Xylogr. 39, Münchens Blokbog

Abbed og ridder
Xyl 39, Xyl 39

Denne bog kom til det kongelige bibliotek i Bayern i starten af de 19. århundrede. Bayern var ved at blive sekulariseret, og formanden for bibliotekskommissionen, Friherre Johann Christoph von Aretin, tog rundt til kongerigets klostre for at finde gamle bøger, der ville kunne berige kongens bibliotek. I et brev fra 5. april 1803 skriver han om sine heldige fund i klosteret Weihern (i dag: Weyarn):

An alten Druckdenkmählern erhielten wir einen Wahren Schatz. Ganz unerwartet fanden wir drey xylographische Produkte, nämlich die Biblia pauperum, das speculum humanae salvationis und den Todtentanz. Die beiden ersten sind vom Herrn von Heinecke in seinen Nachrichten von Künstlern und Kunstsachen ausführlich beschrieben und hinlanglich bekannt. Das leztere aber finde ich weder bey diesem, noch bey Panzer**) angezeigt, und werde es daher, so bald es ausgepackt werden kann, ausführlich beschreiben .

(Beyträge zur Geschichte und Literatur, bind 1 (1803), del 2, side 50)

Billedet til venstre viser, hvordan bogen er opbygget i vore dage: På venstre side af hvert opslag er der klistret to træsnit ind, og på højre side er de tilsvarende to dialoger skrevet i hånden. Dette gælder dog ikke for de to prædikanter i henholdsvis starten og slutningen, der er større og fylder en hel side hver.

Sådan har hver side oprindeligt været opbygget.
Xyl 39, Xyl 39

Det er lidt selvmodsigende, at bogen kaldes "Münchner Blockbuch". For det første skulle man tro, i og med at bogen har betegnelsen "Xylogr. 39", at biblioteket i München havde mindst 38 andre blokbøger. For det andet er bogen ikke længere en blokbog. Oprindelig har billede og tekst været skåret i en og samme træblok, men disse tekster er siden skåret bort og erstattet af en håndskreven tekst.

I starten troede man, disse træsnit-tekster var gået tabt, men i 1839 opdagede man to stykker, der var blevet brugt til at forstærke indbindingen. Det ene stykke var ridderens dialog, og på rekonstruktionen til højre har jeg indsat teksten på dens oprindelige plads.

Spørgsmålet er så, hvordan forholdet er mellem de to tekster, håndskriftet og træsnittet. I gamle dage mente eksperterne, at det var håndskriftet, der var den ældste. Alexander Goette argumenterede, at de to tekster var så sprogligt forskellige, at de måtte have stammet fra to forskellige egne, og derfor kunne de ikke være kopier af hinanden:

Endlich sei hier noch hervorgehoben, dass die Handschrift und die Reste des xylographischen Textes sich sprachlich unterscheiden, also auch aus verschiedenen Gegenden stammen und jedenfalls keins die Kopie des anderen ist.
(Alexander Goette, Holbeins Totentanz und seine Vorbilder, 1897, side 102)

Den eneste forklaring Goette kunne se var, at håndskriftet måtte have været skabt først og indrettet til billeder, "der endnu ikke var tilstede, men først indfandt sig senere":

  Die einzig mögliche Auffassung des Thatbestandes scheint mir also die zu sein, dass die Handschrift M2, wie dies früher nicht selten geschah (s. WACKERNAGEL, S. 328), für Bilder eingerichtet wurde, die nicht gleich zur Stelle waren, sondern sich erst später einfanden. Sie müssen aber vor der Herstellung dieser Handschrift existiert und der Schreiber davon gewusst haben; nur mag er die Einrichtung der Holzschnitte, ihre Grösse und den Textanhang nicht gekannt haben , so dass sie zunächst nur lose zwischen die Blätter der Handschrift gelegt sein werden.
(Alexander Goette, Holbeins Totentanz und seine Vorbilder, 1897, side 103)

Denne noget bizarre teori overlevede i over 100 år, fordi andre forskere generelt ikke havde adgang til bogen. Schreiber var istand til at decifrere to ord: "gût" og "ritts", som han sammenholdt med de tilsvarende ord i håndskriftet "guet": og "ritters".(1) Selv en relativt ny bog som Memento Mori af Susanne Warda fra 2011 gentager, at håndskriftet er ældre end billederne.(2) Dog understreger Warda, at hun ikke har haft adgang til bogen.

Goette byggede som nævnt sin argumentation på, at de to tekster var meget forskellige, men hans gengivelse af teksten var så dårlig, at det er lige før, der var større forskel på Goettes version, end mellem håndskriftet og træsnittet. Det er åbenbart ikke gået op for hverken Goette eller Schreiber, at den lille krølle i "ritt's" ikke er en apostrof, men en forkortelse. En forkortelse, der er lidt sjælden, men som bruges andre steder i samme dialog.

Til sammenligning er her de to tekster. For manuskriptet har jeg udeladt det røde blæk (overskrifter, store bogstaver, tegnsætning). Det nederste af træsnittet mangler; derfor er det sidste ord i hvert vers ("vechten" and "worden") sat i klammer:

HåndskriftTræsnit

1   Her ritter jr seÿtt auch an geschriben
2   Da ir ritterschaft nw müst treiben
3   Mit dem tod vnd seinen chnechten
4   Euch hilfet weder schimpf oder vechten

Her ritter ir sit ach an geschriben
Da ir ritterschafft nu must triben
Mit dem tod vnd sinen knechten
Eüch hilffet weder schimpff oder [vechten]

5   Ich han als ain strenger ritter guet
6   Der welt gedient in höhen muet
7   Nw pin ich wider ritters orden
8   Mit disen tantz getzwungen worden

Ich han als ain strenger ritter gut
Der welt gedient in hohem mut
Nu bin ich wider ritters orden
An disen dantz gezwungen [worden]

Faktisk har de to tekster mange lighedspunkter:

Både Goette og Schreiber ser ud til at have overset den anden del (i to fragmenter). Den kommer her, nemlig den sidste prædikant:

HåndskriftTræsnit
  1    O jr tödlichen menschen alle
     []
     []
  4    Vnd merckt was chunftig ist da beÿ
  5    Zu dem ersten gehort wie vnd wenn
  6    Das letzt ich zwifaltig benenn
  7    Wa die sint ze beleiben ist
  8    Der tod ew allen das end peweist
  9    Aber wie vnd wenn des todes zeit
10    Chomen sol das wist ir nicht
11    Es wirt erchant ew allen hertt
O jr dötlichen menschen alle
  []
  []
Vnd merk was kunftig ist da by
Ze dem ersten gehört wie vnd wenn
Das lest ich zwifalt benenn
Wa die sint ze beleben ist
Der tod ew allen das end bewist
Aber wie oder wen des todes zit
Komen sol das wist ir nit
Es wirt erkant ew allen hert

Disse to tekster er også ganske ens:

Goettes forklaring om en håndskreven bog, der ventede på nogle træsnit, har endnu en svaghed: Nederst i den ramme, der omgiver hvert billede, står et nummer. Træsnittene kommer i den rækkefølge, numrene indikerer, og det gør de håndskrevne tekster også.

Men denne rækkefølge afviger fra alle andre udgaver, vi kender af den såkaldte Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. I forhold til dem er der byttet om på rækkefølgen af købmand og nonne og på tigger og kok.

Hvis et håndskrift havde været forberedt og bare "ventede på nogle billeder", så ville det være et mirakel, at håndskriften fulgte den samme forkerte rækkefølge som billederne.

Den mest oplagte forklaring er derfor, at den håndskrevne tekst er en afskrift af de oprindelige træsnit. Det besvarer selvfølgelig ikke spørgsmålet om, hvorfor man har behandlet en kostbar bog så barbarisk.

Træd frem
 

Klik på de enkelte billeder for at springe ind i dansen.

Klik på de enkelte billeder for at springe ind i dansen

Første prædikant
Xyl 39 1465: Første prædikant
Paven
Xyl 39 1465: Paven
Kejser
Xyl 39 1465: Kejser
Kejserinde
Xyl 39 1465: Kejserinde
Konge
Xyl 39 1465: Konge
Kardinal
Xyl 39 1465: Kardinal
Patriark
Xyl 39 1465: Patriark
Ærkebiskop
Xyl 39 1465: Ærkebiskop
Hertug
Xyl 39 1465: Hertug
Biskop
Xyl 39 1465: Biskop
Greve
Xyl 39 1465: Greve
Abbed
Xyl 39 1465: Abbed
Ridder
Xyl 39 1465: Ridder
Jurist
Xyl 39 1465: Jurist
Kannik
Xyl 39 1465: Kannik
Læge
Xyl 39 1465: Læge
Adelsmand
Xyl 39 1465: Adelsmand
Adelsfrue
Xyl 39 1465: Adelsfrue
Nonne
Xyl 39 1465: Nonne
Købmand
Xyl 39 1465: Købmand
Kok
Xyl 39 1465: Kok
Tigger
Xyl 39 1465: Tigger
Bonde
Xyl 39 1465: Bonde
Barn
Xyl 39 1465: Barn
Moder
Xyl 39 1465: Moder
Anden prædikant
Xyl 39 1465: Anden prædikant

Eksternt Link

Yderligere oplysning

Fodnoter: (1) (2)

Schreiber . . . : Manuel de l'amateur de la gravure sur bois et sur métal au XVe siècle, 1902, bind 4, side 432-433.
Susanne Warda: »[…] dessen von 1480 stammende Holzschnitte in eine ältere Handschrift eingeklebt wurden«.

Memento mori: Bild und Text in Totentänzen des Spätmittelalters und der Frühen Neuzeit, 2011, side 217.