|
|
|
Forsiden fortæller, at bogen er trykt i Rouen af Guillaume de la Mare, men der er ingen oplysninger om årstal.
Langlois skyder årstallet til »150?« og uddyber: »Cette édition, en lettres rondes, parait être du commencement de xvie siècle«,(1) mens Tisserand skriver »Rouen, 15..«.
Umiddelbart ser bogen ud til at være væsentligt yngre. Træsnittene minder utroligt meget om de bøger, der blev udgivet i Troyes omkring 1700 og efter 1766. Bogstaverne er også relativt moderne — som Langlois skrev: »en lettres rondes«.
Der kan i al fald ikke herske tvivl om, at kilden til denne bog ikke er de parisiske udgivelser, men derimod bøgerne i Troyes. Ligesom i Troyes mangler træsnittet med abbedisse og adelsdame, og ligesom i Troyes har man løst dette problem ved at bruge træsnittet med priorinde og ung kvinde (billedet til højre) en ekstra gang — og desuden at bytte om i rækkefølgen på dette par og hyrdinden og damen med krykker.
|
|
Ligesom i Troyes mangler træsnittet med gammeljomfru og franciskanernonne også. I Troyes blev dette problem løst ved at genbruge træsnittet af borgerinde og enke, men i Rouen mangler dette træsnit åbenbart også, så i stedet bruges billedet af nonne og heks (billedet til venstre) tre gange. Resultatet er, at franciskanernonnen (og enken) står med en heksekost i hånden.
Der har åbenbart også manglet træsnit af rigsforstanderinden og ridderfrue og den nygifte og den gravide, for billedet af bruden og den søde kone (billedet til højre) er brugt tre gange.
Teksten fremviser også de samme mutationer, som vi støder på i Troyes 1531, ca. 1600 og 1641. Som eksempler på varianter, der er fælles for Troyes og Rouen er:
Både kardinal og konge mangler den tredje linie, således at disse to vers kun er på 7 linier (i de senere oplag fra Troyes omkring 1700 og efter 1766 er disse to vers skrevet helt om, så de består af 8 (nye) linier).
Det sidste vers i dansen, hvor Døden taler tilbage til eremitten: »Cest bien dit […]«, udgår.
I Dødens forrige vers var første halvdel rettet tilbage mod degnen: »Clerc: point ne fault faire refus«, men teksten rettes, så hele verset peger frem mod eremitten: »Hermitte ne faictes refus«.
Hellebardisten hedder »L'Aduanturier«, og barnet bliver »Le petit enfant«.
Mange linier ændres eller skrives helt om, f.eks.: 7. vers af Døden til hertugen, 8. vers af troubadouren og 7. vers af Døden til fængselsvagten (i de senere oplag fra Troyes omkring 1700 og efter 1766 er teksten så muteret, at den vanskeligt kan sammenlignes med noget som helst). .
Sidste linie af Døden til den kvindelige nar rettes til: »Aussi bien danse sot que sotte«.
Teksten viser også, at Rouen er tættere på udgaven fra 1641, end på 1531-udgaven. F.eks. kaldes hellebardisten »Lauenturier« i 1531, men »L'Aduanturier« i ca. 1600 og Rouen (i 1641-udgaven mangler A'et: »L'duanturier«). Døden's opfordring til eremitten (som tidligere var rettet bagud mod degnen), lyder: »Hermite point ne fault faire refus« i 1531, men »Hermitte ne faictes refus« og »Hermite ne faites refus« i ca. 1600, 1641 og Rouen.
Bogen indeholder ikke bare mændenes og kvindernes dans, men også en lang række andre opbyggelige tekster, som vi kender fra bøgerne i Paris, Troyes og Lyon. Udover legenden om de tre levende og tre døde (to udgaver) og La dance aux aveugles lover alle tre bøger på forsiden, at de indeholder "Diskussionen mellem kroppen og sjælen", "Den fordømte sjæls klage", "Opfordring til at leve godt og dø godt", "Den onde Antikrists liv", "De 15 tegn" og "Dommen".
Dette er formelt set korrekt, men udgaverne fra Troyes ca. 1600 og Rouen indeholder også to tekster, som ikke annonceres på forsiden, nemlig "les signes precedens du iugements general" og "dictions et proverbs de la mort". Faktisk er udgaverne fra ca. 1600 og Rouen fuldstændigt ens, bortset fra at nogle af de bagerste tekster ikke er illustreret med tilfældige træsnit.
Baseret på indhold og tekst må vi altså konkludere, at estimatet med "starten af 1500-tallet" ikke holder. Bogen er fra efter 1531 (og måske endda senere end 1600), men i al fald tættere på 1600 end på 1531.
Sidste side slutter med: »Fin de la dance Maquabré«.
Fodnoter: (1)
