|
|
|
Kurtz skriver om denne reproduktion:
The text and the same figures of the "Dance Macabre" of 1485 were reproduced by Dufour in a book entitled "La Danse Macabre composée par Maistre Jehan Gerson 1425".
The text and the woodcuts are available in several editions by Dufour.3
The text follows the manuscripts B. N. fr. 25550 and B. N. lat. 14904.
He has followed the punctuation of Le Roux de Lincy et Tisserand who had the Marchant edition of 1485 at their disposal.
(Léonard Paul Kurtz, The Dance of Death and the Macabre Spirit in European Literature, side 43)
Kurtz' sammenfatning er udmærket, men man aner allerede selvmodsigelserne: Dufour har reproduceret teksten og figurerne fra Guy Marchant's trykte bog fra 1485, og teksten følger to manuskripter, BNF Lat 14904.htm og BNF Fr. 25550. Hvad er det så for en tekst, Dufour gengiver? Guy Marchant's? Eller de to manuskripter? Og hvordan kan han tage tegnsætningen fra Lincy og Tisserand, hvis ikke det er den samme tekst?
Og hvis han selv har (gen)skabt teksten, hvordan kan så skrive »d'après l'édition de 1484« (til venstre) og »Fac-simile de l'édition de 1484«? Og hvorfor skriver han "1484", og ikke 1485?
Og hvad med billederne? Hvis han har været nødt til at kopiere tegnsætningen fra Lincy og Tisserand, fordi han ikke selv havde haft Marchant's udgave fra 1485 til sin disposition, hvor han så fået billederne fra?
Citatet fra Kurtz viser, hvordan man kan bruge ualmindelig meget tid på at få hoved og hale på Dufour. Lad mig citere Dufour selv:
Longtemps on a ignoré de qui étaient ces
vers. M. P. Lacroix (bibliophile Jacob)(1),
le premier, a signalé Gerson comme en étant
l'auteur.
Deux manuscrits provenant de l'ancienne
abbaye de Saint-Victor ne permettent guère
d'en douter; ils sont à la Bibliothèque nationale.
Le premier, au milieu de traités et de sermons
en latin de Gerson, contient la Dance
macabre prout habetur apud Sanctum Innocentem(2).
Le second, parmi des traités en français,
renferme les vers sur la Dance Macabre :
«Dictamina choree macabre prout sunt apud
Innocentes parisius(3).»
[…]
(1) Exclamation des os Sainct-Innocent, Bibliophile,
15 mai 1862. London.
(2) Bibl. nat., dép. des manuscrits (L. 14,904).
(3) Bibl. nat., dép. des ms (F, 25,550).
(Valentin Dufour, La dance macabre des Saints Innocents de Paris, side 86)
|
Dufour starter med at sige, at "man længe har ignoreret", hvad Paul Lacroix skrev om Gerson som forfatter til La Danse Macabre. Dette er ikke korrekt, for Lincy og Tisserand citerede Lacroix (side 289) og brugte ham til at argumentere for, at Marchants bøger var en kopi af dansen i St. Innocents.
|
Til gengæld er Dufour selv meget dårlig til at citere Lacroix. Ifølge Dufour skulle to af manuskripterne fra Saint-Victor abbedi selv fortælle, at de gengiver teksten fra kirkegården i St. Innocents i Paris: hhv.: »prout habetur apud Sanctum Innocentem« og »Dictamina choree macabre prout sunt apud Innocentes parisius«.
Her starter den første af de tidskrævende vildmænd, man bliver sendt ud på af Dufour, for der står ikke sådan en tekst på de to manuskripter (det ene kan ses til højre).
Den ofte gentagne påstand om, at de to manuskripter selv hævder at beskrive dansen fra kirkegårdsmuren i St. Innocents stammer nemlig ikke fra manuskripterne selv, men fra abbediets katalog. Det havde Lacroix sørget for at skrive, men det fremgår ikke af Dufour's citat. Denne vildmand får sin egen side: Saint-Victor's Abbedi i Paris.
Tilbage til Dufour. I modsætning til hvad Kurtz skriver, benytter Dufour sig af et manuskript mere, nemlig Lille Ms. 139:
Hœnel cite une Dance macabre, parmi les
œuvres de Gerson , imprimées par Colart
Mansion, de Bruges. Ce volume provient de
la Bibliothèque des Dominicains de Lille :
c'est incontestablement la meilleure leçon de
la Dance macabre(1).
[…]
(1) Catalogue des manuscrits, 1830. Bibliothèque
de Lille (F, 1).
(Valentin Dufour, La dance macabre des Saints Innocents de Paris, side 87)
|
Dufour fortæller, at Gustav Friedrich Haenel har omtalt endnu et manuskript. Dette er "utvivlsomt den bedste læsemåde af la Dance macabre", og fodnoten referer til et katalog fra 1830.
Her starter den næste vildmand, for hvis vi kigger i Catalogi librorum manuscriptorum, qui in bibliothecis Galliae, Helvetiae (kolonne 184-185) er omtalen meget kort: »After the printed works of Gerson by Colard Mansion of Bruges, are found these mss.;(1) sermo Alberti archiepisc. Coloniae; la danse Macabre. en vers; la vision de Philibert l'Hermite«.
Det er alt. Haenel skriver ikke noget om, den "utvivlsomt bedste læsemåde". Ordene er Dufours egne: I senere udgaver varierer Dufour sig lidt. I Les heures gothiques skriver han: »incontestablement la meilleure leçon du texte«. og i en introduktion fra 1891: »incontestablement la meilleure leçon de ces vers«. I øvrigt har bogen nummer E.1 og ikke F.1, så det var heldigt, vi ikke tog hele vejen til Lille for at finde den.
Haenel skriver heller ikke "parmi" (d.v.s. iblandt) — at La Danse Macabre skulle befinde sig »parmi les œuvres de Gerson«. Det er et ord, Dufour har tilføjet, fordi han gerne vil kunne udpege Jean Gerson som forfatter til La Danse Macabre (billedet til højre).
Sandheden er, som vi lige så, at der er tale om, at et manuskript med forskellige tekster er blevet indbundet sammen med en trykt bog med Gersons værker: »After the printed works of Gerson […]«. Ifølge Haenel (og lige citeret) indeholder manuskriptet også en prædiken af Albertus, ærkebiskop af Köln, og "Eremitten Philiberts syn". D.v.s., at La Danse Macabre er "parmi" to værker, der intet har at gøre med Gerson.(2)
Tilbage til Dufour og hans tre manuskripter. Han opsummerer det sådan:
NOTA. — Les manuscrits des œuvres de Gerson sont désignés par les lettres suivantes :
Pour la ponctuation on a suivi la publication de MM. Leroux de Lincy et Tisserand, les Historiens de Paris (Paris, imp. imp., 1857), qui ont eu l'original à leur disposition. (Valentin Dufour, La dance macabre des Saints Innocents de Paris. Mit layout, se den originale side til højre) |
|
Man kan dårligt læse teksten anderledes, end Kurtz gjorde: At Dufour har kombineret tre manuskripter og tilføjet tegnsætning fra Lincy og Tisserand, der "havde haft originalerne til deres disposition". Med "originaler" hentyder Dufour formentlig til de trykte 1485- og 1486-udgaver, for Tisserand nævner ingen steder noget om manuskripter.
Her knækker filmen igen, for Lincy og Tisserand var så privilegerede at have opbakning fra den kejserlig senator og præfekt til at få udleveret 1485-udgaven fra Grenoble. Derfor havde de "haft originalerne til deres disposition". Men hvordan kan Dufour lave en »Fac-simile de l'édition de 1484«, hvis han ikke har set denne udgave? Det kunne selvfølgelig forklare, at han skriver "1484" i stedet for 1485.(3)
Men fakta er, at teksten er den samme, som den Lincy og Tisserand har kopieret fra Silvestre. Dufour forkorter dog i teksten og tager kun dem, der var med i 1485-udgaven, d.v.s. han udelader de fire musikere og de 10 nye mænd, som f.eks. legat og hertug. Dufour kritiserer netop Tisserand for at have blandet de originale træsnit sammen med senere tilføjelser. Dufour har med sine egne ord "respekteret Gersons tanker".
|
Læs evt. Dufour's tekst og hvilke ændringer han har foretaget i forhold til Tisserand og Silvestre:
Men hvis Dufour har kopieret ikke bare tegnsætningen, men hele teksten fra Tisserand / Silvestre, hvad så med de tre manuskripter? Det ser ikke ud til, at de har været brugt til andet end de fjorten fodnoter (billedet til højre).
Nogle af disse fodnoter tjener bare til at sprede yderligere forvirring. I starten siger autoriteten: »Saige est celui qui bien si mire«. Fodnote 2 forklarer: "Saige est celui qui bien se mire. (Mss. A. B.) Cilz est eureus qui bien sy mire. (Ms. C)". Åbenbart er man klog ifølge manuskript A og B, men lykkelig ifølge C. Men faktisk siger alle tre manuskripter næsten det samme: A: »Cil est eureus qui bien se mire«, B: »Cilz est eureux qui bien si mire« C: »Cilz est heureux qui bien sy mire«. Faktisk er det A og B, der skriver "eureus" uden h, som Dufour gør.
Den slags tilfælde er der en del af, hvor de tre manuskripter siger næsten det samme, uanset hvad Dufour antyder. Fodnote 12 handler om det næstsidste vers, der begynder: »Bon y fait penser soir et main«. Dufour skriver i denne fodnote, at »Ce huitain manque dans le ms. de Lille C«. Når verset mangler i C, kunne man forledes til at tro, det var med i A og B, men fakta er, at verset mangler i alle de gamle manuskripter — det blev tilføjet af Marchant i 1485/86.
Man fornemmer Dufours dilemma: Han indrømmer, at han ikke har haft adgang til "originalerne", altså de trykte bøger, og hvis han også havde nævnt, at dette vers heller ikke er med i A- og B-manuskripterne, kunne hans læsere med rette undre sig over, hvor i alverden han så havde fundet verset henne.
Den sidste fodnote handler om slutningen på digtet. Dufour fortæller (korrekt), at A slutter: »Explicit la Dance macabre et à Dieu grâces«, og B slutter »Explicit. Deo gratias«. Men han påstår også, at C slutter: »Explicit expliceat. Ludere scriptor eat«.
Faktisk har dødedansen i C slet ikke noget explicit. Vi finder først et sådant allerbagerst i manuskriptet — efter syv sider med de tre levende og de tre døde, to sider med digte af Pierre d'Ailly og ti sider med Eremitten Philiberts syn. Først derefter kommer det meget udbredte explicit: »Explicit expliceat. Ludere scriptor eat« ("Det slutter. Lad det slutte. Lad forfatteren gå og lege.").
Året efter, i 1875, udgav Dufour »Recherches sur la dance macabre peinte en 1425 au cimetière des Innocents ... Fac-simile de l'Édition de 1484«. Faktisk er det lidt usikkert, hvilken af disse to bøger der kom først, for på titel-blad nummer to står der "1873", og den artikel, der udgør halvdelen af bogen, blev bragt allerede 1873 i Le bibliophile français: gazette illustrée des amateurs de livres, bind 7. De to bøger modsiger hinanden lodret på flere punkter, som f.eks. hvilket år maleriet blev ødelagt. Men overskriften siger stadig, at Marchant's bog er fra 1484.
Dufours bøger er blevet genoptrykt en del gange. Som Kurtz skriver: »available in several editions«, men det var først i 1891, at han rettede "1484" til 1485.
Fodnoter: (1) (2) (3)
Hvis man undrer sig over, hvorfor Haenel skriver på engelsk, så skyldes det, at bogen er en kopi af en anden bog udgivet få år før af sir Thomas Phillipps (1792-1872) i 1828.
Iøvrigt er Haenel's sammenfatning ret underlig. Der er flere end disse tre tekster i manuskriptet, f.eks. en udgave af de tre levende og de tre døde.
Alt det ville Dufour naturligvis vide, hvis han selv havde kigget i det manuskript, han påstår at benytte sig af.
1484/1485 . . .: Det er faktisk en ret underlig fejl: I Dufour's 1874-udgave står der "l'édition de 1484" på ikke mindre end 4 forskellige titelblade og forsider. I selve teksten fremgår det derimod tre steder, korrekt, at førsteudgaven er fra 1485: »28 septembre 1485« (side 89), »Guyot Marchant, en 1485, reproduisait la peinture« (side 90) og »l'édition princeps de la Dance macabre de 1485« (side 112).
I 1875-udgaven står der stadig 1484 på forsiden: »Fac-simile de l'Édition de 1484« .
Døden fra Lübeck
Danse macabre
Dufour