Jean Belot i Genève, 1500

Geneve, 1500
Jean Belot, Belot

Guy Marchant må have haft stor success med sine bøger, eftersom der blev udgivet mange andre versioner af La Danse Macabre. Bogen til venstre er udgivet i 1500 af Jean Belot i Genève, (»Imprimee a genesue. M. ccccc.«). Den er dog ikke en kopi af Marchant, men en kopi af bøger af Trepperel og Nicole de la Barre, der igen var kopier af Antoine Vérard.

Forsiden af bogen prydes (hvis det er det rette ord) af to af de dødninge-musikere, som Guy Marchant havde tilføjet sine bøger i 1486.

Forsiden fungerer også som en indholdsfortegnelse, der viser, at bogen ligesom mange tilsvarende bøger er en samling af forskellige tekster. Udover "La dance Macabre" indeholder bogen også historien om de tre døde og de tre levende (»Les troys mortz et les troys vifz«) og de 15 tegn, der kommer før dommedag: (»Et les quinze signes précédens le grant jugement«).

Under billedet kommer en tekst, hvoraf kun den første linie er bevaret: »Viuans qui voyes ceste dance«. Denne indledning minder meget om slutningen på La Vie de l'Homme: »O vous humains qui voyez cette dance«. Det er dog kun denne ene linie, der er ens, for vi ved fra andre udgaver af bogen, at det fulde vers lyder: »Viuans qui voyez ceste dance / Se souvent la regardez / Vous scairez se bien la gardez / Qhoneur mondain nest pas cheuance«.

Hertugen
Jean Belot, Hertug

Dødninge-musikerne fra forsiden genbruges allerede på næste side, hvor de ledsages af teksten: »Ce nest que vent de la vie mondaine / Mondain plaisir dure peu longuement / Longue saison na pas mais tressoudaine / Soudain mourras et ne scays quellement«.

Selve dødedansen indeholder stort set den samme tekst, som Guy Marchants bøger. De fire dødningemusikere og seks af de ti figurer, som Marchant havde tilføjet, er også med, men kun én af dem, nemlig hertugen har fået et originalt træsnit. De fem andre må nøjes med at dele træsnit med nogle af de andre dansere.

Selvom træsnittene i sidste ende er kopier af Vérard, er det ikke nødvendigvis de samme personer, der tildeles de samme træsnit. Hertugen til højre er en kopi af Vérards foged, mens Belots' foged er en kopi af Vérards borger, og Belots' borger deler træsnit med købmanden.

Rækkefølgen er ikke helt den samme. Blandt andet kommer bejleren meget tidligt, og fogeden meget sent. Efter eremitten plejer en ekstra dødning at svare: »Cest bien dit […]«, men i denne bog bringes istedet et enkelt vers af narren: »Or sont en la fin bons amys«.

Teksten slutter med den døde konge og autoriteten og går derefter direkte over til en ballede med omkvædet: »Pour bien mourir & vivre longuement« uden så meget som en blank linie til at adskille de to værker.

Hvem kopierede Hvem?

Belot: kardinal / legat
Jean Belot, Kardinal
Trepperel: kardinal / legat
Trepperel, Trepperel

Træsnittene er næsten identiske med dem, der blev udgivet af Trepperel og La Barre i Paris. I sidste ende er begge træsnit-serier kopier af Antoine Vérard.

Men hvem har kopieret hvem? Den oplagte tanke er naturligvis, at Trepperel var den første. Han arbejdede i Paris og var tæt på kirkegården til St. Innocents, tæt på Guy Marchand (hvorfra teksten blev kopieret) og tæt på Vérard (hvorfra billederne blev kopierede).

Layet skriver i sin artikel om Trepperel: »Die Holzschnitt-Serie von de la Barre bildet wiederum die Vorlage für die Genfer Ausgaben von Jean Belot und für diejenige, die wir hier beschreiben«.(1) Det vil sige: Trepperels træsnit har dannet forlag for Belot's udgaver i Genéve.

Hvor selvindlysende denne tanke end måtte synes at være, er der en del problemer med denne hypotese:

  1. Belot inkluderer legenden om de tre døde og de tre levende og De 15 tegn før Dommedag (d.v.s. en mere omfangsrig tekst).

    Det betyder, at selvom Belot skulle have kopieret Trepperel's bog, wille han stgadig have været nødt til at konsultere andre (parisiske) bøger.

  2. I modsætning til Trepperel rykker udgiverne Belot den første linje i hvert vers ind.

    Det gælder også for den ballade, der starter "Puis quainsi est que la mort est certaine", som adskillige udgivere åbenbart troede var en integreret del af La Danse Macabre. Denne ballade består af fire vers med respektive 10, 10, 10 og 5 linier, hvilket Belot i Genève (eller nogen andre) ikke ville kunne vide ved at have læst Trepperel's u-indrykkede version.

  3. Trepperels versioner mangler et træsnit af lægen, mens Belot har en læge med uringlas.

    Dette billede er - som alle de andre - baseret på de træsnit, der blev udgivet af Vérard, så hvis vi forudsætter, at Belot i Genève først havde kopieret Trepperel's træsnit og derefter TILFØJET træsnittet af lægen, så skulle have havde vidst, at han skulle kopiere Vérard's læge.

  4. På samme måde mangler Trepperel's versioner en kannik, mens Belot har en kannik med pelskåbe, der er en kopi af Vérard's kannik.

  5. Træsnittene i Genéve er bedre end de parisiske træsnit. Bemærk for eksempel den hånd, der holder spaden: I Genève-versionen (til venstre) er der en nydelig tommelfinger, mens den parisiske version (til højre) gør underarmen tykkere end hånden. Kardinalens hånd er også mere primitiv i den parisiske version.

    Kan man skabe en overlegen kopi baseret på en ringere model? Det er muligt, men hvis Belot vidste, at han var nødt til at opsøge en kopi of Vérard (se punkt c og d), hvorfor så ikke kopiere hele serien direkte fra Vérard og droppe Trepperel fuldstændigt?

Lyon, 1537

La dance macabre, 1537
Nicole de la Barre, Lyon

De samme træsnit blev brugt i Lyon i 1537 af Pierre de Saincte Lucie Dict le Prince. Også denne gang blev dødedansen "pakket" sammen med de tre levende og de tre døde og de 15 tegn.

I forhold til 1500-udgaven mangler to eller tre træsnit: Adelsmanden med jagtfalk bliver erstattet ved at bruge billedet af ridderen to gange, mens sognepræsten illustreres ved at genbruge kannikken. To dansere, nemlig karteuser og sergent mangler helt. Rækkefølgen er også lidt anderledes mod enden, bl.a. er degnen rykket frem.

Teksten i disse bøger er (naturligvis) ændret et par steder. I den oprindelige tekst var de første linier af Dødens kald til munken i virkeligheden en fortsættelse af dialogen med den forrige danser, sergenten, der får at vide, at han ikke skal skræmme flere folk: »Plus hommes nespoventeres«. Først i fjerde linie (som er indrykket) henvender Døden sig til munken: »Apres moinne«. Derimod har de to bøger, vi har kigger på, skrevet teksten om, så hele verset er rettet mod munken. Han får at vide, at han aldrig vil blive abbed, for han skal dø:

Danse Macabre (1485)Genève / Lyon

Ha: maistre: par la passeres
Naiez ia soing de vous deffendre
Plus hommes nespoventeres.
    Apres moinne sans plus actendre.

Ha maistre par la passeres
Nayez ia soing de vous deffendre
Ne jamais abbe pas seres.
Mourir vous fault sans plus actendre.

Det samme sker, når vi kommer til franciskaneren: De første halvanden line er en sidste hilsen til bonden/arbejderen: »Faictes voye: vous aves tort Laboureur«. I 1486 tilføjede Guy Marchant 10 nye dansere, og det betød, at den forrige danser ikke længere var bonden, men en hyrde. Derfor måtte teksten revideres: »Faicte voye vous aves tort Sus bergier«. Barre's bøger har en anderledes tekst, hvor hele verset er rettet mod franciskaneren:

Danse Macabre (1485)Danse Macabre (1486)Genève / Lyon

Faictes voye: vous aves tort
Laboureur.     Apres cordelier
Souvent aves preschie de mort
Si vous devez moins merveillier.

Faicte voye vous aves tort
Sus bergier.     Apres cordelier
Souvent aves preschie de mort
Si vous devez moing merveillier.

Contre moy ne vault nul effort
vous le scavez bien cordelier
Souvent aves presche de mort
Dont vous devez mains merveilier.

Et sidste tilfælde er degnen og eremitten. De fire første linier er rettet med den forudgående degn: »Clerc: point ne fault faire refus«. I Barre's bøger er ordet "Clerc" fjernet (og linie 5 er ikke rykket ind), så læseren skal tro, at hele verset er til eremitten.

Der er en del andre ændringer. Det kan man se, når Silvestre, Tisserand og Dufour kopierer disse varianter.

Billederne er bragt i den rækkefølger de kommer i 1500-udgaven fra Genéve. Træsnit, der er genbrugt, vises kun én gang her, og med undtagelse af hertugen vises kun de figurer, der var blandt de oprindelige 30 fra vægmaleriet i Paris.

Belot
Jean Belot 1858: Belot
Autoritet
Jean Belot 1500: Autoritet
Pave
Jean Belot 1500: Pave
Kejser
Jean Belot 1500: Kejser
Kardinal
Jean Belot 1500: Kardinal
Konge
Jean Belot 1500: Konge
Hertug
Jean Belot 1500: Hertug
Patriark
Jean Belot 1500: Patriark
Connétabel
Jean Belot 1500: Connétabel
Ærkebiskop
Jean Belot 1500: Ærkebiskop
Ridder
Jean Belot 1500: Ridder
Biskop
Jean Belot 1500: Biskop
Adelsmand
Jean Belot 1500: Adelsmand
Abbed
Jean Belot 1500: Abbed
Bejler
Jean Belot 1500: Bejler
Advokat
Jean Belot 1500: Advokat
Borger
Jean Belot 1500: Borger
Kannik
Jean Belot 1500: Kannik
Karteuser
Jean Belot 1500: Karteuser
Sergent
Jean Belot 1500: Sergent
Munk
Jean Belot 1500: Munk
Ågerkarl
Jean Belot 1500: Ågerkarl
Læge
Jean Belot 1500: Læge
Foged
Jean Belot 1500: Foged
Astrolog
Jean Belot 1500: Astrolog
Troubadour
Jean Belot 1500: Troubadour
Præst
Jean Belot 1500: Præst
Bonde
Jean Belot 1500: Bonde
Franciskaner
Jean Belot 1500: Franciskaner
Barn
Jean Belot 1500: Barn
Degn
Jean Belot 1500: Degn
Eremit
Jean Belot 1500: Eremit

Ressourcer og Links

Yderligere information

Fodnoter: (1)

Patrick Layet "La dance, macabre des hommes" i bogen "Ihr müsst alle nach meiner Pfeife tanzen" s. 27-33.

Op til La Danse Macabre