Den Højtyske Dødedans, Malerier

Den Højtyske 4-liniede dødedans / Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz kendes ikke kun fra manuskripter, men også fra et antal malerier.

Ulm

Ulm. Tegning mellem 1944 og 1952.
Ulm

Ifølge en gammel kronik (Germania canonico-Augustiniana) blev dette maleri udført i 1440 under abbed Udalricus Strobelius (Ulrich Strobel) kaldet Mayer i 1440: "depingi curavit anno 1440 choream defunctorum".

Maleriet blev kalket over, men blev genopdaget i 1923. En lokalforsker og katolsk præst ved navn Rudolf Weser (1869-1942) beskrev personerne i den nyfundne dans som "temmelig store, men meget ødelagte og næppe længere genkendelige billeder" (»ziemlich großen, aber sehr verdorbenen und kaum mehr erkennbaren Bildern«). Malerierne var ikke kalkmalerier (al fresco), men var malet på væggen med tempera-farver, hvilket var en af grundene til den dårlige tilstand.

Det afdækkede stykke udgjorde 10,8 meter — fra kejserens svar til lægens Død. I alt 27 vers. Over kongens dialog stod et V, der kunne fortolkes som romertal. Hvis dansen har startet med en prædikant, som de fleste andre versioner af Den Højtyske 4-linjede Dødedans, passer det med, at kongen har været nummer fem. Weser estimerede derfor, at der manglede 2,5-3 meter af starten og 9 meter af slutningen, således at maleriet oprindeligt havde målt ca. 22 meter.

Med hensyn til teksten under maleriet skriver Weser en sætning, der meget let kan misforstås: "Det er nu lykkedes mig at læse en del af enkelte vers og med hjælp fra det læste og sikkert erkendte at opdage hele indholdet af skriften". (»Es ist mir nun gelungen, einen Teil von einzelnen Versen zu lesen und mit Hilfe des Gelesenen und sicher Erkannten den ganzen Inhalt der Inschriften zu entdecken«).

Weser havde fundet lignende tekster i Füssen og i Kleinbasel, og han fandt, at teksten stemte overens med den "Ur-tekst", som Massmann havde konstrueret i 1847(1) (Weser havde åbenbart ikke læst Fehse og kendte ikke begrebet Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz). Weser gav derefter 3 vers "som en prøve": »Als Probe der Ulmer Totentanzdichtung«, men her kan man let blive snydt: Disse 3 × 4 linier stammer ikke kirkevæggen i Ulm (som jo var i meget dårlig stand), men fra Massmanns "Ur-tekst".

Ulm. Kalke mellem 1944 og 1952.
Ulm

Samme år skrev Weser endnu en artikel i Ulmische Blätter für Heimatliche Geschichte, Kunst und Denkmalpflege, side 81-83, hvor han citerede flere vers fra Massmann's Ur-tekst, og markerede, det han kunne læse på væggen, med fed skrift.(2)

Dette frilagte stykke gik til grunde under en brand 17/12 1944, men til gengæld fik den samme brand et andet stykke til at dukke op: Fra adelsdame til barnet. Dog var tre figurer blevet ødelagt af byggearbejde, mens det var skjult.

Kirken blev revet ned i 1952/53. Inden da havde Hellmut Rosenfeld studeret resterne og lavet tegningen til højre. Wilhelm Munz har desuden kopieret det samme område til en "kalke" — d.v.s en kopi af maleriet på gennemsigtigt papir — sammen med enkelte bogstaver og ord. Billedet til venstre viser adelsdamen, altså den samme scene som tegningen til højre. Forskellen på de to gengivelser siger noget om, hvor svært det har været at skelne detaljer.

For at opsummere: Maleriet er det ældste daterbare fra 1440, men har kun været kendt, mens det var i dårlig stand, hvor man kun med besvær kunne genkende teksten som Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz.

Ressourcer

Metnitz

Metnitz (Wikipedia)
Metnitz

Denne dans er malet på et ottekantet tidligere benhus, men i modsætning til dansen i Lübeck er den malet på ydersiden af bygningen (billedet til venstre), og har derfor været udsat for vejr og vind. Da dansen første gang blev beskrevet, af Friedrich Lippmann i 1875, var den allerede så medtaget, at Lippmann kun kunne afgøre, at teksten var på tysk. Seks af deltagerne på vestsiden var dengang helt forsvundne, og der var kun den bare mur tilbage.

Der findes en kopi i akvarel fra 1885 af det overlevende stykke. I 1891 blev dansen beskrevet af Paul Gruëber sammen med stregtegninger. Tegningen af tiggeren viser en graffito: "1546", hvilket giver os en terminus ante quem for maleriet. Gruëber opdagede, at enkelte bogstaver, sjældent hele ord, viser, at dansen er i meget tæt familie med Heidelberg's blokbog.

Det originale maleri (Wikipedia)
Metnitz

I Heidelberg er dansen udvidet fra de normale 24 dansere, idet der er skudt en apoteker ind mellem købmanden og nonnen. I Metnitz er der også en ekstra person, men han er skudt ind mellem kannikken og lægen, og det er svært at afgøre, hvem han er, eftersom teksten er forsvundet. I den moderne rekonstruktion kaldes han "akademiker".

I 1968/1970 blev resterne flyttet til et museum (billedet til højre). Udenpå kapellet blev der i 1989 i stedet opført en rekonstruktion baseret på akvarellen fra 1885, tegninger fra 1889 og på Heidelberg's blokbog.

Ressourcer

Wil i St. Gallen

De nyfundne kalker
Wil

Maleriet blev frilagt 1879, og dansen blev beskrevet i 1880 af Rahn, der her genkendte Massmann's "Ur-tekst" (begrebet Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz blev først opfundet i 1908).

I modsætning til de to forrige malerier var det her muligt at læse hele ord og at forstå sætninger, og Rahn kunne citere fra moder, barn, bonde, jurist og ridder.

Syv år efter at maleriet var blevet fundet, i 1886, blev bygningen revet ned. Hvad der var ukendt (eller i fald glemt) var, at i løbet af de syv år hvor maleriet havde været afdækket, havde den østrigske billedhugger og restauratør Joseph Regl (1846 - 1911) kopieret billeder fra kapellet over på 12 kalker, d.v.s kopier i fuld størrelse på gennemsigtigt papir.

Disse ruller blev fundet i januar 2009. Seks af rullerne forestiller dødedansen, og fire af disse gengiver teksten. Det vil sige, at scene 1-6 ikke længere findes, og scene 7-11 er uden tekst.

Ressourcer

Kleinbasel / Klingental

Klein-Basel, Abbedisse
Klein-Basel: Abbedisse

De fleste forskere mener, at dansen i dominikanerinde-klosteret Klingental blev malet ca. 1440 og delvist renoveret i 1512. En enkelt ekspert, Koller, mener dog, at 1512 er året for skabelsen.

Maleriet var udvidet med ikke mindre end 15 nye dansere, så der i alt var 39 dansepar. Underligt nok var 14 af de nye figurer indsat i en samlet blok på det punt, hvor maleriet fortsatte fra vestvæggen til nordvæggen.

Dansen blev gengivet i akvarel af bager, tegner, topograf og maler Emanuel Büchel i 1768. Vi kender altså hele teksten med forbehold for, at maleriet i 1768 var forfaldent efter over 300 år og flere steder gennembrudt af nye vinduer (og med forbehold for at svejtsere har en århundredegammel tradition for bankhemmeligheder, og at de gemmer Büchels akvareller af vejen, så de er næsten umulige at få kopier af).

Ressourcer

Basel

Muren med maleriet blev revet ned 5 og 6 august 1805.
Feyerabend, Nedrivning

Ligesom billedet i Kleinbasel er rækken udvidet til 39, og de to malerier er formentlig lige gamle, altså fra ca. 1440.

Maleriet var (og er stadigvæk) meget berømt, og tekst og billeder er bl.a. udgivet af Frölich og Merian. Vi har en transskription af hele teksten af Ludwig Iselin fra 1577, og farvede gouacher fra omkring 1600. Vi har stadig 19 brudstykker af muren, selvom disse stykker ikke indeholder nogen tekst.

Maleriet i storbyen var dog blevet renoveret langt hyppigere end i det isolerede kloster Klingental, så allerede i vores ældste kilder er der grundlæggende ændringer som:

Ressourcer

Fodnoter: (1) (2)

Massmann . . .: Hans Ferdinand Massmann, Die Baseler todtentänze in getreuen abbildungen fra 1847

Bagerst i bogen forsøgte Massmann at uddrage en "Ur-tekst" ved at kombinere varianter af de forskellige kilder. Se evt. siden om Cgm 270 (og fodnote 2 på samme side) for detaljer om Massmann's Ur-tekst.

Denne oplysning er fra Mischa von Perger. Jeg har ikke læst artiklen.


Op til Den Højtyske Fire-liniede Dødedans