Ihr Nymphen, die ihr hier den frischen Jüngling schaut,
Wünscht ihr vieleicht durch ihn zu heißen Jungfer Braut?
Umsonst; die Rechnung wird euch mit einander trügen,
Ich werd ihn in der That, ihr in Gedanken, kriegen.
Døden til den unge Karl.
I Nympher, som her see den unge Karl at gaae,
I ønske, maaskee, snart hos hannem Brud at staae,
Men det forgieves er, I eder selv bedrage;
Jeg dantzer med ham først; I faaer ham ey til Mage.
Der Jüngling zum Tode.
So soll ich an den Tanz? Wer hätte das gedacht?
Ich, der ich manches Schloß doch in die Luft gemacht?
Nun wird mein Hoffnungsbau frühzeitig eingerissen,
Ich wollte bald die Braut, und muß die Mutter küssen.
Den unge Karl.
Skal jeg nu dantze med? Hvo havde dette tænkt?
Skal jeg mit Luft-Castell saa tidlig see nedsenkt?
Mig selv jeg pleyede med sære Ting at dysse;
Jeg ville snart min Brud, og maa min Moder kysse.
Ich halte wie die Welt, von Complimenten nicht.
Muß heißt mein hartes Wort, das Stahl und Eisen bricht.
Und warum wollt ihr mir den letzten Gang versagen?
Die Jungfern pflegen sonst kein Tänzchen abzuschlagen.
Døden til Jomfruen.
Jeg ey, som Verden, er af Complimenter fuld;
Mit hårde Ord: du maa: slaar staal og jern omkuld.
Hvorfore vil du mig den sidste Dantz forsage?
Jomfruer pleye ey i Dantz at staae tilbage.
Die Jungfrau zum Tode.
Ich folge weil ich muß, und tanze wie ich kann.
Ihr Schwestern wählet euch bey Zeiten einen Mann,
So reichet ihr die Faust dem Bräutigam im Leben,
Die ich dem Tode muß, doch halbgezwungen, geben.
Jomfruen.
Jeg følger, thi jeg maae, og dantzer, som jeg kand:
I Søstre, leeder kun i Tide op en Mand!
Saa rekke I dog til en Brudgom her i Live
Den Haand, som jeg nu maae halvtvungen Døden give.
Nimm, zarter Säugling, an den frühen Sensenschlag,
Und schlaf hernach vergnügt, bis an den jüngsten Tag.
Wohl dem, der zeitig fällt in meine dürren Hände;
So krönt den Anfang schon ein hochbeglücktes Ende.
Døden til Barnet.
Tag, spæde Patte-Barn, kun tidlig mod mit Slag,
Og sov saa trøstig hen indtil paa Dommens Dag!
Vel den, der, saasom du, gaaer Døden frit i Hænde,
Han visseligen faaer en høylyksalig Ende.
Das Wiegenkind
Weinen ist meine erste Stimme
Mit Weinen war ich gebohren.
Mit Weinen trägt man mich wieder dahin,
Den Würmern zur Speis erkohren.
På dette sidste kobberstik afviger Suhl på mange måder fra maleriet.
For det første, fordi Døden til venstre for den unge mand har sin arm bag den unge mands,
og for det andet fordi vuggen ikke har gænger.
Se evt. Mildes version.
I mange år troede jeg, at jomfruen bar et langt rør på hovedet med
en slags rød kvast for enden (billedet til venstre).
Ludewig Suhl viser derimod tydeligt, at håret prydes af en slags fjer,
der ikke rører det pynteærme, som Døden holder i vejret.
Pynteærmer (tysk: Zierärmel / Scheinärmel, engelsk: false sleeve)
kan, som billedet viser, være ganske lange og fæstnet på ryggen.
Til gengæld glemmer Suhl at tegne Dødens arm, så
pynteærmet ser ud til at hænge i luften af sig selv.
Suhl lader barnet på det sidste ord.
På maleriet havde barnet ingen replik.
Barnets replik
»Weinen ist meine erste Stimme […]« er et citat fra Visdommens Bog 7,3:
»Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som
andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle;
som hos alle andre var gråd min første lyd«.
Suhl (billedet til venstre) og Höyer
er uenige om, hvorvidt barnet får et helt vers med fire linier
eller bare en enkelt linie, »Min Røst har været grædende«.
Som billedet til højre viser, har ingen af dem ret,
for på maleriet kommer det umælende barn ikke med noget svar overhovedet.
