Dødedans i London

I denne sektion:

Den første trykte udgave fra 1554, "The Daunce of Machabree"
Lydgate

Englands mest berømte dødedans var malet på en klostervæg ved St. Paul's Katedral i London.

Forfatteren var den berømte munk, John Lydgate, som havde oversat teksten fra en fransk original (Owte of the frensshe), som han havde set i Paris (And fro Paris / to Inglond hit sent). Den dødedans, Lydgate havde oversat, var den berømte Danse Macabre i Cimetière des Innocents: (The whiche daunce / at seint Innocentis portreied is).

Lydgate var i Paris i 1426 - dvs. året efter, at vægmaleriet i Paris var færdigt. Dette var under 100-års krigen, og Paris var besat af England. Lydgate tilføjede 5 ekstra dansere: Abbedisse, prinsesse, adelsdame, nævning og "tregetour" (=magiker)(1)

Der overlever ingen spor af maleriet, men alt tyder på, at billederne har fulgt originalen i Paris. Stow skriver:

Pudsigt nok starter 1618-udgaven af Stow's bog med dette bogstav, men i et kapitel, der intet har med dansen i St. Paul's at gøre.
Stow, survey of London

There was also one great Cloyster on the north side of this church inuironing a plot of ground, of old time called Pardon church yard, wherof Thomas More, deane of Pauls, was either the first builder, or a most especiall benefactor, and was buried there. About this Cloyster, was artificially and richly painted the dance of Machabray, or dance of death, commonely called the dance of Pauls: the like whereof was painted about S. Innocents cloyster at Paris in France: the meters or poesie of this dance were translated out of French into English by Iohn Lidgate, Monke of Bury, the picture of death leading all estates, at the dispence of Ienken Carpenter, in the raigne of Henry the sixt.
(John Stow, A survey of London, 1603, side 329)

Formuleringen er lidt uheldig i 1603-udgaven og kunne foranledige folk til at tro, at Ienken Carpenter havde betalt Døden for at føre folk afsted: »the picture of death leading all estates, at the dispence of Ienken Carpenter«. Derimod gør 1598-udgaven det klart, at Carpenter kun har bestilt maleriet: »with ye picture of Death, leading all estates painted about the Cloyster: at the speciall request and dispence of Iankin Carpenter«.

Dette er alt, vi ved om de ydre omstændigheder om maleriet. Alt hvad vi ved, stammer fra Stow, og Stow har formentlig benyttet sig af en eneste kilde. Han ejede nemlig manuskriptet Cambridge Trinity R.3.21, hvori to forskellige skribenter i to forskellige århundreder har skrevet netop disse oplysninger, som vi lige har læst hos Stow.

På næste side (eller på samme side, hvis man læser 1618-udgaven) fortæller Stow videre, at bygningen med maleriet blev nedrevet i 1549:

Indledningen til Lydgate's tekst. Ellesmere-manuskriptet (EL 26 A 13).
Ellesmere

In the yeare 1549. on the tenth of Aprill, the sayd Chapell, by commaundement of the Duke of Sommerset, was begun to bee pulled downe, with the whole Cloystrie, the daunce of Death, the Tombes and Monuments; so that nothing thereof was left but the bare plot of ground, which is since conuerted into a Garden, for the pettie Canons.
(John Stow, A survey of London, 1603, side 330)

Billede fra Tottels udgave fra 1554 (genoptryk).
The King ligging eaten of Wormes

Heldigvis overlevede teksten i ca. 15 forskellige manuskripter, og i 1554 blev den trykt bagerst i Richard Tottels udgave af Lydgates "Fall of Princes". Eftersom Stow har forsikret os, at maleriet lignede det i Paris, »the like whereof was painted about S. Innocents cloyster at Paris in France«, er teksten i denne sektion illustreret med Guyot Marchants træsnit fra Paris, 1485.

Teksten fra Ellesmere manuskriptet bruger et bogstav, der ser sådan ud: ȝ. Forhåbentlig er din browser i stand til at vise det. Bogstavet hedder "yogh" og er en blanding af G og Y. Det bruges f.eks. i ȝonge (moderne engelsk: "young"), ȝoure ("your"), briȝt ("bright") og ȝeuen ("given").

Jeg vil forsøge at oversætte dele af teksten fra middel-engelsk til dansk.

Næste
side

Kilder og eksterne links

Fodnoter: (1)

De tre kvinder er en fast del af dansen. En række af manuskripterne har også en kejserinde, ofte tilføjet i marginen. Dette gælder dog ikke Ellesmere-manuskriptet.

Kejserinden er derimod fast deltager i de såkaldte B-tekster, som f.eks. Lansdowne 699 og Vespasian A 25.


Op til hovedsiden