|
|
Denne bog kom til det kongelige bibliotek i Bayern i starten af de 19. århundrede. Bayern var ved at blive sekulariseret, og formanden for bibliotekskommissionen, Friherre Johann Christoph von Aretin, tog rundt til kongerigets klostre for at finde gamle bøger, der ville kunne berige kongens bibliotek. I et brev fra 5. april 1803 skriver han om sine heldige fund i klosteret Weihern (i dag: Weyarn):
An alten Druckdenkmählern erhielten wir einen
Wahren Schatz. Ganz unerwartet fanden wir
drey xylographische Produkte, nämlich die Biblia
pauperum, das speculum humanae salvationis und
den Todtentanz. Die beiden ersten sind vom Herrn
von Heinecke in seinen Nachrichten von Künstlern
und Kunstsachen ausführlich beschrieben und
hinlanglich bekannt. Das leztere aber finde ich
weder bey diesem, noch bey Panzer**) angezeigt,
und werde es daher, so bald es ausgepackt werden
kann, ausführlich beschreiben .
(Beyträge zur Geschichte und Literatur, bind 1 (1803), del 2, side 50)
Billedet til venstre viser, hvordan bogen er opbygget i vore dage: På venstre side af hvert opslag er der klistret to træsnit ind, og på højre side er de tilsvarende to dialoger skrevet i hånden. Dette gælder dog ikke for de to prædikanter i henholdsvis starten og slutningen, der er større og fylder en hel side hver.
|
Det er lidt selvmodsigende, at bogen kaldes "Münchner Blockbuch". For det første skulle man tro, i og med at bogen har betegnelsen "Xylogr. 39", at biblioteket i München havde mindst 38 andre blokbøger. For det andet er bogen ikke længere en blokbog. Oprindelig har billede og tekst været skåret i en og samme træblok, men disse tekster er siden skåret bort og erstattet af en håndskreven tekst.
I starten troede man, disse træsnit-tekster var gået tabt, men i 1839 opdagede man to stykker, der var blevet brugt til at forstærke indbindingen. Det ene stykke var ridderens dialog, og på rekonstruktionen til højre har jeg indsat teksten på dens oprindelige plads.
Spørgsmålet er så, hvordan forholdet er mellem de to tekster, håndskriftet og træsnittet. I gamle dage mente eksperterne, at det var håndskriftet, der var den ældste. Alexander Goette argumenterede, at de to tekster var så sprogligt forskellige, at de måtte have stammet fra to forskellige egne, og derfor kunne de ikke være kopier af hinanden:
Endlich sei hier noch hervorgehoben, dass die Handschrift und
die Reste des xylographischen Textes sich sprachlich unterscheiden,
also auch aus verschiedenen Gegenden stammen und jedenfalls keins
die Kopie des anderen ist.
(Alexander Goette, Holbeins Totentanz und seine Vorbilder, 1897, side 102)
Den eneste forklaring Goette kunne se var, at håndskriftet måtte have været skabt først og indrettet til billeder, "der endnu ikke var tilstede, men først indfandt sig senere":
Die einzig mögliche Auffassung des Thatbestandes scheint mir
also die zu sein, dass die Handschrift M2, wie dies früher nicht
selten geschah (s. WACKERNAGEL, S. 328), für Bilder eingerichtet
wurde, die nicht gleich zur Stelle waren, sondern sich erst später
einfanden. Sie müssen aber vor der Herstellung dieser Handschrift
existiert und der Schreiber davon gewusst haben; nur mag er die
Einrichtung der Holzschnitte, ihre Grösse und den Textanhang nicht
gekannt haben , so dass sie zunächst nur lose zwischen die Blätter
der Handschrift gelegt sein werden.
(Alexander Goette, Holbeins Totentanz und seine Vorbilder, 1897, side 103)
Denne noget bizarre teori overlevede i over 100 år, fordi andre forskere generelt ikke havde adgang til bogen. Schreiber var istand til at decifrere to ord: "gût" og "ritts", som han sammenholdt med de tilsvarende ord i håndskriftet "guet": og "ritters".(1) Selv en relativt ny bog som Memento Mori af Susanne Warda fra 2011 gentager, at håndskriftet er ældre end billederne.(2) Dog understreger Warda, at hun ikke har haft adgang til bogen.
Goette byggede som nævnt sin argumentation på, at de to tekster var meget forskellige, men hans gengivelse af teksten var så dårlig, at det er lige før, der var større forskel på Goettes version, end mellem håndskriftet og træsnittet. Det er åbenbart ikke gået op for hverken Goette eller Schreiber, at den lille krølle i "ritt's" ikke er en apostrof, men en forkortelse. En forkortelse, der er lidt sjælden, men som bruges andre steder i samme vers.
Til sammenligning er her de to tekster. For manuskriptet har jeg udeladt det røde blæk (overskrifter, store bogstaver, tegnsætning). Det nederste af træsnittet mangler; derfor er det sidste ord i hvert vers ("vechten" and "worden") sat i klammer:
| Håndskrift | Træsnit |
|---|---|
|
1 Her ritter jr seÿtt auch an geschriben |
Her ritter ir sit ach an geschriben |
|
5 Ich han als ain strenger ritter guet |
Ich han als ain strenger ritter gut |
Faktisk har de to tekster mange lighedspunkter:
Oven i købet har begge to kilder brugt en relativt sjælden forkortelse, hvor "od" og en krølle giver "oder". Det er den samme krølle, der gør "ritt's" til "ritters" i træsnittet.
Både Goette og Schreiber ser ud til at have overset den anden del (i to fragmenter). Den kommer her, nemlig den sidste prædikant:
| Håndskrift | Træsnit |
|---|---|
|
1 O jr tödlichen menschen alle [] [] 4 Vnd merckt was chunftig ist da beÿ 5 Zu dem ersten gehort wie vnd wenn 6 Das letzt ich zwifaltig benenn 7 Wa die sint ze beleiben ist 8 Der tod ew allen das end peweist 9 Aber wie vnd wenn des todes zeit 10 Chomen sol das wist ir nicht 11 Es wirt erchant ew allen hertt |
O jr dötlichen menschen alle [] [] Vnd merk was kunftig ist da by Ze dem ersten gehört wie vnd wenn Das lest ich zwifalt benenn Wa die sint ze beleben ist Der tod ew allen das end bewist Aber wie oder wen des todes zit Komen sol das wist ir nit Es wirt erkant ew allen hert |
Disse to tekster er også ganske ens:
Linie 6: Der er måske er forskel på "zwifaltig" og "zwifalt", men den er ikke stor. Desuden er der faktisk plads i træsnittet til to bogstaver mere. Måske er de blevet slettet?
Linie 7: Begge de to versioner skriver "sint", hvilket ikke giver nogen mening. Vores andre kilder har forskellige varianter af "statt".
Linie 9: Her er den eneste reelle forskel: "oder" eller "vnd".
Goettes forklaring om en håndskreven bog, der ventede på nogle træsnit, har en endnu en svaghed: Nederst i den ramme, der omgiver hvert billede, står et nummer. Træsnittene kommer i den rækkefølge, numrene indikerer, og det gør de håndskrevne tekster også.
Men denne rækkefølge afviger fra alle andre udgaver, vi kender af den såkaldte Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. I forhold til dem er der byttet om på rækkefølgen af købmand og nonne og på tigger og kok.
Hvis et håndskrift havde været forberedt og bare "ventede på nogle billeder", så ville det være et mirakel, at håndskriften fulgte den samme forkerte rækkefølge som billederne.
Den mest oplagte forklaring er derfor, at den håndskrevne tekst er en afskrift af de oprindelige træsnit. Det besvarer selvfølgelig ikke spørgsmålet om, hvorfor man har behandlet en kostbar bog så barbarisk.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fodnoter: (1) (2)
Memento mori: Bild und Text in Totentänzen des Spätmittelalters und der Frühen Neuzeit, 2011, side 217.
English 
Døden fra Lübeck
Oberdeutsch
Cod. xyl. 39
