Er bøgerne en kopi af dansen i St. Innocents?

En kunstners bud på, hvordan dansen i St. Innocents kirkegård kan have set ud.
Innocents-4, Benhus

De kloge hoveder strides om, hvorvidt maleriet gik til grunde i 1529, 1634 eller 1669, men væk er det i al fald. Så er det oplagt at spørge om, de bøger, vi har, gengiver dansen, sådan som den engang så ud på kirkegårdsmuren i St. Innocents kirkegård.

Ingen af de trykte bøger eller manuskripterne nævner St. Innocents, og måske er "Danse Macabre" bare betegnelsen for en litterær genre? Måske er den tekst, vi kender, ligeså forskellig fra maleriet i St. Innocents, som — for eksempel — dødedansen i Lübeck er fra dansen i Berlin?

Tag Basel som en kontrast: Da Frölich første gang udgav teksten fra dødedansen i Basel, gav han bogen titlen: »Lobspruch An die Hochloblich unnd Weitberümpte Statt Basel […]«. Merian kaldte sin bog: »Todten-Tantz, Wie derselbe in der weitberümbten Statt Basel […]«, og siden da har alle udgivere af den lokale dødedans husket at skrive "Basel" i titlen. Derimod antyder de franske bøger og manuskripter ikke, at Danse Macabre skulle være fra Paris. Heller ikke de bøger, der er trykt i Troyes, Rouen, Genève eller Lyon.

Nogle af de første til at adressere dette spørgsmål var Lincy & Tisserand. De foreslog to argumenter for, hvorfor vi kan stole på teksten:

les fresques se conservent assez longtemps, et celles des Innocents, qui, selon M. Édouard Fournier, existaient encore au xviie siècle, devaient être assez conservées soixante ans après leur exécution, pour être reproduites, comme on l'a fait , par un simple trait. Guyot Marchant avait donc les sujets sous les yeux;
(Lincy & Tisserand, Paris et ses historiens, 1867, side 289)

Deres første argument er, at kalkmalerier holder længe, og Guy Marchant derfor havde haft maleriet "under øjnene" 60 år senere.

Det beviser desværre ingenting. For igen at tage Basel som eksempel, havde Familien Mechel også dødedansen i Basel "under øjnene" gennem næsten hundrede år, hvor de solgte deres blanding af Basel og Holbein med lidt fra Bern og lidt af Frölich. Udgiveren af Der Todendantz havde det samme maleri "under øjnene", da han udgav sin tekst med mange afvigelser i to oplag. Og både Gross & Tonjola havde maleriet "under øjnene", da de genoptrykte teksten i utallige oplag og stadig medtog en hilsen til Frölich's opdigtede satyr.

de plus, le manuscrit du fonds Saint-Victor n° 1122, dont sa première édition est la reproduction textuelle, porte cette mention significative: Est la Dance Macabre, prout habetur apud Sanctum Innocentium; et un autre manuscrit (pupitre T. T. n° 12), cité par M. Paul Lacroix, donne à peu près le même titre : Dictamina choree Macabre, prout sunt apud Innocentes, Parisius.
(Lincy & Tisserand, Paris et ses historiens, 1867, side 289)

Det andet argument er, at ifølge Paul Lacroix er der to af manuskripterne, der selv fortæller, at de gengiver teksten fra St. Innocents.

Problemet er, at det ikke passer. De omtalte påstande står i et katalog fra abbediet, og de fortæller os kun, at abbeden i 1514 mente, at teksten i manuskripterne var "sådan som" den på St. Innocents. Måske ville denne abbed også mene, at dansen i Lübeck var "sådan som" dansen i Berlin?

Dette maleri fra omkring 1570 er det eneste, der giver os et samtidigt billede af dansen (til højre mellem arkaderne).
Innocents-2, Jakob Grimer

I øvrigt er det manuskript, Lincy & Tisserand omtaler, n° 1122, selve kataloget, og indeholder ingen Danse Macabre-tekst. Se meget mere om manuskripterne fra Sankt-Victor.

En anden forsker, der havde adresseret spørgsmålet allerede i 1862, var Langlois. Han havde også haft to argumenter for "fermement" at tro, at de gamle bøger fra Paris og Troyes gengav maleriet fra benhuset i St. Innocents i Paris:

Nous croyons fermement que les éditions primitives de la Danse Macabre et les éditions consécutives de Troyes ne font que reproduire la peinture et les vers du charnier des Innocents de Paris. Nos raisons pour arriver à cette induction sont que, dans ces volumes, on retrouve le sujet des trois Morts et des trois Vifs, et celui de l'Homme Noir, qui faisaient partie de cette peinture (voyez p.111 et 128 );

(Eustache-Hyacinthe Langlois, Essai historique, philosophique et pittoresque sur les Danses des morts, 1852, Bind 1, side 197)

Dette manuskript har tre udgaver af legenden om de tre levende og de tre døde.
Tre levende

Det første argument er, at teksten blev udgivet sammen med legenden om de tre levende og de tre døde og med den sorte mand.

Dette argument virker meget tyndt. Det er rigtigt, at der siden 1408 var en skulptur af de tre levende og de tre døde ved indgangen til kirken, doneret af Jean, Duc de Berry, der havde regnet med selv af blive begravet der. Men denne legende er meget ældre end dødedansene, og den findes i masser af manuskripter. For eksempel indeholder manuskriptet til højre tre forskellige udgaver af legenden (her, her og her) uden at have nogen Danse Macabre, og omvendt havde Guy Marchants førsteudgave af Danse Macabre ikke de tre levende og tre døde med.

Endnu værre er det med den sorte mand. Han optræder normalt kun i de såkaldte hyrdekalendere, hvor han er flittig gæst. Fraværet af sorte mænd fra bøgerne med la Danse Macabre burde ifølge Langlois' logik snarere bevise, at teksten ikke er fra St. Innocents.

Langlois' andet argument er væsentlig bedre:

et qu'en outre les vers qui accompagnent ces différentes éditions présentent des analogies évidentes de tous points avec ceux du moine Lydgate , qui a traduit en anglais les vers français de la Danse des Innocents de Paris, comme il l'apprend luimême dans l'introduction de son poème, publié dans le Monasticon Anglicanum de Dugdale. London, 1682 (vol. III, p. 367-374).

(Eustache-Hyacinthe Langlois, Essai historique, philosophique et pittoresque sur les Danses des morts, 1852, Bind 1, side 197-198)

Vi har faktisk et samtidigt vidne, John Lydgate, der ganske få år, efter at maleriet var færdigt (måske allerede i 1426), oversatte det til engelsk. Lydgate tog sig store friheder med teksten, f.eks. tilføjede han fem nye deltagere, men der er ingen tvivl om, at den tekst han arbejdede med, er den samme som den, vi kender fra Guy Marchants førsteudgave af Danse Macabre.

Lydgate giver os alle de detaljer, som de franske udgivere udelader: Teksten er fra Frankrig: »Ther of frensshe clerkes […] Owte of the frensshe / Macabrees daunce«, »Owte of the frensshe / I drowe hit«; nærmere betegnet Paris: »And fro Paris / to Inglond hit sent«, »whiche that at Parise«; det var et sted med gejstlige: »Ther of frensshe clerkes«; det var et vægmaleri: »depicte / ones on a walle«; og hvis vi stadig er tvivl, så var dansen ved St. Innocents: »The whiche daunce / at seint Innocentis«.

Clairambault

17. arkade
Cimetière des Innocents

Det mærkelige er, at til trods for maleriets berømmelse og popularitet findes der kun en eneste samtidig beskrivelse af det.

Denne bog har ikke noget navn, men er katalogiseret som »Recueil d'épitaphes, formé par Pierre Clairambault, en partie avec des débris du cabinet de Gaignières. I-V«. Med andre ord: En samling af epitafer fra alle mulige kirker i Paris, der til dels udgøres af diverse rester fra de 2.886 bøger i Cabinet de Gaignières.

Bogen er utroligt rodet og umulig at finde rundt i. Indekset i starten beskriver åbenbart nogle helt andre bøger; nogle steder er håndskriften smuk, andre steder ulæselig; og mange sider er blanke. Gallica øger forvirringen med at scanne de samme sider flere gange (f.eks. side 299, 237 og 239) mens andre sider mangler (f.eks. side 233).

Beskrivelsen af epitaferne i Charnier des Lingères starter brat, efter tre blanke sider, med arkade nummer 2 uden at fortælle, hvilken del af hvilken kirke der omtales. Efter arkade nr. 28 fortsætter teksten med at beskrive arkade nr. 2, stadig uden at fortælle, hvilken del af hvilken kirke vi nu befinder os i.

Men her følger beskrivelsen af den 17. arkade:

17e. Arc.

Icy commence la Dance macabee [sic] qui dure 10 . arcades
en chacune desquelles y a 6 huitains dont le per cy apres -
les 4 dernieres arcades en ont 8.

O creature raisonnable qui desirés vie eternelle
tu as cy doctrine notable pour bien finer vie mortelle
la dance macabee sappelle qui a chacun dancer aprend
a homme et femme est naturelle  mort nespargne petit ne grand
De 68 vers
68 vers

Dansen varede 10 arkader med 6 vers à 8 linier i hver arkade, og 8 vers i de fire sidste. Det vil sige, at der har været 68 vers, ligesom de "soixante hvict hvictains" i overskriften på bogen til venstre.

St. Innocents, 1550. Ifølge denne plantegning af Fedor Hoffbauer befandt dansen (markeret med rødt) sig i arkade 17-27 - altså 11 arkader.
Innocents-4, Innocents 1550

Her er der et lille problem, for det næstsidste vers, det, der starter: »Bon y fait penser soir et main«, er formentlig først tilføjet senere. Det er hverken med i manuskripterne eller i Guy Marchants førsteudgave af Danse Macabre.

Et meget større problem er, at de 68 vers inkluderer ågerkarlens kunde, den fattige mand. Det vil sige, at i denne arkade ville der være 5 eller 7 vers. Det samme gælder omkring eremitten, hvor en ekstra dødning får det sidste ord, og hvor der derfor også ville være 7 vers.

Vi kan altså ikke få regnestykket til at gå helt op, men eftersom de 68 vers trods alt er rimeligt præcist, og forfatteren oveni købet har citeret det første vers: »O creature raisonnable […]«, må vi sige, at beskrivelsen passer.

Sammenholdt med Lydgates vidnesbyrd er der derfor ingen tvivl om, at teksten i Guy Marchants førsteudgave er den samme som den, der stod på kirkegårdsmuren i St. Innocents.

Tilsidst må vi heller ikke glemme, at teksten selv erklærer, at den stammer fra et maleri: »Hec pictura decus […]«.

Eksterne links

Yderligere information


Op til La Danse Macabre