Dette er Nyerups artikel om danske dødedanse i almindelighed og den Gamle Danske Dødedans i særdeleshed.
Teksten er sidste afsnit i bogen "Almindelig morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem aarhundreder" af Rasmus Nyerup, 1816.
Døden gjør Ende paa Alting; saa være da dette den sidste Rubrik i Bogen.
Som den allerstørste Del af den Litteratur, vi har mynstret, har sin Oprindelse fra Middelalderen, saaledes ogsaa Dødedandsen. Da hine vore Forfædre meget morede sig ved bizarre Ideeforbindelser, maatte Contrasten imellem to saa
modsatte Handlinger, som at dandse og at døe, særdeles finde Bifald. Den blev da et Vehikel for Spøg og Alvor, Satire og Andagt, hvoraf der var et underligt Virvar i deres Hjerner. Den Erfaring, "alt Kjød er Hø" eller Horatz's "mors æquo pulsat pede pauperum tabernas regumque turres" laae til Grund i deres Forestilling, og saa malede de da paa Papir og paa Vægge, i Kirker og i Klostere, hvorlunde Døden dandser af med Pave og Kejser saavelsom med Bonden, med Oldingen saavelsom med Barnet, der ligger ved Moderens Bryst.
Her agte vi ikke at gaae ind i dybe Undersøgelser om, af hvor mange Digtere dette Æmne er bleven behandlet, eller paa hvor mange Steder man finder disse Dødedansmalninger. Derom er at læse i P. C. Hilschers 1705 i Dresden udkomne Beschreibung des sogenannten Todtentanz's, i Sal. van Rustings i Nürnberg 1736 af J. S. Meintel udgivne Schauplaz des Todes, og endelig ogsaa i Wartons History of english Poetry II.54. Man holder sig her blot til de paa Dansk udkomne Bearbejdelser, der ere at ansee som Copier af Malerierne i St. Mariæ Kirke i Lübeck. Denne lübeckske Dødedands er først malet i bemeldte Kirke i Aaret 1463 med tilføjede Plattydske Vers; siden er Malningen i senere Tider bleven forfrisket to tre Gange. 1701, da det sidste Gang skete, blev, istedenfor de gamle plattydske Rim, satte nogle højtydske, forfattede af Nathanael Schlot, (conf. Gründliche Nachricht von der Stadt Lübeck. 2te Aufl. Lübeck 1742, og Suhls i Kobber stukne Udgave af Dødedandsen).
Paa Dansk haves tre forskjellige Udgaver af Dødedandsen. Af den ældste, destoværre, kun et Fragment, uden Hoved og Hale. Dette er paa det kongelige Bibliothek, og Udgaven menes at høre til Tidsrummet imellem 1530 og 1540. Den har en hel Del, ikke ilde tegnede, Træsnitsfigurer.
I Begyndelsen af Bogen forestilles Døden i en Benrads Skikkelse, mejende med sin Lee, og talende til Paven:
"Hr. Pave! følg nu snarligen med!
Du holder paa Jorden det højeste Sted;
En Vicarius Christi, du højeste Prælat!
Dands du herfore efter din Stat."
Fra ham kommer Døden, efter den Tids Rangforordning, til Kejseren, som jamrer sig:
"Om alle Doctores af Grækeland
Vare hos mig at beskue mit Vand,
Og kunde jeg æde en Apothek op,
Det hjelper dog intet min syge Krop," o. s. v.
Biskoppen siger:
"Pax Domini og hans store Miskund
Være med os i denne Stund!
Jeg kan af min Nature forfare,
Mit Liv vil ikke længe vare."
Canniken, da Døden melder sig, udbryder:
"Eja! Eja! mig fattige Mand!
Skal jeg nu vanke i fremmede Land!
Hertil haver jeg havt stor Magt;
Paa Døden havde jeg liden Agt.
Maatte jeg leve nogen Stund,
Da blev jeg snart Prælate i Lund."
Da Døden fordrer Ridderen op til Dands, svarer han:
"Hjelp Ridder St. Jørgen! mig monne saa svime,
Aldrig havde jeg en værre Time.
I denne Nat vaagede jeg saa længe,
Til kongelig Majestæt vilde tilsenge,
Og holdt Hans Naade med lang Snak
At jeg kunde fortjene megen Tak.
Nu føler jeg den bittre Død;
O Gud! hjelp mig i denne Nød!"
Til Studenten lyde Ordene saaledes:
"Hr. Domine Baccalauree! jeg siger saa,
Du skalt ikke længer til Studium gaae,
Du skalt alt for den retvise Dom,
Havde du end studeret i Rom,"
Til Bonden:
"Tidike Bonde! kom med en Hast!
Hvem jeg faaer fat, den holder jeg fast." o. s. v.
Bonden svarer:
"Eja! Guds blaam! skal jeg nu døe!
Jeg agted end at høste baade Korn og Hø,
Og siden deraf at gjøre mig Gavn;
Somt vil jeg sælge i Kjøbenhavn." o. s. v.
Døden til Rytteren:
"Du Rytter woldest gerne Juncker heten,
Dantz vort, laet di nicht vordreten!
I denne Dag vil jeg fegte med dig;
Du slaaes til Ridder, om du slaar mig." o. s. v.
Jeg udskrev saa meget af denne gamle Dødedands-Udgave formedelst dens Sjeldenhed; jeg tvivler paa, der er flere Exemplarer til end det omtalte ufuldstændige. Desto kortere kan jeg fatte mig ved de nyere Udgaver, hvoraf den ene har følgende Titel: Den Lübeckske Dødning-Dants, som er at see afmalet udi St Mariæ Kirke i Lübeck, de Lysthavende tll Fornøjelse og for sin Mærkværdigheds skyld
efter Begjæring udi danske Rim oversat af Lydert Høyer. Kjøbenhavn, trykt hos Ernst Henrich Berling. 1738. 1 Ark i Octav.
Det er da den ovennævnte Nathanael Schlotts Vers, som Lydert Højer her har oversat, og hvoraf det ikke lønner Umagen at udskrive mere end een eneste Dands, som kan være den med Lægen.
Døden til Lægen:
"Betragt dig ikkun selv, og ej dit Sygdomsglas,
Thi ligesom et Glas gaaer af et Stød i Qvas;
Saa er dit Legem og, naar Døden det vil saare,
Hvad findes da af begge? ikkun Skaare."
Lægen:
"Forlader mig min Konst, ja saa tilstaaer jeg vel,
At mellem Glas og mig ej findes kan Forskjel.
I Brødre søge fejl i Hauger, Dale, og Lunde,
Recept mod Dødens Vold I den ei finde kunde."
I Originalen.
Der Tod zum Arzte:
Beschaue dich nur selbst, und nicht dein Krankenglas,
Du bist dem Cörper nach so dauerhaft als das.
Ein Stoz zerbricht das Glas, der Mensch zerfält im Sterben,
Was findet man hernach von beyden? Nichts als Scherben.
Der Arzt zum Tode:
Verlast mich meine Künst, alsdenn gesteh ich frey,
Das zwischen Glas und Mensch kein Unterscheid nicht sey.
Ihr Brüder sucht umsonst in Gärten, Thälern, Gründen,
Um für die letzte Noth ein Recipe zu finden.
Den tredie danske Udgave er mere original end nogen af de foregaaende, det er en fri Bearbejdelse og Udvidelse af Dødedandsforestillingerne; de dandsende Personers Antal er bleven forøget, og deres Klædedragt tilskaaren efter nyeste Snit; Døden forestilles vel altid som den skræmmende Benrad, men dog har han undertiden pudserlige Attributa og der er Variation i Maaden han forretter sin Function paa. Denne ad captum vulgi ret godt indrettede — hvad skal jeg kalde den — Morskabs- eller Andagtsbog, har følgende Titel: Det menneskelige Livs Flugt, eller Dødedands, hvorudi ved tydelige Forestillinger og Undervisningsvers vises, hvorledes at Døden, uden persons Anseelse, dandser af med enhver, endog ofte uformodentlig, fra Verden til Evigheden, afbildet ved lærerige Stykker (i Træsnit) og Samtaler imellem Døden og personerne. Forlagt og besørget til sine Landsmænds Nytte og Fornøjelse af Thomas Larsen Borup. Kjøbenhavn 1762, trykt og findes tilkjøbs hos T. L. Borup. 10 Ark 4to.
Foran staaer en Fortale, underskreven af bemeldte T. L. Borup, som dog nok ligesaa lidet er Autor dertil, som Mad. Godiche til de Dedicationer og Fortaler, hvormed hun fordum udstyrede sine Forlagsskrifter. I denne Fortale, der, ligesom hele Bogen, er paa Rim, erindres om det menneskelige Gemyt:
"Det før af Billeder og sandselige Sager
End af Fornuftens Grund den Eftertanke tager
At hade Synd og Ondt, og gjøre hvad er Godt;
Thi med fornuftigst Grund det ofte driver Spot.
"En Apotheker maa jo Pillerne forgylde,
Om man hans Lægedom for Skarn ej skal beskylde;
Og dette Grunden er, hvi Sædelærerne
Med sandselige Ting fremstille Dyderne.
"Om Dødens Voldsomhed og morderske Bedrifter
Har baade Frankerig og Tydskland fremvist Skrifter,
Som alle sigte til Opbyggelse og Gavn,
Og har af Dødedands bekommet deres Navn.
Jeg, kjære Læsere! har ogsaa havt for Øje
Med dette lidet Verk, at gavne og fornøje;
Vi ingen Dødedands, saavidt mig er bekjendt,
I vores danske Sprog har forhen havt paa Prent."
Af det Foregaaende har Læseren seet, at vi havde to for en, og at Borup, eller, rettere sagt, Prahl, der har laant Borup sin Pen, og ifølge Secretair Ekkards Efterretning i Fortalen foran Oversættelsen af Schummels lille Voltaire er den sande Autor til Texten i denne Udgave af Dødedandsen. Hvad Træsnitsfigurerne derimod angaaer, som er saa væsentlig en Del af Bogen, dem er Borup nok selv Mester af. I Fortalen heder det:
De Forestillinger, som Læseren her finder,
Enhver udi sin Stand om Dødens Ankomst Minder,
Jeg dem møjsommelig i Træ udgravet har,
Naar mig en Times Tid fra andet øvrig var.
Til Slutning erklærer han uden Forbeholdenhed, at han ikke tænker til at indlægge sig nogen Ære ved dette Foretagende, men at det blot er den kjære Skilling og stærk Afsætning det er ham om at gjøre:
"Naar det af Almuen almindelig begjæres,
Saa er jeg vel tilfreds, og Andre unde vil
Den høje Æresdamp, og hvad de sigte til." o. f. s.
Prisen, som var to Mark, og den for Almuen ubeqvemme Qvartformat har dog nok gjort, at Bonden ikke meget hyppig har anskaffet sig Bogen.
Den første Figur med tilhørende Text er af de Tillæg, som udmærke denne Udgave fra de ældre; det kaldes Dødningemusik, og forestiller, at 5 Benrade opføre en Concert:
"Paa Klokken klingrer en; en stryger flink paa Bas;
I Valthorn blæser en, og viser Timeglas;
Ens Gaver lystelig vi her paa Fløjten hører;
En anden Spillemand sin Tromme hurtig rører."
Juristen forekom ikke heller i de forrige Udgaver. Han sees her pag. 30 i pyntelig Dragt, med Kaarde, Chapeau-bas og Kappe paa, Alongeparyk paa Hovedet, en Rolle Acter i Barmen og Lovbogen i Haanden.
Døden siger til ham:
"Du din Lovkyndighed mod mig skal ej anvende,
Jeg har hver Levedag jo givet dig tilkjende,
Og det formaliter, at du kun var som Hø,
Og at det var uvist, hvad Tid du skulle døe.
Ej en Exception af dig bør blive nævnet;
Thi jeg lovformelig dig har til Graven stævnet.
Fly hid Lovbøgerne, du finder derudi
Ej en Artikel, som dig kan fra Døden frie."
S. 62 Døden til Jøden, som byder ham en Pung fuld med Penge:
"Der hjelper ingen Snak, min kjære gode Jøde!
Thi Patriarcherne og dine Fædre døde,
Saa du den samme Vej med mig nu dandse skal,
Og see Beslutningen paa dine Dages Tal.
Slæng Pungen ikkun bort. Jeg ingen Penge tager,
Du dig i saadant Haab, som i din Tro, bedrager.
Du skal ej skakkre meer. Au way mir! skraaler du.
Du har dit Gode faaet, min Søn! kom det ihu.
Du har ej vildet troe, Messias han var kommen;
Men jeg skal føre dig for hannen, frem til Dommen."
Til Tyrken, som S. 66 afbildes i orientalsk Dragt med Turban paa Hovedet, Sabel i Haanden, og Christus paa Korset under hans Fødder, heder det:
"Barbar! som Christi Kors med dine Fødder træder,
Og ved Bedrageren, din Mahomet, dig glæder,
I Dødedandsen du med mig nu dandse maa
Og skal din Ondskabs Løn hos Falskheds Vidner faae.
Vellystens Paradis, som Mahomet beskriver,
Dig om et Øjeblik nu aabenbaret bliver;
Men om du Selskab faaer ej just af Jomfruer,
Saa vil en Djævleflok dig sikkert møde der."
Man seer, at den gode Prahl stivt og fast har troet paa en allene saliggjørende christelig Kirke, uden for hvis Skjød ingen Frelse var, og uagtet han ikke var Præst, for sin Part hjulpet til at vedligeholde Fordomme og Intolerantse hos Almuen.
Af denne borupske Udgave af Dødedandsen haves tvende nyere Oplag, som i Alt stemme overeens med hint første af Aar 1762. Det 3die Oplag er forlagt af Hofboghandler J. H. Schubothe, trykt hos J. R. Thiele. Kjøbenhavn 1814. 80 S. 4to.
Døden fra Lübeck
Lübeck
Bøger
Den Gamle Danske Dødedans
Rasmus Nyerup