Om denne bog skriver Ann Tukey:
The first modern edition of the poem was published in 1869.
The editor, P.-L. Miot-Frochot, like many scholars of his day,
did not adhere to the rigorous conventions of manuscript transcription
normally followed today. He combined lines from several
manuscripts without explanation, illustrated his edition with
nineteenth-century adaptations of the illuminations in F
redesigned to imitate woodcuts, and modified lines of text without
comment. Although his volume is attractive and readable, it is not reliable by modern standards.
Louise Götz published a meticulous transcription of C, one of the manuscripts Miot-Frochot
used, in 1934. Because this is the cleanest of the five
surviving manuscripts, her version of the poem can be called definitive.
(Ann Tukey Harrison, The Danse Macabre of Women: Ms. Fr. 995, side 1)
Jeg har medtaget et stort citat, for en del af det, der står, er rigtigt, men der er også meget, der er vildledende og decideret forkert.
Indledningsvis er P.-L. Miot-Frochot's bog fra 1869 ikke "den første moderne udgave", Silvestre havde kopieret træsnit og tekst for både mænd og kvinder 10 år tidligere. Desuden var hele dansen genoptrykt i 1862 med den originale tekst fra 1485/1486.
Faktisk må Miot-Frochot have læst Silvestres udgave. Ellers er det svært at se, hvorfor han har kaldt bogen for »La Grant Dance Macabre«. Normalt er det kun de udgivelser, der har både mændenes og kvinders dans, der kaldes »Grant«.
Den største misforståelse er dog, når Tukey skriver, at Miot-Frochot »combined lines from several manuscripts without explanation«. Miot-Frochot har nemlig kun taget teksten fra en eneste kilde, nemlig MS 25434, som Miot-Frochot regnede for det mest pålidelige: »Et d'abord, c'est le seul manuscrit […] qui offre le texte le plus correct et le plus pur. Tous les autres manuscrits ne sont que des variantes ou des copies, […]« ("Først og fremmest, er dette det eneste manuskript, […] der tilbyder den mest korrekte og reneste tekst. Alle andre håndskrifter er blot varianter eller kopier, […]"). Ann Tukey kalder dette manuskript "C", »C, one of the manuscripts Miot-Frochot used«, mens Miot-Frochot kalder det ved det gamle navn, Célestins 47.
Billederne er enkle kopier af det rigt illustrerede BNF 995, som Ann Tukey kalder "F". Det gælder også frontispicen (billedet til højre), der er taget fra en af de andre tekster i BNF 995, og som forestiller Døden på en bleg hest. Teksten placeres over og under hvert træsnit (se eksemplet til venstre).
Bogen følger teksten i MS 25434 slavisk, hvilket vi kan se på flere måder:
Der er 32 kvinder, nemlig dem, der er med i MS 25434. Det vil sige, at der ikke er abbedisse, priorinde, bigot kvinde og nar, selvom de er med i BNF 995.
Rækkefølgen er også den, der følges i MS 25434. Det vil sige, at billederne ikke kommer i den rækkefølge, som de kommer i i BNF 995.
Både frontispicen (billedet øverst til højre) og bogens titel udpeger Marcial d'Avergne som forfatter: »La Grant dance macabre des femmes, que composa maistre Marcial de Paris, dit d'Auvergne«. Det eneste manuskript, der hævder noget sådan, er MS 25434.
Overskrifterne er dem fra MS 25434, hvilket vil sige, at vi får besynderligheder som, at der er to kvinder, der begge hedder "La vielle", og at frierinden, der normalt hedder La femme amoureuse, kaldes "La femme commune" (billedet til venstre).
Lad os se på bogen på dens egne betingelser. Afvigelserne i teksten kan opdeles således:
Der er tilføjet tegnsætning: komma, punktum, udråbstegn og spørgsmålstegn.
Døden til ridderfruen mangler et ord i 8. linie: "si". Døden til damen med krykker får et ekstra ord i 5. linie: "vos", mens der mangler et "ceaulx" i 8. linie af Døden til ammen.(1)
Ovenstående liste over fejl er rimeligt komplet, og eftersom det kun er enkelte ord, der afviger, kan vi se, at der ikke er noget tilfælde, hvor "Miot-Frochot har kombineret flere manuskripter uden forklaring". De fleste af fejlene er deciderede sjuskefejl, men enkelte af dem skyldes manuskriptets særheder (billedet til højre). Det eneste sted, hvor Miot-Frochot har brugt en anden kilde, er den tredje linie af heksens replik. Denne linie mangler nemlig i MS 25434.
Bogen har altså sine fejl, men med sine illustrationer og læsbare bogstaver er den en mindre tør introduktion til det gamle manuskript. Heldigvis i denne den bedste af alle tænkelige verdener behøver man ikke at vælge, men kan stadig læse den pålidelige transskription af MS 25434.
Bogen blev kun udgivet i 100 eksemplarer, men året forinden, 1868, var teksten og billederne udgivet i »Le Bibliophile français«.
Den originale serie i Le Bibliophile français : gazette illustrée des amateurs de livres, 1868, starter her: Cy commance La dance des femmes laquelle composa maistre Marcial d'Auvergne/ Procureur au Parlement de Paris. N.B.: Træsnittene er fordelt udover de enkelte numre i bindet.
Fodnoter: (1)
Man skal heller ikke være blind for, at Luise Götz også lavede ca. 15 (ubetydelige) fejl. Götz udelod også et "que" i Døden til borgerfruen.
I øvrigt er en sammenligning af Miot-Frochot og Götz lidt uretfærdig. MS 25434 er skrevet i en speciel håndskrift, hvor nogle af ordene kan være ganske svære at læse. Derfor accepterer jeg simpelthen Götz' ekspertise, når hun f.eks. siger, at der står "ennuyt" og ikke "emmyt" (billedet til højre), og at hun har ret, og Miot-Frochot tager fejl.