Reynke de Vos, bog 1, kapitel 8

Hvordan Reynke gik ud med bjørnen Brun og førte ham derhen, hvor han skulle spise honning, hvilket bekom ham dårligt. Hvordan Reynke forrådte ham og efterlod ham med hovedet og to fødder fanget i en træstamme. Det VIII. kapitel.

¶ Wo Reynke myt Brunen, deme baren, ghynck vnde en leydede, dar he honnich eten scholde, dat em ouel bequam. Wo en Reynke bedroch vnde leet en stan beklemmet in dem bome eft blocke myt deme houede vnde beyden voeten. Dat VIII. capittel

DO de auent was ghekomen
610 Vnde Reynke dat hadde vornommen,
Dat Rustevyl, de vorghesechte bur,
To bedde was in synem schur
Rustevyl was van groteme loue
Eyn tymmerman vnde hadde in synem houe
615 Lyggende eyne eke, de he wolde klouen,
Vnde hadde dar in gheslagen bouen
Twey grote kyle, de weren seer glat;
Reynke de voß merkede dat.
Dat sulue holt was an eyner syd
620 Vpgheklouet eyner elen wyd.
He sprack: „horet my, Brun oem!
Recht hir in dessem suluen boem
Is honnyges meer, wan gy löuet;
Steket dar in wol deepe yuwe höuet.
625 Nemet nicht to vele, dat is myn rad,
Iw mochte dar anders aff komen quad
In yuweme lyue, syd des bericht."

¶ Brun sprack: „Reynke, sorget nicht!
Mene gy, dat ick sy vnvrod?
630 Mathe is tho allen dyngen gud."
Alsus leet syck de bare bedoren
Vnde stack dat höuet in ouer de oren
Vnde ock de vordersten voete mede.
Reynke do groet arbeyt dede:
635 He brack vth de kyle myt der hast.
Dar lach de bare ghevangen vast
Myt houet vnde voeten in der eken;
Em halp wer schelden edder smeken.
He plach to wesen kone vnde starck,
640 Men hir hadde he syn vulle werck.

¶ Sus brachte de neue synen oem
Myt loßheyt ghevangen in den boem.
He beghunde tho hulen vnde to braschen,
Myt den echtersten voeten to kraschen
645 Vnde makede alzo groten lud,
Dat Rustevyl myt der hast quam vth;
He dachte, wat dar wesen mochte.
Ja, eyn scharp byl he myt syk brochte
Vp euentur, eft des were noed.
650 Brun lach do in anxste groed:
De kloue, dar he in lach, ene kneep,
He brack syk vnde toch, dat he peep.
Men dat was pyn vmme nicht ghedaen,
He vormode syck nummer van dar to ghan.
655 Dat meende ok Reynke vnde sach Rustevyle
Van verne komen myt deme byle.
He reep tho Brune: „wo steyt yd nu?
Eteth nicht to vele, dat rade ik yw,
Des honniges; segget my, ysset ock gud?
660 Ik see, dat Rustevyle kumpt hir vth;
Vyllichte wyl he yw bedencken
Vnde wyl yw vp de maltyd schencken."
Dar mede ghynck Reynke wedder na huß,
Na syneme slote to Malepertuß.