Danse Macabre i Amiens

Cloître des Machabées, 1825
Mors de la Pomme, Amiens

De fleste dødedanse fra middelalderen er forsvundet uden et spor. En af dem, hvor vi kender en smule af teksten var placeret i en korsgang bag et kapel ved domkirken i Amiens.

I 1806 kunne man åbenbart stadig læse en del af teksten.

Par cette chapelle on entre dans le cloître des Machabées. C'est improprement, et par suite d'une erreur bien facile à commettre, qu'on dit depuis long-tems cloître du Machabée: ce lieu se nommait originairement cloítre du Macabré, parce qu'un auteur de ce nom a exprimé en vers latins une danse peinte sur les murs, dans laquelle la mort conduit en branle le Pape, les Cardinaux, les Patriarches, des Archevêqués, Évêques, Abbés, des Empereurs, des Rois, des hommes et des femmes de tout âge et de toute condition. Le peuple le nomme encore la danse des morts: il est situé derrière la paroisse de la Cathédrale à laquelle il a servi long-tems de cimetiere.

Les vers latins dont je viens de parler, se trouvent dans un livre intitulé Chorea Joannis Macabri (la danse de Jean Macabré.) Cet ouvrage in -4°. existait dans la bibliothèque des Prémontrés d Amiens.

On lit sur les murs intérieurs de ce cloitre les vers suivans.

(Maurice Rivoire, Description de l'église cathédrale d'Amiens, 1806, side 127-128)

Ifølge Rivoire havde der (i fortiden?) været malet en dans i korsgangen, hvor Døden trak afsted med pave, kardinaler (i flertal), kejsere (i flertal), konger (i flertal) osv.

Der havde været latinske vers forneden, og dansen hed ikke Makkebæer (»Machabée«), men "Macabre" efter digteren af disse latinske vers. Versene kan læses i en bog kaldet »Chorea Joannis Macabri«, hvilket betyder Jean Macabré's dans.

Rivoire kunne åbenbart stadig læse nogle linjer på murene (»On lit sur les murs«). Dem skal vi straks kigge på, men lad os først se, hvordan forskere har reageret på Rivoire's oplysninger.

Gabriel Peignot nævner dansen meget kort (Recherches historiques et littéraires sur les danses des morts, 1826, side xlvij). Han har hørt om denne dans, men han har ikke kunnet fremskaffe Rivoire's "brochure".

Eustache-Hyacinthe Langlois henviser til Rivoire i "Essai […] sur les danses des morts", bind 1, side 220-221. Desværre skriver han 1836 og ikke 1806. Langlois har ikke kunnet finde »Chorea Joannis Macabri«, og tvivler på, den findes. Han citerer versene fra muren, uden kommentarer.

Frédéric-Edouard Schneegans i 1920(1) er tilsyneladende den første, der ser sammenhængen mellem teksten på væggen i Amiens og Mors de la Pomme (side 541-543). Han har læst Langlois' bog, men heller ikke han kan opspore et eksemplar af Rivoire's bog fra "1836".

Angelo Monteverdi i 1921(1) har heller ikke kunnet finde 1836-bogen eller »Chorea Joannis Macabri« (side 119). Men han påpeger, at Guy Marchant har udgivet Chorea ab Eximio Macabro i 1490, og denne tekst er stort set en latinsk oversættelse af Danse Macabre i Paris. Hvis "Macabré" var navnet på digteren, kan han vel ikke have lagt navn både til Danse Macabre i Paris og til en dans i Amiens.

Desuden påpeger Monteverdi, at forfatteren af "Mors de la Pomme" udtrykkeligt holder sig anonym og kalder sig "forfatteren der ikke giver sit navn" »lacteur qui point ne se nomme« (linje 426). Derfor kan han ikke have givet navn til en Danse Macabre i Paris, Amiens eller andre steder.

Teksten

Lad os glemme Rivoire og hans fantasifulde beskrivelse. Han fortæller jo aldrig, hvorfra han havde sine detaljer om dansen med kejsere, patriarker, konger osv.

Det spændende er de vers, Rivoire citerer, og dem har han formentligt læst i en bog fra 1782:

Page 473. Le machabé, que le vulgaire nomme la danse des morts, est un endroit spacieux, situé derrière la paroisse de la cathédrale à laquelle il sert de cimetière. Il est entouré d'un cloître assez vaste & dégagé. On y lit:

Dieu le vif éternellement,
Sans fin & sans commencement
Regnant en sainte Trinité
. . . . . . . . . . . . .
Savoir faisons en général,
Et par cest mandement moral,
Que nous volons que la mort fasse
Comparoir par-devant nos faces,
Tous ceulx qui sont & qui seront
D'Eve & de Adam si rendront
Compte de leurs faits justement
Et en particulier jugement.
Si donnons pouvoir à la mort
Pour y contraindre feble & fort,
Et que nulle opposition
Ne vaille à l'exécution;
Car ainsi volons qu'il soit fait
Pour pugnir qui ora meffait,
Et aux bons donner à toudis
Les joies de no paradis.
In sæculum fiat fiat.

(Louis-François Daire, Histoire littéraire de la ville d'Amiens, 1782, 460-461)

Mors de la Pomme: Dødens mandat
Mors de la Pomme, En licens til at dræbe

Teksten er den samme som Dødens mandat — den rulle pergament, som Døden konstant fremviser som bevis på sin guddommelige tilladelse til at dræbe folk. Der er (naturligvis) små afvigelser: Den mest spændende er, at der står »mandement moral«, mens der står »mandement mortal« i BnF Français 17001,(1) men faktisk står der også »mandement moral« i Ambrosiana-manuskriptet.

Og teksten på muren i Amiens er på en måde mere komplet, for den slutter med et latinsk citat fra Salmernes Bog, ligesom næsten alle andre vers gør i Mors de la Pomme. I dette tilfælde »In sæculum fiat fiat«, der er fra Salme 41,14 (40,14 i Vulgata): »Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighed og til evighed. Amen, amen«.

Schneegans mente, at vægmaleriet i Amiens var den oprindelige kilde til manuskriptet Français 17001, og at det skulle kunne forklare de skitse-agtige illustrationer. Monteverdi var ikke enig: Teksten var ukomplet (der mangler en linje efter »Regnant en sainte Trinité«), og når der manglede en linje, kunne dette ikke være den oprindelige kilde.

Schneegans svarede tilbage i 1925, at man jo ikke kunne vide, at om der havde været en linje engang, som var ædt af tidens tand. Her overså begge de lærde mænd, at det er markeret meget tydelig med punktummer, at der har været en linje, som åbenbart har været ulæselig i 1782.

Hvad der er vigtigere er, at den citerede tekst er fransk og dermed intet har at gøre med Rivoire's fantastiske beretning om latinske vers skrevet i en ukendt bog ved navn "Chorea Joannis Macabri" — og dermed heller ikke med en dans med kejsere, kardinaler og ærkebiskopper.

Faktisk er "Mors de la Pomme" slet ikke nogen dans, og gør intet forsøg på ligne en. I modsætning til Loups Ravissans / Accident, hvor teksten trods alt bruger ordene "dance", "dancant", osv. 30 gange, er der i Mors de la Pomme ingen hentydninger til dans, musik eller musikinstrumenter, hverken i tekst eller billeder.

Et sidste spørgsmål er, hvornår korsgangen blev revet ned. Schneegans skriver, det skete år 1817, hvilket han naturligvis ikke kan få til at hænge sammen med, at Rivoire's bog skulle være fra 1836. Andre eksperter har andre årstal, og måske er forskellige dele af korsgangen revet ned i flere omgange? Billedet øverst på siden er signeret "1825" i nederste, venstre hjørne.

Fodnoter: (1)

Schneegans / Monteverdi / BnF Français 17001

Se hovedsiden om Mors de la Pomme for sammenhængen og for eksterne links.