denne Uoverensstemmelse kan den danske Bearbejdelse dog
meget godt her bero paa B, hvilket mere end sandsynliggøres
ved den allerede ovenfor paaviste Overensstemmelse i
Sammenligningen mellem Døden og Tyven1).
I A fylder den paa Fortalen følgende Dødens Tiltale til »alle« 16 (>: 4X4) Vers, i den danske Bearbejdelse 26 Vers, af hvilke 12 er Gengangere fra A2). Desuden gaar Vers 25-26 tre Gange igen i B3), et Indicium for, at A og ikke B er et »Førstehaandsarbejde«, saaledes som Seelmann rigtig har antaget, og af disse to Vers, optræder det ene ogsaa paa et andet Sted i den danske Dødedans; Vers 243 siger saaledes Døden til Kejserinden »en hel fod lenger recker ieg dig«4).
1) Sammenlign ogsaa (Vers 75-77:
I Euangelio saa screffuit monne staa
oss bør der alle at tencke paa
Vi skulle vere rede dag och stund
med B 127-129:
In dem ewangelio, dâr alsus gescreven steit:
Waket unde bedet, weset alle tît bereit,
Wente gi wetten nicht o. s. v.
2) 110 = A 17, 111-112 = A 19-20, 113-121 = A 23-31.
3) 269-270, 553-554, 1607-1608.
4) Noget lignende forekommer allerede paa Dansk i Hr. Michaels Jomfru Mariæ Rosenkrands (1515 D III in verso):
Ther mz betegnes thñ haardhæ Død
thñ storæ wee thñ iēmerlighæ nød
som kroppen taal tha mz mødhæ
Senær och aadrer ræckes tha paa lang
i allæ ledemod staar wee och twang
mod kroppen scal gaa til Dødhæ
»Strækkeben« opføres som Navn paa Døden i Videnskabernes Selskabs Ordbog (Moth). I Høyers Dødedans fra 1738 tales om »Dødens Strækkehaand«. Grimm, deutsche Mythologie S. 812 anfører fra »deutscher Schlemmer« (l6de Aarhundrede) Streckefuss oder - bein, Gryphius (Kirchhofsgedichte 36) Streckfuss. Endvidere finder jeg Streckebein f. Eks. i Chr. Weises die drei ärgsten Erznarren in der ganzen Welt (Neudr. 12-14, S. 156). (Cf. τανηλεγης Hom. Od. II, 100 og λυσιμελης Hom. Od. XX, 57; XXIII, 343 om Søvnen.) Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875-1876: Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode (15de Aarhundrede).
Forbilledet for A og B, den lybsk-revalske Dødedanstekst, havde i Replikskiftet følgende Ordning. Først tiltaler Døden Paven (8 Vers), dernæst svarer denne (8 Vers); af den følgende Strofe er kun 2 Vers bevarede, hvoraf det sidste aabenbart har dannet Strofens Slutning og indeholder et kort Opraab til Kejseren, som nu tager til Orde og jamrer i 8 Vers; herpaa svarer Døden i 7 Vers, medens denne ny Strofes 8de Vers er et kort Opraab til den dernæst optrædende Kardinal, og saa fremdeles; altsaa: Dødens Opraab (1 Vers), Personens Replik (8 Vers) og Dødens Svar (7 Vers) plus Opraab til den næste (1 Vers). Herfra afviger baade A og B, hver paa sin Maade, men ikke lige behændigt begge to. A indfører den simple og klare Ordning: først Døden til Paven, dernæst Paven til Døden, saa Døden til Kardinalen, dernæst Kardinalen til Døden o. s. v., saaledes at Døden stadig taler først, dernæst den Døende. B knækker derimod Halsen over den første Ureglmæssighed i den lybsk-revalske Tekst; den korrumperede Strofe, som i denne følger paa Pavens Replik, maa have tilhørt Døden og i sine første 7 Vers have været henvendt til Paven; Paven tiltales altsaa af Døden med (8 + 7) 15 Vers, medens de øvrige Dødelige maa nøjes med (1 + 7) 8 Vers. Denne Uregelmæssighed er uforstaaelig og kunde vel tyde paa, at den Ordning, som følges i den lybsk-revalske Tekst, saaledes som den overleveres, ikke er den oprindelige. At ordne Stroferne om er blevet forsøgt af Baethcke1). Dette Forsøg er imidlertid blevet tilbagevist af Seelmann, og Baethcke har i det hele taget kun opereret med det af v. Melle overleverede og intet Hensyn kunnet tage til Revaler Teksten. — B begynder sit Kapitel IV med en Tiltale til Paven (115-116):
Her pawes, du bist de hogeste nu up erden,
Tret hêr, du môst mîn gelîk werden.
men gaar dernæst pludselig over til en Henvendelse til Alverden og moraliserende Betragtninger over Døden; disse fort-
1) Der Lübecker Todtentanz. Ein Versuch zur Herstellung des alten niederdeutschen Textes. Berlin 1873.
