Da det gamle, medtagne maleri fra 1463 blev erstattet af et nyt, sørgede maleren - Anton Wortmann - for omhyggeligt at studere og kopiere baggrunde, klædedragter og bygninger.
Døden til alle
Døden til paven
Døden til kejseren
Døden til kejserinden
Døden til kardinalen
Døden til kongen
Døden til biskoppen
Døden til hertugen
Døden til abbeden
Døden til ridderen
Døden til karteuseren
Døden til borgmesteren
Døden til kanniken
Døden til adelsmanden
Døden til lægen
Døden til ågerkarlen
Døden til kapellanen
Døden til amtmanden
Døden til kordegnen
Døden til købmanden
Døden til eremitten
Døden til bonden
Døden til den unge karl
Døden til jomfruen
Døden til barnet
![]() |
Derimod er der intet, der tyder på, at Schlott har så meget som kigget på resterne af den originale plattyske tekst, inden han erstattede den med sin nye højtyske tekst. Schlott skrev sin tekst efter tidens mode, nemlig i aleksandrinere, hvilket betyder, at hver linie består af 12-13 stavelser med tryk på hveranden:
Heran, ihr Sterblichen! das Glas ist aus, heran, |
Her frem I dødlige; thi Glasset ude er: |
Schlott var født i Danzig (Gdansk), 13/2 1666, og kom til Lübeck i 1699, hvor han blev gift. To år senere blev han gift igen, så han har formodentlig været nybagt enkemand, da han skrev sin dødedans i 1701.
Årene efter udgav Schlott sin tekst i flere forskellige samlinger og tilføjede en afslutning med tesen »Der Tod ist kein Tantz« og modtesen »Der Tod ist ein Tantz«.
I 1703 betalte Mariakirken ham hans honorar for den nye tekst. Både Mantels og Meyer er forargede over beløbets størrelse, men det er svært at være misundelig, eftersom Schlott døde 23/3 samme år.
Eftertiden har ikke været venlig ved Schlotts værker. Den gamle tekst indeholdt angsten for Død og Helvede (og en stor portion samfundskritik). Schlotts tekst afspejler en ny tids smag, hvor livet er en jammerdal, og menneskene længes efter den lange søvn. Tag f.eks. Døden til spædbarnet:
Nimm, zarter Säugling, an den frühen Sensenschlag, Und schlaf hernach vergnügt, bis an den jüngsten Tag. |
Tag, spæde Patte-Barn, kun tidlig mod mit Slag, Og sov saa trøstig hen indtil paa Dommens Dag! |
![]() |
![]() |
Det er formodentlig alt den snak om søvn - sammen med verseføddernes evindelige badam-badam - der gør, at Schlott's rim betegnes som »langzeilige und langweilige« (langlinjede og kedelige).(1) Mantels kalder digtet »schlectes Machwerk« (elendigt makværk) og tilføjer, at digtet »werden einem heutigen Leser nur widerwillen erregen« (vil kun vække modvilje i en nutidig [1866] læser).
Det er hårde ord. Der er intet, der tyder på, at maleriets popularitet aftog i de sidste 241 år, hvor Schlotts tekst havde erstattet den gamle. Schlotts tekster blev udgivet både af ham selv og af utallige kopister, og har inspireret andre dødedanse som f.eks. i Erfurt.
I 1738 blev Todten-Tanz udgivet på dansk oversat af Lydert Höyer — stadig på alexandrinere under titlen: »Den Lybekske Dødning-Dantz, Som er at see Afmalet Udi St. Mariæ Kirke i Lybek, De Lysthavende til Fornøyelse Og For sin Merkværdigheds skyld Efter Begiering Udi Danske Riim Oversatt«.
Læs bogen her: Den Lybekske Dødning- Dantz
Man skulle tro, at en berømt tekst, der hang fuldt offentligt i 241 år, var tilstrækkeligt beskrevet.
Alligevel er der store variationer, ikke kun stavemåder, men ord, sætninger og hele vers afviger. Endnu mærkeligere er det, at Schlott og Jacob von Melle er dem, der afviger mest. Man skulle tro, at forfatteren selv vidste bedst, men hans publikationer afviger ofte fra maleriet, og von Melle, den pastor, der havde sin daglige gang i kirken, følger Schlott. Se f.eks. tre udgaver af degnen og de mange udgaver af barnet.
Den mest pålidelige gengivelse er den, den står under Mildes litografier. En ligeså pålidelig tekst kan læses her: Die Verse des Lübecker Todtentanzes.
Her har jeg sammenlignet titlerne i de forskellige udgivelser:
Schlott, 1701 | Schlott, 1702 | Melle, 1713 | Suhl, 1783 | Schmidt, 1839 | King, 1857 | Milde, 1866 |
---|---|---|---|---|---|---|
Der Tod | Der Tod | Der Tod | der Tod | Der Tod als Flötenbläser | Flötenbläser | Der Tod |
Der Papst | Der Bapst | Der Pabst | der Pabst | Der Papst | Der Papst | Der Pabst |
Der Kaiser | Der Käyser | Der Käyser | der Kayser | Der Kaiser | Der Kaiser | Der Keyser |
Die Kaiserinn | Die Käyserin | Die Käyserinn | die Kayserin | Die Kaiserin | Der(!) Kaiserin | Die Keyserin |
Der Cardinal | Der Cardinal | Der Cardinal | der Cardinal | Der Cardinal | Der Cardinal | Der Cardinal |
Der König | Der König | Der König | der König | Der König | Der König | Der König |
Der Bischof | Der Bischoff | Der Bischof | der Bischof | Der Bischof | Der Bischof | Der Bischoff |
Der Herzog | Der Hertzog | Der Hertzog | der Herzog | Der Herzog | Der Herzog | - - - |
Der Abt | Der Abbt | Der Abt | der Abt | Der Abt | Der Abt | Der Abbt |
Der Ritter | Der Ritter | Der Ritter | der Ritter | Der Ritter | Der Ritter | Der Ritter |
Der Carthäuser | Der Carthäuser | Der Carthäuser | der Carthæuser | Der Carthäuser | Der Carthäuser | Der Carthäuser Mönch |
Der Bürgermeister | Der Bürgermeister | Der Bürgermeist | der Bürgermeister | Der Bürgermeister | Der Bürgermeister | Der Bürger-Meister |
Der Dohm=Herr | Der Domherr | Der Thum-Herr | der Thumherr | Der Domherr | Der Domherr | Der Thum Herr |
Der Edelmann | Der Edelmann | Der Edelmann | der Edelmann | Der Edelmann | Der Edelmann | Der Edelmann |
Der Arzt | Der Artzt | Der Artzt | der Doctor | Der Doctor | Der Doctor | Der Artzt |
Der Wucherer | Der Wucherer | Der Wucherer | der Wucherer | Der Wucherer | Der Wucherer | Der Wucherer |
Der Capellan | Der Capellan | Der Capellan | der Capellan | Der Kapellan | Der Kapellan | Der Capellan |
Der Amtmann | Der Amptmann | Der Amptmann | der Amtmann | Der Amtmann | Der Amtmann | Der Amptman |
Der Küster | Der Küster | Der Küster | der Küster | Der Küster | Der Küster | Der Küster |
Der Kaufmann | Der Kauffmann | Der Kauffmann | der Kaufmann | Der Kaufmann | Der Kaufmann | Der Kauffman |
Der Cläusener | Der Cläusener | Der Cläusener | der Clausener | Der Clausener | Der Clausener | Der Cläusner |
Der Bauer | Der Bauer | Der Bauer | der Bauer | Der Bauer | Der Bauer | Der Bauer |
Der Jüngling | Der Jüngling | Der Jüngling | der Iüngling | Der Jüngling | Der Jüngling | Der Junggesell |
Die Jungfer | Die Jungfrau | Die Jungfrau | die Iungfrau | Die Jungfrau | Die Jungfrau | Die Jungfrau |
Das Wiegen=Kind | Das Wiegen-Kind | Das Wiegen-Kind | das Wiegenkind | Der Tod zum Wiegenkinde | Das Wiegenkinde | - - - |
Se ressourcer forneden |
Lidt bemærkninger:
Ved at sammenligne med fotografier af maleriet viser det sig, at Mantels og Mildes bog er mest korrekt. Det ser man bl.a. ved, at den unge mand kaldes "Junggesell" og doktoren "Artzt".
En ligeså pålidelig tekst kan læses her: Die Verse des Lübecker Todtentanzes. De få forskelle på denne og Milde's tekst ser ud til at være ortografiske varianter (auf/auff, Keyser/Kayser).
En pudsighed er, at Geissler, 1872, (ikke med i tabellen) skriver "arzt" under billedet, men "doctor" i overskriften i den følgende tekst. På samme måde svinger Geissler mellem Pabst/Papst og Clausner/Clausener.
Kings overskrifter følger Schmidt's nøje; også når King laver afslørende fejl som "Der Kaiserin" og "Das Wiegenkinde".
Fodnoter: (1)
Noch mehr löst sich scheinbar davon der die ursprüngliche Zahl (24) doch festhaltende Lübecker Todtentanz ab, der uns nur in achtzeiligen Reimsprüchen erhalten ist, die aber offenbar einer späteren Auffrischungszeit angehören, wie denn auch 1701 noch neue, eben so langzeilige (zugleich eben so langweilige) untergesetzt wurden (die 1735 beiläufig in Erfurt benützt werden).