Vaccine-katastrofen i Lübeck

Der Totentanz von Lübeck, 1930

Verdens første vaccine blev opfundet af englænderen Edward Jenner i 1796. Han gjorde folk immune mod den frygtede sygdom, kopper, ved at indpode sine patienter med pus fra blærene på malkepiger, der var smittet med kokopper.

Det har virket besynderligt på hans landsmænd, som det satiriske tryk til venstre viser. Men i virkeligheden var det ganske logisk.

I store dele af verden havde man i århundreder benyttet sig af variolationer, hvor man tog pus fra mennesker med kopper og ridsede pusset ind i huden på de raske. Den smittede fik kopper, og der blev udviklet blærer omkring såret, men når smitten kom ind gennem huden i stedet for gennem luftvejene, var sygdommen mildere, og patienten kom sig (i reglen) og var derefter immun.

Edward Jenner vaccinerer sine patienter. Blodet sprøjter, mens der vokser køer ud af lemmer og hoveder på hans stakkels patienter.

Ved en variolation udsatte man patienten for smitte fra den dødsensfarlige kopper, latin: variola, og dette var ikke ufarligt. Omkring en procent døde af behandlingen, og desuden var der risiko for, at omgangen med koppersmitte kunne starte en epidemi.

Man vidste, at der var to slags kopper: Den sorte kopper, variola major, der var den ondartede med en dødelighed på 30%, og den hvide kopper, variola minor med en dødelighed på 1%. I princippet gjaldt det om at benytte den mildeste variant til variolationer.

Jenner havde fundet en endnu mere uskadelig form for kopper. Han havde observeret, at malkepiger aldrig fik kopper, og han hævdede, at de var blevet smittet af køerne, men at kokopper, variolae vaccinae, var ufarlig for mennesker. Han fandt en malkepige med friske sår, og han ridsede noget af pusset fra disse sår ind i huden på en 8-årig dreng.

Drengen fik feber og ubehag, men kom sig efter 10 dage. En måned senere smittede Jenner drengen igen, denne gang ved en standard variolation — altså med den livsfarlige virus. Denne gang blev drengen ikke syg, og Jenner konkluderede, at variolae vaccinae havde gjort drengen immun overfor kopper.

Tuberkulose

Fra et anti-vaccinations tidskrift

Derefter tog det over hundrede år, før man brugte en lignende metode mod en anden af menneskehedens svøber, nemlig tuberkulose. TB er en af de værste dræbere; også kendt som "den hvide pest". Den kan ramme alle organer og knogler, og i Norge var sygdommen helt op i 1930erne skyld i halvdelen af alle dødsfald af mennesker mellem 15 og 40 år.(1)

Der var mange udfordringer: Den første var, at kvægtuberkulose var farlig for mennesker. Faktisk var et de første skridt i kampen mod tuberkulose, at man man begyndte at pasteurisere mælken, så den ikke længere smittede mennesker.

Men samspillet var mere komplekst, for menneske-tuberkulose var ufarlig for køerne. Dermed kunne man faktisk udrydde ko-tuberkulose ved at "vaccinere" dem med menneske-tuberkulose. En af grundene til at dette ikke er en god ide er, at mennesker så kunne risikere få tuberkulose ved at drikke upasteuriseret mælk.(2)

Omvendt kunne det være nyttigt at have en passiv tuberkulose i kroppen, sålænge der var tuberkulose i samfundet. På Bornholm lykkedes det at udrydde kvægtuberkulose i 1930erne, men dette medførte, at bornholmere oftere end før fik tuberkulose, når de rejste til det tuberkuløse København, fordi kvægtuberkulosen havde virket som en naturlig vaccine.(3)

Det var heller ikke tilstrækkeligt at indsprøjte antistoffer, som man f.eks. havde haft success med i kampen med difteri og stivkrampe. Sygdommen levede inde i cellerne, så man skulle bruge levende bakterier til at trænge ind i cellerne.

Albert Calmette

Albert Calmette

I 1908 annoncerede Albert Calmette, at det var lykkedes ham og hans assistent, Camille Guérin, at dyrke den bovine tuberkelbakterie på en blanding af oksegalde, glycerin og kartoffelstykker. Når de omsåede ("passerede") bakterien hver 14. dag, mistede den efterhånden sin evne til at smitte. Denne stamme kaldte de BCG efter sig selv: Bacillus Calmette-Guérin.

I 1911 efter 120 "passager" forsøgte de et eksperiment med otte kvier. De syv af kvierne blev podet med BCG i større og større doser, mens den ottende blev friholdt som kontrol. Ingen af de syv udviklede tuberkulose, hvilket fortalte Calmette, ar BCG var harmløs. Derefter podede de alle otte kalve med levende kvægtuberkulose. De syv kalve, der havde fået BCG, viste ingen symptomer men den ottende døde af TB efter 34 døgn. Dette fortalte Calmette, at BCG havde en immuniserende effekt.

Calmettes forskning blev afbrudt af Første Verdenskrig. Tyskerne invaderede Lille og tømte hans laboratorier for instrumenter og brugelige metaller. Hans kone blev sammen med andre prominente kvinder fra Lille arresteret og sendt til en fangelejr nær Hannover.

Calmette selv blev arresteret, fordi tyskerne mente, hans brevduer blev brugt til at sende beskeder til den franske hær. Tyskerne troede ikke på hans forklaring om, at duerne blev brugt til eksperimenter med TB, og Calmette blev dømt til døden. I sidste øjeblik fik han overtalt en tysk patolog, dr. med. Pfeiffer, til at obducere duerne. Til alt held valgte Pfeiffer at obducere den mest udmagrede due. Duen viste alle de klassiske tegn på TB, og Calmette blev frigivet.

Efter krigen, i 1920erne, var Calmette oppe på 230 passager, og BCG var testet på forskellige forsøgsdyr inklusive aber. Man begyndte også at vaccinere enkelte spædbørn.

Calmettes vaccine mødte modstand. Hans strategi var dels at pointere BCG's uskadelighed, og dels at postulere nogle meget store risici ved ikke lade børnene vaccinere. Når læger kritiserede hans laboratorieforsøg, svarede han igen med statistikker, og når statistikere kritiserede hans tal, svarede han igen ved at henvise til de flere og flere børn, der efterhånden var vaccineret uden skader.

Nederst på denne side prøver jeg at organisere links til British Medical Journal, hvor Calmette især blev kritiseret af Major Greenwood.(4) En af Calmette's bommerter var at citere en undersøgelse med 78 nyfødte børn med tuberkuløse forældre. Blandt børn med forældre i sidste fase af sygdommen, døde 30,8% af de nyfødte; hvis forældrene var i en fremskreden fase, døde 25%.

En så voldsom dødelighed lød som et stærkt argument for at give nyfødte børn Calmettes nye vaccine uden at skændes om sikkerhed og effektivitet. Men Greenwood fandt frem til det omtalte studie (tabellen til højre); og hvor kom tallet 78 fra?

Calmette havde simpelthen lagt tallene i venstre kolonne sammen: 23+13+36+6=78. Dermed havde han talt alle de levende børn to gange og de døde tre gange. Studiet omfattede kun 36 børn, hvilket gjorde den statistiske usikkerhed større. Det var sådan set rigtigt nok, at 30,8% af børnene med en døende forælder selv døde, men stikprøven var meget lille: 4 ud af 13 børn, og tilsvarende udgjorde 25% af dem med forældre i fremskreden tilstand kun 2 børn ud af 8.

Greenwood sluttede sin serie med en nådesløs konklusion:

If Dr. Calmette had stated that, on experimental grounds, he was satisfied that his method of vaccination was a valuable prophylactic, […] I should have felt that my knowledge of the literature and technique of modern immunology was so amateurish that it would have been an impertinence to bandy words with an investigator who has devoted his life to such studies.

But Dr. Calmette has not adopted this course; he has deliberately appealed to the statistical method, and, in my submission, his use of that method has been so gravely defective that no confidence can be placed either in his statistical inferences or in the reliability of the data which he has assembled. The collection of data is at least as delicate a business as their analysis, and a writer who shows so little respect for logic in analysis is not likely to have been more circumspect in assembling data for analysis. I see no hope of obtaining statistical data from France.
(British Medical Journal, 12. maj 1928, s. 794, højre spalte. Min fremhævelse; se eksternt link)

Ironisk nok var procenten, 30,8%, meget tæt på de 30,7% af børnene i Lübeck, der endte med at dø under vaccinationen i Lübeck.

Opfordring til forældrene

Kamp mod Tuberkulose

I juli 1929 ankom en pakke sendt fra Pasteur-instituttet til professor Georg Deycke på hospitalet i Lübeck.

BCG-kulturen blev opformeret, og i februar 1930 kunne de nybagte forældre i byen læse opfordringen til højre i aviserne og i gule flyveblade. Ordlyden var stort set den samme, som Calmette havde brugt i Béziers, "Lutte contre la Tuberculose", og taktikken er den samme, som blev brugt ved lignende kampagner sidenhen — senest i forbindelse med covid19.

Først og fremmest blev risikoen ved sygdommen overspillet:

Tuberkulose dræber 25 procent af børn, hvis forældre er tuberkuløse, eller som vokser op i en familie, hvor der bor nogen med tuberkulose.

Desuden dør før eller siden mange børn af raske forældre, der vokser op i et sundt miljø, men tilfældigvis udsættes for smitte fra fremmede.(5)

Det var disse tal, som vi lige har set, at Greenwood og andre statistikere havde kritiseret. Greenwood anslog snarere tallene til en fjerdedel af dette. Men Calmette satte trumf på: Det var ikke kun forældre med tuberkulose, der skulle være bange. Alle skulle være bange, og ansvaret var forældrenes:

Gør derfor alt, hvad De kan for at beskytte Deres børn mod denne sygdom.

[…]

Gør alt for dine børns sundhed og liv;

Samtidig blev risikoen ved vaccinen underspillet:

Dette beskyttelsesmiddel er fuldstændig harmløst: Det resulterer ikke i nogen sundhedsproblemer.

Det gives til spædbørn som en simpel drik. […]

En væsentlig forskel på de tyske og de franske opfordringer var fraværet af ordet "vaccine". Calmette havde tidligere fået oversat sedlen til tysk, hvor der stod "Impfung" flere gange.(6) Problemet er måske at "Impfung" — ligesom det engelske "inoculate" og "ingrafting" er ord, der er taget fra botaniken, når man poder en gren på et andet træ.

Dødsannonce for Günther Pangels

På de tyske flyveblade blev BCG i stedet omtalt som et beskyttelsmiddel: "das Calmettesche Mittel" (2 gange), "Schutzmittel", og "Mittel".

Der var heller ingen antydning af, at der var tale om en ny og relativt uprøvet teknologi. Forældrene kunne let tro, at der var tale om et slags kosttilskud: »gives til spædbørn som en simpel drik«.

Og det var præcis, hvad nogle af forældrene klagede over, da katastrofen stod klart: De anede ikke, at de havde ladet deres børn deltage i et eksperiment (billedet til venstre).

Søndag morgen den 6. juli døde vores kære lille Günther i en alder af 16 uger efter 8 ugers alvorlig sygdom af de forfærdelige følger af Calmette-vaccinationen.

Det er med stor smerte, at vi sørger over døden af vores lovende barn, på hvem læger udførte et farligt eksperiment uden vores vidende.
(Min fremhævelse)

Katastrofen i Lübeck

Avis fra Berlin: Lübecker Totentanz

Lübeck: Amme og barn

Allerede inden vaccinationerne startede officielt, havde man givet BCG til tre børn, der var specielt udsatte.

Det allerførste af disse børn, Griese, blev vaccineret 9/12 1929 og fik opsvulmede lymfeknuder i halsen 15/1 1930. Professor Deycke besluttede, at det måtte skyldes en medfødt TB. Selvom det er meget sjældent, at en tuberkuløs mor kan smitte sit ufødte barn, var der ingen læger på hospitalet, der protesterede. Som Erich Frey, der senere repræsenterede Lübeck's forældre i retten, sagde: »En endeløs katastrofe kunne have været undgået, hvis blot én person havde tvivlet på denne diagnose«.

Programmet startede derfor som planlagt 24/2 1930. Vaccinen blev givet oralt sammen med mælk med tre doser i barnets første 10 levedage.

Det første barn døde 31/3, men ikke af TB, og der blev ikke foretaget obduktion.

Det næste barn døde 17/4. Dødsårsagen var TB, man der blev ikke givet tilladelse til obduktion.

Endnu et barn døde 20/4 af TB, men obduktionen viste, at sygdommen sad i lungerne, og man konkluderede, at barnet var smittet af sin tuberkuløse mor gennem luftrøret snarere end af BCG, som skulle påvirke mave og tarme.

Den 24 og 25/4 døde to børn mere, og nu gik katastrofen op for lægerne. Uddelingen af vaccine stoppede, og Professor Deycke destruerede resten af vaccinen. Desværre undlod man at informere privatlæger og jordemødre, og de fortsatte derfor med vaccinationen. Helt frem til 30/4 modtog børn den 2. og 3. dosis.

Den 14. maj var berlineravisen Vossische Zeitung tilsyneladende den første til at oplyse offentligheden. Tre dage senere, 17. maj, var tallet af døde børn oppe på 12, og Vossische Zeitung brugte overskriften "Der Lübecker Totentanz" som en hentydning til det berømte maleri i Mariakirken (billedet til venstre). Man kan mene, at dette var en morbid og upassende humor, men fakta er, at dødedanse altid har været dødeligt alvor (se evt. Julius Moses).

17/7 1930: To børn mere.

Den 17. juli var antallet oppe på 59 døde ud af de 251 vaccinerede børn, men Lübecker Volksbote mente at se et lys i mørket: Yderligere to børn var døde, men der havde ikke været nye sygdomstilfælde de sidste 8 dage (billedet til højre). Optimismen var dog ubegrundet: Der kom to dødsfald d. 18, et d.23, et d. 30 og yderligere otte i august.

Ialt 251 børn havde fået vaccinen. I denne gruppe døde 77 i deres tre første leveår. Heraf døde de 72 af eller med tuberkulose. I 68 af tilfældene blev diagnosen bekræftet gennem obduktion. Fem børn døde af andre årsager, hvor de 4 tilfælde blev bekræftet ved obduktion

Blandt de 164 ikke-vaccinerede børn døde 19 i deres tre første leveår, heraf ingen af tuberkulose.

En røntgenundersøgelse af de 174 børn, der havde overlevet vaccinen, viste, at 127 havde haft TB. Seks af dem havde varige skader.

Retssagen

Barnet i vuggen

En langvarig undersøgelse startede. Var BCG faldet tilbage til virulent kvægtuberkulose, eller var den blevet inficeret af en levende TB? Var man overhovedet sikker på, om børnene var døde af kvægtuberkulose?

Spørgsmålene blev ikke nemmere af, at Deycke havde destrueret restlageret af BCG. Derfor måtte de tilkaldte eksperter nøjes med enkelte organer og afføringsprøver fra de døde børn. Bacillen kunne ikke ses i mikroskop, så forskerne var tvunget til at indpode de enkelte prøver i marsvin og kaniner, vente i uger og måneder, og tilsidst dissekere dyrene for at se, om de var smittede af kvæg- eller menneske-tuberkulose.

Dette var tidskrævende, og det tog mere end et år, før retssagen startede, 12. oktober 1931. De anklagede var Dr. Altstaedt fra Lübecks sundhedsråd, Professor Georg Deycke fra byens hospital, Professor Max Klotz fra børneklinikken og sygeplejerske Anna D. B. Schütze.

Naturlæger var hurtige til at satirisere.

Sagen tiltrak så mange tilskuere, at den måtte foregå i en gymnastiksal. Forældrene til de mange døde og syge børn mødte op; den spirende nazist-bevægelse var interesseret i, om ærkefjenden Frankrig havde forgiftet gode germanske børn; kommunisterne anklagede systemet for at praktisere "klasse-medicin", fordi der døde færre blandt de rige børn på privathospitalerne. Socialdemokraten Julius Moses havde i mange år kritiseret de medicinske forsøg, og uden at være imod vacciner som sådan foretrak han, at man forbedrede arbejdernes bolig og løn.

Naturlæger kunne naturligvis glæde sig over den etablerede lægekunsts store fiasko (billedet til venstre), men de skulle ikke smile for højt. Tre af børnene, heriblandt Günther Pangels, hvis dødsannonce vi lige har læst, var døde med TB. De havde fået indsprøjtninger af en vis Dr. Genter — formentlig en ukendt kvaksalver med en hjemmelavet opskrift — der på grund af dårlig hygiejne, havde forårsaget koli-infektion fra åbne bylder. Retten konkluderede, at i disse tilfælde havde Dr. Genters indsprøjtning forstærket tuberkulosen. Retssagen mod Dr. Genter blev berammet til det følgende år.(7)

Efter 76 retsdage faldt dommen den 6. februar 1932. Deycke blev idømt to års fængsel for uagtsomt drab og uagtsom legemsbeskadigelse, mens Altstaedt blev idømt 15 måneders fængsel for det samme. Hjemme i Frankrig havde Calmette fulgt sagen i aviserne. Her i hans sidste leveår (han døde i 1933) var han blevet kaldt "morder" på gaden, og han havde frygtet en lang række sagsanlæg. Nu kunne han drage et lettet suk

Hvad gik galt? Og hvad kan vi lære?

anti-Calmette.

BCG-vaccinen var afsendt fra Pasteur-instituttet 27 juli. Ifølge Calmette var den samme stamme sendt til Mexico og Riga uden problemer, og senere var en sub-kultur herfra brugt til at vaccinere 3.016 mennesker, også uden problemer.

Inden i pakken lå en seddel med en vigtig instruktion: Inkubatoren, som indeholder BCG'en, må ikke modtage andre mikrober, især ingen andre tuberkulosebaciller. Det sidste var fremhævet med kursiv: "surtout aucun autre bacille tuberculeux".(8)

Sådan blev det også i starten, fordi alle laboratoriets andre TB-kulturer var gået tabt pga. termostatfejl om sommeren. Men 9/9 modtog hospitalet fra Kiel en stamme med levende tuberkulose, der af uransagelig grunde blev kaldt "Werner". Det var oplagt, at "Werner" havde smittet BCG'en.

Lad os se på de fejl, der var begået.

1. Som nævnt overdrev man risikoen ved ikke at lade sig vaccinere. Sandheden var, at ingen af de 19 uvaccinerede børn, der døde, var døde af TB, så der var ingen aktuel trussel.

2. I kontrast fremhævede man, hvor sikker vaccinen var. Her har Calmette formentlig kun ment, at BCG ikke kunne forårsage TB, men som forældrene i Lübeck skulle opdage, var der meget andet, der kunne gå galt.

3. Man undlod at fortælle forældrene, at der var tale om et eksperiment, og man undlod ordet "Impfung". Vi har allerede set på Günther Pangel's dødsannonce, hvor forældrene følte sig ført bag lyset, og faderen gentog dette som vidne i retten:

   Pandemier er kommet for at blive.

   Umiddelbart efter mit barns fødsel havde jeg en kort samtale med jordemoderen […]
   Hun talte kun om en beskyttende fodring.
   Hvis hun havde informeret mig om arten af Calmette-midlet,
   fortalt mig, at det var en "Impfung",
   ville jeg aldrig have givet mit samtykke til brugen af Calmette-midlet.(9)

4. Laboratoriet i Lübeck havde dyrket BCG sammen med levende tuberkulosebakterier til trods for at der udtrykkeligt blev advaret imod dette på følgesedlen (se tidligere fodnote(8)). Det var først langt inde i retssagen, at Deycke måtte indrømme, at man ikke bare havde opbevaret BCG og "Werner" i samme rum, men sågar i samme inkubator.

5. Det fremgik også af følgesedlen, at man skulle sikre sig produktets uskadelighed genne dyreforsøg. For hver "om-såning" skulle man teste BCG på to marsvin, der skulle observeres i mindst 4-5 måneder.(10) Dette blev undladt. Istedet planlagde man bare en opfølgende undersøgelse af børnene efter et halvt år.

   Her må gentages, at ingen af de 19 uvaccinerede børn, der døde, havde TB. Der var altså ingen grund til, at vaccinationen skulle hastes igennem uden de nødvendige kontroller.

6. I det hele taget var Deycke's opførsel mærkelig: Hvorfor opbevarede han de to stammer i samme skab? Hvad skulle han overhovedet med den virulente stamme? Hvorfor fulgte han ikke anvisningerne med hensyn til vækstmateriale? Hvorfor insisterede han på selv at dyrke BCG, når hverken hans laboratorium eller personale var egnede? Han kunne bare have importeret det færdige BCG fra Frankrig.

   Et rygte ville vide, at Deycke havde været overbevist om, at BCG ikke var effektfuld nok, og derfor havde "forstærket" det med den virulente virus. Calmette afviste dette rygte så ofte, at det nåede at brede sig.

   Hvorom alting er, kunne noget tyde på, at Deyckes ærgerrighed havde løbet af med ham. Han havde selv forsket i tuberkulose i mange år, og havde skrevet Praktisches Lehrbuch der Tuberkulose, 1920 (2. oplag 1922). Måske ville han sætte sit eget præg på den tyske vaccine?

7. Jordemødrene holdt ofte børnene for næsen, når de fik vaccinen doseret i den lunkne mælk. Derfor kunne vaccinen let komme ind i luftrøret og forårsage TB i lunger og mellemøre.

   Det første barn, der blev obduceret, havde netop TB i lungerne, og det gjorde, at man ikke straks mistænkte BCG. Seks af de overlevende børn havde permanente skader i form af forskellige grader af døvhed pga. TB i mellemøret.

8. I stedet for at vente på, at børnene døde og blev obduceret, burde myndighederne have kigget efter andre faresignaler. I stedet havde de ignoreret jordemødrenes indberetninger om børnenes "ikke helt tilfredsstillende vægtforøgelse" og deres "plettede hud". Der var også et vist fjendskab mellem professor Deycke og professor Klotz, direktøren for børnehospitalet, som ikke gav Deycke yderligere oplysninger vedrørende syge "BCG-børn" i sin klinik.

9. Da katastrofen gik op for lægerne, destruerede Deycke resten af vaccine-lageret og subkulturen. Det gjorde det væsentligt vanskeligere for myndighederne bagefter at gennemskue, hvad der var gået galt.

10. Hospitalet standsede med at bruge BCG, men for ikke at "forurolige" forældrene (eller at vække mistanke), gav man 2. og 3. dosis i form af et uskadeligt, men virkningsløst, alternativ (MTbR, opfundet af Hans Much).

11. Man undlod at informere privatlæger og jordemødre, så disse fortsatte med at give 2. og 3. dosis.

    De blyindfattede ruder i kapellet i Mariakirken.

12. I stedet for at slå alarm skrev man en meget tvetydig besked til forældrene.

    Vi henleder Deres opmærksomhed på, at nogle børn efter den beskyttende fodring har oplevet helbredsproblemer af årsager, der stadig er uklare.
    Hvis Deres barn ikke allerede er under lægebehandling, råder vi Dem til straks at konsultere Deres læge i tilfælde af et helbredsproblem og fremvise dette brev.(11)

Det værste ved katastrofen var måske, at den resulterede i, at Tyskland stoppede med at benytte BCG og andre vacciner.

Det var først efter 2. verdenskrig, at dansk Røde Kors og Statens Serum Institut med støtte fra WHO og UNICEF startede en kampagne med at vaccinere befolkningen i det krigshærgede Europa for at forhindre epidemier.

Denne gang testede man først patienterne med tuberkulin, og kun de tuberkulinnegative (dvs. de, der ikke allerede havde bakterien i kroppen) blev vaccinerede med BCG. I 1948 havde man tuberkulinprøvet godt 1½ million børn og unge i Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Italien og Grækenland, hvoraf de 430.000 efterfølgende blev vaccineret (hvilket vil sige, at næsten 3 ud af 4 havde TB i kroppen).

Kampagnen fortsatte til 1952, hvor man havde vaccineret 24 millioner børn i 10 europæiske lande.(12)

Eksterne Links

• Die Säuglingstuberkulose in Lübeck, 1935. Første kapitel (s. 1-24) er af Albert Moegling med statistikker om epidemien.
• En målrettet indsats i bekæmpelsen af en folkesygdom (side 96-126). Statens Seruminstitut
• B. C. G.-vaksinen mot tuberkulose, trykt i Naturen. Nr. 3, Marts 1937, 61. årgang, side 72.
• Menschenversuche in der Weimarer Republik, 2004, side 201-224
• Fortschritt und Fortschrittsglaube af Christian Bonah, side 20-29. Her side 24.

The British Medical Journal:

• Prophylactic vaccination of the newly born against tuberculosis. 14 maj 1927, side 896. Major Greenwood
• Prophylactic vaccination of the newly born against tuberculosis. 28 maj 1927, side 987. Kort svar fra Calmette.
• Prophylactic vaccination of the newly born against tuberculosis. 11 juni 1927
• A criticism of "B.C.G." 3 marts 1928 (anonym)
• Professor Calmette's Statistical Study Of B.C.G. Vaccination, 12 maj 1928, Major Greenwood, side 793-795
• The Lübeck catastrophe - a general review, 6 juni 1931, side 986-88. En opsummering inden retssagen startede (anonym).
  NB: Forfatteren skriver, at BCG og den virulente stamme blev opbevaret i hvert sit værelse. Det var, hvad Deycke påstod dengang.

Yderligere information

• Barnet i Lübeck (1463)
• Barnet i Lübeck (1701)
• Barnet i Lübeck (de blyindfattede ruder)
• Amme med barn i Dodendantz
• Amme med barn i Den Gamle Danske Dødedans
• Børnene i Erfurt
• Barnet i La Danse Macabre
• Barnet i Der Doten dantz mit figuren
• Barnet i Heidelsberg's Blokbog
• Barnet i Basel
• Barnet i Füssen
• Barnet i Bleibach
• Barnet i Holbeins dødedans-alfabet
• Barnet i Holbeins store dødedans
• Barnet i Mors de la Pomme
• Barnet i Les Accidens de l'Homme

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) (11) (12)

English Døden fra Lübeck Blandet Vaccine