Den Unge Kvinde

Ung kvinde

Ludewig Suhl	Lydert Höyer
der Tod Ich halte wie die Welt von Complimenten nicht, Muß heißt mein hartes Wort, das Stahl und Eisen bricht, Und warum wolt ihr mir den letzten Tanz versagen? Die Iungfern pflegen sonst kein Tänzgen abzuschlagen.	Døden til Jomfruen. Jeg ey, som Verden, er af Complimenter fuld; Mit haarde Ord: du maa: slaar staal og jern omkuld. Hvorfore vil du mig den sidste Dantz forsage? Jomfruer pleye ey i Dantz at staae tilbage.

die Iungfrau Ich folge weil ich muß und tanze wie ich kan, Ihr Schwestern wählet euch bey Zeiten einen Mann: So reichet ihr die Faust dem Bräutigam im Leben, Die ich dem Tode muß, doch halb gezwungen geben.	Jomfruen. Jeg følger, thi jeg maae, og dantzer, som jeg kand: I Søstre, leeder kun i Tide op en Mand! Saa rekke I dog til en Brudgom her i Live Den Haand, som jeg nu maa halvtvungen Døden give.

Jomfruen af Milde. Døden løfter i pynteærmet.

Bag jomfruens hoved ser vi igen Lübeck. Denne gang fra vestsiden.

Suhl har nogle afvigelser i teksten, der følger Jacob von Melle og Nathanael Schlott, men som modsiges af senere kilder (og af maleriet selv):

Und warum wolt ihr mir den letzten ~~Tanz~~ Gang versagen?

Dåben og døden er den første og sidste vandring, selvom man ikke går, men "bliver gået".(1)

Jomfruen af Suhl. Pynteærmet svæver af sig selv.

Suhl, von Melle og Schlott har den modsatte afvigelse i næste linje, hvor de skriver: »Tänzgen« (gå at danse) i stedet for »Tänzchen« (lille dans). Her bakkes de dog op af Mantels, og det er svært at se på de gamle fotos, hvem af dem der har ret.

I mange år troede jeg, at jomfruen bar et langt rør på hovedet med en slags rød kvast for enden (billedet til venstre). Ludewig Suhl viser derimod tydeligt, at håret prydes af en slags fjer, der ikke rører det pynteærme, som Døden holder i vejret. Pynteærmer (tysk: Zierärmel / Scheinärmel, engelsk: false sleeves) kan, som billedet viser, være ganske lange og fæstnet på ryggen.

Til gengæld glemmer Suhl at tegne Dødens arm, så pynteærmet ser ud til at hænge i luften af sig selv (se evt. Suhl's originale akvarel og Mildes version).

Fodnoter: (1)

Deutsches Worterbuch von Jacob Grimm und Wilhelm Grimm, 1878, side 1.222:

der erste und der letzte gang, zur taufe und zum grabe, wo man doch nicht selber geht, sondern so zu sagen (das zu andern zwecken erfundene scherzwort drückt es scharf aus) gegangen wird: