Døden fra Lübeck

Dødedansen, del 4
Suhl, del 4: Karteuser, borgmester og domherre.

 

Der Carthäuser zum Tode.

Mein strenger Orden schreibt mir tausend Regeln für,
Jetzt greift der Tod mich an, und rufet: folge mir!
Wohlan, ich bin bereit, mein Kloster zu verlassen,
Wenn ich die Regel nur der Sterbekunst kann fassen.

Karthaeuseren.

Min Orden foreskrev mig Regler(1) strengelig;
Nu falder Døden an, og raaber: Følg med mig!
Vel an! jeg er bereed mit Kloster at forlade,
Om jeg kun vidste vel at døe paa rette Maade.

Der Tod zum Bürgermeister.

Ihr Bürger, zürnet nicht, wenn durch des Höchsten Schluß,
Der Bürgermeister selbst mit an den Reigen muß.
Dem, der zu eurem Heil das Recht so oft gesprochen,
Wird doch durch meine Faust zuletzt der Stab gebrochen.

Døden til Borgemesteren.

I Borger' vredes ey, fordi fra eders Stad
Selv Borgemesteren maa med i denne rad.
Han har til Folkets Gavn retfærdig vidst at dømme.
Nu maa han følge mig, og Dommer-Sædet rømme.

 

Der Bürgermeister zum Tode.

Ich hab' für's Vaterland mein Leben abgenützt,
Den Ruhstand dieser Stadt und Bürgerrecht beschützt,
Ich fürchte nicht den Tod, denn wenn ich hier erkalte,
So weiß ich, daß ich dort das Bürgerrecht behalte.

Borgemesteren.

For Stadens Flor og Gavn jeg altid Omhu baar,
Og Borgerskabet hialp med Raad i mange Aar:
Jeg derfor villig døer, lad Døden mig kun hente;
Thi jeg veed, at jeg hist har Borger-Ræt at vente.

Der Tod zum Domherrn.

Ihr habet an dem Thum doch nicht ein bleibend Haus,
Und müßt auf einen Wink mit leib und Seel' hinaus;
So werdet ihr zwar hier, dort aber nie, vertrieben,
Wenn euch der Himmel bleibt als Eigenthum verschrieben.

Døden til Dom-Herren.

Her haver du vel Huus, dog ingen Blive-Sted,
Men maa med Liv og Siæl paa et Vink følge med:
Saa bliver du vel her, men ikke hist uddreven,
Er ellers Himlen dig som Eyedom forskreven.

 

Der Domherr zum Tode.

Den Jonam warf ein Fisch, doch lebend, an den Strand,
Mich wirft des Todes Stoß in jenes Vaterland;
Ihr Menschen, bauet doch die Häuser nicht so feste,
Dort seyd ihr erst daheim, hier aber fremde Gäste.

Dom-Herren.

Hvalfisken Jonam skiød dog levende paa Strand;(2)
Mig spyer Dødens Gab i Jonæ Fader-Land.
Derfor, I Mennesker, ey eders Huus befæster,
Thi hist er eders Hiem, her ere I kun Giæster.

Der Tod zum Edelmann.

Was hilft es deiner Faust, die manches Stück erjagt,
Wenn man dies wahre Wort nach deinem Hintritt sagt:
Dem Jäger ist es so, wie seinem Wild, ergangen,
Denn jenes ward durch ihn, er durch den Tod gefangen.

Døden til Adelsmanden.

Hvad gavner det, din Haand har mangt et Dyr nedlagt?
Naar du nu længst er død, saa bliver dette sagt:
Det er med Jægeren, som før med Dyret ganget;
Thi Dyret blev af ham, og han af Døden fanget.

 


Den danske oversættelse er taget fra Lydert Höyers Den Lybekske Dødning-Dantz fra 1738.

Fodnoter: (1) (2)

Regler: De gejstlige boede i den katolske Tid under Studiet og Uddannelsen ofte sammen og maatte rette sig efter en for dem alle gældende regel; i deres daglige Forsamlinger læstes et stykke af Reglen höjt; deraf skal navnet Kapitel (capitulum) være opstaaet, först som benævnelse paa Forsamlingen, dernæst for Korporationen (Wetzer und Welte, Kirchenlexicon 2. Aufl II, 1826).
Hils Pinocchio.
Jonas og hvalfisken.
Denne lystfiskerhistorie er beskrevet i Jonas 2 v1: »[...] Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.« og i 2 v11: »Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.«.

Selv om historien er svær at sluge(!), tog den alvidende Jesus historien alvorligt og hentydede til den: »Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.« (Matt. 12,40)


Op til den nye tekst