|
|
Nogle dødedanse har været gemt og glemt i århundreder bag et lag kalk på kirkemuren, indtil de uventet dukkede op, som f.eks. i Berlin og Egtved. I mange tilfælde er de senere gået til grunde, som f.eks. i Ulm og Wil i St. Gallen.
Et sådan et fandt man i Straßburg i 1824. Under en restaurering dukkede adskillige malerier op, her iblandt en dødedans på indersiden af vest- og nordvæggen af kirkeskibet. Dansen startede på den vestlige mur, hvor maleriet var i bedst stand.
Maleriet befandt sig syv fod over jorden, og var syv fod højt. Hver scene var mellem fem og seks fod i bredden, og menneskene var noget mere end naturlig størrelse. Især de første scener var af meget høj kvalitet.
Arkitekt August Arnold, der gjorde opdagelsen, leverede tegninger af de bedst bevarede scener, og året efter, i 1825, udgav Friedrich Wilhelm Edel en bog, der handlede om kirken i almindelighed, »Die Neue Kirche in Straßburg«, og den nyligt opdagede dødedans i særdeleshed: »besonders auch vom neuentdeckten Todtentanze«. Bogen indeholdt Arnolds tegninger litograferet af M. F. Boehm.
Forlæggeren var Johann Heinrich Heitz, der også udgav den årlige almanak, Den Hinkende Budbringer (»Der Hinkende Bote an der Ill und am Rhein«). I 1825-oplaget af "budbringeren" blev der tilføjet et enkelt træsnit, der viste dansen, men med fødder, gulv og søjler i en "restaureret" udgave (øverste hjørne på denne side).
Fordi mange af billederne var i dårlig stand, blev de ikke alle afdækket. De scener, der svarede til de 5 litografier, som Edel/Heitz udgav i 1825 fik et lag fernis, mens resten blev dækket med kalk igen. Den første scene — prædikanten — som alle var enige om, var den mest mesterlige, fik også en mindre udbedring.
Kirken brændte ned under den fransk-preussiske krig i 1870. Der eksisterer stadig et fotografi af prædiker-scenen og måske af enkelte andre.(1)
|
De enkelte scener var adskilt af søjler, ligesom i La Danse Macabre i Paris. Søjlerne var en del af maleriet, og litografierne skal altså ikke tolkes, som om maleriet befandt sig i en søjlegang. Det kan man dels se, ved at søjlerne — ligesom gulv og fødder — er i dårlig stand forneden, og dels ved, at den unge mand klamrer sig til søjlen i midten af billedet.
I modsætning til de fleste andre dødedanse danser Døden/dødningen ikke afsted med hvert enkelt menneske. I stedet overfalder flere dødninge grupper af mennesker, og på dette punkt minder dansen mest om den såkaldte Augsburger Totentanz.
Der er ingen tekst.
De primære kilder er dels Edels bog med Arnolds 5 litografier, og dels et brev fra Professors G. Schweighäuser, der blev udgivet i »Kunst=blatt«.
Schweighäuser skrev i august 1824, kun 8 dage efter opdagelsen, og han opdeler maleriet i 21 scener (der har formentlig været flere, der bare aldrig blev frilagt).(2) Edel koncentrerer sig derimod om 5 "malerier" (Gemälde), som er de 5 litografier, han gengiver i sin bog.
Her har jeg prøvet at kombinere dem begge. Jeg følger Schweighäuser's rækkefølge, men overvejende Edel's beskrivelse:
|
Foran prædikestolen sidder en nonne med hænderne foldet i bøn. Foran hende sidder en slumrende gammel mand og ved hans side en frue, der virker tanketom. En kvinde i sin ungdoms vår sidder i dyb andagt.
Kendere, der så dette maleri, har udtalt, at det var en Rafael værdig.
|
Dette maleri er ringere end de forrige og er udført af en anden kunstner.
|
Heromkring slutter vestvæggen. Maleriet var i dårligere stand på nordvæggen.
|
|
|
Man kan kun beklage, at værket er forsvundet. Ifølge alle, der har kommenteret det, har det været i særklasse, men tilsyneladende har ingen tænkt på at lave detaljerede gengivelser i farver. Vi er nødt til at støtte os til Edel's beskrivelse for at vide, at det er en (gammel) mand, der sidder foran prædikestolen i scene #1, og at skikkelsen mellem de to kardinaler i scene #3 er en dødning, selvom Døden ikke plejer at gå med hat.
I 1888 blev de 5 plancher kalkeret til bogen »Le Temple-Neuf à Strasbourg« af Aimé Reinhard. Reinhard beklager, at ingen havde lavet mere detaljerede tegninger, mens maleriet stadig eksisterede, men hans egen bog gør ikke sagen bedre, for her forsvinder alle detaljer. Edel fortæller os, at manden ved siden af abbeden er en gammel mand, der længe har ønsket at dø, men i nyudgivelsen i 1888 ligner han mere en ung kvinde.
I 1888-oplaget er det også svært at se, at det er en dødning, der trænger ind mellem kejser og kejserinde.
|
|
Tabet er større, fordi vi nu kender kunstnerens navn og har en ide om, hvilke krav der har været til kvaliteten af værket.
Allerede fra starten af blev det nyfundne maleri tilskrevet Martin Schongauer, også kaldet "Hipsch Martin" (smukke Martin) på grund af hans smukke kunst, eller i al fald en kunster af Schongauers skole. Det sidste viste sig at være korrekt, for kunstneren, Léonard Heischer, var netop elev af Schongauer.
I 1961 skrev Francis Rapp en artikel om kunstneren, og Rapp havde ikke bare fundet et navn — han havde fundet selve den kontrakt, som kirken havde skrevet med Heischer. Kontrakten blev indgået 11. oktober 1474 og specificerer, hvilke værker han skulle male, nemlig først og fremmest en dødedans og et billede af Dommedag: »Nemlich den doten dantz mit sinen figuren die dartzu gehörent und das jungste gericht«.
Dansen skulle males i oliefarver, det vil sige, at væggen skulle imprægneres med kogende olie. Maleriet var altså ikke "al fresco", som danske kalkmalerier normalt er. Den skulle have naturlig, menneskelig størrelse og længde. »die bilde die zu dem dantze gehörent sollent auch von ölefarwen gemalt werdden und eins zimlichen mans grösse und lenge haben«.
Næste punkt var, at der skulle bruges ægte ædelmetaller. En dygtig kunstner kunne snyde og bruge tin, men kirken krævede, at Mester Lienhart skulle pynte alle kroner, diademer og kors med ægte guld og sølv: »was an allen bilden von golde oder silber sich geburt zü machen als Crönen dyademen crutze oder anders das soll meister lienhart also von golde oder silber zieren«.
Han skulle også lave 10 buer med profeter, men her kunne han nøjes med limfarve: »die selben swibogen(3) und propheten soll er machen von lyme färwen«. Forklaringen var formentlig, at disse profeter blev placeret et mørkt sted, så der blev ikke stillet så høje krav.
Det skal tilføjes, at både Schweighäuser og Edel nævner, at dansen blev indledt af en række hellige mænd, og at denne del af vægmaleriet var af ringere kvalitet. Men de beskriver begge 3 rækker af 9-10 hellige mænd og siger, at disse var placeret på væggen og ikke i "swibogen"(3). Ingen af dem nævner en Dommedag i slutningen af dansen. I stedet omtaler de et stærkt ødelagt maleri af Kristus i Olivenhaven.
Mester Lienhart skulle afslutte arbejdet inden "singethen" (Sankt Hans) år [14]75.: »diss werck soll meister Lienhart gemäht und ussbereit haben biss zu singehten noch künftig im 75 Jore«. Ellers forholdt Kirken sig retten til at give arbejdet videre til en anden.
Til sidst skulle det færdige arbejde godkendes af en jury. En af medlemmerne var Henri Medinger, den samme købmand, der havde købt det bladguld, maleren skulle bruge, så vi kan være sikre på, at der var været brugt rigeligt med ægte guld og sølv i maleriet.
Derfor er det ekstra ærgeligt, at vi aldrig får det at se.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fodnoter: (1) (2) (3)
Et foto af prædikant-scenen kan ses hos Musées de la ville de Strasbourg.
Ifølge hjemmesiden har de (mindst) to fotografier mere (E.2.15408 og N.3.37948).
Brevet blev også udgivet på fransk i Le Globe, 1824. Denne udgave er stærkt forkortet, og bl.a. mangler beskrivelsen af de 21 scener.
Denne forkortede beskrivelse blev senere brugt af Gabriel Peignot, som hans eneste kilde.
swibogen . . .: Mærkeligt nok er der ikke noget dansk (eller engelsk) ord for dette. Det bliver ofte (forkert) oversat som "stræbebuer", men betegner faktisk en bue lavet mellem to vægge for at stabilisere dem.
Fotografierne på tysk Wikipedia om Schwibbogen viser dette forbilledligt tydeligt.
English 
Døden fra Lübeck
Blandet
Straßburg