Miroer Salutaire, Paris, 1486
Latinske citater over autoriteten.
|
De fire musikere blev tilføjet i 1486
|
Allerede året efter at Guyot Marchant havde udgivet
førsteudgaven af danse macabre og
den udvidede andenudgave fra 1485/86,
kom den store to-binds udgave: Miroer Salutaire.
Forsiden forklarer, hvordan ambitionsniveauet var skruet op.
Formålet med bogen var ikke længere bare at gengive vægmaleriet fra kirkegården i St. Innocents.
Den nye dans, La danse macabre nouuelle, var et "spejl af frelsen" for alle mennesker på alle samfundets trin og til stor nytte og forlystelse med belæringer på latin og fransk:
»Ce present liure est appelle Miroer
salutaire pour toutes gens: Et de
tous estatz. et est de grant vtilite:
et recreacion. pour pleuseurs ensegnements
tant en latin comme en
francoys lesquelx il contient, ainsi
compose pour ceulx qui desirent acquerir
leur salut : et qui le voudront
avoir. La danse macabre nouuelle«.
De to bind er opbygget sådan:
Forfatteren / autoritet indleder dansen, ligesom han gør i manuskripterne.
Ovenover træsnittet er der 8 linier på latin.
Disse var ikke med i 1485-udgaven, men den nye forside lovede jo,
at bogen indeholdt en nyttig lærdom på
latin.(1)
De 4 første linier, »Discite vos Coram […] «,
er med i mange af manuskripterne, som f.eks. Lille MS. 139,
så de kan sagtens have været med på kirkegårdsvæggen.
De fire næste linier, der starter »Est commune mori«,
er derimod en blanding af forskellige citater, hvoraf nogle er flere hundrede år gamle.
Legaten og hertugen er blandt de ti nye dansere.
|
De fire musikere findes ikke i manuskripterne og er åbenbart opfundet af Guyot Marchant.
De 15 træsnit med 30 mænd er udvidet med yderligere 5 træsnit:
Legat og hertug
(billedet til venstre),
skolemester og soldat,
promotor og fængselsvagt,
pilgrim og hyrde og
hellebardist og nar.
Over alle træsnittene står der latinske citater.
Mændenes dans slutter med
den døde konge og autoritet.
Der er tilføjet endnu et vers:
»Bon y fait penser […]«.
Uden hverken overskrift eller forklaring citeres en ballade,
hvor de tre første vers har 10 liner og det sidste vers 5 linier.
Omkvædet er: »pour bien mourir et vivre longuement«.
Denne ballade hedder:
»Balade pour aprendre à bien mourir et renoncer du tout au monde«,
og den er med i enkelte andre digtsamlinger.
Den tilskrives George Chastelain (1415-1475), selvom det er tvivlsomt.
De tre døde og eremitten
|
Legenden om de tre levende og de tre døde (billedet til højre).
Endnu en ballade med
3 × 16 + 5 linier.
Denne gang med omkvædet: »Homme deffait et a perdicion«.
Til sidst et latinsk digt på 5 linier, der
roser trykkekunsten. Digtet, der tilskrives Jean de Rochechouart,
biskop af Saintes, begynder:
»Arte nova pressos si cernis mente libellos […]«.
Dermed er første bind, der havde været "udvidet med mange nye personer og smukke digte", slut:
»Cy finit la danse macabre hystoriee & augmentee de pleuseurs nouueaux parsonnages et beaux dis. et le trois mors et trois vif emsembles.
nouvellement ainsi composee et imprimee par guyot marchant«.
Dette bind var blevet trykt i det Herrens år 1486, 7 juni:
»Lan de grace mil quatre cent quatre vingz et six, le septieme iour de iuing«.
Musikerne genbruges til at indlede kvindernes dans.
|
Andet bind indledes:
»La danse macabre des femmes / Et le debat du corps et de lame«.
Damernes dødedans starter ligesom herrernes med en autoritet
og med fire musikere.
Det er de samme to træsnit, der bruges igen.
Dronning og hertuginde
|
Selve dødedansen består af 34 kvinder.
I forhold til de manuskripter vi kender (som f.eks. MS 25434),
er dansen udvidet med
abbedisse og priorinde.
Vi kender ikke disse to kvinder fra de gamle manuskripter,
så det kan være, at Guyot Marchant selv har opfundet dem.
Det eneste træsnit er det af dronningen og hertuginden (til højre).
Den døde dronning
|
Dansen slutter med den døde dronning og autoriteten (billedet til venstre).
Læseren vil have bemærket, at den døde dronning mistænkeligt ligner den døde konge, der endte mændenes dans,
og at træsnittet er blevet genbrugt.
Den døde dronning optræder ikke i manuskripterne og er formentlig tilføjet af Guyot Marchant.
Endnu en ballade med
3 × 13 + 5 linier.
Denne gang med omkvædet: »Qui tousiours dure: et qui iamais ne cesse«.
»Le debat dun corps et dune ame«.
Denne debat mellem et legeme og en sjæl fylder fem sider.
»La complainte de lame dampnee«.
To sider med klagen fra den fordømte sjæl.
Så er andet bind slut.
Den var åbenbart trykt en måned senere end første bind, 7 juli 1486, for den slutter:
»Lan de grace mil quatre cent quatre vingz et six, le septiesme iour de iuillet«.
Som man kan se, indeholder bogen mange forskellige tekster.
Selvom mændenes og kvindernes danse er de to største af teksterne,
er de langt fra de eneste, og de to danse udgør på ingen måde en samlet enhed.
MS 147: Qui tousiours dure: et qui iamais ne cesse
|
Det er lidt underligt, at Guyot Marchant
to gange tilsyneladende hævder at have digtet ("composee") teksterne.
På forsiden skriver han: »compose pour ceulx qui desirent acquerir leur salut«,
og ved slutningen af første bind:
»nouvellement ainsi composee et imprimee par guyot marchant«.
Dette er åbenlyst forkert: De 30 mænd havde allerede danset på væggen i 60 år;
de fleste af kvinderne er med i gamle manuskripter som f.eks. MS 25434;
og legenden om de tre døde og de tre levende findes i utallige
varianter.(2)
De tre ballader er heller ikke digtet af Marchant.
De findes i manuskriptet MS 147 (billedet til højre).
To af balladerne er på den samme side som
Le miroir des dames et damoiselles,
mens den tredje ballade
(den med omkvædet »Homme deffait et a perdicion«) kommer et par sider før.
Disse tre ballader er også med i
MS Français 25434, et manuskript, der også indeholder både
mændenes og kvindernes danse macabre.
Det, der åbenbart ligger i "composee", må være at redigere og udvide.
Marchant har samlet de mange tekster, fremskaffet træsnittene,
tilføjet de fire musikere,
tilføjet legat, hertug og de otte andre mænd,
tilføjet abbedisse og priorinde,
tilføjet den døde dronning,
og måske har han taget bogens titel "Miroer Salutaire"
fra Le miroir des dames et damoiselles.
De ni nye træsnit
Der er tilføjet 9 nye træsnit forhold til førsteudgaven fra 1485:
De fire musikere (1), de 10 nye dansepar (5), de tre levende og de tre døde (2) og kvindernes dans (1).
De nye træsnit er af samme høje kvalitet som de første, men er de af den samme kunstner?
Sophie Oosterwijk argumenterer for, at de nye træsnit afviger, fordi søjlerne i venstre og højre side er stribede,
og fordi figurerne virker mere opstyltede (John Lydgate, The Dance of Death, 2021, s. 195).
Det er også rigtigt, men jeg synes, det er langt mere afslørende at se på anatomien på disse nye billeder.
Kunstneren tegner nemlig kranier med nogle vanvittigt
overdrevne kindben, der går helt om i nakken:
Fire musikere
|
Legat og hertug
|
Skolemester og soldat
|
De tre døde
|
Dronning og hertuginde
|
Man ser ikke ikke de samme bizarre kindben på træsnittene i 1485-oplaget, så der er ingen tvivl om, at dette er en ny kunstner.
Ressourcer
Yderligere oplysninger
Fodnoter:
(1)
(2)
Disse latinske citater (og mange af de andre ændringer) var allerede tilføjet i
den udvidede andenudgave fra 1485/86.
Desværre mangler det eneste eksisterende eksemplar et antal sider, herunder forsiden,
så vi ved ikke, hvad der har været af løfter på forsiden.
Døden fra Lübeck
Danse macabre
Paris, 1486