Reynke de Vos

Reynke de Vos gælder som et af højdepunkterne i tysk litteratur og den største af de episke dyrefabler. Rost af alle lige fra Martin Luther til Goethe.

Lauremberg havde måske ret dengang i, at der ikke fandtes gode højtyske oversættelser, men det er der kommet siden. Hvad der måske er vigtigere er, at den plattyske Reynke de Vos ikke er et originalt værk.

Dyrefabler er tusinder af år gamle, og der har i næsten tusinde år været skrevet historier om ulven Ysegrym og ræven Reynaert.

Ræven har altid spillet rollen som den snu hovedperson, der narrer de stærkere dyr. Allerede i det 12. århundrede blev det latinske "Ysengrimus" skrevet, der handlede om den dumme ulv Ysengrim, der gentagne gange bliver overlistet af ræven Renardus og til sidst kommer ynkeligt af dage. Her er den grådige ulv en biskop eller abbed, mens ræven er en lægperson.

Historien forgrenede sig i det 12. or 13. århundrede, især på fransk i "Le Roman de Renart" og mange af disse "grene" (forskere taler netop om "branches") som f.eks. tranen og den syge ulv (billedet til venstre) er blevet indarbejdet i Reynke de Vos som historier i historien.

Alt dette har Lauremberg selvfølgelig været klar over, men selv med disse forbehold er Reynke de Vos ikke noget originalt værk, og dens rødder er ikke plattysk, men middelnederlandsk

Den nederlandske "Van den vos Reynaerde" findes i fem manuskripter: To hele og 3 fragmenter. Historien er stort set den samme som den første (og langt største) af de fire bøger af den lübeckske Reynke de Vos.

Det ene komplette manuskript er det Dyckske, sådan kaldet, fordi det blev fundet på Schloss Dyck i Rheinland-Westfalen. Det er skrevet år 1330-1360, og fortællingen om Reynaerde fylder 3.393 linjer (se eksternt link).

Det andet komplette manuskript blev fundet i Comburg. Historien fylder 3.469 linjer og er kopieret i starten af det 15. århundrede (se eksternt link).

Forfatteren starter med at introducere sig som »Willam die matocke makede«, dvs. den Villam / Willem, der også havde skrevet et værk ved navn "Matock". Desværre kender vi ikke et sådant værk, og i manuskriptet fra Comburg er teksten rettet til »Willem, die vele bouke maecte«, (dvs.: "Willem, der lavede mange bøger"), så åbenbart har referencen meget tidligt været uforståelig.(2)

Manuskriptet slutter med et akrostikon, "BI WILLEME", men dette er kun med i manuskriptet i Comburg og skal nærmest graves frem.(3)

Selvom manuskriptet er hollandsk, forventes det alligevel, at læseren er bekendt med den franske Renart-tradition. Kong Nobel dukker op allerede i linje 44 ("Nobel die coninc"), men der går næsten 1.800 linjer, før vi får at vide, at kongen er en løve: "Coninc lyoen".

Der findes en udvidet version: "Reynaerts historie". Den første del er stort set identisk med "Van den vos Reynaerde", men derefter er der tilføjet 4.300 linjer, så der ialt er ca. 7.800 linjer.

Denne tilføjelse svarer til bog 2, 3 og 4 i den lübeckske Reynke de Vos. Reynkes fjender har ikke fået nok, dyr og fugle klager over ham, og Reynke må igen møde for kongen. Her bruger han meget tid på at beskrive de utrolige kostbarheder i sin opdigtede skat. Da retssagen ikke fører nogen vegne, vælger ulven Ysengrim i stedet at udfordre Reynaert til tvekamp.

"Reynaerts historie" findes i et manuskript i Bruxelles, der desværre ikke er online (HS 14601). De sidste 1.000 linjer overlever også i et andet manuskript (Haag KB 75 B 7).

Brussel-manuskriptet slutter med en hilsen fra "den der har skrevet det". Manden hedder Claes van Aken (dvs. han formentlig kommer fra den tyske by Aachen). Det fremgår dog ikke, om "den, der har skrevet det" er forfatteren, eller bare en skriver, der har kopieret manuskriptet.(4) Denne hilsen er ikke med i fragmentet i Haag, der i stedet, der i stedet slutter med en noget forblommet tekst, om at det er nedskrevet i 1475 eller måske 1477.

De trykte udgaver

"Reynaerts historie" blev også udgivet i prosaform. Der findes to trykte bøger på hollandsk med en lettere omskrevet prosa: "Historie van Reynaert die vos". Den ene blev udgivet af Gheraert Leeu, Gouda, 1479 (billede foroven til højre), den anden af Jacob Jacobsz ver der Meer, Delft 1485.(5)

Handlingen er opdelt i 45 kapitler, og det er formentlig 1479-oplaget, der danner grundlag for Caxton's oversættelse til engelsk i 1481, "the historye of reynart the foxe".

Fra ca. samme tid findes 7 blade fra en trykt, versificeret udgave: De såkaldte Culemann-fragmenter. Rådsherre Friedrich Culemann fra Hannover havde købt disse 7 blade fra Edwin Tross, der havde fundet dem i indbindingen på en gammel bog.(6) Det menes, at denne bog er trykt i 1487 af Gheraert Leeu, altså den samme som trykte den ene prosaudgave i 1479.

Bladene indeholder fire illustrationer (til venstre), 198 hele og 24 halve verslinjer, og viser, at hverken rimene, overskrifterne eller de belærende forklaringer ved slutningerne af kapitlerne ("gloser") er opfundet i Lübeck.

Lübeck, 1498

Det var formentlig en bog i samme familie som Culemann-fragmenterne, der dannede grundlaget for den plattyske oversættelse i Lübeck i 1498.

Bortset fra disse indledende og afsluttende billeder, der kunne være brugt i enhver anden bog, falder illustrationerne i tre grupper:

Fra Rostock og videre

Få år senere — i 1510 — blev Reyneke de Vos genoptrykt i Rostock. Bogen eksisterer ikke længere, men forlæggeren Hermann Barckhusen skrev et brev til greven af Mecklenburg 24 juli 1510. Greven ville have Barckhusen til at arbejde på et projekt, og Barckhusen sendte to bøger, så greven kunne vælge, hvilke skrifttyper han bedst kunne lide:

Ik sende ok Juwer f. g. hyrbeneuen eyn dutzsch halsgerichte, so ik ok uth dem hoechdutzschen getegen vnd kortes gedrugket hebbe vnde eyn ander boek von schympliken reden vnd schwengken, Reyneke Voss genompt: dar inne de dutzschen schriffte to beseende,

Barckhusen fortæller om den første bog om "halsgerichte" (dvs. domstole for tunge forbrydelser), at han både har oversat den fra højtysk og trykt den. Derimod giver han ingen detaljer om den anden bog med skammelige fortællinger, og den eksisterer ikke længere. Det eneste vi kan slutte er, at Barckhusen i 1510 ejede de skrifttyper, der var brugt til at trykke en udgave af Reyneke Voss.

I 1517 blev der udgivet (endnu?) en sådan bog i Rostock: »Van Reyneken dem Vosse«. Bogen indeholder samme tekst som i Lübeck, inklusive forord, indledninger, og "gloser" (de forklaringer, der aflutter ca. halvdelen af kapitlerne). Der er ingen angivelse af forlag, kun: »Impressum Rostochij. Anno M.CCCCC.xvij«. men det er oplagt, at den kunne være udgivet Barckhusen, eller måske snarere af Barckhusen's sætter, Ludwig Dietz, der havde overtaget Barckhusen's forretning.

I 1539 udgav Ludwig Dietz så den berømte udgave, "Reynke Vosz de Olde" med flotte kobberstik, der tilskrives Erhard Altdorfer (se eksternt link).

Selve teksten er den samme som i Lübeck, men de mange belærende "gloser", der afslutter kapitlerne, blev erstattet af en "jüngere Glose", der skulle give læseren den rette protestantiske forståelse af handlingen. I marginerne er tilføjet citater af Sebastian Brant, Freidank, og små figurer (til højre).

Den protestantiske "yngre Glose" er seks gange så omfangsrig som den katolske fra Lübeck og er på over 2.700 linjer. Selvom selve handlingen i Reynke de Vos fylder 6.844 vers, drukner den næsten i mængden af forord, overskrifter, "gloser" og kommentarer.

Denne udgave blev populær og genoptrykt flere gange. I 1544 blev den oversat til højtysk — med 21 oplag inden 1621, hvor hvert oplag har været op til 10.000 eksemplarer. Det er måske et af disse oplag, som Lauremberg mente lød, som når man kastede en gammel gryde mod væggen"?(7)

Den danske udgave blev udgivet af Hermen Weigere: »En Ræffue Bog som kaldes paa Tyske Reinicke Foss […] som aldri føre haffuer værid paa danske / nu Nylige fordanskit aff Hermen Weigere / Borgere udi Cøbnehaffn« (se eksternt link).

Selvom Weigere var "Borgere udi Cøbnehaffn", var bogen trykt af Jürgen Richolff der Jüngere i Lübeck. Som der står til allersidst: »Prentet i Lybeck aff Jørgen Richolff / Aar effter Gudz byrd M. D. LV.«.

Billederne er dygtige spejlvendte kopier af dem fra Rostock, og de små figurer er også kopieret (billedet til højre)

Forsiden med manden med den spidse hat, der sælger rævehaler, er også kopieret fra Rostock. Strengt taget står der "En Eæffue Bog", og den androgyne figur med drejeliren til venstre (til højre i originalen) er blevet udstyret med penis og testikler.

Bogen blev udgivet igen i København 1656: »Reynicke Fosz, oc er en deylig oc lystig bog […] som for 105 Aar [sic] er fordansket aff Herman Weigere / Nu paa ny igjen tryckt«.

Denne gang er bogen trykt i København af Peder Hake: »Prentet i Kiøbenhafn / paa Peter Hakis Bogtryckers / oc Christian Eckhorsts Bogbinders Bekostning […] M DC LVI«, men det mærkelige er, at de store illustrationer (inklusive forsiden) er de originale kobbertryk fra Rostock, 1539.

Dette gælder dog ikke for de små figurer i margenen, der er ret klodsede kopier af 1555-udgaven, f.eks.: Døden.

Handlingen

Den første af de fire bøger handler om en retssag mod ræven. Indholdet er stort set det samme som i den nederlandske "Van den vos Reynaerde".

Men her stopper idyllen. Løven Nobel, konge over alle dyrene, holder hofdag. Dvs., at vi befinder os i et feudalsamfund, hvor lensherren om foråret skal afgøre tvister mellem sine vasaller. I denne udgave er Reynke, ulven Ysegrym, bjørnen Brun og de andre dyr alle baroner. Reynke bor sågar i et slot ved navn Malepertus: »dat castel to Malepertuß«.

I den forbindelse skal "dyr" forstås som firbenede dyr — de glade fugle har jo travlt med at synge i hække og på træer. Alle dyrene møder op — undtagen ræven — og det viser sig snart, at stort set alle dyrene har klager over ræven.

Den eneste, der forsvarer ham, er grævlingen Grimbart, der iøvrigt er Reynkes brorsøn. Grævlingen giver en anderledes drejning på samtlige anklager, og forklarer, hvordan deres ulykke i virkeligheden var deres egen skyld.

Desværre kommer grævlingens karriere som spin-doktor til en brat ende, da retssagen afbrydes af hanen Hennynck, der bringer en af sine døtre ind — liggende død på en båre. Hun er naturligvis dræbt af Reynke. Hoffet holder en dødsmesse over den døde høne, under ledelse af vædderen Bellin.

Kongen sender bjørnen Brun afsted for at indkalde Reynke. Reynke lokker bjørnen med lækker honning i en træstamme, men da bjørnen har stukket hovedet ind, fjerner ræven kilerne, så bjørnen sidder fast, mens alle i gården kommer farende og tæver ham. Bjørnen undslipper ved at rive sig løs, men det koster ham hans kløer og en del af skindet.

Derefter sender kongen katten Hyntze, men ham går det lige så galt. Hyntze bliver lokket ind i præstens hønsehus, hvor han bliver fanget i en snare. Hele præstegården kommer farende og tæver den fangne kat, der først undslipper efter at have mistet et øje.

Da kongen ser, hvor dårligt det er gået for hans udsendinge, beslutter han i stedet at sende en af Reynkes venner, nemlig grævlingen.

Denne gang følger Reynke med, men på vejen får han lyst til at "skrifte" sine synder, og han fortæller grævlingen om sine mange skurkestreger, der især er gået ud over ulven. Dette skriftemål har dog mere karakter af praleri. Vi ser dybden af hans "anger", da de passerer et kloster fyldt med fede høns, og Reyneke ikke kan dreje hovedet væk.

Reynke ankommer til retten, men hvis man tror, vi nu får et festfyrværkeri af løgn og digt, bliver læseren skuffet. Kapitel 20 er meget kort. Reyneke dømmes til døden, og vi får slet ikke at vide, hvad Reynke har sagt, kun at hans kloge ord ikke hjalp ham meget: »Syne kloken worde hulpen nicht vele«.

Reynke er dømt til døden, men på vej op ad stigen til galgen fortæller han kongen om et komplot. Ikke kun ulven og bjørnen, men også Reynkes ven, grævlingen, og Reynkes egen familie har sammensvoret sig om at dræbe kongen. Heldigvis for kongen har Reynke forpurret komplottet ved at skjule den skat, der skulle have financieret kuppet.

Kongen bliver både forskrækket over komplottet og nysgerrig efter skatten. Reynke giver en vag beskrivelse af gemmestedet, men "desværre" kan han ikke ledsage kongen, fordi han først vil foretage en pilgrimsrejse for at sone sine synder.

Dette bifalder kongen, og da Reynke skal have sko til den lange rejse, lader kongen pelsen skære af ulven og dens kone. Da Reynke også skal bruge en ransel, bliver den skåret ud af den anden "komplotdeltager", bjørnen.(8)

Reynke ledsages på sin pilgrimsfærd af haren Lampe og vædderen Bellin. Undervejs passerer de Reynke's slot, Malepertus. Reynke byder Lampe indenfor og dræber ham straks.

Reynke går udenfor til vædderen Bellin og giver ham sin ransel. Den indeholder et vigtigt brev til kongen, og Bellin skal endelig sige, det er ham, der har skrevet det, så han kan få del i æren. Da Bellin kommer frem til hoffet, viser ranslen sig at indeholde Lampes hoved.

Kongen bliver rasende, men må indse at han har svigtet ved i sin grådighed at mishandle sine trofaste vasaller, ulven og bjørnen. Som kompensation giver han dem lov til i al fremtid at jage Bellins familie, fårene, overalt hvor de møder dem. For at forsone sig med to af sine vasaller, må han ofre en tredje. Dermed er kongens svigt totalt.

Bog 2, 3 og 4 kunne lige så godt være samlet i én bog. Tilsammen er de ikke meget større end bog 1.(9)

Reynkes fjender giver ikke op, og kongen får bl.a. klager fra fuglene. Kongen kalder alle dyrene og fuglene (og ifølge billedet til venstre: en grif) til våben.

Reynke ankommer igen til hoffet og fortæller meget detaljeret om de kostelige genstande i den skat, han påstår at have gemt. Her flettes der andre historier ind fra den franske Renart-tradition.

Blandt kostbarhederne var et spejl med indridsede historier. Spejlet er "desværre" forsvundet, men Reynke kan alligevel huske mange af disse historier:

Den ene handler om, at kongens far engang var syg. Reynke's far ankommer ved hoffet og foreskriver den eneste mulig kur: »Eines wulves liver van seven jaren«, leveren fra en ulv på syv år. Ulven forsøger at undslippe ved at påstå, at han kun er fem år gammel, men uden held: Ræven vil først se leveren, og ulven ender i køkkenet.(10)

Dette er en gendigtning af den allerældste historie, der går helt tilbage til Æsop. I den oprindelig historie skulle den syge konge pakke sig ind i det varme skind fra en flået ulv, I det latinske "Ysengrimus" er det ulven, der foreslår, at kongen spiser leveren af en vædder og en gedebuk, inden ræven ankommer og bytter om på rollerne.

Ysengrim indser, at det åbenbart ikke vil lykkes at få Reynke dømt i retten, og derfor vælger ulven istedet at udfordre Reynke til duel.

Her ser vi igen, hvor gamle legendens rødder er, når ulven giver ræven sin handske, og forfatteren i 1498 må forklare i overskriften, at »dette var sædvane fra gammel tid«, når nogen blev udfordret til tvekamp.

Ræven vinder over sin stærkere modstander (bl.a. ved at pisse ulvens ene øje ud), og alle dyrene hylder nu Reynke som deres allerbedste ven.

Links og ressourcer

Der er utroligt mange ressourcer om Reynke de Vos tilgængeligt på Internettet. Følgende er et meget begrænset udvalg:

Primære kilder

Citeret fra Veer Scherzgedichte

De citerede linjer er oversat til højtysk i bogen "Reynke de Vos" af Hans Joachim Gernentz, 1987.

Otte af disse linjer blev gengivet (på plattysk) på bagsiden af titelbladet til en dansk oversættelse fra 1827: "Mikkel Ræv. Et æventyr i femten bøger, efter det gamle nedertyske digt".

Nogle forskere, som f.eks. Jacob Grimm, læste det som, at Matock har forfatterens tilnavn.

(Jacob Grimm, Reinhart Fuchs, 1834, side: clxiii, clxiv, clxvii, clxxv, ccviii osv.)

Manuskriptet i Comburg slutter:

Bi Gode, ic dart u wel raden!'
Ysingrijn sprac toten beere:
Wat sechdire toe, Brune heere?'
Brune sprac: 'Ic hebbe lievere in de rijsere
Dan hier te ligghene int ysere.
Laet ons toten coninc gaen
Ende sinen pays daer ontfaen.'
Met Fyrapeel datsi ghinghen
Ende maecten pays van allen dinghen.

For at læse Willem's hilsen skal man altså forudsætte, at ordene "Brune sprac" er en senere (overflødig) tilføjelse, og at den næste linje har fået ombyttet ordene: "Ligghen dan hier in dysere" (dvs. at der også er fejl med med "in dysere", der er blevet til "int ysere").

Efter selve handlingen kommer dette rim, hvor det sidste bogstav i hvert halve vers giver navnet to gange - læst nedefra og op.

Nu int gemein
Die Reinaerts se
Al sonder saec.
Hoe dattet ga,
Dien coninc fyn,
Sal rechten dra,
Dees Reinaerts nu
Als Reinaert is;
Het syn alre
Als ic versta,
Gedwaelt syn snel.
Tsi cort of lanc.

Vint men certein,
Nu volgen me,
Ic geef die wraec,
Den heer hier na,
Die alle pyn
Bi sinen ra,
Dien syn niet ru,
Maar syt des wis,
Wie menschen le,
Die uten pa
God brengse wel.
Int hemels sanc!

1479-udgaven kan ses på Internet-arkivet (se eksternt link).

1485-udgaven blev genoptrykt af Ludewig Suhl i 1783. På denne hjemmeside kender vi Ludewig Suhl, fordi han — samme år, 1783 — var den første til at udgive den plattyske tekst fra Døden fra Lübeck, og til at udgive otte kobbertryk med hele maleriet.

På denne hjemmeside kender vi Edwin Tross, fordi han har udgivet "L'alphabet de la mort de Hans Holbein" med Heinrich Lödel's kopier af Holbeins dødedansalfabet og Maires kopier af Vostres tidebøger.

Jeg skal ikke gøre mig klog på kvaliteten af en højtysk oversættelse, men Jacob Grimm mente i al fald, at de første højtyske oversættelser var meget dårlige og næsten ulæselige:

Als das gedicht durch die dietzischen drucke verbreitet in Deutschland aufsehen zu erregen begann, wurde ihm eine schlechtgerathene hochdeutsche übersetzung zu theil von Mich. Beuther (gb. 1522 † 1587), dessen arbeit durch auslassungen und ungeschickte behandlung so sehr sündigt, dass sie fast unlesbar ist und alle anmut der dichtung verwischt.
(Jacob Grimm, Reinhart Fuchs, 1834, side clxxviii.)

Der skæres to sko ud af ulvens forpoter og to af hans kones bagpoter.

Reynke behøver to par sko, fordi ræve går på fire ben.

Lad dig ikke snyde af Disney's menneskeliggjorte Broder Ræv og Robin Hood.

Man kan undre sig over, hvorfor historien er opdelt i fire bøger. Faktisk forsøger det andet forord at besvare dette spørgsmål: »Wo dyt boek wert ghedelet in IIII part« Hvordan denne bog er opdelt i fire dele.

Svaret er ret mærkeligt: Menneskeheden er opdelt i fire klasser/stænder, og det samme er dyrene i fablen.

Dette "svar" minder om kirkefaderen Irenæus, som fastslog, at der var fire og kun fire kanoniske evangelier, fordi der er fire verdenshjørner og fire vinde.

I den hollandske Reynaert-tradition hedder den uheldige ulv også Ysengrim. Dette gælder også for de prosaversioner, der blev trykt i 1479 og 1485: »die coninck hem sinen noot claghede. ende seide heer ysegrym«.

Ræven hedder også Reynart, og den helbredte konge befaler sine undersåtter — med trussel om dødsstraf — at de fremover skal tiltale ræven som Mester Reynaert: »op hoer lijf dat si hem nae dyer tijt voert meyster reynaert hieten«.

På den ene side er det ikke uhørt, at én generation af baroner tager deres fædres navn. På den side giver den lübeckske forfatter os aldrig navnet på ulven. Måske fordi Ysengrim er hovedskurken i historien, så det ikke duer at få ham dræbt i kongens køkken flere år tilbage.