Codex Cgm 270

Cgm 270: Kejser, kejserinde og konge
CGM 270

En af vores kilder til den højtyske fire-liniede dødedans (Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz) er manuskriptet Cgm 270.(1)

En seddel fra en tidligere ejer bærer årstallet 1464, men præcis hvad dette skal betyde er uklart, eftersom manuskriptet består af to dele, der først blev bundet sammen i det 16. århundrede. Dødedansen er med i den første af disse to dele, mens den sidste del slutter med at gentage årstallet 1464.

Ikke bare er Cgm 270 gammelt, men det er formentlig det første dødedans-manuskript, der nogensinde er blevet redigeret og publiceret. I starten af det 19. århundrede var Bayern ved at blive sekulariseret, og i den forbindelse gennemgik en bibliotekskommision landets klostre for at se, hvad deres biblioteker havde af skatte.

En af disse bøger var netop Cgm 270, der ifølge en blyantsnote på første side er fra klosteret Marie in Rothenbuch. Bibliotekaren Bernhard Joseph Docen (1782-1828) så, at teksten i dette manuskript mindede meget om den berømte dødedans i Basel, og i 1806 udgav han i Neuer literarischer Anzeiger halvdelen af teksten under titlen »Ein altteutscher TodtenTanz«.

I Docens næste artikel kunne han berette, at "Hr. Forlæggeren" (den Hrn. Herausgeber) havde gjort ham opmærksom på en anden bog, der indeholdt en lignende tekst. Denne "Hr. Forlæggeren" var Johann Christoph von Aretin, der som formand for bibliotekskommisionen var med til at udvælge de af klostrenes bøger, der kunne berige det kongelige bibliotek. I april 1805 havde Aretin selv fundet Xyl. 39 i klosteret i Weyarn.

Docen brugte Xyl. 39 til at rette nogen af de mere obskure passager i Cgm 270. F.eks. de tre linier hos den første prædikant, der ikke rimede: »Mit des himels portten / Die in ist geoffneten / Das ander die pössen wist«. I Xyl. 39 er starten af ordet "Geöffent" skrevet med rødt for at indikere, at linien skal knækkes her, hvilket giver et udmærket rim: »Mit des hÿmels porth, die jn ist / Geöffent Das ander dÿe bösen wist«.

Blandt andre passager var: »Das ain get hin das ander her / Durch das erst die frumen hand gewin«, hvor "her" jo ikke rimer på "gewin". Xyl. 39 har "hin" og "her" i den rigtige rækkefølge. Et tredje eksempel (stadig hos den første prædikant) er »Das ander halb ist fröd beraitt«. Hvorfor "ander halb", inden man har nævnt nogle andre? Xyl. 39 har den mere logiske tekst: »Das ainhalb ist gantze frëud berait«.

I sin tredje og sidste artikel bragte Docen resten af teksten fra Cgm 270, og nu var indflydelsen fra Xyl 39 så stor, at Docen ikke bare rettede teksten, men sågar byttede om på rækkefølgen af købmand og nonne og på tigger og kok, selvom vi i dag nok må sige, at på dette punkt var det Cgm 270, der havde den bedste tekst.

Docens tekst var fyldt med mere eller mindre tilfældige rettelser, forbedringer og fejl. Afslutningen med den anden prædikant sprang han simpelthen over, fordi han så det som "en række formaninger, der uden ulempe kunne udelades" ("die hier ohne Nachtheil wegbleiben können").

Docens formål var ikke at fremhæve særheder ved det enkelte manuskript (fra starten kendte han jo kun Cgm 270), men at præsentere sine læsere for en ukendt tekst, der mindede om den berømte dans i Basel. Hvis f.eks. manuskriptet sagde "chain", oversatte han det til moderne tysk "kein" for at lette forståelsen. Andre gange er det mere uklart, hvorfor han har ændret teksten. Kejseren siger, han kunne have æret landet med strid og kamp: »Mit streitten vnd uechten«, men Docen skriver næsten det modsatte »Nit streiten vnd vechten«.

Docen fik med sine artikler rejst interesse for de gamle dødedans-manuskripter, men samtidig fik han skabt forvirring for sine efterfølgere: Fyrre år senere tog Massmann handsken op. De to manuskripter kaldte han M1 (München 1) og M2, og i mellemtiden var endnu et manuskript (Cgm 2927) dukket op, som Massmann kaldte M3. Desuden var der to kilder i Heidelberg: Cpg 314 og Heidelbergs blokbog, som Massmann kaldte H1 hhv. H2.

Men Massmann troede, han havde en fjerde kilde i München, nemlig den som Docen havde offentliggjort, og som Massmann nu kaldte M4: »Von Docen in N. Liter. Anzeiger 1806, S. 348-352 und 412-416 abgedruckt«.

Tilsyneladende har Massmann læst de to artikler i spalterne 348-352 og 412-416, men overset den mellemste artikel, hvor Docen beskriver Xyl. 39 detaljeret og fortæller, at han vil bruge den til at korrigere resten af teksten i sin næste artikel. Det gør, at Massmann's "Ur-tekst" har begrænset værdi.(2)

Go forth
 

Læs evt: teksten fra Cgm 270.

Kilder

Yderligere oplysning

Fodnoter: (1) (2)

Cgm 270 . . .: Cgm er en forkortelse af Codices germanici monacenses — d.v.s. tysksprogede bøger fra Det Bajerske Statsbibliotek i München.
I det hele taget lavede Massmann mange fejl. Som en senere forsker, Fehse, gør opmærksom på, angiver Massmann i sin "Ur-tekst" 7 varianter for den anden prædikant fra kilden M4.

Dette til trods for, at Docen som nævnt slet ikke medtog den anden prædikant i sin tekst.

På samme måde angiver Massmann i elleve tilfælde varianter til Dødens replikker fra M1, selvom Døden ikke optræder i Cpg 314.


Op til Den Højtyske Fire-liniede Dødedans