|
Dødedans (fr. danse macabre [dã.s-maka.br],
tysk Totentanz) , en billedlig allegorisk Frem-
stilling af Døden, der uden Skaansel fører alt
Menneskeliv til Graven. Døden spiller op til
Dans for en lang Række Par af Knokkelmænd
med deres Ofre af alle Stænder Og Aldere, fra
Paven til Bonden, fra Støvets Aar til den
spædeste Barndom. Forestillingen om Dans er
mere ell. mindre tydelig udtrykt gennem den
rækkevise Fremstilling af Grupper paa to Og
to i lang Kæde og den ranglende og grinende
 |
Fig.1. Vægbillede i det fhv. Kartheuserkloster
i Kønigsfeld ved Brünn. |
Benrads rytmiske Bevægelser, der alt efter Bil-
ledets hele Tempo er snart lidenskabelig hvirv-
lende, snart rolig fremadskridende. Imidlertid
bruges Betegnelsen D. ogsaa i videre Bet. om
Billedrækker (fra senere Tid, Holbeins), der
viser Døden ikke som den, der fører op til Dans,
men som den, der griber ind i Livets daglige
Sysler, banker paa Astronomens Dør, anbringer
sig paa Gnierens Vej, indhenter Handelsmanden
paa Landevejen o. s. fr. Medens Døden paa de
ældste Fremstillinger fremtræder ikke som Ske-
let, men som en indtørret Menneskeskikkelse
med Kranium, er han senere, med Kunstens
stigende Kendskab til Anatomien, den rigtige
Knokkelmand, hvis Bevægelser Kunstneren ofte
med stor Dygtighed har forstaaet at give Ud-
trykket af det spottende, haanende, grufulde ell.
brutale. Ofte draperer han sig i Lin, som flagrer
under Dansen, ell. han maskerer sig i en Dragt,
der svarer til hans Offers Livsstilling ell. Milieu.
De forsk. D. bæres af en Overlevering, der vel
tillader talrige Afvigelser efter Kunstnerens Tyk-
ke og de stedlige Forhold, men dog skaber en
gennemgaaende Type. De »dansendes« Rækker
(ofte 24 Par) begynder med Paven, saa kommer
Kejseren og Kongen, og Kredsen fortsættes med
Personer af den gejstlige og verdslige Stand
ned til de laveste Stillinger. Den gribende Tale
om Dødens Herskermagt over alt Levende, der
lyder fra disse D.-Billeder. blev ofte yderligere
understreget ved den ledsagende Tekst: en Dia-
log paa Vers mellem Døden og hans Partner,
der forgæves taler sin og Livets Sag. Som na-
turligt er, var disse Billedrækker særlig knyt-
tede til Kirker, Kapeller og Kirkegaarde (for-
nemmelig Dominikanerordenens), men de fandt
ogsaa Vej til verdslige Bygninger, saaledes Slots-
gaarde (Blois, Dresden, Whitehall m. fl.).
|
D.-Forestillingen, for saa vidt den i al Alm.
blot udtrykker Dødens absolutte Uimodstaaelig-
hed, var selvfølgelig ikke fremmed for den an-
tikke Kultur og Kunst, her og der fra Old-
tidskunsten kan der hentes Eksempler paa Gen-
givelser af Skeletter og paavises Antydninger af
Paralleller til D. (T r e u: De ossium humanorum
. . . .imaginibus [1874]); bekendt er Herodot's
Fortælling om det Træbillede af Døden, som
anbragtes ved Ægypternes Gilder som et Me-
mento mori, men denne Paamindelse synes nær-
mest at have været et Vink om at drikke og
glæde sig, medens det endnu var Tid, at skynde
sig at nyde Livets Drik, for snart vilde man
blive som den uhyggelige Gæst derhenne ved
Bordet. D.-Tanken i dens specifikke Bet. hører
Kristendommen til. Den var Udtrykket for den
Kristnes Opfattelse af Livets Forgængelighed og
de jordiske Tings Intethed. Imidlertid synes
den først at have faaet fast- billedlig Form i
Middelalderens Slutn. Dette hænger sikkert
sammen med den Omstændighed, at Livet tid-
ligere havde formet sig mere enkelt, ganske
overskygget af Følelsen af det hinsidiges ene-
gyldige Realitet; i den sene Middelalder med
dens stærke, massive Livslyst, der peger hen
imod Renaissancen, fremkommer først ret den
s k æ r e n d e Modsætning mellem det Liv, man
elsker og hænger ved, og Døden i dens brutale
Ubarmhjertighed. Man stiller da op, paradoksalt,
de to grelleste Modsætninger: Dansen og Døden
som Udtryk for Livets Delthed. Ydre Begiven-
heder havde ogsaa lagt denne Forestilling til
Rette for Slægten: den »sorte Døds« Hærgninger
 |
| Fig.2. Holbein's Dødedans. |
(i 14. Aarh.'s Midte) o. a. Farsoters Plyndrings-
tog havde givet Menneskeheden grufulde Me-
mento'er, og fra Skt. Veits-Dansens Krampe-
orgier havde D.-Forestillingen vel hentet yder-
ligere Næring. Virker disse D. end uhyggelig,
som om Kunstneren havde forelsket sig i Døds-
gruen, peger de dog tydelig nok hen imod den
forsonende Tanke, at Kristus er Dødens Over-
vinder; til de egl. D.-Billeder er saaledes ofte
|
