Frænder og Venner, som skal arve, Ormene, som skal have Legemet, og Fanden, som skal have Sjælen1), og endelig slutter det hele med en Opfordring om i Tide at lære vel at dø: det er hele Sagen.
Wol steruen allen kunsten bouen geyt.
Ogsaa B's moraliserende Slutning (253 Vers i 9 Kapitler) kunde for store Partiers Vedkommende lige saa godt være Indledning. Det hele ender med en Bøn for Forfatterne og Udgiveren
De dit heft gedicht unde laten setten,
Got mote siner nummermêr vorgetten
Unde vorgeve em sine sunde klein unde grôt,
Unde helpe uns allen ût aller nôt,
So wan de dôt de sele schedet van deme live,
Dat se denne jo ewich mit Gode blive.
Amen.
Den gamle danske dødedans Slutning bestaar af følgende. Efter Dødens sidste Ord staar der: Enden paa denne Dødedantz, hvorefter der følger to Træsnit, det ene Mage til Bogens første. Efter disse:
En endelig beslutning Och en formaning til alle.
Christelige venner, i haffue nu seet
det som er for eder teet.
1) Smlgn. Hr. Michael Mariæ Rosenkrans 1515 DIII in verso og følg.:
Tha giffuer sig siælen wack och wee
hwn scal thñ grwmmæ Dieffuel see
huar mwnæ hwn tha scullæ bliffuæ
Hwn seer thynæ synder storæ och smaa
mz hwilkæ hwn scal for Dōmen gaa
aff sorg mwnæ hwn sig weenæ
Her bliffuæ igeen baadhæ fæsthæ och borghæ
som thu haffuer bygd mz synd och sorghæ
sjælen far bort alleenæ
Kroppen som hær haffuer waret glad
han giffues tha iordhen til ormæ mad
iordhen scal hānū forthæræ
Thynæ frænder slides om godtzet fast
nar kroppen er i graffuen kast
thz maat thu saaræ kære(1)
Mere er ikke bevaret. Hermed kan sammenstilles Epilogen til den utro Hustru.
Vers 436: I thenne leeg haffwe i nw hørt,
og til de Mundo et Paupere1) :
Thack haffue i, haffue loff och ære
I ville saa lenge tillstede vere
Och flittig høre och venlig see
Baade spill och dantz vj lod her tee.
Den Vanskelighed der opstaar ved at Dramaet har haft to Epiloger har dels sin Forklaring i det selv, dels sin Parallel f. Eks. i Slutningen af Tobiæ Komedie, hvor efter Epilogus endnu Floriger og Mimus tager til Orde, for hver for sig at slutte af.
Karakteristisk for Grundtonen i den gamle danske Dødedans i Modsætning til A og B er dens Strænghed; den er ubarmhjertig og ubønhørlig — i Reglen da; den er konsekvent og kender ingen Gaaen paa Akkord. Verden, Menneskene er syndefulde (ganske met synd besæt), derfor maa vi alle ad Helvede til. A og B derimod er mindre voldsomme, mere afslebne; her møder vi nok en vis Sandsynlighed for, at det vil gaa os ilde hisset, men det kan ikke forfærde os, da Braadden altfor ofte brydes ved det beroligende: men har du været from og brav, da kan du roligt træde frem for Herrens Aasyn. Navnlig forfejler i den danske Dødedans »Dødens Svar«, kort og fyndigt som det er, aldrig sin Virkning; der opnaas her et ikke ringe dramatisk Liv, som dog — paa Grund af Temaets Ensformighed kunde det ikke undgaas — ved den idelige Gentagelse maatte blive noget udvisket. I den lybsk-revalske Tekst træder det formildende Element endnu mere frem end i de to Aflæggere, A og B. Naar Døden f. Eks. her Vers 357 ff siger til Bonden:
Grot arbeit hefstu ghedan.
God wil di nicht vorsman
1) Ms. gl. kgl. Saml. Nr. 794 Fol.
