Omsider får vi Dødens mandat at se: Den rulle pergament, som Døden fik af Gud sammen med de tre pile, og som blev annonceret af de to engle på den forrige side.
I denne "licens til at dræbe" taler Gud som en enerådig hersker:
Mandatet Gud, for evigt levende, uden slutning og uden begyndelse, regerende i hellig treenighed, 132 gør det bekendt for hele menneskeheden i almindelighed, og ved dette moralske mandat, at vi ønsker, at Døden fører 136 [menneskene] frem til dommen foran os. Alle, der er, og som vil komme fra Eva og Adam, skal gøre sandt regnskab for deres handlinger 140 ved den individuelle dom |
Igen henvises der til particulier jugement lige efter døden, snarere end til den store fælles Dommedag ved genopstandelsen.
Det interessante er, at denne del af teksten ikke kun kendes fra de to manuskripter, men også fra en væg i korsgangen i Amiens. Lige her må vi altså ikke nøjes med de to manuskripter, men har et tredje vidne.
I linje 129 skriver Ambrosiana-manuskriptet: »le filz eternelement«, men dansen i Amiens bakker Français 17001 op i, at det ikke er den evige søn, men den evigt levende: »le vif eternelement«.
I linje 134 er Amiens-teksten enig med Ambrosiana-manuskriptet i, at der er tale om et moralsk mandat, »mandement moral« og ikke et dødeligt mandat, »mandement mortal«. I linje 135 er de enige om, at Gud ønsker, at Døden skal gøre noget: »volons que la mort fasse«, mens Français 17001 mener, at "nogen" skal være "lige så vrede": »voulons que ainsi se fache«.
Amiens-teksten er det eneste af de tre kilder, der giver os det latinske citat, der afslutter hvert vers. I dette tilfælde er det: »In sæculum fiat fiat«, der er fra Salme 41,14 (40,14 i Vulgata): »Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighed og til evighed. Amen, amen«.
Mandatet |
---|
Le mandement |