Den Højtyske Fire-liniede Dødedans

Cpg 314, de to prædikanter

Codex xylogr. Monac. 39, Døden og barnet

En række af dødedansene fra det sydlige Tyskland og Schweiz tilhører en familie, der kaldes Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz: "Oberdeutscher", fordi sproget er højtysk — i modsætning til de plattyske dødedanse i Lübeck, Tallinn og Berlin — og "vierzeiliger" fordi hvert vers har 4 linier — i modsætning til den 8-liniede der doten dantz mit figuren.

Den ældste af disse tekster, Cpg 314(1) (billedet til venstre), viser, hvordan den tyske tekst er en oversættelse fra latin. I dette gamle manuskript er Døden ikke med, og teksten består kun af de døende menneskers klage. Her ser man tydeligt inspirationen fra Vado Mori-litteraturen.

De 24 dansere præsenterer sig selv: »Jeg var en hellig pave […]«, »jeg har, som konge […]«, klager over deres skæbne og giver ordet til den næste deltager.

I alle de andre (senere) udgaver af Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz er der tilføjet replikker til Døden, men den derved opståede dialog er kun tilsyneladende: Døden kommer anstigende, energisk, frisk, ironisk - endda humoristisk - mens menneskerne ignorerer Døden, præsenterer sig selv, »Jeg var en hellig pave […]«, »jeg har, som konge […]«, hvorefter de jamrer videre. Faktisk er det tyske ord "Wechselrede" mere præcist: Døden og de døende skiftes til at tale.

Barnet ignorerer Døden og kalder på sin mor: Hvordan kan du forlade mig sådan?"

Starten af Kleinbasel

Dette er tydeligst i slutningen af dansen, hvor moderen ignorerer Døden og henvender sig til sin søn: »Åh barn, jeg ville have frelst dig;«, mens barnet også ignorerer Døden og kalder på sin mor: »Åh ve, min kære moder […] Hvordan kan du forlade mig sådan?«

I andre dødedanse, som dem i Lübeck og Berlin, kan de døende finde på at henvende sig til Døden og trygle om udsættelse, men det sker aldrig i Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz, netop fordi menneskenes replikker er forfattet mange år, før Døden dukkede op på scenen.

Strengt taget optræder Døden stadig ikke nogen steder. Her er der nemlig tale om en "ægte totentanz", hvor en række af dødninge slæber de levende med. Læs mere om Dødens Dans eller De Dødes Række.

Den mest berømte dans i denne familie er Døden fra Basel. Der var to danse i Basel, og begge havde udvidet antallet af dansere fra 24 til 39. I Kleinbasel ligner teksten stadig sig selv, men den berømte dans i GroßBasel var ændret så grundigt gennem reparationer og renoveringer, at den kun lejlighedsvis kan genkendes.

Varianter

Cod. xyl. 39, Døden og paven:
"Der tod zu dem Bapst spricht"

Vi kender teksten fra en række kilder. Den første til at sammenligne teksterne var Maßmann(2) i 1847, der kaldte sine kilder for H eller M, afhængigt af, om de befandt sig på biblioteket i Heidelberg eller München:

• H¹: 4 sider fra Cpg 314. Denne tekst er den mest oprindelige og er derfor øverst i stamtræet. I dette gamle manuskript er Døden ikke en gang med.
• H²: Cpg 438, Heidelberg's blokbog.
• M¹: Cgm 270,(3)
• M²: Codex xylogr. Monac. 39.(4) Bogen har oprindeligt været en blokbog, hvor billede og tekst har været træsnit, men allerede i det 15^nde århundrede blev billederne klippet ud og forsynet med en nyere håndskrift.
• M³: Cgm 2927, blad 13" - 15". Håndskrift, der nogen steder er ulæseligt. Man har tidligere forsøgt at behandlede siderne med galæbletinktur for at garvesyren skulle gøre blækket mere tydeligt, men på langt sigt har det gjort papiret sort, så alt efter linje 180 stort set er ulæseligt.
• M⁴: Se nedenstående.
• Basels dødedanse. Dansen er udvidet med 15 ekstra dansere i Großbasel og Kleinbasel. Som stamtræet til højre viser, er teksten i Kleinbasel på et sent trin i forhold til de andre.

I 1908 påpegede Fehse,(5) at den kilde, som Maßmann kaldte M⁴ slet ikke var nogen kilde, men var en trykt udgave af Cgm 270, der var blevet "forbedret" ved hjælp af Codex xylogr. Monac. 39.

Til gengæld havde man i mellemtiden fået kendskab til endnu et manuskript, der befandt sig i Berlin:

• B: Ms. germ. fol. 19,(6)

På dette grundlag lavede Fehse skitsen til højre, der skal vise udviklingen fra Cpg 314, hvor Døden ikke deltager, til maleriet i Kleinbasel, hvor dansen er udvidet til 39 dansere.

Siden da er der dukket endnu flere kilder op, så listen må udvides med:

• A: Augsburg 2° Cod. 157. Siderne 18^ra til 20^ra

  Metnitz (Wikipedia)

• Bu: Budapest: Cod. Muz. 11, siderne 137^r-141^v (tidligere: Cod. Esztergom 11). Manuskriptet har engang befundet sig i Güssing kloster, så derfor kaldes dansen også Güssinger Totentanz, men dette kloster blev først grundlagt i 1638, så det kan ikke være her, manuskriptet er blevet til.

  Skriveren har taget fejl af hertugen og ridderen, og derfor mangler personerne imellem, nemlig hertugens svar, biskop, greve, abbed og Dødens opfordring til ridderen. Det blad, der har indeholdt slutningen med moderens svar, og måske har indeholdt den anden prædikant, mangler også.

• Dertil kommer en række malerier: Ulm, Metnitz, Wil, Kleinbasel og Basel

Klik på de enkelte billeder for at læse teksten

Første prædikant

Paven

Kejser

Kejserinde

Konge

Kardinal

Patriark

Ærkebiskop

Hertug

Biskop

Greve

Abbed

Ridder

Jurist

Kannik

Læge

Adelsmand

Adelsfrue

Nonne

Købmand

Kok

Tigger

Bonde

Barn

Moder

Anden prædikant

Kilder

• Der 'Oberdeutsche vierzeilige Totentanz': Formen seiner Rezeption und Aneignung in Handschrift und Blockdruck. Af Almut Breitenbach, 2015.

  Dele kan læses på Google Books.

• Totentanz-Studien. Af Mischa von Perger, 2013, side 57-156 + 247-289.
• Memento mori: Bild und Text in Totentänzen des Spätmittelalters und der Frühen Neuzeit. Af Susanne Warda, 2011. Side 199-269.
• Die Deutschsprachigen Spätmittelalterlichen Totentänze Unter besonderer Berücksichtigung der Inkunabel, 'Des dodes dantz'. Lübeck 1489. Af Brigitte Schulte, 1990. Side 157-162 + 173-180.

  Kan downloades: Des dodes dantz - LWL

• Der Tanzende Tod. Af Gert Kaiser, 1982. Introduktioner, billeder og moderne tyske oversættelser. Side 194-275 indeholder Basel' dødedans, mens side 276-329 indeholder Heidelberg's blokbog.
• Der vierzeilige Oberdeutsche Totentanztext. Af Wilhelm Fehse. Zeitschrift für deutsche Philologie, bind 40, 1908, side 67-93.

  Fehse retter mange af Maßmanns fejl, og det er ham, der har opfundet udtrykket vierzeilige Oberdeutsche Totentanz.

• Die Baseler Todtentänze in getreuen Abbildungen : nebst geschichtlicher Untersuchung, so wie Vergleichung mit den übrigen deutschen Todtentänzen, ihrer Bilderfolge und ihren gemeinsamen Reimtexten. Af Hans Ferdinand Maßmann, 1847.

  Bagerst i bogen sammenligner Maßmann Cgm 270, Xyl. 39, Cgm 2927, Cpg 314, Heidelberg's blokbog, Kleinbasel og Basel.

  Man kan sige meget om Maßmann, men han var den første, der forsøgte at sammenligne de forskellige kilder, og i et halvt århundrede var han den eneste.

Yderligere Information

• Dødens Dans eller De Dødes Række?
• Cpg 314
  • Cpg 314 - teksten med oversættelse
• Cgm 270
  • Cgm 270 - teksten
• Augsburg 2° Cod. 157
• Xyl. 39
  • Den første prædikant, Paven, Kejser, Kejserinde, Konge, Kardinal, Patriark, Ærkebiskop, Hertug, Biskop, Greve, Abbed, Ridder, Jurist, Kannik, Læge, Adelsmand, Adelsfrue, Nonne, Købmand, Kok, Tigger, Bonde, Barn, Moder, Den anden prædikant
  • Xyl. 39 - teksten
• Mgf 19, Berlin
  • Mgf 19 - teksten
• Malerier i Ulm, Metnitz, Wil, Kleinbasel og Basel
• Heidelberg's blokbog
  • Prædiken, Paven, Kejseren, Kejserinden, Kongen, Patriarken, Ærkebiskoppen, Kardinalen, Biskoppen, Hertugen, Greven, Ridderen, Abbeden, Juristen, Kannikken, Lægen, Adelsmanden, Adelsfruen, Købmanden, Apotekeren, Nonnen, Kokken, Bonden, Krøblingen, Moderen, Barnet
• Kleinbasel
• Basel

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

English Døden fra Lübeck Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz