Døden fra Lübeck, Rasmus Nyerup, 1800

Med den er Tilfældet det samme som med nysomtalte Bog om Smeden Peder og Bonden Ager. Jeg har kun et Fragment deraf for mig, og veed ikke, at den nogensteds er at finde complet. De Blade hvoraf man muligen kunde have seet Trykkeaar og Trykkested, ere blant dem som mangle, og dens Alder lader sig derfor ikke nøjere fastsætte, end at Sproget og Trykkens Udseende, og tildels Indholdets Beskaffenhed paa somme Steder, synes at henpege til Aarene efter 1530, da Reformationsverket vel var begyndt, men ej endnu gandske var bragt til Endelighed.

— 182 —

Dødedansningen var en af Middelalderens bekjendte Allegorier og i Wartons History of english Poetry. 2 Vol. pag. 54. omtales de adskillige Steder hvor den er bleven afbildet í Kirkerne. Saaledes som den 1463 blev med de tilhørende plattydske Vers afmalet i Maríakirken i Lübeck, har den tjent til Original for de danske Vers, som her nogle skal anføres til Prøve af.

Egentlig har vi af Dødedansen 3 forskjellige Udgaver paa dansk *), men de to seneste ere fra indeværende Aarhundrede, og vi tage her blot Hensyn til den ældste hvoraf Kongens Bibliothek har det omtalte defecte Exemplar. Formaten er lille Octav, og den har mange Træsnitsfigurer, hvis Tegning tildels ikke er ganske forkastelig.

I Fortalen heder det:

"Ville I nu alle stille være;
da vil jeg eder nogen Tidende bære,
og lære eder nu ret at dø
og forsmaa denne Verdens Ø,
fordi alt det som vorder født
det bliver engang med Tiden ødt.

*) S. Maanedsskriftet Iris for October 1796.

— 183 —

Derpaa kommer Døden, afbildet som en Benrad med Sværd i den venstre Haand og ridende paa en Løve. Den taler saaledes til "Meenheden".

"Hælsel! Hælsel! alle der monne stande,
ville I alle sammen gaa mig til hande,
og vandre med mig en ukjendt Vej;
det hjelper eder intet at sige nej;
være sig Pave, Biskop, og Cardinal,
Cannick, Præst, Munk, eller Official,
være sig Student eller Skolemester klog,
jeg meen alle dem som læse i Bog;
Dertil baade Kejser og Kejserinde,
Konning, Hertog- og Hertoginde,
Riddere og Svenne, Jomfruer og Møer" &c.

Næste Blad forestilles Døden i en Benrads Skikkelse mejende med sin Le og talende til Paven.

"Herr Pave! følg nu snarligen med!
du holder paa Jorden den højste Sted;
en Vicarius Christi, du højste Prelat,
dans du herfore efter din Stat.
Girighed og falsk Lærdom
haver Dig for Gud gjort meget ufrom" &c.

— 184 —

Paven, som afbildes med sin tredobbelte Krone paa Hovedet og Bispestav i Haanden, giver sig gudsjammerlig ved denne Tidende.

"Maria forbarme dig! miserere mei!
Hjelp nu St. Peder! Ovi o hei!
Eja aa vih! skal jeg nu dø,
da hjelp mig nu Maria Mø!" &c.

Fra ham kommer Døden, ifølge den Tids Rangforordning, til Kejseren, som jamrer sig:

"Om alle Doctores af Greckeland
vare hos mig at beskue mit Vand,
og kunde jeg æde en Apothek op,
det hjelper dog intet min siuge Krop." &c.

Kongen ligeledes

"Oho! alle de Læger der ere i vort Rige
lader dem alle komme hid tillige.
Skikker mig og en Mester klog
som haver studeret i Lægebog.
Thi Døden begynder mig saare at plave
jeg troer, jeg fanger ej mange Dave."

— 185 —

Hertugen, da Raden nu kom til ham, udraaber:

"Hjelp de hellige 3 Konger af Kølne Stad!
vil nu Døden gjøre mig uglad.
Endnu at døe er ikke min Lid." &c.

Biskoppen siger:

"Pax Domini, og hans store Miskund
være med os i denne Stund;
jeg kan af min Nature forfare
mit Liv vil ikke længe vare." &c.

Døden svarer ham:

"Suick (Zweig) stille, hold din Mund tilhobe;
jeg skal nu kjende (c: lære) dig op at mobe."

Døden til Doctoren i Lægekonst:

"Herr Doctor. du beskuer fast dit Vand,
nu skal du til et andet Land.
Du skalt ikke længer i Glasset kige,
for min Magt maa du vige."

— 186 —

Doctoren svarer:

"Hjelp Gud, jeg er saa ilde tilpas.
Det Vand, jeg haver i dette Glas,
er baade rødt grønt og blakket,
det betegner, mit Liv vil blive stakket.
Alt det Krud (c: de Urter) i Apoteken er
hjelper mig ikke i denne Fær." &c.

Døden replicerer:

"Kom, kom; jeg siger end engang: kom!
dig hjelper nu ingen Lægedom."

Canniken, da Døden melder sig, udbryder:

"Eja, Eja, mig fattige Mand!
skal jeg nu vanke i fremmede Land,
hertil haver jeg havt stor Magt,
paa Døden havde jeg liden Agt.
Maatte jeg leve nogen Stund
da blev jeg snart Prælat i Lund...

— 187 —

Sognepræsten, da Døden vil have ham op til Dands, taler ganske anderledes end hele Resten hidtil:

"Lov og Ære være dig evige Gud,
for du sender nu til mig dit Bud.
O Gud, til dig staaer al min Lid
udi Velmagt og i Dødsens Tid.
Dit Ord, som du fikst mig at føre,
det haver jeg ladet alle høre." &c.

Da Døden fordrer Ridderen op til Dands, svarer han:

"Hjelp Ridder St. Jørgen! mig monne saa svime,
aldrig havde jeg en værre Time.
I denne Nat vaagede jeg saalænge,
til kongelig Majestæt vilde til Senge,
og holdt Hans Naade med lang Snak,
at jeg kunde fortjene megen Tak.
Nu føler jeg den bittre Død,
o Gud, hjelp mig i denne Nød!

Døden svarer igjen:

"Vær straks tilrede at følge mig
en sorgfuld Forlening giver jeg dig."

— 188 —

Til Studenten lyde Ordene saaledes:

"Herr Domine Baccalauree, jeg siger saa,
du skalt ikke længer til Studium gaa,
du skalt alt for den retvise Dom
havde du end studeret i Rom."

Til Bonden:

"Tidike Bonde! kom med en Hast,
hvem jeg faaer fat, dem holder jeg fast." &c.

Bonden svarer:

"Eya, Gods blaam! skal jeg nu dø!
jeg agter end at høste baade Korn og Hø,
og siden deraf gjøre mig Gavn,
somt vil jeg sælge i Kjøbenhavn.

Ogsaa over Dødedandsen var det maaskee ligesaa godt, at lade min Forgjænger eene have Ordet, kun troer jeg at burde anmærke, at den Maade, hvorpaa der tales om Paven, Cardinalen og flere slige Klerkeskabets Lemmer, synes at være et Criterium internum for, at det er udkommet i Mellemtiden mellem Pavedømmets Eenevælde og dets fuldkomne Afskaffelse her i Danmark, da man

— 189 —

i første Tilfælde tilforn ikke havde vovet at lægge Paven følgende Ord i Munden:

Alt er jeg til Højsted udkaaren,
det er dog nu med mig forlaaren;
jeg skulde holdet Christne i Eendrægtighed,
og ledet dem paa de rette Bed,
som de deres Sjæles Føde kunde faa,
men jeg var alt for meget laa (formodenlig lad)
jeg haver vist meget paafundet,
som ikke i Skriften er begrundet,
alt det mig fulgde, var Hovmod og Bram,
eya nu frygter jeg for stor Skam — — —
at prædikke Guds Ord eller tale derom
det aldrig i min Hu kom;
men jeg sendte Legater ud store og smaa,
om de kunde nogensteds Pendinge faae,
for deres falske Aflad, Løgn og Tant,
som Diævlen mig lærte, og jeg paafandt,
man vidste ei andet, end det løste, og bandt.

Efter at Reformationen var tilfulde befæstet, er det derimod ikke at troe, at han endda havde sluppet saa lempelig, eller at Døden f. Ex. vilde tiltalt ham saaledes:

— 190 —

See nu til, hvor det vil gaae,
her seer du Døden for dig staae;
kan du nu i Himmelen komme,
saa gjør dertil dit Bedste og Fromme.

Da Prof. Nyerup har henvist til det Sted, hvor Warton i sin engelske Digtekonstshistorie omtaler Lydgates engelske Dødningsdands, nøies jeg med derfra at afskrive: at disse Vers, der grundedes paa en Slags aandelig Maskerade, der i gamle Dage holdtes i Kirkerne, siges oprindelig at være skrevne i tydske Rim af en ved Navn Macaber, og oversatte paa Latin omtrent 1460, men endnu inden den Tid oversat paa Fransk; samt at samme Idee allerede nævnes i et engelsk Digt fra
1350, kaldet Pierre Plowmans Visions; ligesom og der er oplyst, at man falskelig tillægger den berømte Holbein Opfindelsen af Maleriet, da dette Æmne allerede 100 Aar tilforn var malet i Minden.(1)

Om Stykkets ubetydelige poetiske Værdie, har min Forgjænger forskaanet mig for at sige noget, ved de af ham anførte Prøver.

Dødedandsen

Yderligere information: