157, A 41 = dansk 161; B 149 = dansk 163, B 151-156 = dansk 171-176, B 166-167 = dansk 183-184, B 175-177 = dansk 127-129, B 180 = dansk 135.
Fælles for B og den danske Bearbejdelse er som sagt det offensive Element; A og den lybsk-revalske Dødedans er kun moraliserende Læredigte, B og den danske Dødedans er offensive Satirer, sidstnævnte med udpræget reformatorisk Teendens; dette illustreres bedst ved følgende Citater:
B 163-168:
. . . de Torken unde ôk de unmilden Sarracenen,
De de cristen mit allen untruwen menen,
Hebben up de cristen gerovet unde gebrant.
Dârumme hebbe ik vele legaten ûtgesant
Mit aflate, umme gelt, jegen desse tyrannen to kreten.
Och hadde ik dat wôl angeleit, des mochte ik ewich geneten!
Paven siger her altsaa i sit Skriftemaal: der truede Kristenheden Fordærv fra Hedningerne; for at faa Penge til at føre Krig mod dem har jeg udsendt Afsendinge med Afladsbreve; havde jeg anvendt disse Penge godt, vilde det baade mig nu. — Tilspidset lyder dette i den danske Dødedans
181-189:
Ath predicke Gudz ord, eller tale der om
det aldrig i min hu kom
Men ieg sende Legater vd, store oc smaa
om de kunde. nogen stedz penninge faa
For deris falske Afflad, Løgen och tant
som Diefflen mig lærde, oc ieg paa fant
mand viste ey andit, end det løsde oc bant
Guld oc penninge førde de til mig
det fortærede ieg skendelig
og medens Paven i den nedertyske Dødedans gaar i sig selv og ydmyger sig, da Dødsmørket kommer, saa er den danske Pave ikke bange for at pukke paa sine Fortjenester af Guds Rige, skønt Dødens Ord til ham har været alt andet end
blide, idet han gøres ansvarlig ikke alene for egen Synd, men ved hans Paafund skal endda Alverden være styrtet i Fordærvelse. — At den danske Dødedansdigter ikke har været nogen Stymper fremgaar deraf, at han ogsaa har forstaaet at benytte negative Midler. I de nedertyske Digtninge anraaber Paven i sin Nød Vorherre og Jomfru Marie om Hjælp; den danske Bearbejder lader ham anraabe Jomfru Marie og St. Peder (der indskydes ogsaa nogle klagende Interjektioner), — men han lader ham glemme Vorherre.
Efter Paven følger Kejseren. Lybsk-revalsk 55-56 = A
71-72 = B 214-215; l.-r. 49-50 = B 201-202, 57-58
= 221-222; her staar altsaa igen B i et snævrere Afhængighedsforhold
til Mariekirkens Dødedans end A(1), hvilket
dog ingenlunde behøver at rokke den Seelmann'ske Hypothese
om Forholdet mellem A og B. Kejseren er en Person,
som ikke i samme Grad som Paven har interesseret den
danske Bearbejder; han gaar derfor her ikke videre i Detailler,
men benytter Lejligheden til med grelle Farver at udmale
Helvedes Pine. — At han forstaar at finde det rette Udtryk
og ikke føler sig indskrænket til at maatte oversætte efter
Bogstaven, ses naar man sammenligner hans Vers 222-225:
Om alle Doctor aff Greckeland
vore hoss mig, ath beskue mit vand
Oc kunde ieg æde en Apoteck op
det hielper dog inthet min siuge krop
med B 197-199:
Men mi dunket, al lete ik halen alle arsten ût Greken
Unde mochte ik to mi nemen eine hele appoteken,
Dat were mit mi altes nicht gewêrt1).
At den danske Versemager foruden saaledes at ramme den rigtig folkelige Tone har forstaaet at variere, ses ved at sammenligne Slutningerne af Kejserens, Kongens, Hertugens og Abbedens Svar.
1) Egentl.: det vilde aldeles intet være værd med (Hensyn til) mig, >: det vilde ikke gavne mig det ringeste.
