Ihr Nymphen, die ihr hier den frischen Jüngling schaut,
Wünscht ihr vieleicht durch ihn zu heißen Jungfer Braut?
Umsonst; die Rechnung wird euch mit einander trügen,
Ich werd ihn in der That, ihr in Gedanken, kriegen.
Døden til den unge Karl.
I Nympher, som her see den unge Karl at gaae,
I ønske, maaskee, snart hos hannem Brud at staae,
Men det forgieves er, I eder selv bedrage;
Jeg dantzer med ham først; I faaer ham ey til Mage.
Der Jüngling zum Tode.
So soll ich an den Tanz? Wer hätte das gedacht?
Ich, der ich manches Schloß doch in die Luft gemacht?
Nun wird mein Hoffnungsbau frühzeitig eingerissen,
Ich wollte bald die Braut, und muß die Mutter küssen.
Den unge Karl.
Skal jeg nu dantze med? Hvo havde dette tænkt?
Skal jeg mit Luft-Castell saa tidlig see nedsenkt?
Mig selv jeg pleyede med sære Ting at dysse;
Jeg ville snart min Brud, og maa min Moder kysse.
Ich halte wie die Welt, von Complimenten nicht.
Muß heißt mein hartes Wort, das Stahl und Eisen bricht.
Und warum wollt ihr mir den letzten Gang versagen?
Die Jungfern pflegen sonst kein Tänzchen abzuschlagen.
Døden til Jomfruen.
Jeg ey, som Verden, er af Complimenter fuld;
Mit hårde Ord: du maa: slaar staal og jern omkuld.
Hvorfore vil du mig den sidste Dantz forsage?
Jomfruer pleye ey i Dantz at staae tilbage.
Die Jungfrau zum Tode.
Ich folge weil ich muß, und tanze wie ich kann.
Ihr Schwestern wählet euch bey Zeiten einen Mann,
So reichet ihr die Faust dem Bräutigam im Leben,
Die ich dem Tode muß, doch halbgezwungen, geben.
Jomfruen.
Jeg følger, thi jeg maae, og dantzer, som jeg kand:
I Søstre, leeder kun i Tide op en Mand!
Saa rekke I dog til en Brudgom her i Live
Den Haand, som jeg nu maae halvtvungen Døden give.
Nimm, zarter Säugling, an den frühen Sensenschlag,
Und schlaf hernach vergnügt, bis an den jüngsten Tag.
Wohl dem, der zeitig fällt in meine dürren Hände;
So krönt den Anfang schon ein hochbeglücktes Ende.
Døden til Barnet.
Tag, spæde Patte-Barn, kun tidlig mod mit Slag,
Og sov saa trøstig hen indtil paa Dommens Dag!
Vel den, der, saasom du, gaaer Døden frit i Hænde,
Han visseligen faaer en høylyksalig Ende.
Das Wiegenkind
Weinen ist meine erste Stimme
Mit Weinen war ich gebohren.
Mit Weinen trägt man mich wieder dahin,
Den Würmern zur Speis erkohren.
Barnet i Vuggen.
Min Røst har været grædende.
Viisdoms B.7.Cap.v.3(1)
(1)
I bøgerne er der et kort vers til spædbarnet:
»Weinen ist meine erste Stimme«,
hvilket er et citat fra Visdommens Bog 7 v3:
»Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som
andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle;
som hos alle andre var gråd min første lyd«.
Som billedet til venstre viser, var der ikke noget vers på maleriet.
(1)
I bøgerne er der et kort vers til spædbarnet:
»Weinen ist meine erste Stimme«,
hvilket er et citat fra Visdommens Bog 7 v3:
»Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som
andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle;
som hos alle andre var gråd min første lyd«.
Døden fra Lübeck
Billeder