|
|
|
Dødedansen er et spejl af samfundet. Repræsentanter fra alle lag i samfundet lige fra paven og kejseren til tiggeren og barnet må med i dansen. Alle får en chance for at forklare sig, inden de bliver trukket afsted af Døden til den himmelske dom.
Derfor har det ofte været fristende for skaberne af disse danse selv at deltage. Det gælder især for sponsorerne. Mest udbredt var det i Erfurt, hvor de borgere, der havde skænket de enkelte malerier, ofte selv sad model (billedet til venstre).
Et andet eksempel er dansen på slottet i Dresden, hvor Hertug Georg den Skæggede er genkendelig — ikke kun pga. hans skæg, men også fordi han bærer "Det Gyldne Skinds Orden". Den efterfølgende danser er muligvis hans søn, Friedrich. Endnu et eksempel er abbeden i Füssen, der formentlig forestiller den abbed, der havde bestilt maleriet.
Det var heller ikke ualmindeligt, at forfattere og skribenter tilføjede en lille hilsen. F.eks. skrev Hermen Bote sit navn som et akrostikon, og det samme gjorde Hans van Ghetelen; Des Dodes Dantz slutter med en hilsen fra »De dyt heft ghedicht vnde laten setten« ("ham, der har digtet og ladet sætte"); Mors de la Pomme slutter med en hilsen fra »lacteur qui point ne se nomme« ("den forfatter, der ikke navngiver sig selv"); og i kvindernes Danse Macabre i manuskriptet Fr. 1186 er der tilføjet et ekstra vers med opfordring til en bøn for skriveren: »die vng aue maria / pour celle qui cy la fait faire« ("Sig et 'Ave Maria' for den, der har gjort dette").
På denne side vil vi se på eksempler på, hvordan skaberne af dødedansene selv springer ind i dansen.
|
Det mest berømte eksempel må være i Basel, hvor moderen og barnet, der ellers er med i alle andre varianter af Den højtyske fire-liniede dødedans, bliver erstattet af malerens kone og søn, og hvor Døden slutter den lange række med at hente maleren, Hans Kluber (billedet til venstre).
|
Døden bebrejder maleren, at han har gjort ham så grim. »HAns Hug Klauber laß Malen stohn, […] Hastu schon grewlich g'macht mein Leib, Wirst auch so g'stalt mit Kind vnd Weib« ("Hans Hug Klauber, lad malerarbejdet stå; […] Selvom du har gjort mig så grim, vil du snart selv blive sådan - med barn og kone").
Det er endnu tydeligere i Bern, hvor hele dansen viser sig at være ét stort maleri. Maleren — Niklaus Manuel Deutsch — er knap nok færdig med at male de sidste deltagere, jøderne og tyrkerne, da Døden sniger sig om bag ham midt i arbejdet:
»O Manuel, aller Welt figur / Hast du gemalt an diese Mur« ("Oh Manuel. Figurer fra hele verden / har du malet på denne mur").
Det er lidt usikkert hvilken af de to malere, der har kopieret hvem. Manuel malede Berns dødedans 1516-1519, mens Hans Kluber først renoverede dansen i Basel i 1568. På den anden side er det et åbent spørgsmål, om Kluber tilføjede sig selv, eller om han bare erstattede et allerede eksisterende billede af den oprindelige maler, ligesom hans kone og søn også erstattede to eksisterende deltagere.
|
Da Hieronymus Hess fik udgivet sine akvareller som litografier i 1839, havde han erstattet Kluber med at billede af sig selv (billedet til venstre) og en anden tekst, der startede »Hieronymus Hess lass s'Malen steh'n […]«.
|
Dansen i Basel har kraftigt inspireret dødedansen i Füssen, og denne maler afslutter også dansen: »Jacob hiebeler laß daß mahlen stohn […]« (billedet til højre).
Dansen i Füssen har til gengæld inspireret dansen i Oberstdorf. Sidstnævnte gik desværre til grunde ved en brand i 1865, men vi kender teksten og ved derfor, at maleren også her har deltaget: »Gabriel Neckher, Laß das Mahlen ston […]«.
|
|
De fleste af malerierne til dansen i Erfurt var malet af Jakob Samuel Beck, der også optræder i en af scenerne. Han bliver dog ikke nævnt ved navn: »Ich habe dich noch nie, mein lieber Mann, bezahlet, Dass du mich allzuschön und künstlich hast gemalet,« ("Jeg har endnu aldrig betalt dig, min kære mand, for at du har malet mig for smukt og kunstfærdigt").
I modsætning til de eksempler vi hidtil har set, får Beck ikke lov til at aflutte dansen. Erfurts dødedans var speciel ved, at den bestod af 56 separate malerier, der blev skabt af forskellige kunstnere gennem årtier. Beck var med lige fra starten i 1735, han malede sig selv i 1737, og han nåede at male det sidste billede i serien 40 år senere.
Der deltager også en maler i dødedansen i Luzern. Her er det dog lidt usikkert, om det skal forestille kunstneren — Jakob von Wyl — eller bare er en tilfældig maler. Han kommer ikke til sidst, og denne dans har ingen dialoger, der kunne hjælpe. I modsætning til Manuel er han ikke ved at male en dødedans, men det var Hieronymus Hess jo heller ikke, som vi lige har set.
Maleren var med i dansen i Kienzheim- Desværre er dette maleri for længst gået til grunde, men vi har stadig teksten og en grundig beskrivelse.
I Kienzheim har maleren åbenbart haft en særlig placering uden for rækken, for Døden tiltaler ham samme sted som præsten: »Dissen rymen sagt der tod zum moler« (disse rim siger Døden til maleren), »O moler, liebster maler myn, […] Dass malen solt du ligen lon« ("Maler, min kæreste maler […]. Malerarbejdet skal du lade ligge").
Maleren selv er placeret 3 scener længere fremme hos borgmesteren: »Hie stot der moler gmolt vntz an die hosen.« ("Her står maleren malet op til buksernes højde."). Ligesom alle de andre malere, der har portrætteret sig selv, er han en from kristen, der stoler på at blive frelst: »O maria hilff MIR gnad erwerben / Vmb myne sind, so ich thůn sterben« ("Åh Maria! Hjælp mig at opnå nåde for mine synder, så jeg kan dø").
|
|
Der er også en maler i Babenhausen, men her kan man let se, at det ikke er kunstneren selv. Dels fordi han, ligesom maleren i Luzern, ikke er ved at male en dødedans, og dels fordi dansen i Babenhausen bygger på bogen "Todten-Capelle".
Todten-Capelle (billedet til højre) indeholder kobberstik, og ikke malerier, så derfor er maleren ikke et selvportræt. Desuden gør teksten det stjerneklart, at forfatteren er ude på at kritisere alle slags kunstnere, som han kalder løgnagtige aber: »Die klugen Affen der Natur, denen, wie denen Poëten, das Lügen und mit Schatten zu handeln erlaubt ist, die Mahler, Bildhauer, Gold= Silber= und Kupffer=Stecher , Eisen= Stahl= Glas= und Holz=Schneider, […]« ("Naturens kloge aber, der ligesom digterne får lov til at lyve og optræde med skygger, malere, billedhuggere, guld-, sølv- og kobberstikkere, jern-, stål-, glas- og træskærere, […]")
I øvrigt er Todten-Capelle ikke en dødedans, men en emblembog.
|
|
Det bliver sommetider foreslået, at manden og kvinden på Dødens våbenskjold af Holbein skulle forestille Hans Holbein og hans kone. Dette er dog ren spekulation.
Så er det straks mere sandsynligt, at de "malere og kunstnere", der optræder i Sterbenspiegel, er brødrene Conrad og Rudolph Meyer, mens den gamle mand er deres far, Dietrich Meyer. Det underbygges af, at Conrad Meyer før har lavet billeder af familien med den hvidskæggede far.
Bogen blev kopieret i 1704 under navnet »Erbaulicher Sterb-Spiegel« (billedet til højre).
|
|
Det sidste af de 30 kobberstik i "Het Schouw-toneel" viser, hvordan Døden henter forfatteren: "Een doctoraal poet". Det fremgår flere steder, bl.a. på titelbladet, at forfatteren, Salomon van Rusting, også var læge: "Med. Doct".
Overskriften siger: »De doot nu prest d'Auteur op't lest« ("Til sidst presser Døden nu forfatteren"). Det samme gælder de tyske udgaver (til højre): »Den autor hetzt der tod zuletzt«. ("Forfatteren jages af Døden til sidst").
Personligt overvejer jeg, om forfatteren også er med på titelbladet. Forneden ligger en dødning med teksten: »Ick Rust van myn Arbeydt« ("Jeg hviler fra mit arbejde"). Gad vide, om der er et ordspil mellem "Rust" og forfatterens eget navn, "Rusting"?
|
|
Da Grev Zimmern kopierede Der Doten Dantz mit Figuren til sin Forgængelighedsbog, gav han greven i Doten Dantz, et skæg på, som lignede hans eget (billede til venstre). Og vi ved, at det var et selvportræt, for fanen er også ændret fra tre leoparder til Grev Zimmern's eget våbenskjold: En løve med hellebard.
»Freund Heins Erscheinungen in Holbeins manier« slutter med, at forfatteren (Musäus) og kobberstikkeren (Schellenberg) forliges med Døden.
Døden har måttet finde sig i meget fra de to kunstnere på de forrige 161 sider, men nu er det Dødens tur: »nun auch ein Wort an euch: hab Auftrag, in mein Schattenreich die Herren beide zu introduziren«. ("Nu et ord til jer: Jeg har fået til opgave at introducere begge herrer i mit skyggerige").
|
|
Det er ikke kun egentlige kunstnere, der får lyst til at hoppe ind i dansen. Faktisk har vi endnu ældre eksempler på, at producenterne af værkerne springer ind.
Allerede i 1499 udgav Matthias Huss en udgave af "La grant Danse Macabre", hvor han tilføjede en ekstra scene med Døden, der henter bogtrykkere, typografer og boghandler. Man må formode, at de bliver afbrudt, mens de er travlt optaget af at fremstille og sælge "La grant Danse Macabre".
Billedet er berømt, fordi det muligvis er det ældste billede af en trykpresse, og i al fald det ældste billede af en boghandler.
To år senere i samme by blev denne scene kopieret af Claude Nourry. Vi ved, at der er ikke er tale om tilfældige bogtrykkere, typografer og boghandler, dels fordi denne scene ikke optræder i nogen af de andre manuskripter eller trykte udgaver af La Danse Macabre. og dels fordi det er den eneste scene, som Huss og Nourry har føjet til de 40 "faste deltagere" i Miroer Salutaire from 1486.
Noget lignende skete knap hundrede år senere, da Nathan Chytraeus udgav Der Alte Todtendantz Sächsisch. Bogen var et sent genoptryk af Dodendantz fra 1520, men bagerst i dansen kommer »Deß Druckers thogaue« ("Trykkerens tilføjelse"), hvor Døden henter trykkeren / typografen: »Hörup tho drucken gode Gesell / Und kum an dissen Reyen schnell« ("Stop med at trykke, gode håndværker, og kom til denne dans hurtigt").
Der er også trykkere og typografer i bønnebogen A Booke of Christian Prayers fra 1559 og frem. Her ser det dog ud til, at der ikke er tale om konkrete personer, men snarere om abstrakte repræsentanter for deres fag, ligesom musikerne, soldaterne, håndværkerne, bønderne, osv.
Det gælder ikke kun masseproducerede tekster. Den første til at nedskrive teksten fra dødedansen i Bern var Hans Kiener. Kiener tilføjede to vers, hvor han selv bliver hentet af Døden:
| Der Tod spricht zum Schriber dises Todtentantz: | Døden taler til skriveren af denne dødedans |
|---|---|
| Tanzt auch hernach, kum (har) H. Kiener, Der du bist gsin der Leerkinden Diener! Dann dich hilft wäder müy noch arbeyt, So du vil Jar hast an die Khind gleyt. |
Dans også efter her, kom (her) H. Kiener, for du er elevernes tjener! For hverken møje eller arbejde hjælper dig, som du har vejledt børnene i mange år. |
| Hans Kiener, der Schryber, gibt Antwort: | Hans Kiener, skriveren, svarer: |
|
Ich hab mich deß allwäg begäben, Das ich nit eewig hie wärd läben, So hoffen ich doch, min Dächtnuß blyb, Alls lang das wärt, was ich hie schryb. |
Jeg har altid forladt mig på, at jeg ikke ville leve her for evigt, Så håber jeg dog, at mindet om mig består, så længe det, jeg skrev her, forbliver. |
|
Kiener har givet disse vers nr. 90-91. Det vil sige, at han selv optræder bagerst i dansen, men inden de tre afsluttende vers med formanende prædikener.
Hans Kiener tilføjede versene i 1576, og det spændende er, at de tydeligvis er kraftigt inspireret af maleren i Basel og hans kone. Det bidrager igen til spekulationerne, om hvilken af de to danse, der har kopieret den anden.
English 
Døden fra Lübeck
Blandet
Portræt