|
|
|
På de forrige sider så vi, hvordan Nicolas Oudot ca. 1600 udgav de originale træsnit, og hvordan Noël Moreau og Nicolas II Oudot udgav kopier af den parisiske Danse Macabre i det 17. århundrede.
Bogen vi ser her er også trykt af en Oudot. Denne gang er det Jacques Oudot, og bogen er fra ca. 1700 (mellem 1679 og 1711). Træsnittet på forsiden er en af de kopier, som Noël Moreau dit le Coq brugte i 1610, og Nicolas II Oudot brugte i 1641.
Træsnittene med abbedisse og adelsdame og gammeljomfru og franciskaner mangler stadig, som de har gjort i al fald siden 1531. Jacques Oudot har valgt at illustrere abbedisse og adelsdame med billedet af nonne og heks, hvilket har den lidt underlige effekt, at "adelsdamen" står med en kost i hånden.
Billedet af gammeljomfru og franciskaner er stadig genbrug af borgerkvinde og enke, og priorinden og frøkenen har stadig byttet plads med hyrdinden og damen med krykker.
Som tiden er gået, er indholdet blevet mere og mere muteret. Gammeljomfruen og franciskaneren (som jo er illustreret med borgerkvinde og enke) er af uransagelige grunde rykket en position frem før kammerpige og husholderske. Af lige så uransagelige grunde byttes der om på billederne af regent og ridderfrue og købmandsfrue og fogedinde.
Det samme gælder resten af billederne. Den indledende autoritet, som i 1641 var det originale træsnit fra 1491, er nu erstattet af april måned, mens den afsluttende autoritet forestiller en mand, der ser ud til at sove ved skrivepulten.
|
|
Dette oplag er udgivet af Oudots enke: »Chez le veuve de Jacques Oudot«. Det minder meget om 1700-oplaget; med enkelte forskelle:
Tilsyneladende er træsnittet med (kopien af) astrolog og borger forsvundet. Som billedet til højre viser, har man i stedet brugt (kopien af) advokat og troubadour.
Afsnittet »Mort menace l'humain l'ignage« (som er en muteret udgave af La dance aux aveugles) illustreres ikke længere med et billede af Døden på en bleg hest, men af de fire musikere fra forsiden. Træsnittet er ikke forsvundet, for det bruges stadig til digtet »Pecheur regarde ta figure«.
Det sidste, korte, afsnit »Dictions & proverbes de la mort«, udgår for at give plads til den kongelige tilladelse. Tilladelsen omfatter bl.a. "la Grande Danse des Maccabees", hvilket næsten er titlen på den følgende udgave seks år senere:
|
|
Denne bog er trykt i 1729 af den næste generation, nemlig af Jacques Oudot's enke og søn. Desværre blev disse bøger i det såkaldte "bibliothèque bleue" trykt på dårligt papir, hvor blækket trænger igennem.
Træsnittet med (kopien af) astrolog og borger er stadig forsvundet, og man bruger stadig advokat og troubadour to gange.
Autoriteten illustreres ikke længere af et billede af april måned (som han blev i 1700), men med et billede af en dødning med kiste (billedet til højre).
Bogen slutter med den samme kongelig tilladelse, som var optrykt bagerst i 1723-oplaget, men der er diskret rettet i tilladelsen, så den tilladte titel svarer til det, som dette oplag kom til at hedde: "la grande Danse Maccabée".
Men en ting er, at billeder og rækkefølgen ændres. Hvad der er værre er, at teksten undervejs er blevet lige så muteret, som billederne. Forsiden på disse forskellige udgaver praler af, at det gamle galliske sprog er blevet: »renouvellée de vieux Gaulois, en langage le plus poli de notre temps«, men sandheden er, at sproget ikke bare er blevet "renoveret og poleret". Teksten er mange steder ligefrem gendigtet.
Som eksempel vises de to første vers (teksten er fra dette billede):
| 1486 | 1729 |
|---|---|
| O creature roysonnable Qui desires vie eternelle. Tu as cy doctrine notable: Pour bien finer vie mortelle. La dance macabre sapelle: Que chascun a danser apprant. A homme et femme est naturelle. Mort nespargne petit ne grant |
O Créature raisonnable, |
|
En ce miroer chascun peut lire |
Dans ce miroir chacun peut lire, |
Som man ser, er næsten halvdelen af linjerne skrevet om, og det er kun i starten, hvor det manende: "O creature roysonnable" måske har været for kendt til at pille ved. I resten af dansen er det nærmere 90%, der er blevet "renoveret og poleret".
|
|
|
|
Men ændringerne stopper ikke her. De fortsatte efter 1766
Fodnoter: (1)
mie . . .: det ligner en oplagt stavefejl for "mire", men der står "mie" i både 1700-, 1723- og 1729-oplagene.
