Eduard von Grützner: De Syv Dødssynder

En fast gæst af denne hjemmeside sendte disse fotografier til mig for et år siden for at høre, om jeg kunne identificere dem.

I første omgang måtte jeg beklage, men heldigvis bliver Google bedre og bedre. Billederne viser sig at være af Eduard von Grützner (1846 - 1925).

Grützner blev født 1846 i Øvre Schlesien i Preussen; et område, der i dag er en del af Polen. I 1864 flyttede han til München, hvor han blev resten af livet.

Grützner var en genre-maler. Han malede billeder fra teaterverdenen, men især billeder af velnærede med et glas vin eller et krus øl i hånden. Utallige billeder af Shakespeare's Falstaff, og endnu flere af glade munke med hævede glas.

Billedet til højre er kopieret af andre malere (f.eks. Max Schmidt), men originalen tilskrives i reglen Grützner. Grützner selv malede mindst 2 kopier, der var næsten ens, og snesevis andre, der bare var med samme tema. Herhjemme i Danmark kender vi det fra Carlsberg's reklamer, men historien er lidt usikker, for Carlsberg bruger faktisk to forskellige versioner af maleriet, og ingen af disse er præcis det sammen som Grützners (for at kende forskel er det lettest at kigge på murstenene i hvælvingen)

De syv dødssynder

Der er syv billeder i serien, som er Grützner's fortolkning af De syv Dødssynder. Strengt taget er der altså ikke tale om en dødedans — i al fald ikke i den gamle tradition, hvor Døden danser med repræsentanter for hele samfundet i en lang kædedans.

Men lige siden Holbein skabte sin dødedans, har de fleste kunstnere fulgt denne nye model, hvor en række uafhængige scener viser, hvordan Døden møder op i sine ofres hverdag. Derfor kan man — i bagklogskabens klare lys — undre sig over, at ingen andre har fundet på at kombinere dødssynd og dødedans. Som Fritz Ostini skriver i sin biografi af Grützner:

Ideen med at kombinere en allegorisk fremstilling af de syv dødssynder med en ny variation af dødedans-motivet er så heldig og samtidig så indlysende, at man kan blive overrasket over, at ingen andre allerede var kommet på ideen. Det er netop et indfald, der kunne friste en humorist som Grützner til for en gangs skyld at give rædslens humor, hvad der tilkommer den.(1)

I Grützners version er Døden klædt ud som en smuk lille tjenestepige, og stirrer med sin tomme øjenhuler ind i ansigtet på den ældre dame, hvis øjenbryn han er i færd med at male.

Den næste synd, Grådighed, minder også lidt om Holbein. Døden kommer som en indbrudstyv til gnieren i hans kælder. Men hvor Holbein nøjedes med at lade Døden stjæle gnierens penge, er Grützner's scene mere voldsom. Døden presser det tunge kistelåg ned og fanger gnierens hoved.

Utugt viser, hvordan Døden er klædt som en ældre koblerske. Døden trækker gardinet for en kærlighedsseng, som en nøgen ung kvinde er ved at klatre ind i med sin elsker.

Grützner malede mange billeder fra teaterverdenen, og han var især glad for at male Mephistopheles fra Goethes "Faust".

Misundelse minder netop om en bestemt scene fra Faust. I Grützner's udgave har Døden overtaget det røde tøj i rollen som Mephistopheles. Døden har modtaget en rig laurbærhøst og slæber sine kranse, hvorpå der står »Til den største kunstner".

Skuespillerne i rollerne som Margarethe og Faust ser misundelige til, mens regissøren i baggrunden smisker for »Den største Kunstner".

Grützner har fremstillet mange — hundreder — malerier af muntre, velnærede mænd, der forlyster sig med øl og vin. Men der er åbenbart grænser for Frådseri.

Ligesom i Holbeins træsnit af drukkenboltene serverer Døden for en mand der er ved at æde og drikke sig ihjel. En apoplektisk frådser foran et rigt fyldt bord, overophedet og overbelastet, kraniets blodkar spændt til at briste, så han næsten ikke kan åbne øjnene. Et glas mere - og det længe fortjente slag vil sætte en stopper for dette luksusliv!

Døden skænker det sidste glas med et servilt smil. Man kan næste høre John Cleese, der forsøger at lokke Mr. Creosote: "And finally, monsieur, a wafer-thin mint".

Vrede repræsenteres af en kraftig skovhugger fra bjergene. Han har trukket kniven for at stikke sin modstander i et vildt slagsmål, og Døden, hans onde dæmon, har allerede selv trukket leen: Den iltre person vil også betale for sine handlinger med sit liv.

Til sidst Dovenskab: En fed epikuræer i morgenkåbe, der kvæles i sit fedt. Han ligger og døser i sin lænestol med et dumt udtryk i ansigtet, med sin lige så stopmætte mops på skødet. Bag stoleryggen står Døden og vifter ham: "Sov, sov sødt. Din søvn bliver dyb og lang nok!«

Det manglende led

Det lykkedes altså at identificere kunstneren ved hjælpe af Google og at finde de flotte farveskitser. Men skitserne er netop kun skitser, og hvis man kigger på de sort/hvide fotos, er der langt flere detaljer og mange forskelle.

For eksempel: Er det store spejl/maleri på væggen placeret i midten af billedet eller til venstre?. Er der en eller to flasker i vinkøleren? Sover hunden, eller er den vågen? Dækker dugen bordbenet?

Fotografierne er altså billeder af færdige malerier. Det underlige er, at skitserne vises i flere bøger om Grützner, men de færdige malerier ser ikke ud til at kunne findes.

De syv dødssynder af Eduard von Grützner

Eksterne link

Yderligere information

Oversat fra "Grützner, mit Porträt, 104 Abbildungen […]", side 102.

Die Idee, mit einer allegorischen Darstellung der sieben Todsünden zugleich eine neue Variation des Totentanzmotives zu verbinden, ist so glücklich und zugleich eigentlich so naheliegend, daß man sich wundern mag, wenn nicht ein Früherer schon auf den Einfall gestoßen ist. Es ist so recht ein Einfall, der einen Humoristen, wie Grützner, reizen konnte, einmal auch dem Humor des Grausens sein Recht zu geben.

Se det eksterne link.

Eduard von Grützner: De syv Dødssynder

De syv dødssynder

Det manglende led

De syv dødssynder af Eduard von Grützner

Eksterne link

Yderligere information