Dødens Dans eller De Dødes Række?

Døden fra Lübeck

Berlin

Døden fra Lübeck springer rundt i dansen. Alle 24 dansere bliver trukket afsted af den samme radmagre dødning i det samme liglagen (billedet til venstre). Overskrifterne i de trykte bøger gør det klart, at denne dødning er Døden selv: »De Doet«.

På samme måde i Berlin, hvor dødning i liglagnet stolt deklamerer, at han er Døden: »ik byn dy doet« over for kordegn, prædikant, præst og kannik.

Menneskerne i Lübeck bønfalder Døden om udsættelse, f.eks. ågerkarlen »Oh, du allermest uventede Død, på dig har jeg hverken tænkt småt eller stort«. Kongen siger: »Oh Død, din tale har forfærdet mig«, kejserinden kalder Døden tosset: »Jeg ved, det er mig, Døden mener […] Jeg troede, han ikke var helt ved forstanden«.

I dialogen i Lübeck er det konstant dødningen til venstre, der byder den næste danser op, men dødningen til højre, der afslutter dialogen. Med andre ord: Alle de 24-25 dødninge er en og samme gestalt, der springer rundt i dansen; ligesom narren gør under karnevallet og i tarotkort.(1) Der er kun én Død: Døden fra Lübeck / "de Dood van Lübeck".

Kleinbasel, 2 dødninge forlader benhuset

Sådan er det ikke med Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. Fehse(2) gjorde i 1906 opmærksom på, hvordan denne teksttradition er meget forskellig fra de andre dødedanse.

I denne tradition har Døden tilsyneladende en række "hjælpere" eller "følgesvende", der omtales som "Dødens svende", "Dødens slægt", "Dødens skare", "Dødens tal", "sorte brødre", vilde ulve, aber, vanskabninger og så videre. Døden er altså ikke alene, og illustrationerne viser også, hvordan dansene i Basel indledes af 2 dødninge i Benhuset (se billedet til højre).(3)

Denne skare af dødninge trækker de levende ind i en "reie", der ligesom det gamle danske ord "rej" kan betyde mange ting: rad, række, (kæde)dans og tummel. Her i denne "række" bliver de levende tvungne til at »lade de døde hilse på Dem« og »fare med de døde«.

Dødningen, der tager fat i den levende, præsenterer aldrig sig selv som Døden — tværtimod omtaler han konstant Døden i tredje person: »Døden vil spille op til dans for Dem« (til paven), »Døden er kommet snigende til Dem alene« (til kejserinden), »Døden modtager hverken gods eller gaver« (til købmanden). Man kunne fristes til at tro, at Døden bruger pluralis majestatis for at lyde mere højtidelig, men den forklaring holder ikke altid. Dødningen siger til købmanden:

Codex xylogr. Monac. 39, Døden og barnet

Denne dødning skelner tydeligt mellem sig selv og Døden. Det er ikke bare en skrivefejl, for vi finder den samme formulering i de fleste af manuskripterne. To af manuskripterne Berol og Augsburg blevet ændret for at "rette fejlen": »Dantz mir noch, ich wil dich haben«.(4) I Kleinbasel er problemet løst ved at skrive teksten helt om: »Der tod nympt weder gelt noch güt. Nun dantz her noch mit friem müt« (= "Døden modtager hverken penge eller gods. Dans nu her med godt humør").(6)

Adelsmanden hentes af en kvinde.

Vi finder lignende eksempler, når dødningen siger til kongen: »jeg vil føre Dem ved hænderne til denne sorte brødredans. Der giver Døden dem en krans«, til biskoppen: »Jeg vil trække Dem til dansen, hvor De ikke kan flygte fra Døden« og til bonden »Bagerst i denne dans; der vil Døden finde dig«.

Illustrationen til dødedansen i Heidelberg viser også, at det ikke er den samme dødning på alle billederne. I al fald er det tydeligvis et kvindeligt kvindelig, der henter adelsmanden (billedet til højre).(5)

Konklusionen er altså, at billeder og (især) tekst viser en række af døde, der farer rundt og trækker de levende med. Døden selv optræder ikke i dansen.

Dette forklarer også en anden egenskab ved Der Oberdeutsche vierzeilige Totentanz, nemlig, at der ikke er nogen social kritik. I alle andre dødedanse er det ellers det helt fundamentale i teksten, at Døden kritiserer menneskene for deres forbrydelser og gudløshed. De andre danse fungerer som et memento mori: Lev uden synd som en god kristen, så du ikke ender i Helvede.

I Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz er den eneste pointe, at de levende må opgive deres jordiske gods og ære, og snart vil blive ligesom de dødninge, der slæber afsted med dem.

Basel

Dødedansene i Basel og Kleinbasel tilhører familien Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz, men de 24 faste deltagere er her udvidet med 15 til ialt 39.

Narren: "så må jeg væk med dig.

Hvis vi sammenligner disse 15 nye deltagere med de 24 faste, ser vi, hvorledes teksten i Kleinbasel(6) afviger fra familien. Nu er det ikke længere "De dødes række", men "Dødens dans".

1. Det sker aldrig i Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz, at de levende henvender sig til Døden (eller hans mænd), hvilket hænger sammen med, at i den oprindelige tekst optræder Døden og hans mænd slet ikke.

   De 15 ekstra deltagere i Basel klager derimod gerne deres nød til Døden. Borgmesteren klager til "den hårde Død" med det hårde hjerte: »O herter todt wie mag das sin […] Wie godt es dir so wenig zo herzen«. Andre eksempler er narren: »so mus ich mit dir do hin« (= "så må jeg væk med dig"), og den blinde: »Das du mich da von wilt tringen« (= "som du vil trænge mig væk fra").

2. De 15 nye dansere bliver hentet af Døden selv, i modsætning til de 24 "gamle dansere", der bare bliver hentet af en dødning. Vi har lige set, hvordan borgmesteren bliver hentet af Den Hårde Død: (»O herter todt wie mag das sin […] Wie godt es dir so wenig zo herzen«) og det gælder også skarpretteren: (»Oh herter doit musz es den si«). Flere eksempler er eremitten: »Als ich es hab von todt vernonmen« (= "som jeg har hørt det fra Døden"); jomfruen: »Der todt hat mich hinder kumen Vnd zücht mich an sin dantz zo kummen« (= "Døden har narret mig og trækker mig til at komme til sin dans"); den hedenske kvinde: »Sich wie zwingt mich der toidt« (= "se, hvor Døden tvinger mig"); og jøden: »Der todt da in bescriben stait Ich hat sin oder wenig acht Nun zvingt er mich myt siner macht«

3. Sammen med den personificerede Død kommer også den opbyggelige sociale kritik og de døendes anger.

   Til jøden: Din Talmud har løjet meget.

   Døden advarer sagføreren »Bis tu dem Vnrecht ye Bi gestanden Des kumpst du hie zo groissen Scanden« (= "Har du hjulpet til med uret, så kommer du i stor skam"), og sagføreren jamrer over, at han ikke har levet efter Guds bud, men har haft penge og gods kær: »Het ich gelept in dinem gebot Das mir gelt vnd goit ye Wart so leib Das clag ich got der am crutz verscheid« (i Großbasel er sagføreren erstattet af en rådsmand).

   Borgmesteren frygter åbenbart for Helvede, hvor hans synder vil smerte ham: »Wie godt es dir so wenig zo herzen wie mich min sund werden smertzen«. Skarpretteren hjerte er fuldt af stort mismod over det liv han har ført: »Nun ist min hertz grosz ummütz vol Das mir mit vorteil ie Was so Wol«. Ågerkarlen har formastet sig i sin søgen efter penge: »o we wes hab ich gezigen […] Min golt vnd silber motz ich lon« (= "Å ve, hvor har jeg formastet [mig]. Mit guld og sølv må jeg efterlade").

   Vi ser den kendte formulering: Hvis du har været god, så går det godt. Døden siger til beginen: »Begin hastu got gedeint nacht vnd tag Dorumb got dir wol helfen mach Es mag aber einen anderen begin neit g[…] Die sich erhenck mit bosen ducken« (= "Begine, har du tjent Gud nat og dag, derfor vil Gud gerne hjælpe dig. Det kan en anden begine ikke [se?], for hun hænger med onde piger") (i Großbasel er beginen erstattet af en kræmmer). Der mangler nogle bogstaver i maleriet af borgmesteren, men vi ser alligevel samme mønster: »[schu]lthes hastu dinen gewalt ir geben […] vor rechten sachen das kumpt dir nit eben« ("Borgmester, har du brugt din magt til rette sager …").

   Til gengæld er der ikke meget "hvis" og "ifald" med de gudløse. Til Jøden siger Døden »Din talmüt hat vil gelogen Do mit bistu balt betrogen« (= "Din Talmud har løjet meget, derfor er du groft bedraget"). Den hedenske kvinde mister sin (falske) tro: »Din glaub der ist verloren gantz«, mens hedningen, der åbenbart tilbeder Muhammed, får en ordentlig bredside: »Machmet mach dich bescirmen Din lib gib Ich den bosen Wormen Du mosz gar teif in die helsche pin Vnd lucifers geselle Ewig syn« (= "Muhammed kan ikke beskytte dig, din krop giver jeg til de onde orme, du skal helt dybt i Helvedes pine, og være Lucifers makker for evigt").(7)

Der er altså meget stor forskel på de 24 dansere, der traditionelt deltager i Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz, og de 15 nye. Dette er en af grundene til, at man går ud fra, at teksten på vægmalerierne i Basel er en videreudvikling af manuskripterne. Det modsatte — at manuskripterne var forkortede afskrifter af Basel's berømte dødedans — ville kræve, at afskriverne rent tilfældigt have udvalgt de 24 dansere fra "De Dødes Række" og ignoreret de 15 dansere fra "Dødens Dans".

Yderligere oplysninger

• Den Højtyske Fire-liniede Dødedans
• Cpg 314
  • Teksten fra Cpg 314
• Heidelberg's blokbog
• Kleinbasel
• Basel
• Malerier i Ulm, Metnitz, Wil, Kleinbasel og Basel

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)

English Døden fra Lübeck Oberdeutsch De Dødes Række