Reynke de Vos, bog 1, kapitel 5

Hvordan kongen rådførte sig med sine undersåtter, om hvordan og på hvilken måde han med rette kunne dømme rævens forbrydelser; og hvordan hønen blev begravet af hanen og hendes venner på en så overdådig måde og manér, som det er skik i Vesten. Det V. kapitel.

¶     Wo de konnynck ghynck tho rade myt synen vndersaten vnde wysen, wo vnde in wat wyse he richten mochte rechtferdygen de boßheyt des vosses, vnde wo de dode henne wart begrauen, dar de hanen stan alze de negesten vrunde, syck moyende myt ouertogen koggelen, so westwort de wyse is. Dat V. capittel.

405 DE konninck sprak: „her greuinck, komet her!
Hore gy wol, yuwe om, de klusener,
Wat karinen he vastet vnde wo he deit?
Leue ik eyn yar, yd wert eme leyt.
Wat scholen desser worde nu meer?
410 Hane Hennynck, nu horet heer!
Juwe dode dochter, dat gude hoen,
Der wyl wy der doden rechticheyt doen
Vnde laten er de vigilie syngen
Vnde se to der erden bryngen;
415 Dat schal scheen myt groten eren.
Denne wylle wy vns myt dessen heren
Vmme dessen mord wol bespreken,
Wo wy dat best mogen wreken."
Do gheboth he beyde yunck vnde olden,
420 Dat se vigilie syngen scholden.
Do des konnynges both was gheghan
Vnde domen beghunde to heuen an
Dat „placebo domino"
Vnde de versche, de dar horen tho, -
425 Ik sede yd wol, men yd were to lanck,
We dat dar de leccien sanck
Vnde de responsen, so syk dat behord.
Dar vmme korte ick desse word:
Se wart do int graff gheleyt,
430 Eyn schon marmelsteyn wart dar bereyt,
Ghepollieret so klar, alze eyn glas,
De veerkant, groet vnde dycke was,
Myt groten boekstauen dar vp ghehauwen,
Datmen klarlyken mochte schauwen,
435 We dar vnder lach begrauen.
Alsus sprack de schrift der boekstauen:

¶ „Krassevoet, hanen Henninks dochter, de beste,
De vele eyer leyde in de neste,
De wol myt ören voeten konde schrauen
440 De lycht vnder desseme steyn begrauen.
De valsche Reynke was, de se vorbeeth;
Se wyl, dat al de werlt dyt weed.
Dyt dede he ane recht, myt valscher laghe,
Vp datmen se des to meer beklaghe."

445 ¶ Alsus nam de schrift eynen ende.
De konnynck leet beden al, de he kende,
De kloeksten van rade, syk wol to bespreken,
Wo he desse vndaet best mochte wreken
Vp Reynken, de nicht en was van den besten.
450 Do reden de heren eme to lesten,
(Wente se Reynken seer lystich kenden)
Hir vmme scholdemen eme boden senden,
Dat he wer dorch schaden edder dorch vromen
Nicht enlethe, he scholde komen
455 To des konnynges houe tom herendage,
Vnde dat Brun de bare desse bodeschop drage.