Barnet

Barn

På maleriet havde barnet ingen replik.

Suhl har nogle afvigelser i teksten, som Jacob von Melle og Nathanael Schlott også har, men som modsiges af senere kilder (og af maleriet selv):

    Und schlaf hernach getrost vergnügt bis an den Iüngstentag.
    Wohl dem, der so wie du zeitig fällt in des Todes meine dürren Hände,

I Dødens sidste linje afviger Suhl fra alle andre kilder:

    So kröhnt den Anfang dann so schon ein beglücktes hochbeglücktes Ende.

Som det fremgår af billedet til venstre, havde det umælende barn ingen replik. I La Danse Macabre i Paris får barnet paradoksalt nok lov til at sige, at det ikke ved, hvordan man taler: »A. a. a. ie ne scay parler«, men i Lübeck er der slet ingen tekst. Under vuggen stod bare datoen for det nye maleri: »Anno 1701 im May«.

De forskellige bogudgivere har åbenbart følt et behov for en afslutning, så i sin bog fra 1701 skriver Schlott: »WEinen ist meine Stimme gewest. Sap. VII,3«. Dette er et citat fra Visdommens Bog 7,3: »Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle; som hos alle andre var gråd min første lyd«.

Pastor Melle er mere bibelstærk og tilføjer det manglende ord, "erste": »Weinen ist meine erste Stimme gewest. Sap. 7/3.«. Höyer bruger åbenbart en kilde uden dette ord: »Min Røst har været grædende«.

Suhl opfinder et helt vers til barnet.
Han har også den fejl, at sengen ikke har gænger.

Rekorden går dog til Suhl (billedeen øverst og til højre), der tildeler barnet et helt vers med fire linier (citeret foroven).

Disse fire linier, som vi altså hverken finder på maleriet eller hos Schlott, er i virkeligheden meget ældre end Schlott. De går i al fald tilbage til 1625, og de optræder både som separat citat og som et vers i salmen "Ich weiss mir ein ewig's Himmelreich".(1)

Schlotts nye dødedans var ikke populær. I "Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache", 1826, sammenligner Karl Friedrich A. Scheller de gamle plattyske vers med Schlott's tekst fra 1701. Hans dom er: "Resterne af de plattyske vers afslører et sundt, utvunget, noget bidsk, vid, og sproget har renhed og værdighed. Schlott giver os i stedet en stiv og forskruet vare; eller egentlig slet ingenting".(2)

Herefter citerer Scheller de to vers, som folkemunde har tilføjet til barnet i den gamle tekst: »O Dot, wo schal ik dat vorstan?« og bagefter »Das (Schlottsche) Wiegenkind«, som er de fire linier, vi lige har set. På dette grundlag konkluderer Scheller: "Kunne dette gamle digt så ikke gøres komplet? Heller ikke, hvis Hr. Nathanael Schlott blev vasket væk eller forsigtigt skrabet af ved en ny renovering? For mit vedkommende ville jeg gøre det, også selvom ingen plattyske bogstaver længere skulle være at finde derunder".(3)

Scheller var villig til at fjerne Schlotts tekst fra maleriet uanset, om man kunne finde den gamle nedenunder eller ej. Han var åbenbart ikke klar over, at maleriet var en ny kopi fremstillet af Anton Wortmann. Og Scheller byggede sin argumentation på at sammenligne 2 linier, der næppe nogensinde har siddet på det gamle maleri, med fire linier, som heller ikke er på maleriet, som Schlott intet har haft at gøre med, og som blev skrevet, længe før Schlott var født.

Fodnoter: (1) (2) (3)

Døden fra Lübeck ➤ Lübeck ➤ Barn