Døden fra Lübeck

Dødedansen, del 6
Suhl, del 6.

Der Tod zum Kapellan.

Ihr Armen, seyd getrost! tanzt gleich der Mann mit mir,
So bleibt sein Beutel doch zu eurem Vortheil hier.
Nun suchet, wo ihr könnt, den Antheil von Präbenden;
Ich eile, seinen Leib den Würmern auszuspenden.

Døden til Capellanen.

Du Arme, vær tilfreds! skiønt Manden følger mig;
Saa bliver Pungen dog til Fordeel her for dig.
Søg nu hos hvem du kand din Almis-deel med andre,
Han skal til Ormeboe herfra med mig bortvandre.

 

Der Kapellan zum Tode.

Ich diente dem Altar, und dieser diente mir,
Er gab mir Unterhalt, und ich war seine Zier;
Den Beutel trug ich zwar, doch nicht auf Judas Weise,
Drum bin ich auch so leicht zur letzten Todes-Reise.

Capellanen.

Jeg tiente Altaret, og dette tiente mig,
Det Underholdning gav, og ziirde mig med sig.(1)
Vel baar jeg Pungen her, men dog, som Judas, ikke:
Derfor kand jeg mig snart mod Dødens Reyse skikke.

 

Der Tod zum Amtmann.

Du zeigest nach Gebrauch ein saures Amtsgesicht.
Jedoch was acht ich das? Ich bin kein Bauer nicht.
Muß dieser schon dein Amt ganz tief gebücket ehren,
So ruf ich: Amtmann fort! du mußt den Reigen mehren.

Døden til Amt-Manden.

Hvad skiøtter jeg derom, at du saa bister seer?
Du dette vide maa, jeg ingen Bonde er.
I den Sted Bonden maa dig heel dybbukket ære.
Saa raaber jeg: her frem! du Tallet skal formeere.

Der Amtmann zum Tode.

Den Bauern schafft' ich Recht, den Obern war ich treu,
So blieb mein Wandel rein, und mein Gewissen frey.
Nun merk' ich, daß der Tod die Tugend wenig schätzet,
Er rufet: fort mit dir! man hat dich abgesetzet.

Amt-Manden.

Jeg giorde Bonden Ræt, min HErre var jeg troe,
Saa blev min Vandel reen Samvittigheden froe.
Dog mærker jeg, at Dyd af Døden lidet Hædres;
Han raaber: Fort med dig! din Stand skal nu fornedres.

Der Tod zum Küster.

Den Schlüssel, den man dir zur Kirch' und Altar gab,
Schleußt meinen Schluß nicht auf, bereite nur dein Grab
Nichts hilft das Uhrwerk dir; in meinem Zeitregister
Da heißt es: fort, du seyst der Kaiser oder Küster.

Døden til Klokkeren.

Du seer elændig ud, men det ey hielper dig:
Beskik ikkun dit Huus,(2) du maa dog følge mig,
Jeg ingen Medynk bær: mit Forsæt jeg ey rokker:
Kun fort, hvad enten du est Kæyser eller Klokker.

 

Der Küster zum Tode.

Da man am Gotteshaus zum Hüter mich erwählt,
Hab' ich die Zeit und Stund' am Uhrwerk abgezählt;
An diesen will mir nun der Tod den Abschied weisen,
Drum muß ich zu dem Dienst der ew'gen Hütten reisen.

Klokkeren.

GUds Tienner haver mig udvalt at tiene sig.
Jeg havde øverst Sted i Choret iidelig.
Nu siger Døden, jeg skal følge ham alleene:
Lev da, Herr Pastor, vel! jeg kand ey tvende tiene.(3)


Den danske oversættelse er taget fra Lydert Höyers Den Lybekske Dødning-Dantz fra 1738.

Degnens dialog er formentlig de to vers, der er størst uenighed om. Lad os sammenligne tre kilder: Schlotts egen udgivelse fra 1701, Jakob von Melles udgivelse fra 1713 og Mildes fra 1866.

Nathanael Schlott, 1701Jacob von Melle, 1713Carl Julius Milde, 1866
Der Tod an den Küster.
DU siehest/ wie mich deucht/ recht miserable aus/
Doch dieß bewegt mich nicht; bestelle nur dein Haus!
Steht jemand oben an in meinem Zeit=Register:
So heisst es: Fort! Du seyst der Kaiser oder Küster.
Der Tod zum Küster:
Du siehest/ wie mich deucht/ recht miserabel aus;
Doch/ das bewegt mich nicht/ bestelle nur dein Haus.
Steht jemand oben an in meinem Zeit=Register/
So heißt es: Fort/ du seyst der Kayser oder Küster.
Der Tod.
Der Schlüssel, den man dir zu Kirch und Altar gab,
Schleußt meinen Schluß nicht auff, bereite nur dein Grab,
Nichts hilfft das Uhrwerck dir, in meinem Zeit=Register
Da heist es: fort! du seyst der Kayser oder Küster.
Der Küster.
DEs Höchsten Knecht hat mich zu seinem Knecht erwählt.
So stund ich oben an/ wenn man von unten zählt:
Jtzt miethet mich der Tod mit Schrecken=vollen Minen;
Herr Pastor/ lebet wol! Ich kann nicht zweyen dienen.
Der Küster zum Tode:
Da man am Gottes=Haus zum Hüter mich erwehlt/
Hab ich die Zeit und Stund am Uhrwerck abgezehlt;
An diesen wil mir nun/ der Tod den Abscheid weisen/
Drum muß ich zu dem Dienst der ew'gen Hütten reisen.
Der Küster.
Da mann am Gottes-Hauß zum Hüter mich erwehlt,
Hab ich die Zeit und Stund am Uhrwerck abgezehlt,
An diesem will mir nuhn der Todt den Abscheid weisen,
Drüm muß ich zu dem Dienst der ewigen Hütten reisen.
Teksten på maleriet.
Maleriet

Hvis man sammenligner med selve maleriet (billedet til højre), er det Milde, der har ret. På få ortografiske detaljer nær (drüm/drum, Kayser/Kaÿser, heist/heiset) er hans tekst korrekt. Det vil sige, at selvom det er Schlott, der står som forfatter, har hans egen bog udgivet samme år, som maleriet var færdigt, næsten intet tilfælles med den rigtige tekst (for disse to vers).

Man kunne forledes til at tro, at maleriet måske var ændret i de 164 år, der adskiller Schlotts og Mildes bøger, men dette modsiges af Jakob von Melle, pastoren, der havde sin daglige gang i kirken. Hans tekst følger i almindelighed Schlotts bøger, og det gør han også med hensyn til Dødens opfordring til degnen, men når det kommer til degnens svar, har Melle valgt at følge maleriet.

Det er i grunden lidt ironisk: Degnens sidste ord er en hilsen til pastoren: »Herr Pastor/ lebet wol!«, men lige i dette tilfælde har pastor von Melle valgt at følge en anden kilde.

Fodnoter: (1) (2) (3)

Hvem sirer hvem? I den danske tekst er det alteret, der sirer kappelanen - i den tyske er det omvendt.
Beskik dit Huus...: Esajas siger til kong Hizkijas - både i 2den kongebog 20,1 og i Esajas 38,1: »Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!«

Desuden 2den Samuel 17,23: »[...]og efter at have beskikket sit Hus hængte han sig og døde. [...]«

tvende tiene...: Matthæus 6,24: »Ingen kan tjene to Herrer; [...]« (også Lukas 16,13).

Op til den nye tekst