Døden fra Lübeck

Dødedansen, del 8
Suhl, del 8: Ungersvend, jomfru og spædbarn.

Der Tod zum Jüngling.

Ihr Nymphen, die ihr hier den frischen Jüngling schaut,
Wünscht ihr vielleicht durch ihn zu heißen Jungfer Braut?
Umsonst; die Rechnung wird euch mit einander trügen,
Ich werd' ihn in der That, ihr in Gedanken, kriegen.

Døden til den unge Karl.

I Nympher, som her see den unge Karl at gaae,
I ønske, maaskee, snart hos hannem Brud at staae,
Men det forgieves er, I eder selv bedrage;
Jeg dantzer med ham først; I faaer ham ey til Mage.

Der Jüngling zum Tode.

So soll ich an den Tanz? Wer hätte das gedacht?
Ich, der ich manches Schloß doch in die Luft gemacht?
Nun wird mein Hoffnungsbau frühzeitig eingerissen,
Ich wollte bald die Braut, und muß die Mutter küssen.

Den unge Karl.

Skal jeg nu dantze med? Hvo havde dette tænkt?
Skal jeg mit Luft-Castell saa tidlig see nedsenkt?
Mig selv jeg pleyede med sære Ting at dysse;
Jeg ville snart min Brud, og maa min Moder kysse.

Der Tod zur Jungfrau.

Ich halte wie die Welt, von Complimenten nicht.
Muß heißt mein hartes Wort, das Stahl und Eisen bricht.
Und warum wollt ihr mir den letzten Gang versagen?
Die Jungfern pflegen sonst kein Tänzchen abzuschlagen.

Døden til Jomfruen.

Jeg ey, som Verden, er af Complimenter fuld;
Mit hårde Ord: du maa: slaar staal og jern omkuld.
Hvorfore vil du mig den sidste Dantz forsage?
Jomfruer pleye ey i Dantz at staae tilbage.

Die Jungfrau zum Tode.

Ich folge weil ich muß, und tanze wie ich kann.
Ihr Schwestern wählet euch bey Zeiten einen Mann,
So reichet ihr die Faust dem Bräutigam im Leben,
Die ich dem Tode muß, doch halbgezwungen, geben.

Jomfruen.

Jeg følger, thi jeg maae, og dantzer, som jeg kand:
I Søstre, leeder kun i Tide op en Mand!
Saa rekke I dog til en Brudgom her i Live
Den Haand, som jeg nu maae halvtvungen Døden give.

Der Tod zum Wiegenkinde

Nimm, zarter Säugling, an den frühen Sensenschlag,
Und schlaf hernach vergnügt, bis an den jüngsten Tag.
Wohl dem, der zeitig fällt in meine dürren Hände;
So krönt den Anfang schon ein hochbeglücktes Ende.

Døden til Barnet.

Tag, spæde Patte-Barn, kun tidlig mod mit Slag,
Og sov saa trøstig hen indtil paa Dommens Dag!
Vel den, der, saasom du, gaaer Døden frit i Hænde,
Han visseligen faaer en høylyksalig Ende.

 
 
 
 
Anno 1701 im May

Barnet i Vuggen.

Min Røst har været grædende.
Viisdoms B.7.Cap.v.3

 


Den danske oversættelse er taget fra Lydert Höyers Den Lybekske Dødning-Dantz fra 1738.

Jomfruen af Milde. Døden løfter i pynteærmet.
Milde, Jomfru
Jomfruen af Suhl. Pynteærmet svæver af sig selv.
Suhl, Jomfru

På dette sidste kobberstik afviger Suhl på mange måder fra maleriet. For det første, fordi Døden til venstre for den unge mand har sin arm bag den unge mands, og for det andet fordi vuggen ikke har gænger. Se evt. Mildes version.

I mange år troede jeg, at jomfruen bar et langt rør på hovedet med en slags rød kvast for enden (billedet til venstre). Ludewig Suhl viser derimod tydeligt, at håret prydes af en slags fjer, der ikke rører det pynteærme, som Døden holder i vejret. Pynteærmer (tysk: Zierärmel / Scheinärmel, engelsk: false sleeve) kan, som billedet viser, være ganske lange og fæstnet på ryggen.

Til gengæld glemmer Suhl at tegne Dødens arm, så pynteærmet ser ud til at hænge i luften af sig selv (se evt. Suhl's originale akvarel).

På maleriet havde barnet ingen replik.
Teksten på maleriet

Som det fremgår af billedet til venstre, havde det umælende barn ingen replik. I danse macabre i Paris får barnet paradoksalt nok lov til at sige, at det ikke ved, hvordan man taler: »A. a. a. ie ne scay parler«, men i Lübeck er der slet ingen tekst. Under vuggen stod bare datoen for det nye maleri: »Anno 1701 im May«.

De forskellige bogudgivere har åbenbart følt et behov for en afslutning, så i sin bog fra 1701 skriver Schlott: »WEinen ist meine Stimme gewest. Sap. VII,3«. Dette er et citat fra Visdommens Bog 7,3: »Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle; som hos alle andre var gråd min første lyd«.

Pastor Melle er mere bibelstærk og tilføjer det manglende ord, "erste": »Weinen ist meine erste Stimme gewest. Sap. 7/3.«. Höyer bruger åbenbart en kilde uden dette ord: »Min Røst har været grædende«.

Suhl lader barnet få det sidste ord.
Suhls tekst

Rekorden går dog til Suhl (billedet til højre), der tildeler barnet et helt vers med fire linier: »Weinen ist meine erste Stimm / Mit Weinen war ich gebohren, / Mit Weinen trägt man mich wieder dahin, / Den Würmern zur Speis erkohren«.

Disse fire linier, som vi altså hverken finder på maleriet eller hos Schlott, er i virkeligheden meget ældre end Schlott. De går i al fald tilbage til 1625, og de optræder både som separat citat og som et vers i salmen "Ich weiss mir ein ewig's Himmelreich".(1)

Schlotts nye dødedans var ikke populær. I "Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache", 1826, sammenligner Karl Friedrich A. Scheller de gamle plattyske vers med Schlott's tekst fra 1701. Hans dom er: "Resterne af de plattyske vers afslører et sundt, utvunget, noget bidsk, vid, og sproget har renhed og værdighed. Schlott giver os i stedet en stiv og forskruet vare; eller egentlig slet ingenting".(2)

Herefter citerer Scheller de to vers, som folkemunde har tilføjet til barnet i den gamle tekst: »O Dot, wo schal ik dat vorstan?« og bagefter »Das (Schlottsche) Wiegenkind«, som er de fire linier, vi lige har set. På dette grundlag konkluderer Scheller: "Kunne dette gamle digt så ikke gøres komplet? Heller ikke, hvis Hr. Nathanael Schlott blev vasket væk eller forsigtigt skrabet af ved en ny renovering? For mit vedkommende ville jeg gøre det, også selvom ingen plattyske bogstaver længere skulle være at finde derunder".(3)

Scheller var villig til at fjerne Schlotts tekst fra maleriet uanset, om man kunne finde den gamle nedenunder eller ej. Han var åbenbart ikke klar over, at maleriet var en ny kopi fremstillet af Anton Wortmann. Og Scheller byggede sin argumentation på at sammenligne 2 linier, der næppe nogensinde har siddet på det gamle maleri, med fire linier, som Schlott intet har haft at gøre med, og som blev skrevet, længe før Schlott var født.

Fodnoter: (1) (2) (3)

Ich weiss mir ein ewig's Himmelreich . . .: salmen blev oversat til dansk i 1686: Jeg veed it evigt Himmerig.

Desværre er vers 7 så løst oversat, at man dårligt kan kende det:

Fattig jeg hid til Verden kom,
  ringe var oc min Stamme,
ey noget her fra tager med mig Rigdom,
  men følger Døden den grumme.

Karl Friedrich A. Scheller: »Die Überbleibsel der Sassischen Verse verrathen einen gesunden, ungezwungenen, etwas beißigen Witz, und die Sprache hat Reinheit und Würde. Schlott giebt uns dafür steife, verschrobene Waare, oder eigentlich gar nichts«.
(Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache, 1826, side 76)
Karl Friedrich A. Scheller: Sollte dies alte Gedicht denn gar nicht zu ergänzen sein? Auch nicht, wenn bei einer neuen Auffrischung Herr Nathanael Schlott weggewaschen oder behutsam abgeschabt würde? Ich meines Theils würde es thun, und wenn auch kein Sassischer Buchstabe mehr darunter zu finden wäre.
(Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache, 1826, side 76)

Op til den nye tekst