|
|
Den første gang Guy Marchants bøger blev genoptrykt i moderne tid var i bogen "Paris et ses historiens aux 14e et 15e siècles" af Antoine Jean Victor Le Roux de Lincy og Lazare Maurice Tisserand.
Faktisk havde Lincy & Tisserand også en vigtig tredjemand, nemlig kejserens højre hånd. Som der står på forsiden: »Fondée avec l'approbation de l'Empereur par M. le Baron Haussmann, Senateur, Préfet de la Seine«. Baron Haussmann var senator i det andet franske kejserrige, og præfekt af Seinen. Den sidste titel svarede til den højest rangerede kommisær i Paris, og det var Haussmann, der stod bag den gennemgribende renovering af Paris, hvor ikke mindre 60% af bygningerne blev nedrevet, ombygget og ændret på kun 18 år.
Denne magtfulde og effektive teknokrat var god at have i ryggen, når man skulle have adgang til kostbare værker rundt omkring i kejserdømmet. Tisserand fortæller i starten af kapitlet om Marchant's førsteudgave fra 1485: "det unikke eksemplar, der tilhører det offentlige bibliotek i Grenoble (nr. 16,020), og som Hr. Borgmester i denne by har skyndt sig at stille til disposition for Hr. Præfekt af Seinen".(1)
Desværre mangler dette eksemplar det første blad, så det var nødvendigt at benytte sig af Miroer Salutaire fra 1486. Derfor indeholder reproduktionen også de figurer, som Marchant havde tilføjet i denne anden udgave, nemlig de fire musikere (billedet til højre) og de 10 nye mænd (som f.eks. legat og hertug).
Det samme fremgår af titelbladet (lige efter side 290): »La danse macabre reproduite textuellement d'après l'unique exemplaire connu de l'édition princeps de Guyot Marchant (Paris, 1485) et complétée avec l'édition de 1486«.
Problemet er blot, at det simpelthen ikke passer.
Tisserand's tekst afviger ofte fra 1485- og 1486-udgaven. Mange af disse afvigelser er naturligvis små, men rigtigt mange er sværere at forklare, og ofte finder vi de samme varianter i andre oplag.
Et eksempel finder vi i starten, hvor Tisserand lader den første musiker sige: »Vous qui par commune ordonnance / Vives en estatz tant divers«, mens teksten i Miroer Salutaire lyder: »Vous par diuine sentence / Qui viues en estatz diuers«. Men denne ændring er ikke frit opfundet, for vi finder også »commune ordonnance« hos Jean Belot og Jean Trepperel.
Lincy & Tisserand's påstand er helt entydig: De har brugt 1485-udgaven, hvor det eneste eksemplar befinder sig i Grenoble, og de har brugt 1486-udgaven fra det kejserlige bibliotek. De reproducerer begge kolofoner, der fortæller, at de to bøger er trykt henholdsvis 28 september 1485 og 7 juni 1486. Der er altså ingen tvivl mulig om, at de har brugt netop de to eksemplarer, der i dag er tilgængelige online på henholdsvis Bibliothèques Municipales de Grenoble og Gallica. Alligevel kan vi ikke komme uden om, at de, uanset hvad de skriver, har kigget i andre end disse to bøger, og at de af uransagelige grunde har foretrukket disse varianter.
|
Vi kan ikke vide, hvorfor Lincy & Tisserand har gjort dette, og hvorfor de ikke har fortalt det. Derimod er det tydeligt, hvad de har gjort. Lincy & Tisserand simpelthen har kopieret den tekst, som Louis-Catherine Silvestre udgav i 1858. I Silvestre's bog finder vi alle de samme varianter.
|
Silvestre havde brugt 1486-udgaven, 1491-udgaven, en udgave af Vérard, en ukendt udgave, der måske var af Marchant, samt en udgave fra Genève 1503. Det er åbenbart i den sidste af disse bøger, Silvestre havde fundet de fleste af disse afvigelser, og som Lincy & Tisserand kritikløst har kopieret.
De to tekster — Tisserand og Silvestre — er simpelthen helt ens, selv tegnsætningen. Se evt. en sammenligning af hele testen.
Det forklarer også en af de andre fejl. Det er umuligt at forveksle C og L i Miroer Salutaire, men åbenbart har Lincy & Tisserand aldrig kigget i denne bog. De har skrevet af efter Silvestre's bog, og her kan man let tage fejl af de to bogstaver (billedet til højre). Derfor skriver de (fejlagtigt) write »Comme sen va point« istedet for »Lomme sen va point«.
En tredje detalje, der viser, at Lincy & Tisserand har kopieret Silvestre, er, at de inkluderer en ballade, der starter: »Puis que ainsi est que la mort soit certainne«. Denne ballade var ikke med i Marchant's 1485-udgave, der udelukkende indeholder La Danse Macabre. Hvis Lincy & Tisserand havde kopieret 1485-udgaven og kun havde brugt 1486-udgaven til at erstatte det manglende første blad, ville de altså ikke have taget denne ballade med.
Derimod er 1486-udgaven en slags antologi, der udover mændenes dans og kvindernes dans indeholder en lang række tekster (se evt. en beskrivelse af 1486-udgaven). Silvestre har kopieret alle disse mange tekster til sin udgave, men der er ingen grund til, at Lincy & Tisserand skulle have kopieret denne ballade, hvis ikke det var fordi, de havde kopieret fra Silvestre.
Silvestre havde som nævnt ikke benyttet 1485-udgaven. Han havde åbenbart ikke haft Baron Haussmann i ryggen til at få udleveret sjældne førsteudgaver fra Grenoble. Så sandheden er, at selvom Lincy & Tisserand påstår, deres tekst var baseret på 1485-udgaven, bruges 1485-udgaven overhovedet ikke i den tekst, de har kopieret.
Det ser ud til, at dette "exemplaire unique", som Hr. Borgmester af Grenoble havde skyndt sig at stille til disposition for Hr. Præfekt af Seinen, kun er blevet brugt til at kopiere kolofonen.
Tisserands (eller rettere: Silvestres) tekst dannede senere grundlaget for Dufours bøger om La Danse Macabre. I 1945 genoptrykte Edward Frank Chaney teksten i "La danse macabré des charniers des Saints Innocents à Paris" og oversatte den til engelsk.
Chaney troede åbenbart, at »Puis que ainsi est que la mort soit certainne« var en integreret del af dansen, så han oversatte også disse fire vers af balladen: »Since it is the case that death is certain […]«, inden han sluttede sin oversættelse med: »Here ends the men's macabre dance«.
|
Nedenunder billedet af autoriteten (til venstre) står der: »Fac-simile héliographique / A. Durand et Le Maire«. Man må sige, at disse "heliografier" fra 1867 er imponerende: Billederne står skarpt, ja endda skarpere end mange af de originale tryk.
Charles Amand-Durand (1831-1905) var en pioner indenfor fotogravure, som han kaldte "héliogravure". Durand overførte et fotografisk aftryk til en kopperplade, som han bagefter graverede og ætsede. Til sidst gennemgik han pladen med en koldnål, mens han sammenholdt resultatet med de bedste originale tryk.
To år senere udgav Durand kopier af Rembrandt, der var næsten umulige at skelne fra originalerne, netop fordi de ikke var fotokopier, men kobbertryk. Derfor tvang myndighederne ham til at stemple sit navn på bagsiden.
Le Maire er formentlig den samme Léon Le Maire, der i 1856 havde fremstillet kopier af Simon Vostres marginaler.
Fodnoter: (1)
Paris et ses historiens aux XIVe et XVe siècles, side 289: »Quant aux éditions françaises, elles ont pour point de départ le volume de Guy ou Guyot Marchant, exemplaire unique qui appartient à la bibliothèque publique de Grenoble (n° 16,020), et que M. le Maire de cette ville s'est empressé de mettre à la disposition de M. le Préfet de la Seine«.
Jeg troede først, at "M. le Maire" var mandens navn (ligesom Léon Le Maire), men Tisserand har en næsten enslydende tekst side 523, hvor borgmesteren i Grenoble igen har skyndt sig at stille endnu et unikt eksemplar til rådighed for »le Sénateur Préfet de la Seine«, og denne gang staves "maire" med småt (selvom "Sénateur" og "Préfet" staves med stort).
Døden fra Lübeck
Danse macabre
Lincy & Tisserand