Raphael Meyer

Den Gamle Danske Dødedans, Side 24-25

bevægede sig trinvis nedad, til man sluttede med det spæde Barn.

O dot, wo schal ik dat vorstan,
Ik schal dansen unde kan nicht gan?

Saaledes lyder Barnets naivt vittige Replik i den lybsk-revalske Tekst. A og B og efter dem den danske Digter har imidlertid følt sig stødt af, at det Barn, som endnu ikke kan gaa, formaar at fremføre saa rørende Ord, og de lader derfor Ammen være dets Talsmand; hendes Replik er i den danske Bearbejdelse ikke helt bevaret; med Ordene

Thi wil ieg mig nu Gud befale

brydes der af. Derefter mangler der eet eller flere Blade og det sidste Blad indeholder endnu følgende Vers:

Nu kommer døden met sin macht
paa hannem haffde ieg ingen acht
Ieg er saa siug ieg kand icke gaa
Hielp mig Gud som alting formaa

og Dødens Svar:

Læg nu aff din Spanske kappe
Padder oc Orm skulle dine Tarme nappe.

Hvem er her den Talende og hvem den Tiltalte; tiltrods for Ordene »kand icke gaa«, kan det næppe være Ammen med Barnet.

Der er imidlertid ingen Grund til at antage, at der skulde være optraadt endnu en Række Personer; baade i Lybecker Dødedansene og i de øvrige tyske og franske Dødedanse er den sidst optrædende det lille Barn; Rækken har dermed paa naturlig Maade fundet sin grandiose Afslutning, og det maa betragtes som et uheldigt Raffinement, naar i den ene Baseler og i Berner Dødedansen Kunstneren, der har malet dem1), tilsidst lader sig selv hente af Døden; ikke mindst har det sikkert været Kunstnerens Mening dermed at give sit Arbejde en Signatur.

 

1) Cf. Massmann, die Baseler Todtentänze, S. 84 ff.

Den danske Dødedans har som Drama sikkert haft sin Epilog, og de 6 Vers, som slutter den, er at betragte som Epilogens Slutning. Maaske bliver Epilogus pludselig afbrudt af Døden. Det var i et Dødedansdrama — ligesom Døden jo i det enkelte Replikskifte stadig fik det sidste Ord i den danske Bearbejdelse — naturligt, at det hele sluttede med en Replik af Knokkelmanden.(1) — At der med Manden i den spanske Kappe menes Epilogus ses af de to Træsnit i Hieronymus Iustesen Ranchs Kong Salomons Hyldning (Udg. 15851). Den samme Herolddragt, som vi træffer her, finder vi ogsaa afbildet paa Taflerne 218 og 222 i A, Racinet: Le costume historique, IV. Det ene Billede forestiller Alphonse af Arragoniens Herold; Kappen kaldes »tabard« (ital. tabarro, spansk tabardo, engl. tabard, tysk tapphart2) og tappart. Det er en stiv kort Kappe, som naar til lidt over Hofterne, og hvis Vidde tiltager nedefter. Efter denne Dragt har rimeligvis senere det bekendte Strafferedskab3) faaet Navn; Formen var ikke ulig Tøndens, og maaske kan ogsaa Forestillingen om, at den saaledes afstraffede Forbryder var sin egen Skams Herold have spillet en Rolle ved denne Terminologi4). Herhjemme har man ikke som i Tyskland og England optaget det romanske Ord, spansk tabardo, i Sproget, men givet Kappen Navn efter dens Hjemstavn, ligesom man ogsaa i Tyskland taler om spanischer Mantel5). Efter Replikskifterne følger i A en Moralprædiken, der i det mindste i sin Begyndelse ligesaa godt kunde have været Indledning til Dødedansen, og som dernæst gaar over til Betragtninger over de tre Parter, der er interesserede i et Menneskes Død:

 

1) Træsnittet er beskrevet af Birket Smith i hans Udgave S. 26; cf. Birket Smith, De tre ældste danske Skuespil S. 13, Noten.

2) cf. Weiss, Kostümkunde. Neuere Zeit 1ste Abteilung, S. 216.

3) Afbildet i Howard, Appendix to the State of Prisons, 1784.

4) Om Straffenes Symbolik se Gustav Geib, Lehrbuch des deutschen Strafrechts Lpz. 1861, 1 S. 238 (f. Eks. om at bære Sten af By). Henning Matzen, Forelæsninger over den danske Retshistorie. Offentlig Ret III. Strafferet Kbhvn. 1895.

5) Se Grimm Deutsches Wörterbuch II, 1608.

Kong Salomons Hyld[n]ing
Salomons hylding
Frontispice fra Dødedantz
Dødedantz, Herold

Meyer omtaler et træsnit fra Kong Salomons Hyld[n]ing Her rammer Meyer uhyggeligt præcist! Det omtalte billede (billedet til venstre) blev nemlig genbrugt i starten af Dødedantz (billedet til højre). Ved et tilfælde nævner Meyer altså frontispicen på en bog, der var ukendt på Meyers tid, men som giver svaret på mange af Meyers spørgsmål.

Ældre Dansk Teater Ved et yderligere tilfælde blev billedet brugt igen på forsiden af Ældre Dansk Teater af Torben Krogh i 1940. Dette er en af de få bøger, der behandler Den Gamle Danske Dødedans (fordi denne dødedans er formet som en teaterforestilling), og uden at vide det, har man altså placeret et billede på forsiden, som bruges i en ukendt udgave af Den Gamle Danske Dødedans.

Fodnoter: (1)

Ved hjælp af Dødedantz har vi fået svar på gåden om, hvem det var, der ikke kunne gå.

Op til Raphael Meyer