Døden fra Lübeck

Dødedansen, del 4
Suhl, del 4: Karteuser, borgmester og domherre.

 

    der Carthæuser


Mein strenger Orden schrieb mir tausend Regeln für,(1)
Ietzt greift der Tod mich an und ruffet folge mir:
Wohlan ich bin bereit, mein Kloster zu verlassen,
Wann ich die Regul nur der Sterbekunst kan fassen.

Karthaeuseren.


Min Orden foreskrev mig Regler(1) strengelig;
Nu falder Døden an, og raaber: Følg med mig!
Vel an! jeg er bereed mit Kloster at forlade,
Om jeg kun vidste vel at døe paa rette Maade.

    der Tod


Ihr Bürger zürnet nicht, wenn durch des Höchsten Schluß
Der Bürgermeister selbst mit an die Reihe muß,
Der zum gemeinen Heil das Recht so oft gesprochen,
Sieht über sich den Stab durch meine Faust gebrochen.

Døden til Borgemesteren.


I Borger' vredes ey, fordi fra eders Stad
Selv Borgemesteren maa med i denne rad.
Han har til Folkets Gavn retfærdig vidst at dømme.
Nu maa han følge mig, og Dommer-Sædet rømme.

 

    der Bürgermeister


Es war fürs Vaterland mein Leben abgenützt,
Und Stadt u. Bürgerschaft mit Rath u. That beschützt.
Ich fürchte nicht den Tod, denn wenn ich hier erkalte
So weiß ich daß ich dort das Bürgerrecht erhalte

Borgemesteren.


For Stadens Flor og Gavn jeg altid Omhu baar,
Og Borgerskabet hialp med Raad i mange Aar:
Jeg derfor villig døer, lad Døden mig kun hente;
Thi jeg veed, at jeg hist har Borger-Ræt at vente.

    der Tod


Ihr habet an dem Thum doch nicht ein bleibend Haus,(1)
Und müst auf einen Wink mit Leib und Seel hinaus,
So werdet ihr zwar hier, dort aber nie vertrieben,
Wenn euch der Himmel bleibt, als Eigenthum verschrieben.

Døden til Dom-Herren.


Her haver du vel Huus, dog ingen Blive-Sted,
Men maa med Liv og Siæl paa et Vink følge med:
Saa bliver du vel her, men ikke hist uddreven,
Er ellers Himlen dig som Eyedom forskreven.

 

    der Thumherr


Den Ionam warf ein Fisch, doch lebend, an den Strand,(2)
Mich wirft des Todes Schlund in jenes Vaterland:
Ihr Menschen/ bauet doch die Häuser nicht so veste.
Dort seyd ihr erst daheim, hier aber fremde Gäste.

Dom-Herren.


Hvalfisken Jonam skiød dog levende paa Strand;(2)
Mig spyer Dødens Gab i Jonæ Fader-Land.
Derfor, I Mennesker, ey eders Huus befæster,
Thi hist er eders Hiem, her ere I kun Giæster.

    der Tod


Was hilft es deiner Faust, die manches Stück erjagt,
Wenn man dies wahre Wort nach deinem Hintritt sagt:
Dem Iäger ist es so, wie seinem Wild ergangen,
Denn jenes ward durch ihn, er durch den Tod gefangen.

Døden til Adelsmanden.


Hvad gavner det, din Haand har mangt et Dyr nedlagt?
Naar du nu længst er død, saa bliver dette sagt:
Det er med Jægeren, som før med Dyret ganget;
Thi Dyret blev af ham, og han af Døden fanget.

 


Den danske oversættelse er taget fra Lydert Höyers Den Lybekske Dødning-Dantz fra 1738.

Fodnoter: (1) (2)

Regler: De gejstlige boede i den katolske Tid under Studiet og Uddannelsen ofte sammen og maatte rette sig efter en for dem alle gældende regel; i deres daglige Forsamlinger læstes et stykke af Reglen höjt; deraf skal navnet Kapitel (capitulum) være opstaaet, först som benævnelse paa Forsamlingen, dernæst for Korporationen (Wetzer und Welte, Kirchenlexicon 2. Aufl II, 1826).
Hils Pinocchio.
Jonas og hvalfisken.
Denne lystfiskerhistorie er beskrevet i Jonas 2 v1: »[...] Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.« og i 2 v11: »Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.«.

Selv om historien er svær at sluge(!), tog den alvidende Jesus historien alvorligt og hentydede til den: »Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.« (Matt. 12,40)