Raphael Meyer

Mit dinem arbejde unde not.
It is recht, ik segge di blot,
God wilt di betalen
In sinen oversten salen.
Vruchte nicht en twink!

saa er der egentlig ikke mere at være bange for ud over det rent Selvfølgelige, Uundgaaelige, at alle Mennesker skal dø. Særlig beroligende bliver det endda for os Syndere, naar vi ser, at Bonden lige har bekendt, at han aldrig har ofret Gud en Tanke.

Deraf bl. a. kommer det, at den danske Dødedans i meget ringere Grad end de nedertyske virker trættende og dræbende, og efter min Mening er den nedsættende Omtale, som bliver den til Del af L. Dietrichsen1), langt fra berettiget.

Den lybsk-revalske Teksts Prolog henvender sig til en snævrere Tilhører- eller Tilskuerkreds; det Drama, som ligger til Grund for den, har sikkert været beregnet paa en Forsamling af Gejstlige2); Prædikanten tiltaler nemlig disse specielt og opfordrer dem til at virke ved deres gode Eksempel.

V.9-12: Unde lieven kynder, ik wil ju raden,
      Dat gi juwe scapeken verleiden nicht,
      Men gude exempel en opladen,
      Eer ju de doet sus snelle bilicht.

Til denne Indskrænkning kender hverken A, B, eller den, danske Bearbejdelse. — Af det her anførte Citat ses tillige, at i Prologen de ulige Vers rime for sig og de lige for sig; . det samme er endvidere Tilfælde i Dødens Opraab »an alle« i Replikskiftet derimod rime Versene skiftevis, hvilket helt igennem er Tilfælde i A, B og den danske Dødedans, ligesom ogsaa i den fjerde Aflægger, Dødedansen i Mariekirken i Berlin.

Ved en komparativ Gennemgang af nogle Replikskifter vil de i det foregaaende fremhævede Ejendommeligheder paany bestyrkes, og andre vil komme til.

1) Læredigtet i Nordens poetiske Literatur, Stockholm 1860, S. 42.

2) Cf. Seelmann, S. 16.

I Spidsen gaar i alle Dødedansdigtninge Paven; han saa at sige fører op. A følger nærmest det lybsk-revalske Forbillede, uden alle Omsvøb forkynder Døden Paven: Pave gør dig nu rede til at følge med, du er den højeste Prælat paa Jorden, derfor skal du danse for; hvis du har røgtet dit Kald godt, kan du i Glæde gaa ind til Herren. — Derpaa svarer Paven med at anraabe Guds Naade og Jomfru Marie; han beder Gud mindes, hvad godt han har gjort. — Der foreholdes ham ingen Synd, han bekender heller ingen. Det eneste, som fremgaar af dette Replikskifte, er det ganske Uinteressante, at Paven maa dø, Paven saa godt som alle andre, og at han ligesom almindelige Dødelige trods sin Højhed i det kritiske Øjeblik føler Trang til en Henvendelse til gracia dei. — Lidt mere indeholdt Forbilledet dog, medens Berliner Dødedansen efter de bevarede Tekststumper at dømme har anslaaet samme afdæmpede Tone som A. — I B og i den gamle danske Dødedans faar Piben en anden Lyd; her levnes der ikke Paven megen Ære, — i B stikker dog hvert Øjeblik det forsonende Element, »men hvis« Hovedet frem, en Reminiscens fra A, som i B ved sin idelige trættende Kommen igen i kun lidt varieret Skikkelse afgiver et Kriterium for, at B er et tarveligt Andenhaandsarbejde. At B's Forfatter tillige har arbejdet efter den lybsk-revalske Tekst fra Mariekirken i nærmere Tilslutning end af Seelmann antaget ses ved at sammenligne:

B 169 Her pawes, du werest hôch geresen in state,
med V. 30 Al was ik hoch geresen in state,
og B 185 Dîn losent unde bindent was hêl, vullenkomen
                unde gans
med V. 27 Dyn losent unde bindent dat was vast.

Det indviklede Forhold mellem den gamle danske Dødedans paa den ene og dens to nærmeste lybske Forbilleder paa den anden Side ses bedst netop i dette Replikskifte ved følgende Tal: A 35 = B 170, A 37-38 = 173-174, A 39-42 = B 145-148; A 33-36 = dansk 123-126, A 39 = dansk