Mors de la Pomme, Uddrivelsen

Uddrivelsen
Mors de la Pomme, Uddrivelsen
Holbein: Uddrivelsen
Holbein Prøvetryk, Uddrivelsen

Vi ser ikke selve uddrivelsen på tegningen foroven. Halvtreds år senere lavede Holbein det dramatiske billede til højre, hvor en engel bruger et flammende sværd til at jage Adam og Eva nøgne ud af Paradis.

Ifølge Bibelen gik det lidt anderledes til: Gud »lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på«, før han sendte Adam ud, og formentlig også Eva, selvom det ikke står nogen steder (1 Mosebog 3:21-23). Først bagefter »anbragte han keruberne (i flertal) og det lynende flammesværd « (1 Mosebog 3,24).

1 Mosebog 1,21: Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
[…]
1 Mosebog 1,23: Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
Accident præsenterer Pest, Krig og Hungersnød
Accident

    Gud

Døden vil adskille
sjæl og krop, det er hendes embede.
Og ved denne handling
96 vil hun udvise guddommelig retfærdighed.

Billederne viser en engel — keruber har to-tre par vinger og fire ansigter. I baggrunden af "Mors", øverst på denne side, videregiver en anden engel tre pile og en guddommelig fuldmagt til Døden.

De tre pile, som Gud bruger til at straffe den syndefulde verden med, er et kendt tema, og normalt hedder de Pest, Krig og Hungersnød (billedet til venstre), men som vi skal se på de næste sider, er disse pile lidt anderledes.

Uddrivelsen

    Dieu

Mort fera separation
Dame et de corps cest son office
Et par ceste operation
96 Apperra diuine iustice
Circumdederunt me dolores mortis et pericula inferni inuenerunt me

    Langele

Mort tu monstreras aux humains
La puissance du haultain juge
Porte ces trois dars en tes mains
100 Nul naura contre toy refuge
Et misit sagittas suas

    La mort

A tous seray cruele et fiere
De moy sera tout mis a fin
Ce que dieu vouldra que je fiere
104 Sera par moy tost mis ad fin(1)
Et concidam a facie ipsius

Fodnoter: (1)

»Sera par moy tost mis ad fin«. Denne linje (104) er formentlig en fejl, da den er næsten den samme som 102.

I Ambrosiana-manuskriptet står der i stedet: »Morront, et fussent my affin«.