Tarotkort og Dødedanse

Jeg startede denne hjemmeside for et kvart århundrede siden som et sideprojekt til en hjemmeside om tarotkort. Tarot og dødedanse har en del tilfælles. Begge opstod i den sene middelalder / tidlige renæssance, og begge er et spejl af hele verden: Mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige — lige fra den mægtige pave og kejser til narren med sine sønderrevne bukser.

I begge genrer kan man se paven og narren danse arm i arm med Døden og jomfruen. Det kan man faktisk et sted mere, som vi senere vil vende tilbage til.

Kortenes motiver er kryptiske og fascinerende, og tarotlæggere er parat til at tilskrive deres oprindelse Det Gamle Ægypten, den jødiske kabbalah eller de keltiske druider. Helt så mystisk er det dog ikke.

På denne side vil jeg støtte mig til en bog af Gertrude Moakley: The Tarot Cards painted by Bonifacio Bembo for the Visconti-Sforza Family An Iconographic and Historical Study.

Som titlen antyder, kigger Moakley især på tarotkort, som engang tilhørte adelsslægten Visconti-Sforza — de samme kort, som pryder denne side. Et af Moakley's bidrag var netop at identificere disse kort og deres ophavsmand.

Hvor kommer tarotkort fra?

Moakley's første pointe er, at tarot simpelthen er spillekort. Idéen med at bruge dem til spådomstkunst opstod først flere hundrede år senere.

Så det korte svar er, at spillekort kom til Europa samme vej som det papir, de er trykt på: Nemlig fra Kina via Silkevejen og gennem Arabien. Herfra kom de til Norditalien i renæssancen

Talkortene deles i farver: sværd, stave, mønter og bægre, i stedet for spar, klør, ruder og hjerter, som vi kender herhjemme. Udover knægt, dronning og konge har tarotkort også en page i hver farve, så der er 56 kort i alt.

Tarotlæggere kalder disse 56 kort for "Lille Arkana" — den lille hemmelighed, men der er altså ikke mere hemmelighed i dem, end der er i almindelige spillekort. F.eks. viste Ti Sværd simpelthen ti sværd.

I de populære Rider-Waite kort fra 1909 blev der imidlertid tilføjet en scene med masser af symbolik til hvert kort, der skulle hjælpe tarotlæggere med deres fortolkninger (billedet til højre).

Trumfkortene - Store Arkana

Det der adskiller tarotkort fra andre spillekort er især, at de er udvidet med 22 trumfkort, som tarotlæggere kalder for "den Store Arkana". Disse er illustreret med gådefulde billeder som Djævelen, Eremitten, Tårnet og Dommedag, og de udgør næsten en femte kortfarve. Mange tarot-sæt, der er udgivet som samlerobjekter i det 20. århundrede indeholder, kun disse 22 kort.

Moakley's anden opdagelse var, at det var disse trumfer, der havde givet spillet (og kortene) det oprindelige navn, trionfi. Senere opstod ideen med, at man kun melde trumf med almindelige kort, og nu kom der så mange andre "trumf-spil", at man var nødt til finde på et nyt navn. Det var først på den tid, at spillet (og kortene) blev kaldt "tarocchi".

Denne grundlæggende kendsgerning — at de 22 kort er trumfkort — er generelt blevet overset af forfattere, der har skrevet om tarot både før og efter Moakley, men den er afgørende for at forstå kortenes udformning. Kortene optræder ikke i en tilfældig rækkefølge, men er strengt ordnet efter styrke, således at hvert kort "trumfer" alle de foregående. Denne iagttagelse giver hurtigt mening for nogle af kortene: Eftersom de fire kortfarver indeholder dronninger og konger, må trumfkortene repræsentere "noget, der er større end konger".

Vi ved ikke, hvad en "pavinde" skal forestille at være (billedet til venstre), men det er tydeligvis en person, der mægtigere end en konge. I dag kaldes dette kort oftest "ypperstepræstinden", og det efterfølges af kejserinden, kejseren og paven efter deres rang i samfundet.

De følgende kort viser allegorier over dyder og åndelige begreber (f.eks. Kærlighed), der er større end noget menneske. Så er der en del himmelske begreber: Sol, Stjerne og Måne, og religiøse begreber som Satan, Døden og Genopstandelsen, der naturligvis overtrumfer alt andet.

Narren er i øvrigt ikke et rigtigt trumfkort. Den har ikke noget nummer, den kan ikke tage stik, men kan heller ikke selv tages af andre trumfkort.

Dydens og Dødens Triumf

Moakley pegede på, at italienere fejrede tre slags triumftog: De gamle romerske optog efter et vundet slag, katolske festivaler og ridderturneringer.

Et af tidens mest berømte digte om triumftog hed netop "I Trionfi", altså samme navn som kortspillet senere fik. Petrarca (1304-1374) blev forelsket i en dame ved navn Laura. Desværre var hun allerede gift og afviste ham, men det gjorde hende bare endnu dejligere i hans øjne. Da hun kort tid efter døde af pest, skrev Petrarca et berømt digt, nemlig I Trionfi - Triumferne.

Det tog Petrarca 23 år at skrive I Trionfi, fra 1351 til få måneder før sin død i 1374. Digtet handler om 6 triumfer, der kører i hver sin stridsvogn, og som hver triumferer over den forrige:

Den første er Kærlighedens Triumf: Kærligheden i form af Amor besejrer guder og mænd (inklusive Petrarca), der er bundet til hans vogn. På billedet til venstre har Amor vinger og bind for øjnene - ligesom i Kærlighed.

Kærligheden bliver besejret af Kyskheden, ligesom den gifte Laura afviste Petrarca. Kyskhedens stridsvogn er trukket af enhjørninge. Som bekendt kan enhjørninge kun fanges af jomfruer. Amor sidder bundet forrest på vognen.

Kyskheden bliver offer for Dødens triumf, på samme måde som den kyske Laura blev offer for Den sorte Død. Dødens stridvogn bliver trukket af okser, langsomme, men ustoppelige.

Berømmelsen triumferer over Døden, da Lauras minde lever videre, men selv Lauras berømmelse vil til sidst bukke under for Tidens triumf.

Den sjette og sidste er Evighedens Triumf, hvor Petrarca og Laura genopstår — forenede i det evige liv.

"I Trionfi" var kendt i hele Europa i mange århundreder, og man ser, at det næsten lykkedes Petrarca at nævne samtlige koncepter, der ville optræde på trumfkortene små hundrede år senere.(1)

Den første tredjedel består af mennesker: Pavinden, Kejserinden, Kejseren og Paven. Der er kort til både Kærlighed og Tiden (i form af en gammel mand). Til overflod optræder Stridsvognen seks gange. Der er ikke noget kort ved navn "Kyskhed", men til gengæld har vi tre af de fire kardinaldyder: Styrke, Retfærdighed og Mådehold.(2) Bagefter følger Døden, og vi behøver ikke Petrarca til at fortælle os, at de uheldige havner hos Djævlen. Alt dette overtrumfes af det himmelske, nemlig Solen, Månen, Stjernen og Universet. Til sidst kommer genopstandelsen ved Dommedag.

Narren og Troldmanden

Der er faktisk endnu en genre, hvor man ser paven og narren danse hånd i hånd med Døden og jomfruen, nemlig karnevallet, der fører frem ti Fasten. Gertrude Moakley påpegede, at datidens karnevalsoptog var inspirerede af Petrarcas "I Trionfi".

Hvis man har set karnevallerne i Sydamerika, USA, Düsseldorf eller Italien, vil man huske de dekorerede vogne ("floats" på amerikansk). Moakley beskriver et "udokumenteret" (dvs. påtænkt) karneval med seks vogne, der hver især repræsenterer en af Petrarcas triumfer.

Narren er iklædt hvide laser og er et symbol på den kommende faste (billedet til venstre). Han er ikke en del af optoget, men løber rundt og underholder publikum med sine vittige drillerier, og driller deltagerne, medens han minder om, at festen snart bliver erstattet af de 40 dages faste. På samme måde som Døden springer rundt i dødedansen og håner de døende. Narren i tarot-spillet er heller ikke en del af trumferne, men er uden for nummer.

Magikeren / Gøgleren er karnevallets konge, der leder triumftoget med sine trylletricks og vittigheder. På billedet til højre er han (ifølge Moakley) ved at forberede sit sidste måltid inden henrettelsen (henrettelsen er dog kun symbolsk - i modsætning til de romerske triumftog).

Her må det siges, at Moakley er ved at miste grebet. Hendes ikonografiske analyse er måske korrekt for netop dette sæt — Visconti-Sforza — men alle andre sæt fremstiller entydigt Narren som en pjaltet vagabond og "Il Bagatto" som en svindler med bægre og terninger på bordet, som han bruger til at snyde sine ofre.

Et andet usandsynligt forslag vedrører kortet kendt som Tårnet (billedet til venstre). Moakley hævder, at en af vognene kørte med et "helvedesgab". Men et "helvedesgab" ligner på ingen måde et tårn (eksempler her og her), Og hvor er beviset for, at et sådan "helvedesgab" nogensinde har været en del af et karnevalsoptog?

En tredje åbenlys fejl er hendes påstand om, at de fire kulører repræsenterer de fire kristne dyder og var forbundet med de processioner, der ledsagede ridderturneringerne. Faktum er, at spillekortene — som nævnt øverst på denne side — kom fra Arabien med deres fire kulører (hvor stavene oprindeligt var polokøller) 80-100 år før opfindelsen af de 22 trumfkort, og araberne er ikke ligefrem kendt for at være særligt optaget af kristne dyder eller riddere.

På trods af alle manglerne er bogen stadig banebrydende, og der er ikke rigtig blevet tilføjet noget, siden den udkom i 1966. Moakley forberedte et antal rettelser og udvidelser til en anden udgave, og inden hendes død overdrog hun det opdaterede manuskript til forlaget U. S. Games. På grund af fnidder i tarotkredsene (ak ja!) er bogen desværre aldrig blevet genudgivet.

Et lille udvalg af tarotkort (og triumfer)

Eksterne link

Yderligere information

For en ordens skyld er det tarotkort, der er inspirerede af "I Trionfi", og ikke omvendt.

Den første skriftlige reference til spillekort er et dokument fra Bern fra sidst i det 14. århundrede, der fortæller, at i 1367 blev der indført forbud mod "kartenspil". Her er der tale om almindelige spillekort, og der ville stadig gå 80-100 år, før tarot blev udviklet med sine 22 trumfer.

Petrarca selv var uvidende om kortspil. Han skrev en afhandling om hasard uden at nævne kort, og der eksisterer stadig over 1.000 af de breve, han skrev fra sine rejser i Tyskland, Frankrig og Italien, hvor han altså heller ikke stødte på kort.

Tarot-entusiaster lige fra Gébelin til Kaplan har argumenteret for, at kortet "Den Hængte Mand" er den fjerde kardinaldyd, Prudentia/Visdom, der ved en fejl er vendt på hovedet.

Dette er dog meget omstridt.