La danse Macabre, Benhuse

Vi så på siden om begravelser, hvordan byens kirkegårde umuligt kunne følge med de mange døde. Hver gang folk blev begravet, stødte graverne på resterne af deres tidligere kunder.

Og hvad gjorde man så med alle disse gamle knogler? Man lagde dem i et benhus som det på billedet til venstre. Her kunne de afdøde så ligge og vente på at genopstå til Dommedag.

Benhusene var typisk lange huse, der omkransede kirkegården. Billedet til højre viser en begravelse, og i baggrunden er et sådant benhus fyldt med kranier.

Her er endnu et eksempel på en sådan begravelse. I baggrunden ser man benhuset (se detalje til højre), og som Sophie Oosterwijk bemærker, ser det næsten ud som om de forlængst afdøde betragter begravelsen oppe fra loftet.(1)

Around the fourteenth century it became common procedure to dig up the more or less dried-out bones in the older graves in order to make room for new ones and to pile them in the attics of the galleries or above the arches, if any. Sometimes the bones were concealed […] But generally speaking, the bones were visible.

Herhjemme i Skandinavien har vi ikke så mange benhuse fra middelalderen. Ifølge WikiPedia er der et i Øsby Kirke ved Haderslev, og der har muligvis været et i St. Olofs kyrka i Sigtuna og St. Petri kirke i Malmø. Det sidste er især interessant, fordi St. Petri kirke har en dødedans.

Forneden (se detalje til højre) sker begravelsen omgivet af lange benhuse med en række af kranier, der kigger ud under taget.

Og et til. Her ser det ud til, at kranierne deler deres opmærksom mellem begravelsen og slagsmålet til venstre, hvor en engel og en djævel kæmper om den afdødes sjæl.

These galleries and the ossuaries that surmounted them, "the place in the wall of the church that contains the bones of the dead,"⁶⁷ were called charniers (charnels). "At les Innocents," writes Guillaume le Breton in his Paris sous Charles VI, "there is a very large cemetery surrounded by houses called charnels in which the bones of the dead are piled."⁶⁸

Le Trésor of Ranconnet-Nicot, dated 1606, defines charnier as "the place where the bones of the deceased are placed, ossuaria."⁶⁹ According to Richelet, it is ossium conditorium, "the bone yard," "the place in a cemetery where the bones of the dead are stored in orderly rows," but also a synonym for cemetery, as in les charniers Saints-Innocents.⁷⁰

According to these passages, charnier refers to the ossuary above the gallery, as well as to the gallery itself. At les Innocents, each arch of a gallery had its corresponding covered space, which was known as a charnal. Each was like a chapel, with the name of its donor carved on the wall: "This charnel was built and given to the church for the love of God in the year 1395. Pray to God for the dead." "With what was left of his worldly goods, Armand Estable had this charnel built to shelter the bones of the dead."⁷¹ And in the seventeenth century, Sauval writes, "The most remarkable feature of this cemetery [les Innocents] is the tomb of Nicolas Flamel and his wife, Pernelle, which is near the door on the side facing rue Saint=Denis, under the charnels."⁷² In sixteenth- and seventeenth-century wills, people asked to be buried "under the charnels."

Billedet til venstre viser St. Innocents år 1552. Forrest til venstre er det (senere kaldte) Vieux Charniers, helt til venstre er kirken. Placeringen af la Danse Macabre er markeret med rødt.

Billedet til højre viser kirken. Til venstre ser vi igen Vieux Charniers. La Danse Macabre befandt sig i la Charnier des Lingères, men kun starten af disse bygninger vises til højre i billedet.

Billedet til venstre er en detalje fra et maleri af St. Innocents fra ca. 1570. I højre side af billedet ser man et glimt af la Danse Macabre, og dette er den eneste samtidige afbildning vi har. Bemærk, hvordan man ser stakke af knogler og kranier gennem hullet i loftet. Benhuset allerbagerst er bygget en etage højere, så der er to etager med skeletter.

Billedet til højre er en kunstners bud på, hvordan la Danse Macabre kan have været malet mellem arkaderne i benhusene.

St. Innocents (og flere andre kirker i Paris) blev nedlagt sidst i 1700-tallet, og kirkegården og benhusene blev tømt.

For at få tømt kirkegårdene og benhusene brugte man de ældgamle katakomber. De havde tidligere været brugt til at udgrave byggemateriale, men nu kom de tomme minegange til at modtage de mange skeletter fra de gamle benhuse i Paris.(3)

Antallet af skeletter er ukendt. Gert Kaiser siger, der var 1.200.000,(4) mens Paul Fassy anslår antallet af skeletterne i katakomberne til 6.000.000.(5) Det sidste tal, seks millioner, indeholder også skeletterne fra fire andre gamle kirker, men St. Innocents' kirkegård var den største, og den havde både tjent St. Innocents' kirke og de 22 kirker, der ikke selv havde en kirkegård.

Knoglerne fra St. Innocents blev transporteret til katakomberne i 5 omgange: december 1785 - april 1786 (billedet til højre), december 1786 - marts 1787, oktober 1808, juli 1809 og januar - marts 1811. Senere i 1842-1860 ankom yderligere 826 vognlæs med knogler, der i første omgang var blevet flyttet til Cimetière de Vaugirard (Fassy, side 59-60).

Her hviler de atter og venter igen på opstandelsen, og hvis ikke jorden er gået under, så ligger de der endnu.

Denne artikel er en fortsættelse af artiklen om Begravelser i Middelalderen.

Tema: Begravelse og Benhuse

Eksternt link

Yderligere information

Oosterwijk: »the skulls of the long dead almost seem to be watching the burial scene below through the apertures in the roof space«.

Sophie Oosterwijk, 'Depicte ones on a walle': the Danse Macabre in late-medieval Paris, side 60. Se også illustrationen side 61.

Man skal heller ikke være blind for, at dette kun var tre år før den franske revolution.

Rygterne ville vide, at oprørerne gemte sig i katakomberne, og man har nok kunnet forsinke deres fremmarch ved at fylde katakomberne op med 6.000.000 skeletter.

Gert Kaiser:

Im Jahre 1529 wird der Totentanz zerstört. Der Friedhof Aux Innocents wird 1785 aufgelassen, die Gebeine von rund 1,2 Millionen Toten in die alten Steinbrüche von Montrouge unter der Place Deufert-Rochereau im Süden der Stadt gebracht.

(Gert Kaiser, Der tanzende Tod: mittelalterliche Totentänze, 1983, side 71.)

Paul Fassy, Les catacombes de Paris, 1862, side 29-30: »Le nombre des morts qui se trouvent aux Catacombes peut être évalué à six millions, chiffre bien au-dessous encore de la réalité, […]«.