Le Mors de la Pomme

Den første, der beskrev dette værk, var Émile Mâle i "Revue des deux mondes", 1906, og senere (med den samme tekst) i "L'art religieux" i 1908:

Endnu mere interessant for os er det ejendommelige digt med titlen Le Mors de la pomme, der blev skabt omkring 1470. Mærkeligt nok synes dette sene arbejde at tage os tilbage til selve oprindelsen af La Danse Macabre.
[…]
Digteren forklarer os, at Døden blev født i det jordiske paradis, lige i det øjeblik vores første forældre begik overtrædelsen. Englen, der drev Adam og Eva ud af det jordiske paradis, gav samtidigt Døden tre lange pile og et brev, hvorfra Guds segl hang. I dette brev taler Gud som en suveræn hersker og lader alle vide, at han giver den fulde magt til Døden.
[…]
Hvad der gør værket så interessant og nyt, er at karaktererne ikke er isolerede; de repræsenterer ikke sociale abstraktioner: Døden rammer dem i fuld handling, på gaden, midt i mængden, ved familiebordet.
[…]
Her er Døden, der rammer paven midt blandt hans kardinaler og kejseren midt i sin domstol: hun [Døden] gennemborer soldaten midt i kampen, og den unge pige i sit værelse foran spejlet: hun snapper barnet fra sin mor, elskeren fra den elskede.
[…]
De illustrerede manuskripter med Mors de la pomme har bestemt inspireret kunstneren, der skabte marginerne for udgiveren Simon Vostre's tidebøger fra 1512.
[…]
Var det det illustrerede manuskript af Le Mors de la Pomme, der faldt i øjnene på Holbein, eller var det Simon Vostres tidebog? Det er svært at sige - men hvad der synes sikkert for mig er, at Holbein kendte en af vores franske originaler.

(Mâle: L'art religieux de la fin du moyen âge en France, side 410-411(1) )

Som Mâle gør opmærksom på, afviger denne tekst meget fra La Danse macabre. Den starter med Syndefaldet, og — kan man tilføje: slutter med Dommens Dag. Deltagerne er ikke repræsentanter fra alle samfundets sociale klasser, der danser hånd i hånd, men enkeltpersoner, der overraskes af Døden i deres hverdag blandt venner, kærester og kollegaer.

Den næste, der beskrev Mors var Frédéric-Edouard Schneegans i 1920. Det er uklart, hvorfor Màle skrev "manuskripter" i flertal, for Schneegans kommenterede i en fodnote, at han kun kendte 1 manuskript: »Un seul manuscrit semble avoir conservé ce texte ce manuscrit« (side 538).

Dette manuskript var BnF Français 17001 fra 1468-1470(2) (billedet til højre), men Schneegans havde opdaget en anden kilde: Den guddommelige autorisation, som Døden får udleveret af Gud, havde engang været skrevet som en del af en Danse Macabre ved katedralen i Amiens.

Schneegans transskriberede manuskriptet, men han havde problemer med rækkefølgen. Hvorfor var Dommedag placeret i midten af handlingen? Hvorfor var Jesus' korsfæstelse placeret efter Dommedag? Og hvorfor blev doktoren og de elskende angrebet af Døden mellem korsfæstelsen inden afslutningen med Helvedes straf?

Schneegans' løsning var at rette "une erreur évidente" ved at rykke doktoren og de elskende frem foran korsfæstelsen, som kom lige før helvedes straf. Denne løsning var i bagklogskabens klare lys ikke særligt heldig, og bruges ikke her.

Året efter skrev Angelo Monteverdi en artikel i Archivum Romanicum. Det viste sig, at der fandtes endnu en udgave af Mors i Italien: nemlig Ambrosiana, S. 67. Sup. Dette manuskript er en anelse ældre, fra 1461(3) og det har sine mangler: Først og fremmest mangler de illustrationer, der er en integreret del af handlingen, og for det andet mangler en del af teksten: linjerne 58, 93-96 og hele slutningen: 380-428.

Den enkle forklaring på Schneegans' problem viste sig at være, at to blade (med 4 scener per blad) i det franske manuskript var blevet byttet om under indbindingen. Fejlen kunne ikke være ved Ambrosiana-manuskriptet, for dér var siderne ikke opdelt med to scener per side, så en ombytning af siderne ville være tydelig. Helt konkret er der byttet om på 113^r / 113^v og 111^r / 111^v. Den rigtige rækkefølge havde korsfæstelsen i midten af dansen, ligesom i Berlin og Kleinbasel.

Det italienske manuskript kunne også hjælpe med andre mangler: kammerpigen havde kun to linier, men med Ambrosiana-manuskriptet fik hun fire linjer og et latinsk citat som alle andre. Prologen er også 2 linjer længere og opdelt i 5 vers à 12 linjer.

Monteverdi videregav kun de mest interessante forskelle på de to manuskripter, men i 2012 udgav Maria Colombo Timelli "Une Nouvelle Édition Du Mors De La Pomme", der overvejende er baseret på Ambrosiana-manuskriptet.

Historien

Som Mâle fortalte, starter historien med Adam og Eva. Døden får sin magt over menneskene på grund af Arvesynden.

Døden får tre pile til at plage menneskene med. Dette er et kendt begreb fra samtiden, f.eks. billedet til højre fra »Miroir de la salvation humaine«, der også var oversat af Jean Miélot.

Normalt er disse tre pile pest, krig og hungersnød, ligesom Accidents tre våbenfæller, men her afviger "Mors" fra normen, for disse tre pile er af blod, ild og aske.

Det første offer er Abel, der bliver dræbt af sin bror. Døden nøjes ikke med at se på, som Accident gør, men stikker sin pil, blodets pil, i Abel. De to næste ofre er den unge jomfru, der dræbes af ildens pil, og den gamle mand, der får askens pil.

Derefter følger en lang række af dødsofre, der i modsætning til de normale dødedanse ikke kommer i nogen speciel rækkefølge. Som Mâle pointerer bliver ofrene angebet af Døden i deres hverdag, ligesom Holbein lod døden gøre et halvt århundrede år senere.

Omtrent midtvejs i handlingen (hvis man kan tale om en "handling") optræder Jesus på korset. Myrderierne fortsætter dog; Jesus' offerdød gav forsoning med Gud, men som bekendt standsede Døden ikke ved Golgata.

Rækken slutter med et dødsleje — en scene, der kunne have været taget fra en af de mange bøger med Ars Moriendi, kunsten at dø (godt).

Derefter kommer dommen. Som der står flere steder i teksten, er der tale om en "jugement particulier". Det vil sige, at den enkelte sjæl kommer for dommen, straks når vedkommende dør, i stedet for at vente på den store fælles genopstandelse ved Dommedag.

Vi ser ikke, hvordan det går for de gode mennesker, men de sidste to sider giver detaljerede billeder af pinslerne i Skærsilden og Helvede.

Billederne er lige så vigtige som teksten. I prologen opfordres læseren konstant til at betragte billederne, f.eks.: "Betragt her, og se hvordan" (»Regarde cy et voy comment«, 25); "den [dvs. historien] kommer i figur" (»en figure le verra«, 18); og "se den høje dommer" (»Voy du hault juge«, 43). Til sidst med billedet fra Skærsilden hedder det: "menneske, der betragter dette og læser" (»Homs qui cy regardes et lis«, 397); og "se sjælene i skærsilden" »Voy les ames en purgatoire« (401).

Sproget, Titlen og Humoren

BnF Français 17001 er skrevet på middelfransk ("moyen français") af Jean Miélot. Manuskriptet indeholder masser af tekster, bl.a. af Cicero, som Miélot har oversat til fransk. Derfor er der ingen, der tror, at Miélot selv er forfatteren af "Mors de la Pomme". Allerede Schneegans påpegede, at særheder i teksten indikerer, at den oprindelige tekst havde været skrevet på pikardisk.

Dette blev bekræftet ved opdagelsen af Ambrosiana-manuskriptet, der er skrevet på et renere pikardisk. I dette manuskript omtales Døden konsekvent som "le mort", selvom der tydeligvis ikke er tale om en tilfældig "død mand", men om en skabning, der har været aktiv siden Adam og Eva. Det skyldes, at på pikardisk er "le" artiklen for hunkøn.

Dette er ikke så overraskende, eftersom Miélot slutter forordet med: »Fait d'Lille« og afslutter oversættelsen af Ciceros brev med at kalde sig "indfødt i Amiens' sogn": »natif du diocese d'Amiens« (citeret i forrige fodnote(2)). Lille og Amiens er to byer i Pikardiet, og som tidligere nævnt var der engang malet en del af teksten i en Danse Macabre ved katedralen i Amiens.

Det kan derfor anbefales, at man tjekker Timellis artikel (se eksternt link). Bagerst er en lille ordliste, der er nyttig for dem af os, der ikke har middelalder-pikardisk som modersmål.

Humoren i teksten er et kapitel for sig. Normalt er dødedanse fuld af satire og social kritik. Dansen udstiller paven, der har levet fedt af afladshandel, men som nu er bange for skærsilden; de gejstlige, der officielt har forsaget det jordiske liv, men kæmper for livet imod Døden; nonnen, der har herrebesøg i sin celle; abbedissen, der er blevet en lille smule gravid; kejser og konger, der må finde sig i at blive hundset med af en nøgen indtrænger; lægen, der har tjent tykt på de syge, men ikke kan kurere sig selv, dommeren, der nu selv skal for den høje dommer; advokaten, der nu må plædere sin egen sag; astrologen, der ikke kan se sin egen skæbne i stjernerne, osv.

Humoren ligger i ordspil, hvor to ord lyder ens. Det ser vi allerede i titlen, "Mors de la Pomme", "Mors" betyder "et bid", men på fransk udtales det ligesom "Mort". Et bid i æblet resulterede i Døden fra æblet.

Titlen og hele værket virker som en forlængelse af Dødens ord til astrologen i Danse Macabre: "Alle må dø for et æble" (»Tous fault mourir pour une pomme«) eller på engelsk: »And al schal dye / for an appil rounde«. I Danse Macabre slutter hvert vers med et sådant ordsprog.(4)

"Mors de la Pomme" benytter sig også flittigt af ordsprog, dog ikke så ofte (der er jo kun 4 linjer pr. vers). Istedet ender hvert vers med et latinsk citat, der næsten altid er taget fra Salmernes Bog.

Den ukendte forfatter benytter sig ofte af det, der på fransk hedder "rimes riches", hvor det ikke kun er den sidste stavelse, der rimer (f.eks. "Asservie" og "servie"), og især er der et meget stort antal "rimes équivoques", hvor to ord er ens, men betyder noget forskelligt (ligesom "Mors/Mort" i titlen).

Et eksempel kunne være: »en sa main tient / […] son regne maintient« ("i sin hånd holder / […] sit regime opretholder"). Andre eksempler er barnet, hvor "monde" både kan betyde "verden" og "renset"; prinsessen (billedet til højre), hvor "entremetz" både kan betyde "en dessert" og "at blande sig"; dronningen: "volez" (vil) og "volez" (flyve); kæmpen: "[je] sens" (jeg føler) og "sens" (fornuft); og centurionen: "la croix" (korset) og "le crois" = "jeg tror det" (eller "du tror det" eller en kommando: "tro det").

Om denne online-udgave

Den tekst, der præsenteres her, er som udgangspunkt transskriberet bogstavtro fra BnF Français 17001, og billederne er også herfra (eftersom de mangler i Ambrosiana-manuskriptet).

Tekst og billeder præsenteres dog i den rækkefølge, der angives af Ambrosiana-manuskriptet, og de linjer, der mangler i Français 17001 er taget herfra og kommet i firkantede paranteser.

Linjenumrene følger Timelli's tekst, dvs. denne kombination af de to manuskripter. De latinske citater, der afslutter hvert vers, får ikke noget nummer.

Yderligere information

Eksterne links

Mors de la Pomme

Min (og Googles) oversættelse af:

Plus intéressant encore pour nous est le curieux poème intitulé le Mors de la pomme, qui fut composé vers 1470. Chose curieuse, cette ouvre tardive semble nous faire remonter aux origines mêmes de la Danse macabre. […] Le poète nous explique que la Mort est née dans le paradis terrestre, au moment même où nos premiers parents commirent la faute. L'ange qui chassa Adam et Eve du paradis terrestre remit en même temps à la Mort trois longues flèches et un bref où pendait le sceau de Dieu. (3) Dans ce bref, Dieu parle comme un souverain, et fait savoir à tous qu il donne plein pouvoir à la Mort.

[…] Ce qui fait l'intérêt et la nouveauté de l'ouvre, c'est que les personnages ne sont pas isolés ; ils ne se présentent pas sous l'aspect d'abstractions sociales: la Mort les frappe en pleine action, clans la rue, au milieu de la foule, à la table de famille. […] Voici la Mort frappant le pape au milieu de ses cardinaux et l'empereur au milieu de sa cour: elle perce l'homme d'armes en pleine bataille, et la jeune fille dans sa chambre, devant son miroir: elle arrache l'enfant à sa mère, l'amante à lamant.

[…] Les manuscrits illustrés du Mors de la pomme ont certainement inspiré l'artiste qui composa, pour l'éditeur Simon Vostre, les bordures des Heures de 1512

[…] Est-ce le manuscrit illustré du Mors de la pomme qui tomba sous les yeux d'Holbein, ou est-ce le livre d Heures de Simon Vostre? Il est difficile de le dire, - mais ce qui me paraît certain, c'est qu'Holbein a connu un de nos originaux français.

Se de eksterne links

1468-1470 . . .: Introduktionen slutter: »Fait d lille lan. iiii^c. lxviii.« (side 2^r); oversættelsen af Cicero's brev slutter: »[…] translatee de latin en francois par Jo. mielot prebstre natif du diocese damiens &c. lan mil. CCCC. soixante huyt. &c.« (side 34^v); endnu en sektion slutter: »[…] en flandres lan mil iiii^c. lxiii.« (side 97^v).

På den anden side indeholder en kronologisk tabel på side 34^v årstallet 1470.