La Danse Macabre: Historikere

De gamle benhuse, 1786
Innocents-3, Bernier 1786

Dansen på muren i Cimetière des Innocents i Paris var på én gang både berømt og overset.

På den ene side var den så berømt, at det formentlig er den, der har inspireret samtlige andre dødedanse i hele Europa, og kopier af dansen blev trykt ikke bare i Paris, men også i Troyes, Genéve, Rouen og Lyon.

På den anden side var den næsten ukendt blandt historikere.

I 1434 beskrev historikeren Guillebert de Metz kirkegården til St. Innocents, og vi får at vide, at dengang var der "bemærkelsesværdige malerier af la danse macabre og andre" (se evt. siden om datering af dansen). Det var alt, og siden da er det gået ned af bakke for historikernes interesse i La Danse Macabre.

Historikeren Gilles Corrozet var samtidig manden bag de korte vers under hvert billede i Holbeins dødedans.
Holbein, Alle Mænds Knogler

Da Gilles Corrozet lidt over hundrede år senere, i 1550, beskrev kirkegården i sin bog om Paris, "Les antiqvitez croniqves et singvlaritez de Paris", skrev han, at jorden kunne opsluge et menneskelegeme på ni dage, og at der var 80 arkader, og han citerede to epitafer. Det ene epitaf var en gammel dames, som Corrozet dermed har gjort berømt:

Cy gist Yoland, Bailly, qui trespassa l'an mil cinq cens quatorze de quatre vingthuietiesme an de son aage, le quarante deuxiesme an de son veuuage, laquelle a veu, ou peu voir deuant son trespas deux cens quatre vingts & quinze enfans issus d'elle. Her hviler Iollande, foged, der gik bort i år 1514 i sit 88. leveår og 42. år af sin enkestand. Som så, eller kunne have set, før sin bortgang 295 børn som sit afkom.

Alt dette er interessant nok, men Gilles Corrozet var selv berømt som forfatter af de korte vers til Holbein's store dødedans, og han var ejer af Manuskript 1186. Så hvorfor nævner han de 80 arkader uden at tilføje, at 10 af dem indeholdt den berømte la Danse Macabre? Hvorfor citerer han en gammel dames gravsten, men "glemmer" den berømte dødedans?

Illustreret bogstav fra Langlois' bog.
Langlois: L

Tavsheden blandt historikerne fortsatte. I det 19nde århundrede undrede maler, tegner, gravør og forfatter, Eustache-Hyacinthe Langlois, sig. Han kunne se to forklaringer på denne påfaldende tavshed: Enten havde La Danse Macabre ikke været et maleri, men en teaterforestilling, eller også, og det var Langlois selv mest tilbøjelig til at tro, var maleriet hurtigt gået til grunde.

Ce qui paraît à nos yeux le plus probable, c'est que ce fut une peinture qui ne dura que peu de temps, car les anciens historiens de Paris, Gilles Corrozet (1532), Dubreul (1612), Germain Brice (1685), Lemaire (1685), Sauval (1724), Piganiol (1736), ne la mentionnent point; ce qu'ils n'eussent pas manqué de faire si elle eût existé à leur époque.
(Eustache-Hyacinthe Langlois, Essai [...] sur les danses des morts, 1852, bind 1, side 197)

Men faktisk er der et af navnene i denne perlerække, der har beskrevet dansen i St. Innocents. Endda to gange.

Henri Sauval

Til højre i dette billede ses et glimt af dødedansen.
Innocents-2, Jakob Grimer

Sauval levede 1623 - 1676. Det vil sige i de sidste år, indtil kirkegårdsmuren blev revet ned i 1669.

I Langlois' liste står der årstallet 1724 efter Sauval's navn, og det skyldes, at Sauval brugte hele livet på at skrive sine manuskripter, men at de aldrig blev udgivet i hans levetid.

Det ene citat får vi gennem Valentin Dufour:

>> Peintures et tapisseries ridicules. -
>> Mais si vous voulez voir des vers ridicules, lisez ceux qu'on avoit faicts pour la Dance macabre de S. Innocent, où la mort dansoit avec des gens de toute condition, et ceux qui sont encore gravez au portail de l'aisle de S. Innocent, sous les trois vifs et les trois morts, qu'y a fait mettre Jean, duc de Berry, oncle de Charles VI.
(Citeret fra Valentin Dufour, La dance macabre des SS. Innocents de Paris, 1874, side 108-109)

Der var en statue af de tre levende og de tre døde ved indgang til kirken, doneret af Jean, duc de Berry, der havde regnet med selv at blive begravet der.
Guy Marchant, Tre døde

Overskriften til kapitlet har åbenbart været "latterlige malerier og gobeliner", og teksten siger noget i retning af: "Men hvis De ønsker at se latterlige vers, så læs dem, man havde lavet til Danse Macabre i St. Innocent, hvor Døden dansede med folk af alle samfundslag, og de som stadig er graveret i portalen til gangen til St. Innocent, under de tre levende og de tre døde som er gjort af mester Johannes, hertug af Berry, onkel til Charles VI".

Dufour angiver som kilde: "Bibl. nat. cab. des manuscrits, extraits de Baluze t. CCXIII, p65". Jeg ved ikke, hvad det skal betyde, og om denne kilde er online, så her bliver vi nødt til at forlade os på Dufour.

Desværre er Dufour altid god til at skabe forvirring.(1) Det andet citat af Sauval kommer nemlig i to halvdele, hvoraf den første halvdel er sandwich'ed ind i et langt citat fra La satire en France au Moyen âge af Charles Lenient. Anden halvdel af citatet (som Lenient ikke har), har Dufour placeret 10 sider længere fremme, lige efter det citat, vi lige har læst, og det har fået mindst tre andre forfattere til at rode disse to citater sammen.(2)

Lad os derfor i dette tilfælde glemme Dufour og citere Sauval selv (se eksternt link forneden):

I 1669 blev muren revet ned (højre side af billedet), og vejen blev gjort bredere og rettet ud.
Innocents-4, Innocents 1780

Pour voir la mort en bien des postures , & les civilitez qu'elle fait aux uns & aux autres, soit Papes, Princes, ou Villageois ; lorsqu'elle vient leur annoncer qu'il faut partir , on n'a qu'à considérer une liste de Plomb qui regne le long d'une partie du Cimetière de Saint Innocent.

Dans le même Cimetière, se voit encore depuis le mois d'Août . . . . jusqu'au Carême suivant, la danse Machabée peinte sous les charniers, où la mort fait bien d'autres tours & d'autres mommeries; il en reste encore des tableaux qui ne seroient ni déchirez, ni effacez, si on n'en avoit pas autant de soin que de celui du mauvais riche.

(Henri Sauval, Histoire et recherches des antiquités de la ville de Paris, 1724, bind 2 side 36)

Den er lidt sværere: "For at se Døden i mange stillinger, og de høfligheder hun [Døden] gør for den ene og de andre, hvad enten de er gejstlige, prinser eller landsbyboere, når hun kommer for at annoncere, at de skal herfra, skal man blot overveje den liste af bly, der hersker langs en del af Saint Innocent's Kirkegård. På samme kirkegård har man set siden august. . . . indtil næste faste, la danse Machabée malet i benhusene, hvor Døden gør mange andre omdrejninger og andre fiksfakserier; der er stadig tableauer, der hverken vil blive flået eller slettede, hvis man ikke har så meget omhu som den onde rige mand havde".

Det står ikke lysende klart det hele. Den onde rige mand, der nævnes til sidst, peger hen til næste afsnit, der handler om et maleri af historien fra Lukasevangeliet om Dives og Lazarus. Dette maleri var aflåst og blev kun vist frem 2 gange om året, så det er ikke så underligt, at det hverken blev flået eller slettet.

Måske er Sauval's pointe, at hvis man beskytter la Danse Macabre så omhyggeligt som maleriet af Lazarus og Dives, vil det holde for evigt? Eller måske hentyder disse "tableauer, der hverken vil blive flået eller slettede", til dette maleri, og sætningen hører til i det næste afsnit? Det var denne del, Lenient ikke citerede.

Og hvad er det for en "liste af bly"? Dufour starter sin sædvanlige forvirring med at sige, at forfatteren har understreget ordet "litre", selvom der står "liste", og selvom ingen af forfatterne, hverken han selv, Lenient eller Sauval har understreget noget som helst (derimod skriver Sauval "Plomb" med stort). Dufour argumenterer sig frem til, at "litre" betyder en bred stribe, og at "liste de plomb", nok skulle have været "litre de long" (side 98-99).

Men uanset de små finurligheder som blylister og hentydninger til Lukasevangeliet er der en ting, der står soleklart: Nemlig at Sauval har set og studeret dette maleri, og i hans tid var det stadig muligt at besøge "det latterlige maleri" og læse "de latterlige vers". Sauval var født i 1623, så vi kan afvise alle de kilder, der påstår, at dansen forsvandt i 1529 eller i 1634. Maleriet har stadig været på muren i Sauval's levetid, indtil muren blev revet ned i 1669.

Tilsidst adresserer Dufour spørgsmålet om, hvorfor Langlois og andre forfattere anklager Sauval for ikke at have nævnt maleriet. Dufours forklaring er, at det relevante citat er placeret et højst besynderligt sted, nemlig i et tillæg med titlen: "Amours des rois de France". Dette tillæg er ikke med i alle oplag (siger Dufour) og man må indrømme, at det ikke lige er dér, man ville kigge efter en beskrivelse af La Danse Macabre.

Dufour har en god pointe her, men det mærkelige er, at i hans bog fra det næste år, 1875, er der ingen omtale af Sauval, og i denne bog får læseren to gange at vide, at muren og maleriet forsvandt år 1634, (hvor Sauval jo kun ville have været 11 år): »ces monuments qui, de fait, ne disparurent qu'en 1634, lors de la démolition du vieux charnier de la rue de la Féronnerie, lorsqu'on résolut d'élargir cette voie« (side 9) og »jusqu'à la démolition de la galerie méridionale du charnier des Innocents en 1634« (side 12).

Eksterne links

Yderligere information

Fodnoter: (1) (2)

Jeg lyder negativ, men Dufour er ekspert i at rode citater sammen med sine egne kommentarer. Som vi straks skal se, har han fået tre andre forfattere til at hoppe på limpinden.

Hvis vi tager det næste citat, som vi skal til at kigge på, og hvor vi kan kigge ham i kortene, opdager vi at han i dette korte citat har rettet »& les civilitez« til »et en civilités«; han har sat »de Saint Innocent« i flertal: »des Saints Innocents«, sandsynligvis for at afspejle titlen på sin egen bog: "La dance macabre des SS. innocents de Paris"; han udelader tre ord i »le long d'une partie du cimetière« og to ord i »d'autres tours et d'autres mommeries«, og han kalder Lenients bog for »Histoire de la Satire au Moyen âge«, selvom den hedder »La satire en France au Moyen âge«.

I den ultrakorte anden halvdel lykkes det ham at udelade to ord i »pas autant de soin que«.

Det allermest forvirrende er dog, som vi vender tilbage til, at han året efter ignorerer alt, hvad han har skrevet om Sauval, og nu hævder, at muren og maleriet forsvandt allerede i 1634.

Alle tre forfattere slutter det første citat efter ordene »de toute condition«, tager lidt af det andet citat fra »Il en reste encore«, og stopper med »ni effacez«.

Den ene af disse forfattere er W.L. Schreiber, der skriver: »Sauval hatte für dasselbe nur Spott übrig: "Mais si vous voulez voir des vers ridicules, lisez ceux qu'on avoit faicts pour la Danse macabre de S. Innocent, oú la mort dansoit avec des gens de toute condition. Il en reste encore des tableaux qui ne seroient ni dechirez ni effacez."«.

Den anden forfatter har skrevet bogen The Dance of Death in Folk-songs fra 1939: »Sauval, the Parisian historian, scornfully wrote of the Danse:« efterfulgt af det samme hybrid-citat.

Den tredje er Edélgard Dubruck, der i bøgerne The Theme of Death in French Poetry of the Middle Ages og Studies in French Literature, begge fra 1964, skriver »Here is the opinion of a chronicler writing in 1669« efterfulgt af citatet.


Op til Datering