Raphael Meyer

Den Gamle Danske Dødedans, Side 20-21

Heraf fremgaar det da atter, at den danske Bearbejder har arbejdet efter flere Forbilleder.

Det vil endnu lønne sig at se paa det, som er særegent for den danske Dødedans i de allerede behandlede Dele: Fortalen og Dødens Opraab til »Menheden«. Noget er allerede omtalt i det foregaaende, bl. a. Forholdet mellem Syndefaldet og den legemlige Død paa den ene Side og mellem Syndefaldet og den evige Død paa den anden Side1).

Den danske Dødedans Fortale erklærer straks rentud, hvad Hensigten med denne Digtning er: Verden er befængt med Synd, hør paa mig og gaa i Jer selv; jeg skal lære Jer »ret at dø«. Dens Sprog er kraftigt, og den bruger kraftige Midler; den indfører een Gang Djævelen, hvem Schrock særlig har holdt af at føre i Munden, hvilket vil ses, naar man sammenligner hans ovenfor omtalte Oversættelse af Luthers Sermon med Originalen og en anden dansk Bearbejdelse: Huorledis hwert Christet menniske skall berede sig mod dødē Oc tage orloff aff denne verden Och haffue sig i syn liffuis tid oc døtzens nød, mod syndē døden oc helffuede. Sat i Malmø (1533 25/11). Dette i Forbindelse

 

1) Syndefaldet og Døden hørte i den almindelige Bevidsthed nøje sammen, og denne forestilling er ofte bleven kunstnerisk fremstillet, f. Eks. i Dødedansen i Saint-Maclou, se Langlois, Essai sur les Danses des Morts, Rouen 1852, I, 40; II, planche VII ses Kundskabens Træ, dets Stamme er en Benrad, Dødningehovedet naar op i Træets Krone, i hvis Grene Slangen snor sig. — Der findes memento mori, der er beslægtede med Dødedansen og begynder med Eva's Skabelse og Syndefaldet, f. Eks. et Kobberstik af Heinrich Aldegrever, ogsaa kaldet Albert af Westfalen (f. Paderborn 1502, † Soest 1562). Francis Douce, the dance of death, London 1833, S. 160. Ligesaa i de hos Douce gengivne Træsnit af Lyoner Dødedansen: 1) Evas Skabelse, 2) Syndefaldet, 3) Udjagelsen fra Paradis, hvorved Døden fører an, 4) Syndefaldets Følger. — Paa Kunstindustrimusæets Sommerudstilling i København 1894 saas en Vugge fra Før (18de Aarhundrede), hvis ene Side var prydet med 2 Medailloner, hvoraf den ene forestillede Adam og Eva med Slangen, den anden den korsfæstede Kristus, mellem begge fandtes følgende Indskrift:

Adams bilde macht
  uns sterben Chri
  sti bild macht
Himmels erben.

med det ovenfor anførte er imidlertid næppe nok til at godtgøre, at Schrock er Forfatteren til den danske Dødedans. — Ligesom Djævelen spiller ogsaa Helvedes Nød en vis Rolle.

Et Særkende for den danske Dødedans Fortale og Dødens Opraab til »Menheden« i Modsætning til de tilsvarende Stykker i A og B er imidlertid det dramatiske.(1) Hine indeholder intet, der tyder i denne Retning, udover Dialogformen. Man mener ogsaa, at de nedertyske Dødedansdigtninge aldrig selv har gjort Tjeneste som Dramaer, ja at de end ikke er forfattede som saadanne, medens den Kilde, hvoraf de er øste, har været dramatisk1). Anderledes forholder det sig med den danske Dødedans. Her har vi i Fortalen Prologen til et Drama, hvormed dog ikke skal være sagt, at dette Drama nogensinde har været opført. Muligvis har den danske Digtning foruden A og B endnu haft en anden Kilde, og det en dramatisk, maaske den middelnederlandske, en Mulighed som allerede ovenfor blev antydet. De Steder, der her særlig kommer i Betragtning, er Versene 11, 85-86, 93-95, 97 og Overskriften til Dødens Opraab.

I Vers 11 henvender Dramaets Prolocutor sig til det forsamlede Publikum og opfordrer til Tavshed:

Ville i nu alle stille være!

Vers 85-86 siger han fremdeles:

Thi acter nu vel paa dette spil2)
huor døden alle fange vil

Vers 93-95:

Thi staar nu stille, at see och høre
huad døden haffuer met sig at føre
Ieg meen ieg seer hannem nu komme

 

1) Seelmann p. a. St. S. 11-18.

2) I Datidens Sprog bruges Leg og Spil, at lege og at spille synonymt om scenisk Forestilling. — Den lybsk-revalske Tekst har fra sin middelnederlandske dramatiske Kilde optaget: Seet hyr dat spectel(2); spel forekommer Vers 74 maaske i noget anden Betydning. I B forekommer spel Vers 68, men i ganske anden Betydning (in dem spele >: im thun und treiben der welt, überh. in der welt. Baethcke).

Fodnoter: (1) (2)

Her argumenterer Meyer for, at Den Gamle Danske Dødedans har været tænkt som et skuespil. Han bliver bekræftet af forsiden af Dødedantz, hvor der står »Oc kand denne Bogs beskriffuelse brugis vdi en Leeg«.
spectel...: Efter restaureringen af maleriet har det vist sig, at der ikke står "spectel" (skuespil), men derimod "spegel" (spejl).