Vi har set, hvordan man i Troyes genoptrykte den parisiske Danse Macabre gennem over 200 år med kopier og kopiers kopier af de gamle træsnit.
Bogen til venstre er et ret sent genoptryk af Baillieu i Paris. Det fremgår af den korte indledning, at Baillieu er i besiddelse af disse træsnit fra Troyes, og han vil kombinere dem med den oprindelige tekst fra Guy Marchant's bog fra 1486, Miroer Salutaire.
De forskellige udgivelser fra 1700-tallet havde nemlig konstant annonceret, hvordan det gamle galliske sprog blev fornyet og poleret: »Historiée et renouvellée de vieux Gaulois, en langage le plus poly de nôtre tems«. Denne bog skulle derimod gengive den oprindelig tekst fra 1486 dog med tilføjelse af tegnsætning og accenter, som man ikke havde (eller som man havde negligeret) i 1486.
Baillieu vidste naturligvis godt, at der er langt fra denne kopi til originalen, men det var efterhånden blevet umuligt for bogelskere at finde de gamle bøger fra det 15. og 16. århundrede. En sådan bog var lige blevet solgt, 19 april 1862, for den vanvittige sum af 1.170 franc.(1) Dermed får vi også det omtrentlige årstal for udgivelsen af denne bog, for årstallet står ingen steder.
Bogen har titlen: »La grande danse macabre des hommes et des femmes, précédée du dict des trois mors et des trois vifz, du débat du corps et de l'âme, et de la complaincte de l'âme dampnée«. Man kan undre sig over, hvorfor dødedansen er »précédée« af de andre historier, når den kommer først i bogen, men Gallica har et andet eksemplar (se eksternt link), hvor der er inkluderet en slags reklame. I dette indlæg står der mere logisk: »La grande danse macabre […] suivie du dict des trois mors […]«.
Resultatet er ikke en nøje kopi af "Miroer salutaire", der jo bortset fra dronningen og hertuginden ikke havde billeder af kvinderne. Afsnittene kommer ikke i samme rækkefølge, og alle latinske tekster er fjernet.
Baillieu har haft adgang til både de gode kopier fra det 17. århundrede og de dårlige fra 1766-udgaven, for han bringer to versioner af de fire dødningemusikere.
Der er også to træsnit af advokaten og bejleren, hvor det bedste af dem bruges til astrologen og borgeren, ligesom det skete i 1766-udgaven.
Når vi kommer til kvindernes dans, bliver der strammet op, så både tekst og billeder kommer i den rigtige rækkefølge.
Utroligt nok har Baillieu fundet en kopi af abbedisse og adelsdame (billedet til højre), selvom disse to dansere havde været forsvundet i over 200 år. Han har også et billede af regenten og ridderfruen (billedet til venstre), der hverken er fra kopierne fra det 17. århundrede eller kopierne af kopierne fra 1766-udgaven. Disse to træsnit ser ud til at være fremstillet af den samme person.
Træsnittet af gammeljomfruen og franciskanernonne mangler derimod stadig, men Baillieu havde to udgaver af borgerkvinden og enken (billederne til højre og venstre).
Bogen slutter med et (dårligt) billede af Døden på den blege hest, og datoen for udgivelsen af Miroer salutaire, 1486 7. juni, bortset fra, at der mangler et "quatre": »l'an de grace mil quatre cent [quatre] vingz et six, le septième jour de juing«.
Bogen blev genoptrykt af Plein Chant / Bassac i 1994.
De har rettet forvirringen med précédée/suivie: »La Grande Danse Macabre des hommes et des femmes Suivie du dict des trois mors et des trois vifs du débat du corps et de l'ame, et de la complainte de l'ame dampnée«.
Men selvom de påstår, de har genoptrykt bogen fra 1862, »Réimprimé d'après l'édition de Baillieu, Paris [1862]«, er det ikke tilfældet. De to eksempler, de viser, bruger nemlig de gode kopier fra det 17. århundrede, mens 1862-bogen (i disse to tilfælde) brugte de dårlige kopier fra 1766-udgaven.
Denne udgave må have været ret populær, for der er mange online-udgaver på Internettet. Her er to af dem:
Fodnoter: (1)
Som en sidebemærkning tilhørte forretningen med den dyre bog, Salle Sylvestre, Louis-Catherine Silvestre.