Døden fra Lübeck

Dødedansen, del 7
Suhl, del 7.

Der Tod zum Kaufmann.

Denk an den Banquerot, den Adam längst gemacht,
Der setzet dich in Schuld, und hat mich hergebracht.
Zahl' aus und liefre mir den Antheil meiner Waare,
So viel ich fassen kann auf einer Leichenbahre.

Døden til Kiøbmanden.

Tænk paa den Banqverot af Adams Æble Bid(1).
Den sætter dig i Gield, og haver ført mig hid:
Betal, og giv mig nu min Deel af mine Vahre.
Saa meget, som jeg her kand rumme paa en Baare.

Der Kaufmann zum Tode.

Der letzte Mahner kommt mir trotzig angerennt,
Doch bin ich nicht fallit, hier ist mein Testament:
Den Geist vermach ich Gott, das Gut den rechten Erben.
Dem Satan meine Schuld, den Leib dem Tod im Sterben.

Kiøbmanden.

Den Kravsmand trodsig seer, som sidst til mig er sent;
Dog er jeg ey fallit, her er mit Testament:
Min Aand jeg giver Gud; mit Gods blant mine jevner,
Min Gield hør Satan til; min Krop jeg Døden levner.

Der Tod zum Clausener.

Was kerkerst du dich selbst in enge Clausen ein?
Bist du ein Mensch, und magst doch nicht bei Menschen seyn?
Laß, alter Wunderkopf, den Schwarm der Grillen fliegen,
Du mußt, gestorben, doch bey deines Gleichen liegen.

Døden til Eremiten.

Hvi slutter du dig selv i snever Hytte ind?
Er du et Menneske, hvordant er da dit Sind?
Hvi flyer du andre Folk? Lad fare slige Griller:
Du maa dog ogsaa døe; jeg dig i Dantzen stiller.

Der Clausener zum Tode.

Ich war ein Mensch, und doch den Menschen nicht geneigt,
Weil manches Menschen Herz des Teufels Bildniß zeigt.
Nun komm, erwünschter Tod, du machest mir kein Grauen,
Viel lieber will ich dich, als Menschen Unart, schauen.

Eremiten.

Et Menneske jeg er, men Mennesker ey nær,
Thi mangt et Menneske i Hiertet Satan bær.
Kom kun forønskte Død, for dig jeg ey vil grue;
Langt heller' vil jeg dig, end Verdens Vanart skue.

Der Tod zum Bauer.

Her, Landsmann, an den Tanz, von Müh' und Arbeit heiß,
So schwitzest du zuletzt den kalten Todesschweiß;
Laß andre seyn bemüht mit Pflügen, Dreschen, Graben:
Dein saurer Lebenstag soll Feierabend haben.

Døden til Bonden.

Kom Landmand, hid til Dants af Arbeyds Byrde heed,
Saa sveder du til sidst den kolde Dødens Sveed.
Lad andre blive ved at pløye, tærske, grave,
Din suure Levnets Tiid skal nu en Ende have.

Der Bauer zum Tode.

Ich trug mit Ungemach des Tages Last und Noth,
Und aß, von Schweiß bedeckt, mein schwer verdientes Brod,
Doch nun mein Führer mich zur Ruhe denkt zu bringen,
Sagt,kann ich nicht vergnügt das Consummatum singen?

Bonden.

Jeg Dagens Byrde baar med Møysomhed og Nød,
Og aad, med Sved bedækt, mit suurt fortiente Brød.(2)
Nu da, min Leder mig til Hvile vil hiemføre,
Saa lader jeg med Fryd mit Consummatum høre.


Den danske oversættelse er taget fra Lydert Höyers Den Lybekske Dødning-Dantz fra 1738.

Fodnoter: (1) (2)

Se siden om Adam, Eva og arvesynden.
1. Mosebog 3,19: »I dit Ansictis Sued skalt du æde dit brød til du bliffuer til Jord igien, som du est tagen aff«.

Op til den nye tekst