Kejserinden

Kejserinde

Kejserinden bryder den overordnede regler om, at deltagerne skal skifte mellem gejstlige og verdslige. Men kejserinden skal betragtes som en fordobling af hendes mand. Hun repræsenterer alle gifte kvinder, der sørger over sin mand, ligesom jomfruen repræsenterer alle ugifte kvinder.

Ludewig Suhl	Oversættelse
der Tod Reicht ohngewegert her der Hände zartes Paar, Und wandert fort mit mir zu jener grossen Schaar, Doch spart die Thränenfluth des bittern Scheidens wegen Man wird euch dem Gemahl bald an die Seite legen.	Døden Ræk uden tøven her det sarte par hænder, og spadsér bort med mig til den store skare, Men gem tårefloden på grund af den bitre afsked: Man vil snart lægge Deres mand ved Deres side.

die Kayserin Ist Zeit und Stunde da, so schick ich mich darein, Und will auch sterbend dir, mein Kayser aehnlich seyn Kanst du dem Reiche dich nicht stets als Sonne zeigen So muß mich auch der Tod zum Untergange neigen	Kejserinden Er tid og time her, så vil jeg forberede mig, og selv når jeg dør, vil jeg være som dig, min kejser. Kan du ikke altid vise dig for riget som solen, så må Døden også bøje mig til ødelæggelse,

Kejserindens tale er rettet mod hendes mand. Suhl, Jacob von Melle og Nathanael Schlott skriver: »Kanst du dem Reiche dich nicht stets als Sonne zeigen« (Kan du ikke altid vise dig selv for riget som solen?). De mere moderne kilder (som f.eks. Mantels) har dog en anden version, og det er den, der var på maleriet: »Du kontest dich der Welt nicht stets alß Sonne zeigen« (Du kunne ikke altid vise dig selv for verden som solen).

I næste linje får Suhl kejserinden til at sige, at så må Døden også bøje hende mod undergangen (som Døden lige har gjort med hendes mand): »So muß mich auch der Tod zum Untergange neigen«, men alle andre er enige om, at det er månen, der må bøje sig: »So muß sich auch der Mond zum Untergange neigen« (hendes mand er som Solen, så hun må være som Månen).

Lydert Höyer
Døden til Kæyserinden. Kom villig, træd her frem, rek begge Hænder hid, Og vandre fort med mig til Dødning-Skaren did: Græd ey, fordi jeg nu adskiller Eder Begge; Jeg skal og din Gemahl snart hos din Siide legge.	Kæyserinden. Naar Tiid og Time er, vil jeg beqvemme mig, Og udi Døden dig, min Kæyser, blive lig. Vil Døden ikke dig, som Rigets Soel forskaane, Hvad Under er det da? at Maanen og maa daane.