Borgmesteren

Borgmester

Med borgmesteren møder vi nu Lübecks borgere, og man begynder nu at kunne se byen i baggrunden. Til højre for borgmesterens hoved er domkirkens to tårne.

Forfatteren, Nathanael Schlott, fraviger dialog-formen, idet Døden ignorerer sit offer, borgmesteren, og i stedet henvender sig til byens borgere: »I borgere, bliv ikke vrede«. Det samme sker, når Døden taler til de fattige, der kan dele kapellanens pengepung, og til de unge "Nympher", der beundrer den unge mand: »I Nympher, […] I ønske, maaskee, snart hos hannem Brud at staae«.

Ludewig Suhl	Oversættelse
der Tod Ihr Bürger zürnet nicht, wenn durch des Höchsten Schluß Der Bürgermeister selbst mit an die Reihe muß, Der zum gemeinen Heil das Recht so oft gesprochen, Sieht über sich den Stab durch meine Faust gebrochen.	Døden I borgere, bliv ikke vrede, når efter den Højestes dekret, borgmesteren selv må tage med i rækken. Han, der så ofte har talt loven for det fælles bedste, ser over sig staven knækket af min knytnæve.

der Bürgermeister Es war fürs Vaterland mein Leben abgenützt, Und Stadt u. Bürgerschaft mit Rath u. That beschützt. Ich fürchte nicht den Tod, denn wenn ich hier erkalte So weiß ich daß ich dort das Bürgerrecht erhalte	Borgmesteren Mit liv blev brugt for fædrelandet, og beskyttede byen og borgerskabet med råd og handling. Jeg frygter ikke døden, for hvis jeg bliver kold her, så ved jeg, at jeg får borgerrettigheder der.

Suhl har nogle afvigelser i teksten, der følger Jacob von Melle og Nathanael Schlott, men som modsiges af senere kilder: Dødens sidste linje: »Sieht über sich den Stab durch meine Faust gebrochen« er ifølge de nyere kilder (som Mantels): »Wird doch durch meine Faust zuletz der Stab gebrochen«, hvad fotos af maleriet bekræfter.

Suhl, Schlott og von Melle gengiver borgmesterens anden linje som: »Und Stadt u. Bürgerschaft mit Rath u. That beschützt«, men de senere kilder (og maleriet selv) siger: »Den Ruhstand dieser Stadt und Bürger=Recht beschützt«.

Lydert Höyer
Døden til Borgemesteren. I Borger' vredes ey, fordi fra eders Stad Selv Borgemesteren maa med i denne Rad. Han har til Folkets Gavn retfærdig vidst at dømme. Nu maa han følge mig, og Dommer-Sædet rømme.	Borgemesteren. For Stadens Flor og Gavn jeg altid Omhu baar, Og Borgerskabet hialp med Raad i mange Aar: Jeg derfor villig døer, lad Døden mig kun hente; Thi jeg veed, at jeg hist har Borger-Ræt at vente.