
|
| Prædikanten |
Teksten starter med en prædiken, og hvad er en moralprædiken uden morale ?
Moralen er den samme som hos Johan Herman Wessel: »Beredt til Døden altid vær!«. Og hvordan forbereder man sig så på Døden? Jo, det afslører Døden selv allerede i indledningen: »Men tænk vel - til hver en tid, at I bringer gode gerninger med jer, og bliver jeres synder kvit«.
I virkeligheden er det ikke særligt overraskende: Maleriet hang i en katolsk kirke, og Dødens gode råd er bare et citat fra hans sponsor: Frelse kan opnås dels gennem troen på Gud og dels ved gode gerninger. Det eneste overraskende er, at Døden er i stand til at udtale disse guldkorn samtidig med, at han spiller fløjte.
Der er kun 2 mennesker, som Døden utvetydigt garanterer, vil komme i Himmelen, og det er den fromme, verdensforsagende eremit og den hårdtarbejdende bonde. Det er selvfølgelig passende, at "manden med leen" er venlig over for bønderne. Og der er måske også en grund til, at det hedder knoklearbejde (8=
For at komme i himmelen skal man tro på Gud, og det gælder uanset, om man er protestant eller katolik. Bod, anger og syndernes forladelse. Sammenlign evt. indledningen med de 5 slags Død i Des dodes dantz fra 1489 med den de 4 slags Død i Den Gamle Danske Dødedans, der er skrevet under eller efter Reformationen.
|
| I 1463 havde bonden alt for travlt med at spise sit brød i sit ansigts sved til at forberede sig til Døden. Alligevel kommer han i himmelen pga. sit gode arbejde (der har givet mad på bordet til maleriets sponsorer). I 1536 var han mindre heldig. |
Katolikker tror på frelse gennem gode gerninger. Dødedansteksterne er fyldt med hentydninger til to slags arbejde, nemlig:
Lad os nøjes med to eksempler på forholdet mellem arbejde i livet og belønning efter døden - et fra begyndelsen af Des dodes dantz:
....og et fra slutningen af Des dodes dantz:
For protestanter gælder Sola Fide (kun troen). Arbejde og gode gerninger kan være meget nyttige, men det er ikke gennem dem, man kommer i Paradis. Det sker kun gennem éns egen tro og Guds nåde.
|
| Eremitten: hellig mand eller dovent svin? |
Når arbejde en sjælden gang omtales i Den Gamle Danske Dødedans, er det mest for at håne de dovne gejstlige som abbeden, der efter Reformationen bare er én, der er for doven til at finde et "rigtigt" arbejde:
I 1463 var eremitten en af meget få, der var helt sikker på at komme i himmelen. Efter Reformationen har han fået et arbejde med at passe svin, men selv det kan ikke tilfredsstille Døden, der synes, at "sådan en rask mand" skulle ud at pløje marker:
....og medens eremitten går og dyrker agerjorden, så kunne nonnen passende overtage svinevogtningen, istedet for at bruge tiden på slør, hætte, rosenkrans, faste og læsning:

(1) Dødsstunden er bedre end fødslen....: Prædikeren 7,1: »Hellere et godt navn end fin salveolie, hellere dødens dag end fødslens dag.
(2) Den oprindelige betydning af ordet "elendighed" er udlændighed. Mennesker på Jorderig er væk fra "Hiemmelen - vort rette fæderne land".