større Fryd at faae,
End den, et Menneske paa denne Jord kand naae.
Hvi vilde jeg ey døe, da det er aabenbaret,
At ey een eeneste fra Døden bliver sparet.
Hvi skulde jeg vel mig tilønske fleere Aar,
Da Livet dog tilsidst den samme Slutning faaer.
Ney, Død! tag mig kun bort. Din Galde sød mig smager;
Thi du en Længsel=fuld fra megen Jammer tager.
Jeg i Eenfoldighed den store Sandhed troer,
At i Forsoneren all Naades Fylde boer.
* * * *
For den, hvis Liv er suurt, er Døden aldrig bitter,
Især naar han derhos paa Dyden sig beflitter.
For Trængsel=fulde Sind er Dødens Ankomst sød;
Og paa et velført Liv vist følger salig Død.
|
Døden til Jøden.
Der hielper ingen Snak, min kiære gode Jøde!
Thi Patriarcherne og dine Fædre døde:
Saa du den samme Vey med mig nu dandse skal,
Og seer Beslutningen paa dine Dages Tal.
Slæng Pungen ikkun bort. Jeg ingen Penge tager.
Du dig i saadant Haab, som i din Troe, bedrager.
Du skal ey skakre meer. Au way mir! skraaler du.
Du har dit Gode faaet, min Søn! kom det ihu.
Du har ey vildet troe, Messias han var kommen;
Men jeg skal føre dig for hannem frem til Dommen.
Kand du for ham bestaae med din Retfærdighed:
Saa er det best for dig. Marsch! du skal dandse med.
Jøden til Døden.
Ah! way mir! kiære Død! see Pengene, hvor vakre.
Lad mig et Aar endnu i denne Verden skakre.
Du kand mig altid faae. Jeg skal ey løbe bort;
Men klip min Leve=Traad dog ey saa meget kort.
Skal det da gielde mig, og jeg maae ey forskaanes.
Saa bør mit Manddoms Skieg af dig dog ey forhaanes.
Lad mig et Øyeblik dog nyde stille Roe,
At jeg betænke kand mit Levnet og min Troe.
Jeg har omhyggelig for Livets Biering været,
Og mig af Skakrerie til sidste Time næret.
Messias troer jeg vist, ey ham, som kommen er;
Men ham, som komme skal, og jeg har ventet her.
* * * *
Endskiønt ey Salighed kand faaes i nogen anden,
Har Vantroe saadan Magt dog fundet i Forstanden
Hos mange Mennesker, at de kand ikke see,
Det dennem nytter meest, den dyre Frelsere.
|
Death to the usurer
Døden til den Gierrige.
Nu har du længe nok den Fattige udsuet,
Og for at lide Nød, samt at bestiæles, gruet.
Nu skal din Afgud selv i Døden lønne dig,
Og du til Helvede skal dandse bort med mig.
Du skraaler; Ingen Snak! Guds Ordre ere strenge.
Forbandet er du nu med alle dine Penge.
Du har foragtet Gud, kun for at samle Guld;
Dig altsaa ingen Trøst i Døden meer er huld.
Det svier i din Siel, at du dit Liv berøves:
Saa meer Blodsuerie af dig kard ey udøves.
Fort, døe, du fæle Gast! din Afgud dræbe dig.
Som ey et Øyeblik har vildet tænkt paa mig.
The usurer
Den Gierrige til Døden.
Hvor usselt er det dog, man ey maae leve længe,
Og med fornøyet Sind beregne sine Penge.
Ach! Dødens fæle Stund mig snart afsindig giør;
Jeg uden Haab og Trøst fra denne Verden døer.
Naar jeg paa denne Tid paa eengang eftertænker
Den Uretfærdighed, de falske Kneb og Rænker,
Som jeg har stedse brugt, for at berige mig:
Saa seer jeg først med Skræk, jeg er ulykkelig.
Jeg seer, Fordømmelsen vil blive vist min Baade.
Jeg finder, u=omvendt, hos Gud ey mindste Naade.
Jeg har den aldrig søgt, men reent foragtet den:
Saa jeg er udelukt fra Sted i Himmelen.
* * * *
O! at Fornuftige sig dog ey reent hengave
Til Gierrighed, hvori de ingen Trøst kand have.
Vær ingen Aager=Karl; men brug GUds Gaver saa,
At du et roeligt Liv, og salig Død kand faae.
|
Døden til Tyrken.
Barbar! som Christi Kors med dine Fødder træder,
Og ved Bedrageren, din Mahomet, dig glæder;
I Døde=Dandsen du med mig nu dandse maae,
Og skal din Ondskabs Løn hos Falskheds Vidner faae.
Vellystens Paradiis, som Mahomet beskriver,
Dig om et Øyeblik nu aabenbaret bliver;
Men om du Selskab faaer ey just af Jomfruer,
Saa vil en Dievle=Flok dig sikkert møde der.
Min Piil nu strax skal staae udi dit vantroe Hierte.
Hvad din Forhærdelse i Tiden da ey lærte,
Derom du Kundskab vil i Ævigheden faae,
Hvor du ved Siden af din Mahomet skal staae.
Tyrken til Døden.
Vil du ved dette Liv mig nu saa mordisk skille,
Og mig mit Paradiis som Helved forestille?
Da er du den Tyran, som Verden kalder dig,
Hvis store Graadighed er høyst u=mættelig.
Jeg ey ved Christi Kors og Død vil salig blive.
Propheten Mahomet sin Himmel mig skal give.
Er ey hans Paradiis af Vellyster opfyldt,
Har dog ey nogen Tyrk for Haabet ham beskyldt.
Sig noget i min Siel ved Dødens Ankomst rører;
Men det maae være Skræk, som Døden med sig fører.
Jeg om Samvittighed mig ikke bryde vil.
Luk Ævigheden op, og Livets Dør kun til.
* * * *
Naar Døden legger Haand paa ondt og vantroe Hierte,
Erfarer Sielen vist en Deel af Helveds Smerte,
Endskiønt Forhærdelsen hos det tilstaaer det ey;
Men mellem Haab og Frygt bortgaaer all Kiødets Vey.
|
Døden til de Forliebte.
Naar Kierlighedens Ild hos de Forelskte brænder,
De meget sielden da sit eget Beste kiender,
Og tænker allermindst paa Død og Ævighed;
Thi andre Tanker har i deres Sind da Sted.
Men saae man ikke tidt, at ogsaa Bryllups=Dagen
Har Sorrigs Ende giort paa heele Glædskabs Sagen,
At de, som fyldte op af Kierligheden gik,
Formedelst Dødens Magt hinanden aldrig fik.
I heftig Elskende kand knap for Elskov sandse;
Men vider, at I skal med mig fra Verden dandse.
I her faaer meer ey Deel i Lystighed og Spil.
En anden Tone jeg for Jer opstemme vil.
De Forliebte til Døden.
Har de Forelskede ey Forraad nok af Nøden,
At de jo derhos og skal have Frygt for Døden.
Det Ord et Tordens Ord er ret for Hierterne,
Som Kierlighedens Glød giør heftig brændende.
Hvor jammerfuldt et Liv bør dette dog at hede,
At Dødens grumme Haand forstyrrer største Glæde.
Saa naar man tænker til at leve allerbest,
Har Døden Livets Lys og Hiertets Lyst udblæst.
Skal vi da skilles ad, og fra hinanden rives?
Maae her ey Haand i Haand af Kierligheden gives?
Vel an, saa lad det skee. Men Skade, Kierlighed
Forblinder ofte Folk fra beste Øyemeed.
* * * *
Naar Kierlighed er reen, den kand da intet mindre
End Hiertets Attraae til det sande Gode hindre.
Da elskes GUd i det vi elsker Mennesker,
Og saadan Kierlighed en Trøst i Døden er.
|
Døden til den gamle Mand.
Saa snart et Menneske er kommen til din Alder,
Den meeste Leve=Lyst da af sig selv bortfalder.
En Mand, som Folk forhen af hurtig Styrke saae,
Som Krøbling maae tilsidst paa tvende Krykker gaae.
Jeg veed, du altsaa vil mig følge vel fornøyet,
Da du til Graven har i lang Tid været bøyet.
Din Pibe Røg=Tobak har vel fornøyet dig,
At see, hvor Verdens Lyst, som Røg, forandrer sig.
Mod Døde=Dandsen du har intet at indvende,
Saafremt du kun attraaer en god og salig Ende.
Har du med troelig Flid her sørget for din Siel,
Saa vil det hisset dig hos GUd gaae ævig vel.
Den gamle Mand til Døden.
Min Broder! du har Ret, at jeg er kied af Jorden,
Og gaaer med Glæde bort udi de Dødes Orden.
Naar man paa Bagen har faaet mine Leve=Aar,
Da Lysten rigtig nok til længer Liv bortgaaer.
Vel nogle findes kand, som, naar de bliver gamle,
Sig blant de Unges Flok endda har Lyst at samle;
Men disse ingen Smag har i den Salighed,
Som GUd igiennem Kors for sine har bered.
Jeg derimod har havt en hiertelig Forlængsel,
At see min arme Siel giort frie fra Kroppens Fængsel.
Jeg uden Angest døer. Min Ende bliver god;
Thi jeg har Troe og Haab til GUds Forsonings Blod.
* * * *
At see en gammel Mand mod Dødens Magt at stride,
Og ey det mindste Ord om Skilsmisse kand lide,
Det er et sikkert Tegn, at det staaer usselt til
Imellem GUd og ham, naar døe han nødig vil.
|
Døden til den gamle Kone.
Vil du saa nødig døe, du gamle Bestemoder!
Hvad kand det nytte dig, at du i Verden roder?
Man i dit Ansigt seer jo klarlig malet af,
At Syndens Sold hos dig er ikke Skiønheds Straf.
Du kand ey leve dig til nogen meere Baade.
Du Tid nok haver havt, at søge HErrens Naade.
Jeg tænkte, at du var af denne Verden mæt;
Men mærker, du endnu kand trippe nok saa let.
Du bruger all din Magt, og dig vil fra mig slide;
Men jeg har Himlens Bud til dig, det maae du vide.
Til Døde=Dandsen du dig strax tillave maae.
Hvor nødig du end vil, skal du dog med mig gaae.
Den gamle Kone til Døden.
Du tænker, fordi jeg er gammel, og har Rynker,
Og fordi Lemmerne nu daglig sammensynker,
At jeg har Lyst at døe, og ey vil leve meer.
Ney, du i dette Haab dig nu bedraget seer.
Jeg kand af dette Liv aldeles kied ey blive.
Mig Verdens Sysler nok kand at bestille give.
Naar jeg af Ælde ey kand høre eller see,
Saa er det Tid, at gaae bort fra de Levende.
Tag mig dog ey med Vold. Jeg dig jo reent ud siger:
At dette Hierte ey endnu til Graven higer.
Naar jeg har ønsket dig, det kun er skeet paa Skrømt.
Jeg døer. Ach! at min Pligt var ey af mig forsømt.
* * * *
At see Graahærdede Ulyst til Døden have,
Og sig alt meer og meer i Verden ned at grave,
Det ingen Ære er for Alderdommens Aar;
Thi de uvillig bort fra Verden altid gaaer.
|
Death to the fool
Døden til Harleqvin.
Frygt ikke, Harleqvin! dig intet Ondt skal hændes.
Du skal kun dandse med, dit Narre=Levnet endes.
Du løbe vil fra mig. Ney, bie; det har ey Nød.
Mig tykkes, at du selv maae ønske dig din Død.
Det er jo tungt for dig, du andres Nar skal være,
Og dig paa saadan Viis af Gøglerier nære.
Vil du alvorlig ey indsee de sidste Ting?
Betragt din usle Pragt i Bieldens Klingre=Kling.
Kom saa og overvey, om du har nyttig været,
Og ey din ædle Tid i Daarlighed fortæret.
Har du kun været Nar, for at faae Sandhed sagt,
Du til Sinds Roelighed da Grundvold haver lagt.
The fool
Harleqvin til Døden.
Vel har jeg ikke Lyst med dig i Dands at træde;
Skiønt jeg har ogsaa Haab til Himmeriges Glæde;
Thi dette Haab har jo enhver Ugudelig;
Men aldrig uden Frygt; saaledes og hos mig.
Har jeg end været Nar: saa findes mange fleere,
Som i Opførselen langt større Narre ere.
Jeg undertiden dog stor Sandhed talet har;
Men man jo daglig seer saa mangen tosset Nar,
Min Dragt er Narre=Dragt; men andres ligeledes.
De fleeste ville jo for Klæderne tilbedes.
Om disse kunde døe med vel fornøyet Sind,
Hvorfor da ikke jeg, som derpaa har lagt Vind.
* * * *
Naar Døden Mennesker og deres Iid betragter,
Han finder Daarlighed i deres Ord og Fagter,
Een Dag gaaer knap forbie, at han jo dandset har
Igiennem Dødens Dal til Graven med en Nar.
|
Døden til Børnene.
La, la, I kiære Smaa! som ey Bekymring haver,
Og blant Jert Dukke=Tøy uskyldige omtraver;
I maae i spæde Aar med Døden dandse bort,
Og tiene til Beviis, at dette Liv er kort.
Til Leeg og Lystighed I Eders Sind henvender;
Thi Sielens svage Syn ey bedre Glæde kiender;
Men om et Øyeblik I skal forklarede
En større Herlighed udi GUds Himmel see.
I kand med Jer Forstand aldeles ikke fatte,
At man lyksalige i sær maae Eder skatte,
Naar I fra Verdens Sværm døer bort i unge Aar,
Og mindre syndige i Ævigheden gaaer.
Børnene til Døden.
Er du den Bussemand, som kand alt Folket kyse,
Og for hvis blotte Navn det varme Blod maae gyse?
Du forekommer os aldeles ikke fæl;
Med Børn du leege kand, og derhos dandser vel.
Vi gierne dandser med, hvorhen du os vil have.
Vi finder ingen Skræk, at see de mørke Grave.
Tag os kun, kiære Død! og dands med os afsted;
Men vi vort Leege=Tøy vil gierne have med.
Skal vi paa GUds Behag her ikke leve længe,
Saa tør vi heller ey til nogen Lykke trænge.
Er den meest lykkelig, som slipper først herfra:
Til din Indbydelse med Lyst vi siger Ja.
* * * *
Af Dødens Adfærd her vi tydelig erfarer,
At han ey nogen Stand, og nogen Alder sparer.
Naar Ungdoms favre Aar fra Døden ey kand frie,
Hvor kand da Alderdom mod Dødens Magt staae bie?
|
Death to the cripple
Døden til Tiggeren.
Kom med, vanføre Mand! du stakkels usle Tigger!
Som for den Riges Dør til Byrde ikkun ligger.
Du uden Krykker kand i Dands med Døden gaae,
Og snart dit eget Huus i Gravens Boe skal faae.
Har dette Liv dig suurt og ret piinagtigt været:
Skal du med Lazaro snart hisset blive æret;
Endskiønt din Fattigdom dig ikke saliggiør;
Men kun den Troe, hvorved dig Frelseren tilhør.
Du fælder Glædskabs Graad, som før har grædt af Smerte;
Men viid, din Troe og Bøn har rørt GUds eget Hierte;
Saa ævig, Herlighed hos GUd du nyde skal,
For Sorgen, du har liidt i denne Jammer=Dal.
The cripple
Tiggeren til Døden.
Velkommen, kiære Død! jeg dig har ønsket længe.
Du er mig kiærere, end Verdens Sølv og Penge.
Det trøsteligste Ord for mig Uværdige,
Er det, at jeg maae døe, og GUd i Glæde see.
Jeg ham for Smulerne paa Jorden har ophøyet,
Og med min usle Stand var altid vel fornøyet.
Jeg bad endog for dem som, jog mig haanlig bort,
Naar jeg nedbøyet stod for deres Dør og Port.
Saa snart den Rige døer, han da af Lykkens Gaver
Ey meere, end jeg nu, udi sin Eye haver.
O! Ære være GUd, som altid var mig huld,
Og giør af Naade nu, at jeg døer haabe=fuld.
* * * *
De fattige GUds Børn og Troende tillige,
Kun til vor HErres Priis kand denne Sandhed sige:
Alt, hvad I giver mig, GUd vist belønne vil;
Thi ikke Fattigdom, men Troe hør Himlen til.
|
Christi Seyer over Døden.
Seer, alle Mennesker! I usle Dødelige!
Hvor stort et Haab I har i de indvortes Krige.
Seer til Forsoneren. Med Lyst betragter ham,
Det høyst=uskyldige taalmodige GUds Lam.
I tør for Døden nu ey meere være bange;
Thi han har undertraad den gamle tredske Slange.
Han har fra Helvede borttaget Seyeren,
Samt brækket Dødens Braad og aabnet Himmelen.
Naar I nu Troen har paa denne Igienløser,
Og af hans Naade=Flod ved Bønnens Hænder øser:
Saa har ey Døden Magt, at skade Eders Liv,
Og Himmel=Tanker da er Eders Tidsfordriv.
Enhver udi sin Stand og Kald kand være roelig,
Og ikke frygte tør for Gravens mørke Boelig,
Naar han forliger sig ved daglig Bod med GUd.
Lad da kun Livets Lys, naar HErren vil, gaae ud.
Men hvo, som stedse om blant Verdens Tummel sværmer,
Og i Døds=Tanker ey ved Bøn til GUd sig nærmer,
Den bliver Døden fæl og høyst=forskrækkelig,
Og han seer ingen Sted, hvor han kand skiule sig.
O! at vi vilde dog betænke Livets Ende:
Saa Viisdoms Aand et Lys udi os kunde tænde,
Og at vi kunde see de store Ting, som GUd
Af Naade haver giort imod sin kiære Brud.
* * * *
Klart er det, at enhver med Døden bort skal dandse;
Men høyst=beklageligt, at faa det ville sandse.
Hver skiønsom Siæl! betænk, at Kiødet kaldes Høe.
See Christi Seyer an. Tak GUd, for du maae døe.
Psalm. 90 Cap. 12 v.
HERRE! lad os saa kiende at tælle vore Dage.
at vi bekomme Viisdom i Hiertet.
Det Moses bad, vi bede bør
Hvert Øyeblik vi lever.
Forgieves vi først Knæfald giør,
Naar Døden Solden kræver.
At have Viisdom til at døe,
Er, hvad vi bør at søge.
All anden Vid paa Verdens Øe
Vort Gavn kand ey forøge.
Søg denne Viisdom nu, du Folk!
I all din Iid og Handel.
God Gierning blive Troens Tolk
Udi din heele Vandel.
Roes dig ey af, at vide meer,
End GUD og dig at kiende;
Samt at du gudelig indseer,
Dit Liv vil snart faae Ende.
Dansk 
Dances of death
Danish Dances of Death
Døde=Dands
The text, 1762